Midtvejsvalg, Hillary Clinton & 2016

Af Peter Kurrild-Klitgaard 10

Republikanerne i USA kunne onsdag morgen fejre et for dem historisk godt midtvejsvalg.  Partiet, der flere gange det seneste årti er blevet konstateret “dødt”, har nu flere senatorer, end det har haft i 30 år, og flere medlemmer af Repræsentanternes Hus og flere guvernører end i 86 år, og flertal i flere delstatsforsamlinger end på noget tidspunkt siden 1920.  Partiet overgik således–takket være en effektiv valgmaskine og lav valgdeltagelse hos skuffede Obama-vælgere–pænt meningsmålingernes og analytikernes forventninger.

Dermed flytter opmærksomheden, med den politiske logiks jernhårde udgave af ADHD, straks videre til præsident- og kongresvalget i 2016.  Vil udfaldet af midtvejsvalget betyde noget for dét?  Næppe, ihvertfald ikke direkte eller på nogen klar og entydig måde: Historisk set har partiet, der vinder ved et midtvejsvalg, halvdelen af gangene tabt og halvdelen af gangene vundet det efterfølgende præsidentvalg.

Forskningen antyder også, at præsidentvalg i sidste ende bliver afgjort af typisk to grundlæggende faktorer og så en tredje lidt mere uspecifik:

1) Økonomien: Hvordan går det med borgernes velstand? Går det godt, stemmer et flertal af vælgerne på den siddende præsidents parti–går det skidt, foretrækker et flertal oppositionen.

2) Nedslidning: Hvor længe har et parti været ved magten? Jo længere, man har det, desto mere nedslidt og skrammet bliver partiets “brand” og desto værre klarer det sig.  (Siden 2. verdenskrig er det reelt kun sket én gang, at et parti har vundet præsidentposten tre perioder i træk–Reagan (1980, 1984) og Bush (1988).)

3) “X-faktor”: Hvilke særlige fordele/handicap har den ene præsidentkandidat i.f.t. den anden? En vanskeligt målelig “størrelse”, der omfatter alt fra holdninger og “image” til navnegenkendelse, alder, køn, etnicitet, geografisk base og økonomiske ressourcer.

Vi ved, at det er så godt som sikkert, at Hillary Clinton vil gå efter Demokraternes nominering til præsidentembedet, hvor hun ligger lunt i svinget, og de fleste ser hende som en oplagt vinder.  Nogle medier så meget, at de nærmest taler som om, at 2016-valget allerede er afgjort.  Meningsmålinger viser også, at hun klarer sig bedre end de fleste af hendes mulige Republikanske modstandere.  Hun har masser af “X-faktor”-værdierne.

Der er imidlertid grund til at klappe hesten en smule.

 

For det første er Clinton langt fra usårlig.  Man behøver kun at huske på, at hun på præcis samme tidspunkt for to “valgcykler” siden (2006) blev set som en oplagt og sikker vinder af Demokraternes nominering i 2008.  Det gik som bekendt anderledes: Hun–landets dengang næstmest kendte politiker–tabte, overraskende for de fleste, til en næsten ukendt, ny senator ved navn Barack Obama.  Det var endog kun fem år efter, at hendes mand, Bill Clinton, havde forladt præsidentembedet, og mens hun selv endnu havde en magtfuld post som senator.  I mellemtiden er årene gået, hun har været eks-udenrigsminister i to år, og hun har i dag ingen anden platform end sig selv–hvilket er et stærkt udgangspunkt, men klart svagere end i 2008.  Det kan man også allerede nu spore i meningsmålinger.

At Hillary Clinton ikke er verdens stærkeste kort i.f.t. de amerikanske vælgere, kunne man se ved “exit poll”‘en i tirsdags, ifølge hvilken 42 pct. af vælgerne havde et positivt indtryk af hende, mens hele 52 pct. havde et negativt.  Det er bedre end de ukendte, Republikanske mulige kandidater–men Clinton er, som sagt, en af USA’s mest kendte profiler, og så er 42 pct. ikke et godt udgangspunkt.

 

For det andet skal hun for at kunne vinde minimalt kunne holde den koalition sammen, som Barack Obama opbyggede ved valgene i 2008 og 2012–men tabte ved valgene i 2010 og 2014, fordi de lettere desillusionerede kun mødte op i mindre omfang og enkelt endog helt fravalgte Demokraterne.  D.v.s. den noget heterogene koalition af mere velhavende/veluddannede vælgere, sorte amerikanere, amerikanere med latinamerikansk baggrund, unge vælgere og kvinder.

Det sidste får hun næppe svært ved–det er givet, at hun alene qua sit køn vil kunne mobilisere dem mere end nogen anden, også udenfor Demokraternes egne rækker.  Men man kan være sikker på, at hun får sværere ved at mobilisere sorte amerikanere end den halvt-kenyanske Barack Obama.

Man kan også være sikker på, at mormoder og deltidspensionist Clinton–der, hvis hun skulle blive valgt, ville være USA’s næstældste præsident nogensinde (69 år)–vil have sværere ved at vinde de unge, som i 2008 og 2012 stemte overvældende på USA’s femte-yngste præsident men som allerede nu er sevet lidt til Republikanerne og meget til sofaen.

Kan hun holde den koalition sammen?  Det er næppe helt umuligt, men langt fra sikkert, og sker det ikke, mener selv venligtsindede analytikere, at hun så vil få meget svært ved at vinde.

 

For det tredje ved vi i dag intet om, hvordan den økonomiske udvikling vil være de næste to år, og hvor meget otte år med Barack Obama som præsident vil udgøre en sten om halsen på Clinton–på samme måde som otte år med Bill Clinton gjorde for Al Gore i 2000 og otte år med George W. Bush gjorde for John McCain i 2008.  Er Obama lige så upopulær i 2016, som han er i 2014, vil det blive svært for Clinton at vinde.

 

Sidst men ikke mindst aner vi ikke før om tidligst halvandet år, hvem der bliver Republikanernes præsidentkandidat i 2016.  Feltet ser større og bedre ud end ved præsidentvalgene i 2012 og 2008, og ihvertfald nogle af de mulige kandidater (Chris Christie, Jeb Bush, Paul Ryan) har i meningsmålinger vist, at de–selvom de gennemsnitligt er svagere–undertiden kan give den langt mere kendte Clinton kamp til stregen.  (En nylig Bloomberg-måling viste, at Clinton ikke var statistisk sikkert foran Republikanere som Mitt Romney, Chris Christie, Paul Ryan og Rand Paul). I takt med at de bliver mere kendte på landsplan, og det negative søgelys og skyts rettes mod Clinton, vil dén kamp uden tvivl blive ganske jævnbyrdig.

 

Med andre ord: Der er endnu lang tid til første tirsdag i november 2016.

10 kommentarer RSS

  1. Af Ulf Timmermann

    -

    Hov, nu kan jeg selv svare på det spørgsmål, jeg stillede: Valgdeltagelsen var 36.3% – den laveste siden 1942.

  2. Af Axel Eriksen

    -

    Til alle de, der har så stor medlidenhed med Demokraterne i U.S.A.- og lige så stor aversion mod Venstre i Danmark – kan oplyses: De to partier er “søsterpartier”!

  3. Af Ulf Timmermann

    -

    Hvad var valgdeltagelsesprocenterne?

  4. Af Niels B. Larsen

    -

    Fra amerikanske familiemedlemmer (født og opvokset i staterne) ved jeg, at mange amerikanere er skuffede over ikke bare Obama (som sandt for dyden heller ikke har været noget lys i mørket), men også i høj grad over demokraterne i huset og senatet.

    Desuden er Obama Care upopulær i middelstanden – og en del af det amerikanske ideal er jo at være selvhjulpen.

    Alt tyder på en republikansk præsident i 2016 – hvis republikanerne forstår at holde sig på måtten og samarbejde om det nødvendige.

    Hillary Clinton er efter mine familiemedlemmers udsagn overvurderet og langt fra så populær som bl. a. danske mediefolk vil gøre hende.

  5. Af Peter Kurrild-Klitgaard

    -

    @Kristian Nielsen: Du har ret. Jeg burde have skrevet, at Republikanerne ser ud til at få det næststørste antal senatorer, partiet har haft siden 1931.

  6. Af Hans Nielsen

    -

    Journalisterne på DR og TV2 så lidt anstrengt ud, da de skulle analysere valget. Nu havde journalisternes kæledække, Obama, fået røvfuld. Så gik man hurtigt videre til næste præsidentvalg og udnævnte med det samme Hilary Clinton som storfavorit.

    Specielt Niels Bjerre Poulsen, er en skandale som såkaldt uvildig “ekspert”. Han hader Republikanerne og skamroser Demokraterne.

    Niels Bjerre Poulsen er om muligt endnu værre end den EU-liderlige “ekspert”, Marlene Wind, der også skal forestille at være neutral i EU-spørgsmål.

  7. Af B Nielsen

    -

    Det er jo helt almindeligt blandt vælgere at ønske forandring. Formentlig var det derfor, at de amerikanske vælgere i 2008 valgte Barack Obama først foran Hillary Clinton og bagefter foran John Mccain. Begge var jo langt mere erfarne end Obama.

    Nu 8 år efter har Obama kun i stærkt begrænset omfang opfyldt sine løfter ( måske er der nogen, der ser visse paralleller til Danmark ) og nu har det amerikanske folk brug for fornyelse.

    Midtvejsvalget må ses som et tegn på, at man ikke forventer den fornyelse hos traditionelle demokrater.

    Det er derfor også tvivlsomt, om man ser udsigt til forandring med Hillary Clinton ved magten.

    Derfor vil det være særdeles interessant at se, hvem der lægger sig i spidsen i det republikanske felt, for meget taler for, at der her, man vil finde USAs næste præsident.
    Nuvel, man kan selvfølgelig vælge en så ekstrem kandidat, at man kan skræmme alle midtervælgerne væk, men det har det republikanske parti ikke tradition for, hverken George Bush, John Mccain eller Mitt Romney var på nogen måde ekstreme, og alt taler imod, at det bliver tilfældet med den næste kandidat.

    Jeb Bush er efter min bedømmelse stærkt undervurderet. Han vandt respekt i brede kredse, i den periode, hvor han styrede Florida og er main-steam-republikaner.

    Et andet stærkt kort kunne være den ganske vist ret konservative 49-årige nyvalgte senator, Tim Scott fra South Carolina, der er en eminent repræsentant for republikanske værdier. Han er velanskrevet hos såvel Tea Party-bevægelsen som hos de traditionelle republikanere. Han er en mand med betydelig gennemslagskraft.

    Nå ja, og så er han for øvrigt sort, hvilket næppe vil komme ham til skade, når der skal kæmpes om minoritetsstemmerne.

    PS: Som en lille tilføjelse kan desuden nævnes, at vælgerne i South Carolina som deres guvernør (gen)valgte en republikaner, nemlig en kvinde af indisk afstamning, Nikki Randhawa Haley.

    Håber ikke, at der er nogen, der får deres fordomme om republikanere og sydstatsamerikanere spoleret alt for slemt.

  8. Af Jan Petersen

    -

    Jeg har lidt svært ved at se den store forskel på det kinesiske et parti system kontra det amerikanske to parti system. Ingen af delene har meget med demokratisk pluralisme (mangfoldighed) at gøre.

  9. Af Kristian Nielsen

    -

    Det er ikke korrekt, at det Republikanske Parti idag har “flere senatorer, end det har haft i 30 år”.

    De står p.t. til at få 52 pladser (måske bliver det 54, hvis et par sene resultater falder ud til deres fordel). Men de havde altså 55 så sent som i 2006, før Demokraterne vandt valget det år.

  10. Af Jens Praestgaard

    -

    Det er altid vaerd at laese PK-Ks vidende kommentarer om amerikanske forhold. PK-K skriver:
    “For det andet skal hun for at kunne vinde minimalt kunne holde den koalition sammen, som Barack Obama opbyggede ved valgene i 2008 og 2012…. D.v.s. den noget heterogene koalition af mere velhavende/veluddannede vælgere, sorte amerikanere, amerikanere med latinamerikansk baggrund, unge vælgere og kvinder.”
    Lige praecis, men ikke en observation man finder i de amerikanske “mainstream media” , der er mere optagede af at forklare, hvorfor det hele trods alt ikke er saa slemt: intet parti med praesidentposten vinder det sidste midvejsvalg osv osv. En mere realistisk forklaring er, at intet parti i det lange loeb kan vinde uden at have centrum med. Demokraternes koalition, som beskrevet af PK-K, er ikke holdt sammen af andre principper, end at de er imod centrum. Saadan en koalition falder foer eller senere fra hinanden i et samfund, hvor de fleste mennesker stadig mener noget med e pluribus unum princippet.

Kommentarer er lukket.