Edmund Burke og nutidens konservative

Af Peter Kurrild-Klitgaard 65

Den britiske politiker og skribent Edmund Burke (1729-1797) bliver ofte set som en slags grundlægger af konservatismen som politisk ideologi–eller filosofi eller grundholdning, eller hvad man nu vil.

Burke bliver i særdeleshed typisk påberåbt af nutidige konservative, når de ønsker at demonstrere en intellektuel basis, der går udover dag-til-dag politikken.  Ikke sjældent fremstilles han i praksis som en slags repræsentant for en “midten-af-vejen” holdning lige langt fra den økonomiske liberalisme og ditto socialisme.  Som en Connie Hedegaard iklædt 1700-tals-paryk og -skødefrakke–klar til kamp for social ansvarlighed, en pæn tone og global bæredygtighed.

Det ville Burke nu nok have frabedt sig–især hvis han havde kunnet se, hvad de selvsamme gør sig til talsmænd for i praktisk politik, altimens de påberåber sig hans navn.  For nutidens Konservative citerer som regel Burke, som en vis person læser Biblen.  De ignorerer konteksten og alt andet end Burkes kritik af Den Franske Revolution som udslag af systemtænkning.  De ser bort fra, at Burke selv ræsonnerede indenfor rammerne af naturretstænkning og var en prominent fortaler for, at alle mennesker har et sæt af medfødte, naturlige rettigheder, uanset om disse måtte være implementeret i konkret lovgivning eller ej.  De glemmer, at han var parlamentsmedlem og chefideolog for det liberale Whig-parti, de konservative Toryers væsentligste modstander og bedste ven med liberalismens “bedstefader”,  Adam Smith.

De plukker selektivt passager ud med smukke men luftige metaforer om “kontrakten mellem generationerne”, om “fællesskab” hvor “ingen mand er en ø”, om at “forandre for at bevare”, om at skabe “balance” og derigennem en “tredje vej” mellem ekstremerne.  Udsagn, som har præcis så meget konkret at sige om praktisk politik, som fuglenes flugt eller døde dyrs indvolde har at fortælle om fremtiden.  Det er “fluffy”, næsten esoteriske udsagn, som i praksis kan anvendes til at argumentere for både det ene og dettes eksakte modsætning.  På den måde bliver nutidens forsøg på at lave konservativ tænkning meget ofte til en slags påskeæg af den slags, man kan fylde med indhold: En tom ydre skal og indeni lige præcis, hvad man kan få plads til–inklusive ikke så lidt luft, hvis man ikke har andet at byde på.

***

Et godt, aktuelt eksempel på forskellen mellem, hvad Burke mente, og hvad de selvsamme, der hylder Burke, fremstiller som naturlig “konservativ” politik, er de Konservatives nylige modstand mod tanker fra Produktivitetskommissionen og Erhvervs- og Konkurrencestyrelsen om at liberalisere planloven, således at det vil blive lettere at bygge store supermarkeder.  De Konservative (der har nære forbindelser til foreningen De Samvirkende Købmænd) mener, at det er rimeligt at bruge statsmagten til at forhindre forbrugerne i at handle, hvor de vil, således at de i stedet må nøjes med de købmænd, der støtter De Konservative–inklusive så at skulle betale højere priser for dårligere varer, end de ellers ville kunne.  Det forsvarer en Konservativ folketingskandidat, Casper Strunge, i flere indlæg med, at det såmænd er klassisk konservatisme at ville skabe “balance”, og at markedskræfterne er en trussel imod lokalsamfundenes kultur.  Men balance mellem hvad og hvad? Og hvor præcis er grænsen for det, der skal balanceres mod noget andet?  I fravær på principper og en standard er dét omtrent så meningsfuldt som at sige, at man skal have en politik der balancerer mellem øst og vest, nord og syd.

På den måde bliver nutidens forsøg på at lave konservativ tænkning meget ofte til en slags påskeæg af den slags, man kan fylde med indhold: En tom ydre skal og indeni lige præcis, hvad man kan få plads til–inklusive ikke så lidt luft, hvis man ikke har andet at byde på.

Andre illustrative eksempler fra blot de seneste uger på statsinterventionistiske politikker fra De Konservative er det indgreb i mobiltelefonselskabers “roaming”-priser, som den tidligere Konservative partileder Bendt Bendtsen stemte for i Europa Parlamentet.  Eller den Randzonelov, hvor De Konservative fornylig fremstillede det som en sejr, at det nu kun blev 25.000 hektar jord (snarere end 50.000), der reelt frarøves landmændene–men hvor man glemmer at fortælle, at det var VK-regeringen, der udtænkte og lancerede selve loven.

***

Forbud mod at lave butikker.  Indgreb i prisdannelse på markedet.  Reel ekspropriation af privat ejendomsret.  Hvad ville Edmund Burke have sagt til den slags?

Lad os se, hvad han sagde og gjorde.  Altså ikke den pixibogs-Burke, som kan bruges til hvad som helst, men den faktiske Burke, der som medlem af det britiske parlament, valgt for det liberale Whig-parti, i praksis var fortaler for noget, der med nutidens øjne ville ligne økonomisk laissez-faire, en natvægterstat, og generelt stod på den side, hvor der skulle være mindre statsindblanding snarere end mere.  “Civilsamfundets” vigtigste opgave er at beskytte borgernes “naturlige rettigheder”, og dette er kun godt i det omfang, at det sker. Og hvad er de så? Menneskers fundamentale rettigheder er først og fremmest privat ejendomsret og disse implikationer, som Burke i sit hovedværk, “Reflections on the Revolution in France” (1790), sammenfattede som “menneskers virkelige rettigheder“:

“Mennesker har en ret til at leve efter denne lov: De har en ret til udøve retfærdighed mellem deres medmennesker, uanset om om disse er i offentlige eller private funktioner. De har en ret til frugterne af deres arbejde, og til redskaberne der gør deres arbejde frugtbart.  De har en ret til deres forældres ejendom; til at nære og forbedre deres afkom; til vejledning i livet og til trøst i døden. Hvad end hvert menneske kan gøre hver for sig, uden at krænke andre, har han en ret til at gøre … I disse sammenhænge har mennesker lige rettigheder men ikke ret til lighed i fordelingen.”

Politiske rettigheder–som dem, de franske revolutionære forfægtede–kunne derimod i sagens natur kun være “konventionelle”, ikke medfødte.  Her er, hvordan Burke efterfølgende definerede og afgrænsede politikernes legitime opgaver:

Lad politikerne beskytte og opmuntre erhvervslivet, beskytte ejendom, undertrykke vold og misbillige snyd–det er alt, hvad de skal gøre.  I andre henseender, jo mindre de blander sig i disse forhold, desto bedre.”

Ikke noget med at sikre “balance”, tage miljøhensyn, forsvare eksisterende virksomheder overfor konkurrence fra konkurrenter, o.s.v., og slet ikke noget med at sikre imod “ulighed”.  Nej, en klassisk minimalstat og så lidt indblanding som muligt. Det sidste kom også direkte til udtryk i Burkes syn på priserne på varer, som var noget, politikerne skulle holde sig langt fra at blande sig i:

Pengenes værdi må, som alt andet, bedømmes ud fra deres markedspris. At lave tvangsindgreb på det marked, eller noget marked, er det mest farlige af alle ting“,

og:

Af alle ting er en uforsigtig fiflen med varehandlen den mest farlige.”

Det eneste balancehensyn, Burke gjorde sig, når det gjaldt økonomiske transaktioner, var balancen mellem markedskræfterne, hvor Burkes holdning reelt var mindst lige så laissez-faire orienteret og skarp som vennen, Adam Smiths:

Balancen mellem forbrug og produktion afgør prisen. Markedet, og kun  markedet, kan afgøre den pris. Markedet er mødet og udvekslingen mellem forbruger og producent, hvor de gensidigt opdager hinandens ønsker.  Ingen har efter min mening med opmærksomhed studeret, hvad markedet er, uden at blive slået af den sandhed, den korrekthed, den hurtighed, den generelle retfærdighed, hvormed denne balance mellem ønsker afgøres.  De, som ønsker ødelæggelsen af denne balance, og som gladelig med vilkårlige reguleringer dekreterer, at mindsket produktion ikke skulle modsvares af stigende pris, lægger deres økse direkte ved selve produktionens rødder.”

Ingen steder ser man Burke forfægte, at det er politikernes naturlige opgave at sørge for, at erhvervsdrivende ikke udsættes for konkurrence, at frivillige kontrakter ikke skal være bindende, at producenter skal tvinges til at sælge til andre priser end markedets, eller at privat ejendom kan skaltes og valtes med.  Tværtimod var han i økonomisk politik en principfast liberal: Privat ejendomsret var det centrale for en civilisation og både forudsætningen for velstand og en begrænsning på statsmagten.  Og det var sådan ikke blot af bekvemmelighed men af princip: “Frihandel er ikke baseret i nytte men i retfærdighed”, skrev han, altimens han problemerede, at disse “handlens love” var intet mindre end en del “naturens love”.

***

Privat ejendomsret og et frit marked var ikke luftige abstraktioner for Burke men indsigter med konkret indhold og specifikke konsekvenser.  Som parlamentsmedlem eller skribent var Burke klar: Han var for frihandel og lave skatter, kritiker af statsmonopoler og modstander af sociale foranstaltninger, der skulle sikre landarbejdere en højere indkomst end markedsprisen på deres arbejdskraft.  Han var sågar imod nye afgifter, selv når de gik til formål, han ellers syntes godt om (nationalt forsvar).  Burke afviste ganske entydigt, at det på nogen måde måtte være statens opgave at hjælpe de svage; det skulle klares alene ved privat velgørenhed (som han til gengæld mente var en pligt for alle kristne). At lave omfordeling til fordel for de svageste ved at fastsætte mindstelønninger var blot en krænkelse af ejendomsretten:

Men hvis myndighederne kommer og påtvinger køberen en pris, … hvad er det andet end en vilkårlig opdeling af hans ejendom mellem dem?”

Den slags kan man være enig eller uenig i, men for Burke var der ikke tvivl, og at fremstille ham på en og samme tid som en slags ophav til konservatismen og så samtidigt formulere en sådan som én, der reelt ikke har stramme restriktioner på staten, er så meningsløst, som det er historisk misvisende.

Den virkelige Burke var så økonomisk liberal, at han ville blive kylet langt ud af og væk fra nutidens Konservative, hvis han var medlem hos dem og sagde sin mening om deres politik.  Det er ikke det samme som, at han ikke var meget af det andet, han også (med rette) er blevet fremstillet som.  Burke var en kritiker af utopier og overdreven rationalisme, og han var en fortaler for evolution og organiske samfundsinstitutioner–men det er altså kun noget af historien.

Burke ville nok kunne tilgive, at en Konservativ partileder i nutiden henviser til Burke men ikke kan genkende hans portræt, men han ville med garanti ikke have haft andet end spot til overs for, at man samtidigt tog ham til indtægt for de stik modsatte synspunkter af, hvad han faktisk stod for.

 

Update: En læser har gjort mig opmærksom på en artikel, der med udgangspunkt i nogle af de samme punkter, præsenterer Burke i en bredere kontekst som “Old Whig”.

65 kommentarer RSS

  1. Af Peter Kurrild-Klitgaard

    -

    Kære Casper Strunge,

    Tak for svar.

    “Det er ikke nogen ny sag, at Det Konservative Folkeparti kæmper for rimelige konkurrencevilkår på alle plan i det danske erhvervsliv, og når det kommer til de mindre butikker der er med til at holde små samfund sammen er der behov for en vis regulering for netop at sikre rimelige konkurrencevilkår for også de små butikker. … også i denne sag fører vi politik med tanke på hele samfundet; herunder, det lille landsbysamfund, den lille købmand og på det store hypermarked. … Der hvor markedet bliver ødelagt, der hvor de liberale ikke reagerer og på sigt ødelægger samfundet med deres uhæmmede markedsøkonomi, der er det god konservativ politik at overveje konsekvenserne og tage ansvar for kommende generationer, og samfundets beståen – lokalt og nationalt.

    Se, problemet er, at Du her gør lige præcis dét, man så ofte ser Konservative politikere gøre, og som jeg–som Du ved–allerede har skoset Dig for: Du hiver nogle upræcise, gummi-agtige plus-ord ind, som kan bruges til hvad som helst. Hvad er “rimelige” konkurrencevilkår? En “vis” regulering? “Mindre” og “små” butikker? “Hele samfundet”? “Ødelægger samfundet”? O.s.v., o.s.v. Ordene er så tilpas indholdsløse, at de kan bruges til at betyde både det ene og det stik modsatte. Ligesom Din snak om “balance”.

    Det er med den slags gummiudsagn, at De Konservative gennem de sidste 100 år vedvarende har været nogle, der forsvarede, hvad deres forgængere havde bekæmpet–og med samme retorik. Det er derfor, man så ofte ikke ved, hvad man “får” fra Konservative politikere: Andet end nogle, der siger ét, men som i praksis lægger stemmer til det stik modsatte. Eksemplerne er legio.

    Leder man længe nok i stakken af filosoffer og politisk ideologiske fadere, vil man til hver en tid kunne finde belæg for alverdens handlinger og trosretninger – udvalgte citater og længere udtalelser …

    Du har tilsyneladende ikke læst de tekster af Burke, som jeg linkede til ovenfor. Det er ok–det er der mange, der ikke har, inklusive de fleste af de danske Konservative, der har skrevet om Burke.

    Men havde Du læst dem, ville Du kunne se, at der netop ikke er tale om “udvalgte citater”, men derimod centrale dele af det længste og vigtigste skrift, Burke overhovedet skrev om økonomiske spørgsmål. Et skrift som danske Konservative ikke kender eller ikke citerer, nok bfordi det passer så ekstremt dårligt ind i det billede, man ellers gerne vil tegne–tegne ved netop at citere (eller skødesløst referere) ganske korte, udvalgte passager–præcis som Du selv gør.

    “… fra dengang verdenen var mere simpel.”

    Så Burke er god nok og aktuel nok at citere, når det gælder “kontrakten mellem generationerne” og “forandre for at bevare”, men når det kommer til håndfaste, teoretisk funderede og ganske eksplicitte udsagn, så er det fra “dengang verdenen var mere simpel”? Kan Du ikke selv høre, hvor parodisk det lyder?

    I Det Konservative Folkeparti bliver der diskuteret politiske idéer, og i den sammenhæng er det interessant at gribe fat i Burke, Smith, Philip Blond, Thatcher m.fl., men at ophøje det til lov, vil, som du Peter så rigtigt beskriver det, være at bruge dem i den forkerte kontekst.

    Men så tror jeg, at Du bør rette blikket–og kritikken–indad. På De Konservatives hjemmeside, hvor man tager Burke og prøver at begrunde nutidens politik med. Her står Burke krediteret for at være motiveret af “social indignation” m.h.p. at bekæmpe “social ulighed”. Det er et udsagn, der gør lige præcis det, Du afsværger Dig–men med den lille krølle på halen, at det er demonstrativt forkert. Burke var ikke bare ikke optaget af social ulighed–han forsvarede social ulighed og kritiserede omfordeling. Det var det, jeg viste ovenfor.

    Derfor er det også mærkeligt, at du netop skal drage denne kobling mellem især Burke og mine synspunkter – jeg mener, jeg bruger jo ikke Burke til at argumentere med, og du bekræfter jo sådan set også, at dette ikke er en mulighed.

    Nu er det jo ikke et indlæg om Dig men om et gennemgående fællestræk ved De Konservative illustreret med tre aktuelle eksempler.

  2. Af Casper Strunge

    -

    Så fik jeg skrevet min kommentar til dig, Peter…..

    Det er ikke nogen ny sag, at Det Konservative Folkeparti kæmper for rimelige konkurrencevilkår på alle plan i det danske erhvervsliv, og når det kommer til de mindre butikker der er med til at holde små samfund sammen er der behov for en vis regulering for netop at sikre rimelige konkurrencevilkår for også de små butikker.

    Leder man længe nok i stakken af filosoffer og politisk ideologiske fadere, vil man til hver en tid kunne finde belæg for alverdens handlinger og trosretninger – udvalgte citater og længere udtalelser fra dengang verdenen var mere simpel. Min politiske mission er, at kæmpe for et frit samfund, hvor vi har råd til hjælpe dem der ikke kan klare sig selv, give børn og unge de bedste uddannelser og sikre erhvervslivet konkurrencedygtige vilkår. Jeg bruger ærligt talt ikke meget tid på at finde argumenter for min politik i 200 år gamle skrifter – uanset deres rigtighed. Jeg er inspireret af samfundet omkring mig, de mennesker der driver virksomheder som mig selv, og dagligt oplever udfordringer og sejre, når en ordre landes eller jeg har haft en god måned i butikken.

    I Det Konservative Folkeparti bliver der diskuteret politiske idéer, og i den sammenhæng er det interessant at gribe fat i Burke, Smith, Philip Blond, Thatcher m.fl., men at ophøje det til lov, vil, som du Peter så rigtigt beskriver det, være at bruge dem i den forkerte kontekst. Derfor er det også mærkeligt, at du netop skal drage denne kobling mellem især Burke og mine synspunkter – jeg mener, jeg bruger jo ikke Burke til at argumentere med, og du bekræfter jo sådan set også, at dette ikke er en mulighed.

    Jeg vil så i stedet gentage min holdning og igen understrege, at den efter min mening er konservativ for, også i denne sag fører vi politik med tanke på hele samfundet; herunder, det lille landsbysamfund, den lille købmand og på det store hypermarked. Vi vil samtidigt lade markedet agere helt derud til, hvor vi ikke længere mener, det giver mening at gøre det, men så vil vi stoppe det!

    Der hvor markedet bliver ødelagt, der hvor de liberale ikke reagerer og på sigt ødelægger samfundet med deres uhæmmede markedsøkonomi, der er det god konservativ politik at overveje konsekvenserne og tage ansvar for kommende generationer, og samfundets beståen – lokalt og nationalt.

  3. Af Jørn Strand Nielsen

    -

    @ PKK

    Din tolkning af Burke som værende liberal-økonom er da sandsynligvis korrekt, da du jo må være den nærmeste til at genkende en sådan, når du møder et eksemplar. Men heraf følger jo heldigvis ikke, at politikker formuleret af dagens Konservative parti på sigt er uhensigtsmæssige for samfundet, når partiet udfra hensyn til f.eks. sociale og miljømæssige forhold i konkrete tilfælde finder det nødvendigt at begrænse det private markeds friheder eller – som under den nylige finanskrise – støtter private banker. Måske kan man bebrejde partiet, at det lidt krampagtigt søger at argumentere udfra Burke’s ideologiske teser, men er den så længere og gør det reelt noget?

  4. Af Finn Larsen

    -

    Der er 2 problemer med denne artikkel. Den handler om nogle økonomiske overvejelser der er udtænkt under fuldstændigt andre forudsætninger end i dag og disse overvejelsers forhold til et parti der dårligt nok eksisterer i dag.
    Ellers meget interessant.

  5. Af Hans Hansen

    -

    SØREN REVSER – 13. APRIL 2014 18:39
    Marie Due skriver:

    “Rune Kristensen skriver, at DF er et farligt parti, og det er noget vrøvl. DF vil som SF segne mere eller mindre under magtens og realiteternes åg. Det er blot et spørgsmål om tid”

    Uanset hvad man måtte mene om DF eller SF, så er det da et potentielt problematisk synspunkt.

    Det betyder jo, at magten og realiteterne kun byder verden én vej? Og dermed i realiteten gør demokrati overflødigt?

    ———

    Det er ikke helt topic, men man er nødt til at forstå, at demokrati ikke er ideologi, men et sæt af spilleregler for ideologier. At politiske partier ikke er en nødvendig følge af demokrati, men et valg man har foretaget kort tid efter demokratiet blev vedtaget. Af samme årsag gør partiers velmagtsdage og fald ikke demokrati overflødigt.

    Noget andet er så spørgsmålet om hvor mange veje der er. Der er naturligvis langt flere end en, men det betyder ikke at alle er lige gode. Det er der jo ikke noget nyt i, og det kender vi alle fra vores egne personlige valg.

    Hvis man vedtager at opdele sig i partier, så medfølger de samme fordele og ulemper der altid er ved grupperinger. De kan aldrig blive individuelt konsistente. Det er ulempen. Fordelen er styrken der ligger i sammenholdet, men der er altid fare for at gruppen korrumperes. Det gælder for enhver organisation og derfor også for partier.

    Der er alvorlige organisatoriske problemer for grupper med en flad struktur (se moderne organisationer, Matrix etc.). Derfor er de politiske partier alle topstyret, og det får visse konsekvenser for selvstændig individuel tankegang. Man kan ikke som et parti alle være enige. Der går noget nemt noget tabt i processen.

    DF er særdeles topstyret, SF forsøger det, men har det ikke i sin kultur. For den sags skyld kunne det handle om Det Konservative parti. For topstyrede organisationer er ledelsen alfa og omega, det er også disses svaghed. Her udviser DF dygtighed, men det skyldes kun ledelsens evne til at være lydhøre overfor folkestemninger, og rette deres ideologi ind efter dem. For SF karambolere deres ideologi med regeringsmagten. Det kunne sagtens ske for DF også, eller for EL for den sags skyld.

    Det er sket for Konservative. Der er ikke overensstemmelse med deres politik og befolkningens ønsker. De er i hvert tilfælde ikke gode nok til at reklamere og appellere til deres vælgere

    .Men alt det her betyder ikke, at der kun er en vej. At demokratiet således er overføldigt. Det betyder kun, at partier er blevet en del af demokratiets spilleregler på godt og ondt.

    Jeg er også interesseret i politisk filosofi, men en sådan skal sættes i kontekst til nutid og teoretisk fremtid. Den bør ikke primært handle om fortiden. Det gjorde den heller ikke for datidens samfundstænkere.

    Fordi ideologiske partier ikke er en forudsætning for demokrati, men en følge for praktisk anvendelse af ideologi, så bliver spørgsmålet om det fortsætter i fremtidens demokratier. Jeg tillader mig at tvivle, og forklaringen er at ideologierne aldrig helt har afskaffet feudalismen. Den har kun begrænset den, men demokratiet er aldrig blevet folkestyre.

    Det tror jeg ikke på at fremtidens befolkninger fortsætter med at acceptere. Imidlertid medfører det ikke, at der kun er en vej, og derfor ikke at demokratiet overflødigegøres. Snarere lige modsat. Fordi demokratiet er et sæt spilleregler, så ændrer det blot på hvordan politik udføres i praksis.

  6. Af Søren Revser

    -

    Marie Due skriver:

    “Rune Kristensen skriver, at DF er et farligt parti, og det er noget vrøvl. DF vil som SF segne mere eller mindre under magtens og realiteternes åg. Det er blot et spørgsmål om tid”

    Uanset hvad man måtte mene om DF eller SF, så er det da et potentielt problematisk synspunkt.

    Det betyder jo, at magten og realiteterne kun byder verden én vej? Og dermed i realiteten gør demokrati overflødigt?

  7. Af Lance Thomsen

    -

    @ Peter Kurrild-Klitgaard

    Du har ubetinget ret i påstanden om, at de Konservative har været med til at skabe, samt ved
    -ligeholde verdens dyreste – centralstyrede dominans, med hvad dertil høre af ukoordineret
    tilpasning med real behovet, og deraf afsindig Statsdrift med tabte private jobs til følge osv.

    Endvidere har du også ret i den faktuelle kendsgerning: At det Konservative folkeparti, ses i
    lommen på de samvirkende købmænd omkring hindring af det frie dagligevare valg, hvorpå
    vi ret nemt kan konkludere, at det Konservative folkeparti, (målt i praktik), fungere som en
    (( snæver )) “lobby organisation”, end et frit nationalt – købmandsorienteret parti. “FAKTA”

    At ovennævnte gælder for samtlige partiorganisationer høre dog med, hvortil løsningen ikke
    er dette: Liberal Alliance, hvis største ambitionsniveau her i livet, reelt set, bygger på en fuldt
    ud tilsvarende “system-stagnation”, imens man gør et stuhr stuhr nummar ud af en reduceret
    skatteprocent på perverst skallede 3,7% mindre end hvad Enhedslisten og DF står for.. Jesus.

    MARKEDSKRAFT VERSUS FRI MARKEDSKRAFT:
    At du sammenligner det Konservative folkepartis lobby-påvirkede ageren mht. at hindre det
    frie valg i relation til super varehuse, og selv samme parti´s hindring af roaming priserne, er to
    forskellige størrelser, hvorpå du bredt målt, får modsagt, og udstillet dig selv, så det klodser..

    SE.. Når de Konservative hindre opdyrkningen af de billigere frie valg omkring nævnte super
    varehuse mv., så hindre man korrekt den “F R I E” markedskraft, hvorimod hindring af de høje
    roaming priser, omhandler at man hindre den monopoliserede markedskraft, som på ingen
    måde kan tolkes som fri, men i bedste fald blot en markedskraft, men som du ikke skelner på

    Såfremt modargumentet skulle være: at den frie markedskraft netop justere roaming prisen
    til, (via udbud og efterspørgsel), falder argumentet over for den udbudte vares essentialitet,
    altså strengt nødvendige, eller tæt herpå, som igen skal holdes op imod antallet af udbydere.

    Afslutningsvis skal jeg også gøre opmærksom på, hvordan din egen indtægtskilde inddrives
    via “TVANG”, skønt her reelt set, ikke er belæg herfor, idet uddannelsen dels gerne sku være
    “ubetinget” overskudsgivende, idet modsatte kun pervertere tvangs-betalingen, ligesåvel
    som tvangs-betalt overskudsgivende uddannelse, ligeså ej heller nogen mening giver, idet
    den netop er overskudsgivende, hvorfor andre mennesker naturligvis ikke skal betale hertil.

    Med andre ord.. du syntes kun at gå (teoretisk) ind for det liberale, så længe det ikke kollidere
    med din egen (anti liberale), tvangs-pålagte indtægt, på andre menneskers bekostning/er 🙁

  8. Af Niels Poulsen

    -

    @Peter K.-K.

    Hvad angår det med at være anstrengende, så tager du selv klart førsteprisen.

    Den artikel, jeg citerer, er ikke skrevet af herr hvem som helst. Jesse Norman er medlem af det britiske parlament for det konservative parti. Han er uddannet på Eton College, Merton College, Oxford og University College London. Og så har han skrevet en diger biografi om Edmund Burke, hvilket er mere, end du har. Så man må gå ud fra, at han har noget at have sin fortolkning af Burke som konservativ i.

    Jeg synes, at det er vigtigt at fastslå, at din tolkning af Burke som en liberalist, der er i modsætning til nutidens konservative, er et kontroversielt synspunkt. Slå op i ethvert anerkendt leksikon, og det første man kan læse, er, at Burke anses for at være den moderne konservatismes fader.

    Det er tydeligt, at du skriver ud fra en liberalistisk position, sandsynligvis er det Hayeks tolkning af Burke, du gentager her, som var det dig selv, der havde fundet på den. Du anklager mig for at læse selektivt. Men du selv fokuserer alene på det økonomiske område (laws of commerce). Det er ikke rimeligt. Man må se på helheden i Burkes skrifter. F.eks. hans problematisering af frihedsbegrebet, som jeg begyndte med, og som man ikke kan reducere til at være et “fransk” problem, som du gjorde.

    “Det var ikke privatkapitalisme, han angreb, men en statsprivilegeret virksomhed, der var blevet til en stat i staten.”

    Det er sandt. Og den position har nutidens konservative også! Det er en stråmand at påstå det modsatte.

    Hvis vi tager eksemplet med planloven, som forhindrer store udenlandske supermarkedskæder i at bygge hypermarkeder, så har det da intet med en statspriviligeret virksomhed at gøre. Tværtimod sikrer loven, at mange mindre erhvervsdrivende kan virke under gensidig konkurrence på et frit marked til forbrugernes fordel.

    Hvis en fransk eller tysk supermarkedskæde får lov til at bygge hypermarkeder, så vil det være slut med det frie marked, slut med konkurrencen. For den eneste reelle konkurrent, hypermarkedet har, er grænsehandlen. De kan sætte prisen som de vil. For de har reelt ingen konkurrenter. Altså en monopollignende status.

    Og den kritiske position til hypermarkedet er det min tolkning, at Burke ville dele, hvis han levede i dag. Ingen kan vide det, heller ikke du, for lige netop denne problemstilling havde man, som jeg før har sagt det, ikke på Burkes tid.

    For at skære det ud i pap:

    East India Companys monopolstatus = Hypermarkedets monopollignende status.

    Ja, hypermarkedet er privatejet og er ikke begunstiget af nogen konge. Men dets monopollignende status vil have samme lammende effekt på et ønskeligt frit marked, som East India Company havde på Burkes tid.

  9. Af Peter Kurrild-Klitgaard

    -

    @Niels Poulsen:

    Det er lidt anstrengende, at Du ikke læser, hvad man skriver og bare bliver ved med at poste/referere andre uden at gøre Dig umagen at gå til originalkilderne.

    1) Burke forsvarede i årevis East India Company, fordi de havde ejendomsretten til deres egne aktiviteter. I 1783 vendte han rundt og ønskede indgreb overfor dem. Hvorfor? Fordi han–i den tale som jeg linkede til, men som Du åbenbart ikke har læst eller forstået–mente, at virksomheden var gået udover de naturlige rettigheder, som inderne havde, uanset hvad der måtte stå i britisk lovgivning. Det var ikke privatkapitalisme, han angreb, men en statsprivilegeret virksomhed, der var blevet til en stat i staten.

    2) Endnu engang: Læs essayet om “Knaphed” fra 1795. Det er Burkes mest detaljerede og eksplicitte syn på statsmagtens rolle i samfundsøkonomien, og overgår hvad man måtte kunne læse ind i ting, han havde skrevet om helt andre emner på tidligere tidspunkter.

    Du er velkommen til at have Dine egne meninger og egne fortolkninger, men gør venligst Dig selv og andre den tjeneste at læse, hvad der bliver skrevet, og check de kilder, der henvises til. Det andet er mildt sagt lidt anstrengende og ikke særligt seriøst.

  10. Af Niels Poulsen

    -

    Her er et citat fra en artikel fra The Telegraph (9.5.2013), som fuldkommen modsiger budskabet i PKK’s blogindlæg:

    “In his own time, Burke regarded as his greatest achievement his campaign to restrain the crony capitalism of the East India Company, and to insist on the accountability of private power to public authority. In effect, he offers a profound critique of the market fundamentalism now prevalent in Western society. But this critique comes not from the Left of the political spectrum, but from the Right. Markets are not idolised, but treated as cultural artefacts mediated by trust and tradition. Capitalism becomes not a one-size-fits-all ideology of consumption, but a spectrum of different models to be evaluated on their own merits.

    As Burke shows us, the individual is not simply a compendium of wants; human happiness is not simply a matter of satisfying individual wants; and the purpose of politics is not to satisfy the interests of individuals living now. It is to preserve a social order which addresses the needs of generations past, present and future.

    The paradox of Burke’s conservatism is thus that, properly understood, it is intrinsically modest, while extreme liberalism appears to promote arrogance and selfishness. Burke’s conservatism constrains rampant individualism and the tyranny of the majority, while extreme liberalism threatens to worsen their effects.”

    Link:

    telegraph.co.uk/history/10046562/Edmund-Burke-the-great-conservative-who-foresaw-the-discontents-of-our-era.html

  11. Af Peter Kurrild-Klitgaard

    -

    @Maria Due:

    Tak for de fornuftige, indsigtsfulde kommentarer.

  12. Af Peter Kurrild-Klitgaard

    -

    @Casper Strunge:

    “forudsigeligt”
    Hvilket? At nutidens Konservative ikke er særligt belæste i de tænkere, de selv citerer? På Jeres egen hjemmeside tillægger I Burke synspunkter, der er 100 pct. de stik modsatte af, hvad han rent faktisk skrev. Er det ikke bare lidt pinligt?

    “er hverken i “lommen” på den ene eller den anden.”
    Det har jeg heller ikke beskyldt Dig for. (Kan det forstås sådan, beklager jeg.)

    “Sikken forenkling af udfordringerne med planloven og hensynet til samfundets værdier.”
    Hvad er “samfundets værdier”? Og mener Du, at Burke forenklede spørgsmålet om statens rolle i samfundsøkonomien?

    “Svar på tiltale snarest…..”
    Du skal være velkommen–der er masser plads her i kommentarfeltet, så længe at Du overholder Berlingskes retningslinje, holder en god tone og (modsat f.eks. Din partifælle Rasmus Jarlov) holder Dig fra ad hominem-argumenter og fantasier.

    Men jeg må sige, at jeg ikke er for optimistisk. I denne konkrete debat spurgte jeg Dig på Facebook tre (3) gange, hvordan Du ville begrunde Dit synpunkt (andet end med tomme klichéer). Jeg spurgte Dig konkret, hvad Du mente med “balance”, o.s.v. Du kan næppe forvente at blive taget alvorligt af vælgere og medier, hvis Du med lov vil bestemme, hvem der må handle hvor, men er uvillig til at forklare, hvad Du mener med de ord, Du anvender.

  13. Af Peter Kurrild-Klitgaard

    -

    @Preben Jensen: Du er mig bekendt af Berlingskes debatredaktion–,sammen med en række andre flittige kommentatorer–blevet blokeret, fordi I ikke overholder reglerne på Berlingskes debatunivers.

  14. Af Preben Jensen

    -

    Kan se at jeg er blevet udelukket fra at være med på Lilleørs blog. Har hverken kritiseret hende eller hendes debatoplæg. Så hvad foregår der….?.. Og i den sidste uges tid har der også været problemer på andre blogs. Er avisen ved at lukke ned for den frie debat? Skal sandheden og ytringsfriheden begrænses mest muligt. Skal kun de politisk korrekte have lov til at være med?

  15. Af Niels o

    -

    En mand som Mogens Lykketoft behøver ikke at begræde den faldne tilslutning til socialdemokraterne.

    Den er i disse dage blot opdelt ligeligt mellem socialdemokraterne af navn og det nationalistisk populistiske alternativ Dansk Folkeparti.

    Så der stadig omkring 40% af dem i Dagens Danmark.

Kommentarer er lukket.