Basta! – en “politiksters” arrogance

Af Peter Kurrild-Klitgaard 55

Man kan ofte synes, at der mediemæssigt kommer for “meget” ud af de sociale medier.  Små henkastede bemærkninger fra ikke mindst politikere får en overdreven stor opmærksomhed og bliver til historier i sig selv, adskilt fra den virkelighed de egentlig blot er en lille, ligegyldig del af.

Alligevel kan det under tiden være interessant at bide mærke i, hvordan politikere udtrykker sig på de sociale medier.  Dels fordi de for mange politikere er “ufiltrerede”: Bortset fra de politikere, der overlader det til en pressetjeneste at skrive vedkommendes “personlige” Facebook-posteringer, er der ofte tale om udsagn, der kommer mere direkte fra hjertet og dermed meget bedre repræsenterer disses værdier end de skriptede, polerede og politisk korrekte udsagn, der har været gennem hænderne på spindoktorer.  Dels også fordi den slags ufiltrerede udsagn som sådan kan sige ret meget om den måde, de pågældende politikere tænker på som mennesker.

Tag nu f.eks. den nye fødevareminister Dan Jørgensen (S).  To gange på kort tid har Jørgensen på Facebook udtalt sig om politik, ledsaget af et mandhaftigt “Basta!”.  Altså det gamle kategoriske udråb, der siger, at sådan-og-sådan skal tingene være, og dét er ikke til diskussion.  Punktum.  Den måde, hvorpå en herremand talte til sin tjener–hvis han var uhøflig.

Første gang handlede det om, at danske svin ifølge Dan Jørgensen skal “behandles med respekt og anstændighed. Basta!” Interessant i sig selv, fordi selve udsagnet er omtrent så konkret som et “godmorgen!”.  Det er reelt blot en tom kliché af politisk korrekthed, som skal bekræfte følgerne i, at deres leder er én af de velmenende.  Men samtidigt er slutningen–det lille “Basta!”–én, der signalerer vilje og beslutsomhed: Der skal ske noget.

Så altså alt i alt en slags pseudo-handlekraft: “Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg vil, men ih, hvor jeg altså dog bare vil det rigtigt meget!”.

***

Mere konkret blev det forleden, hvor Dan Jørgensen erklærede “Det økologiske areal i DK skal fordobles. Basta!”.  Her var det faktisk specifikt: Et “objektivt” politisk mål, der skal gennemføres.

Det er så et mål, man overordnet kan være enig eller uenig i.  Mange danskere kan godt lide økologiske produkter–men det er endnu de færreste, der i praksis kan smage forskel på økologisk og ikke-økologisk endsige er villige til at betale merprisen.  Derfor andrager eksport af økologisk produceret kød da også kun 100 mio. kroner om året, mens eksporten af konventionelt fremstillet kød løber op i 35 mia. kroner.

Så længe forbrugerne ikke frivilligt begynder at købe flere økologiske varer, kan en fordobling af “det økologiske areal” frem til 2020 (som siden 2009 har været VK-, SRSF- og SR-regeringernes erklærede mål) dermed kun nås ved politiske midler–d.v.s. ved gennem forbud, påbud, subsidier og skatter/afgifter at få producenter og forbrugere til at gøre noget, de ellers ikke ville have gjort.

Og så er vi ved det lille ord, “Basta!”, og den mentalitet, det afspejler. Traditionelt hyldes den demokratiske proces som en udveksling af synspunkter, der evt. leder frem til et kompromis eller en konsensus af en slags, inden der på et eller andet tidspunkt også skal stemmes.  Altsammen indenfor rammerne af en forfatning med både rettigheder og magtdeling–herunder (i Danmarks tilfælde) næringsfrihed og privat ejendomsret.

Men ikke her.  For hvad betyder “Basta!”, om noget overhovedet? Næppe andet end “Således skal det være!”, “Der er ikke noget at diskutere!”, “Han har talt!”.  Og hvad er det egentlig, der siges af Dan Jørgensen? At de titusinder af danske landmænd, der retmæssigt ejer deres egen jord, og som hver dag året rundt gør deres yderste for både at skaffe deres egne familier en næring og skaffe fødevarer på bordet til millioner af mennesker, som de ikke kender personligt, skal holde op med at gøre noget og i stedet gøre noget andet. Basta! Disse mennesker og deres fødevareomsætning på sølle 60 mia. kroner om året er nemlig bare små brikker, som en politiker kan flytte rundt med efter forgodtbefindende. Basta!

***

Sådan taler kun en politiker uden ydmyghed overfor egen magt, uden synlige skrupler overfor dens anvendelse og uden tilstrækkelig respekt for de mennesker, hvis liv man vil diktere.  På den måde er mentaliteten om, at det økologiske areal skal fordobles indenfor seks år ikke meget anderledes end, når COMECON lagde fem års planer for de kommunistiske planøkonomier i den daværende østblok.  Heller ikke selvom det blev lavet under en borgerligt-liberal regering.  Der laves regnestykker med fordelinger og politisk bestemte facit, og så må borgerne rette ind.  Uanset hvad.  Basta!

Hvor kommer en sådan mentalitet fra? Den findes på tværs af det politiske spektrum, men Dan Jørgensen er nok en særligt fin repræsentant for den mennesketype, jeg ved en anden lejlighed har kaldt en “politikster“.  Den stadigt mere velkendte personage i dansk politik, som ikke har nogen synderlig livserfaring eller karriere hentet fra den virkelige verden men bygger et helt liv på at vandre fra den ene politiske post til den anden og når disse ved at kunne de rette politiske kneb og have de rigtige forbindelser.

Jørgensen er således i dag en mere eller mindre midaldrende fuldtidspolitiker, der aldrig har haft noget, der blot ligner en karriere udenfor den politiske verden.  Hans eget CV indeholder faktisk ikke ét eneste regulært job–nogensinde.  (Med mindre man tæller en kortvarig ansættelse hos Socialdemokraterne i studetiden med som et regulært job.) Efter alt at dømme har Jørgensen brugt de seneste 20 år efter studentereksamen på først som evighedsstuderende at færdiggøre et fem årigt studium på ti år.  Dernæst har han–uden nogen anden karriere at falde tilbage på–henslæbt en tilværelse på skatteyderbetalt business class, med en indkomst som den rigeste procent i samfundet.  En politisk verden, hvor der altid er en rejse- og repræsentationskonto i nærheden, hvormed skatteyderne kan finansiere en politikers liv og virke–herunder de 295.000 kr. han kørte i taxi for som medlem af Europa-Parlamentet, eller de 167.000 kr. han kunne jonglere udenom en tilbagebetaling, eller hvad udgifterne nu end har været på at blive helikopter-transporteret rundt for at kunne holde taler om mådehold i energiforbrug.

Den væsentligste forskel på Jørgensen og de utallige andre politikstere, der hænger rundt omkring i politiske cirkler og håber på en karriere, er, at han har haft en vis succes.  Han er blevet en slags über-politikster.  Én der uden andre forudsætninger end at have været på rette sted på rette tidspunkt er blevet i stand til med ofte blot et pennestrøg og et “Basta!” at kunne radikalt forandre familiers fremtid og branchers beskæftigelse.  (Som f.eks. konsekvenserne vil blive af de 300 mio. kr. i nye udgifter, som Jørgensens fremrykning af nye staldregler vil koste landmændene.)

***

For en sådan type bliver politik uvilkårligt alfa og omega.  Det betyder ikke, at han ikke kan have ret.  Man behøver ikke at være landmand eller uddannet biolog for at kunne udtale sig om økologisk landbrugsdrift.  Man behøver ikke at have været selvstændig eller erhvervsmand for at kunne være en dygtig politiker.  Man behøver ikke have et lille ego eller være beskedenheden selv for at kunne have en mening om, hvad der er godt eller skidt.

Men hvis ens viden om et væsentligt, fagpolitisk emne er indskrænket til, hvad man har samlet op i et udvalg i Europa-Parlamentet, og hvis ens ego og behov for selvpromovering er så stort, at man har lavet en tumblr-side, “Dan Jørgensen Selfies”, kun med fotos af éns liv som politiker, så er der al mulig grund til at være bekymret på danskernes vegne.

På den måde får Jørgensen mig uvilkårligt til at tænke på Adam Smith, den økonomiske tænknings bedstefader.  Ikke fordi der er de store, slående lighedspunkter mellem dem.  Snarere på samme måde som at dét at lytte til Richard Wagner altid får Woody Allen til at tænke på at invadere Polen.  I sit ene hovedværk, The Theory of Moral Sentiments (1759), beskrev Smith således, hvad han kaldte “systemtænkeren” (The Man of System):

“Systemtænkeren … er velegnet til at være meget vis i sit eget selvbedrag og er ofte så forelsket i den angivelige skønhed ved sin egen ideelle plan for statsstyret, at han ikke kan tåle at lide den mindste afvigelse fra nogen del af den. Han fortsætter med at etablere det komplet og med alle dets dele, uden noget hensyntagen til hverken de store interesser eller de stærke fordomme, der vil kunne modsætte sig det: Han synes at forestille sig, at han kan arrangere et stort samfunds forskellige mennesker lige så let som hånden, der arrangerer de forskellige brikker på et skakbræt; han overvejer ikke, at brikkerne på skakbrættet ikke har nogen anden kraft, der bevæger dem end den, som hånden påfører dem; men på det menneskelige samfunds store skakbræt har hvert enkelt brik sin egen bevægelseskraft, som er aldeles forskellig fra den, som den lovgivende forsamling beslutter at påføre den.”

Smith vidste også godt, hvad man skal synes om den slags:

“Det er at ophøje sin egen dømmekraft til den overordnede standard for ret og uret. Det er at smigre sig selv med, at han er den eneste vise og værdige person i samfundet, og at hans medborgere skal underordne sig selv til ham, og ikke han til dem.”

55 kommentarer RSS

  1. Af Axel Eriksen

    -

    @ Georg Christensen!

    Jeg mener ikke, at “sosialisterne” udenfor Folketinget er alene om det!
    Også andre end de frelste socialister ser, at det er ravruskende skidegalt!
    Demokrati, hvor en ny “offentlighedslov” begrænser mennesker udenfor fra at få informationer!

  2. Af georg christensen

    -

    Undskyld, hvis jeg har misforstået “demokratiet´s” spilleregler, hvad de så end måtte betyde, når “diktaturet” overtager magten, lukker munden på alle, som ikke vil være med, åbnes uanede muligheder for “alle”, som ikke længere vil være med. En grundlæggende fejl, som det nuværende danske regime ikke vil tage alvorlig, og kun vil føre til “selvudslettelse”. Så kommer igen et udtryk på banen, som jeg overhovedet ikke kan tilslutte mig, nemlig: Sådan er det bare?. et udtryk, som kun har gyltighed, så længe, det accepteres. Det “duer” bare ikke, at sove i timen. Heldigvis er der stadig nogle “sosialister” udenfor “folketinget”, som har opfattet alvoren i politiske forskelligheder, og tør tage dem alvorligt.

  3. Af Hans Hansen

    -

    LONNY FISCHÈR OLSEN EEG.KORRESPONDENT – 17. FEBRUAR 2014 14:52

    “Han gør jo bare, hvad han har lært af “evigheds-off-ansatte ” —Næste gang vil P.K. –vel sikkert have de “dumme” blog-svarere til, at kommentere “kvinder” han ikke kan lide !”

    ——–

    Det er vel lidt en antagelse, at siden KURRILD-KLITGAARD kritisere en mandlig politiker for, den af dig allerede begrunde næsten selvfølgelige medfølgende arrogance, at så skulle selvsamme være fritaget for kvinder.

    KURRILD-KLITGAARD kritiserer direkte en mand for arrogance. Skulle det medføre at han ikke kan lide kvinder? Det giver ikke rigtig mening Lonny.

    Bortset fra det, så er kvinder i lige så høj grad i fare for at falde over arrogancens snubletråde. Hvorfor skulle kvinder være undtaget? Det kan ikke begrundes logisk, så lad hellere være med at forsøg skulle du fristes.

    I takt med ligestillingen, må kvinder vinke farvel til diskriminerende fordele, for at opnå ligestillingens. Der er altid en pris og altid en fortjeneste.

    Dan Jørgensen må som alle andre, kvinder som mænd, teister som ateister, magthavere som undersåtter, finde sig i kritik hvor kritik er berettiget. Arrogance berettiger kritik.

    Period, basta, Ratione Epistemic

  4. Af Hans Hansen

    -

    Basta! – en “politiksters” arrogance
    AF PETER KURRILD-KLITGAARD

    ———-

    Tak for et godt oplæg. Det handler i princippet om politikernes arrogance. En uundgåelig følge af folkestyrets stadige primitivitet.

    Hvis ikke en magthaver er født arrogant, og ikke blot politikere, så forføres de, eller med betydelige risici forføres de gennem jobbet. Magtarrogance har altid og vil altid eksistere, men den kan begrænses. Den er selvforklaret allerede begrænset, blot ikke tilstrækkeligt.

    I sig selv et tegn på behovet for demokratiets evolution. Det ville ikke kunne kaldes logisk, at demokratiet som eneste eksistentielle element skulle være undtaget for evolutionens love.

    Det er lidt et spørgsmål af politisk filosofisme, allerede og forlængst begyndt af Aristoteles, Cicero og Platon, bestemt ikke færdigudviklet, men fortsat af politiske Science Faction forfattere og ligesindede.

    Indtil videre må folk nøjes med at kritisere magthavernes arrogance. Jeg var lige ved at sige: “Basta”.

  5. Af Lonny Fischèr Olsen eeg.korrespondent

    -

    Venlig og venlig ! —Dan Jørgensen gør jo bare som de i hundred-tusind-vis af off. evigheds-ansatte har gjort i aartièr ! —Hvorfor den nye fødevare-minister pludselig skal fremhæves ! Saadan, at “Monsieur Kurrild” —lumsk ! vil have naive debat-skrivere til, at skrive “grimme” ting om Dan Jørgensen ! —Han gør jo bare, hvad han har lært af “evigheds-off-ansatte ” —Næste gang vil P.K. –vel sikkert have de “dumme” blog-svarere til, at kommentere “kvinder” han ikke kan lide !

Kommentarer er lukket.