Jantelov og topskat

Af Peter Kurrild-Klitgaard 51

Det er i hverdagen svært at tage ens medmennesker alvorligt, hvis de siger “ja”, når de mener “nej” (eller omvendt), eller hvis de på anden vis siger ét og gør det stik modsatte.

I den slags situationer er der grundlæggende to muligheder: At de pågældende er aldeles irrationelle, eller også at der skjuler sig nogle præmisser, som vi andre ikke er opmærksomme på.

***

Et godt eksempel er de seneste dages fornyede debat om topskatten. Økonomer er mere end de fleste opmærksomme på, at skatter har en “forvridende” effekt: De får mennesker til at opføre sig på en anden måde, end de ellers ville have gjort, og næsten altid på en måde, der er mindre produktiv og dermed velfærdsforringende.  Borgerne lader simpelthen være med at producere eller handle så meget, som de ellers ville have gjort.  Nogle skatter har den effekt mere end andre, og nogle med mere sikre konsekvenser end andre, men tendensen i effekten er der ikke tvivl om: Isoleret set er højere skatter større omkostninger på at arbejde eller handle, og det producerer et “velfærdstab”.

Derfor har økonomer også siden ihvertfald 1960erne–hvor skattetrykket begyndte at vokse eksplosivt i de fleste vestlige lande–påpeget, at der faktisk kan være samfundsmæssige gevinster ved at sænke skatterne, især marginalskatten.  Det mest kendte eksempel er den såkaldte “Laffer-kurve”, hvormed den amerikanske økonom Arthur Laffer viste, at hvis man antager, at der er et punkt, hvor statens indkomster givet et skatteniveau er maksimeret, vil man kunne befinde sig i en anden situation, hvor skattetrykket er blevet så højt, at statens indtægter reelt kan blive højere ved, at man sænker skatterne, og at de kan forblive uændrede, selv hvis man sænker skatterne radikalt

At det også vil kunne gælde i et eller andet omfang herhjemme med et af verdens højeste skattetryk, har økonomer været ret sikre på længe, men i den forgangne uge viste en ny analyse foretaget af tre danske topøkonomer, at en fjernelse af topskatten vil være selvfinansierende.  De tre–alle respekterede professorer, den ene overvismand og den anden vismand–viste specifikt, at det ikke som hidtil antaget vil koste statskassen 6,8 mia. kr. om året at fjerne topskatten.  Snarere vil det–som Laffer forudså–paradoksalt nok give 800 mio. kr. mere i statskassen.  Hvorfor?  Fordi nogle mennesker vil arbejde mere, og deres forøgede indkomst derfra selv ved en lavere beskatning vil sende flere penge i Finansministeriets lommer.  Ifølge de tre økonomer vil der være betragtelige velfærdsfordele ved at bevæge Danmark i retning af et generelt lavere skattetryk.

***

Man skulle egentlig tro, at det ville være “gefundenes Fressen” for danske politikere, der gerne ville gøre noget godt: Tænk, man kan gøre samfundet rigere uden, at det koster statskassen noget!  Man skulle tro, at de ville slå til med det samme og straks plædere for at gøre, hvad økonomernes analyse reelt foreslog.  Men nej: To af de for tiden tre største danske partier afviste straks forslaget.

Socialdemokraternes fungerende politiske ordfører Ole Hækkerup afviste en afskaffelse af topskatten med det argument, at det var “uansvarligt” og ville øge “uligheden” (fordi det ville betyde mindre beskatning af de højeste indkomster).  Kort sagt: Socialdemokraterne vil hellere have en tilstand, hvor samfundet er relativt fattigere end én, hvor ingen har det værre, men nogle har det bedre.  Det hed sig også, at en sådan politik ville “slå hul i statskassen”, selvom undersøgelsen fra de tre økonomer netop viste, at det formodentlig forholder sig stik modsat.

Venstres afvisning var endnu sværere at få mening ud af: Partiets politiske ordfører, Inger Støjberg, der ellers generelt er klar i spyttet, forklarede, at Venstre hellere vil lette indkomstskatterne i bunden end i toppen.  Dén udtalelse er der af to årsager en hel del “goddag mand, økseskaft” over: For det første fordi det ene ikke udelukker det andet, al den stund at pointen med økonomernes analyse netop var, at en fjernelse af topskatten ville være selvfinansierende.  Man behøver derfor ikke vælge mellem enten at lette i “toppen” eller i “bunden”.  For det andet er det paradoksalt at tale om at ville lempe bundskatten i stedet, givet at Venstre netop for få uger siden har indgået en rammeaftale med SR-regeringen om at hæve selvsamme bundskat med 0,28 procentpoint.

Og hvad med Dansk Folkeparti? Partiet har i de senere år ikke haft nogen stor lyst til at lette topskatten, og det ud fra et lignende ræsonnement som Venstre og Socialdemokraterne: At man om muligt hellere vil lempe i bunden og ikke ønsker at øge “uligheden”–selvom det altså vil være til gavn for samfundet og ikke ramme nogen.

***

Så er de irrationelle, de tre partier, der tilsammen får støtte fra 60-70 pct. af vælgerne?  Det kunne være let at læne i retning af den fortolkning–det er jo trods alt umiddelbart besynderligt at modsætte sig politikker, der vil gøre samfundet både friere og mere velstående uden at skade nogen, og som samtidigt ignorerer sagkundskaben på området.

Men måske det snarere er, fordi der skjuler sig nogle præmisser, som ikke bliver artikuleret af partierne selv.  Partierne ved, at der maksimalt er lidt over et år til næste folketingsvalg.  De ved også, at meget få vælgere ved meget om økonomi eller forstår økonomernes ræsonnementer.  De har fremfor alt grund til at forvente, at hvis ét af partierne går ud og taler for dét, der reelt er skattelettelser til “de rigeste”, vil de to andre–og muligvis også flere–kaste sig glubske over dem.  Socialdemokraterne–og måske også Dansk Folkeparti–vil kunne få problemer med de kernevælgere, der måtte være mere interesserede i, at andre ikke skal have det for godt, end hvordan de selv har det.  Som Socialistisk Folkepartis Karina Lorentzen så elegant formulerede synspunktet:

“Det er underordnet, om det er gratis eller ej at fjerne topskatten. Det vil øge den sociale ulighed, og det synes vi er en rigtig dårlig ide i SF.” 

Venstre, der har mistet +10 pct.point i meningsmålingerne over det sidste år, har næppe heller lyst til at blive angrebet på samme konto.

Så de tre partier har i praksis indgået en slags politisk musketer-ed: De lader som om, at økonomernes analyse ikke eksisterer.  Det betyder også, at de lader danskerne være mere beskattede og mindre velstående, end de behøver at være.  Altsammen for ikke at blive beskyldt for at føre politik, der gavner “de rigeste”.

51 kommentarer RSS

  1. Af Claus Nielsen

    -

    Herre Jemini! Tilgiv dem – thi de taler mod bedre vidende. Berlingskes blogger Professor Kurrild-Klitgaard, Børsens Arzrouni og hele det borgelige kor af politikere, som alle åbenbart betro sig til supply-side economics og Arthur Laffers teorier. Alle er de begejstrede for Vismændenes melding om, at en fjernelse af topskatten er en god forretning for staten – sågar en overskudsforretning. Ja, indlæggets forfatter giver nærmest udtryk for, at det er idiotisk at lovgiverne ikke bider til boller. Finansministeriet har dog i dag meldt ud, at man ikke er enig i Vismændenes beregninger, og at det kommer til at koste staten omkring 6,8 mia. kr. , hvis topskatten fjernes. Kurrild-Klitgaard nævner Laffer i sit indlæg, men skriver ikke noget om resultaterne af de skattenedsættelser, som han rådgav Reagan til at gennemfører. Faktuelt eksploderede budgetunderskuddene i 1980’erne efter at skattesatserne blev skåret af Reagan i 1981. De såkaldte afledte effekter udeblev også og Laffer-kurvens hypotese blev afvist af de fleste økonomer, idet den ikke havde den forventede effekt på økonomien. Nu er økonomi ikke nogen eksakt videnskab, men det er da utroligt at lærte folk klynger sig til en hypotese, som for længst er afprøvet og afvist!

Kommentarer er lukket.