Den demokratiske defekt

Af Peter Kurrild-Klitgaard 53

Herhjemme gav udfaldet af det tyske forbundsdagsvalg sig mest udslag i benovelse over, hvor stor Angela Merkels og CDU/CSU’s valgsejr var.  Meget få hæftede sig ved, at valgresultatet gav en klar illustration af, at selv nok så demokratiske valgsystemer kan have indbyggede defekter, der gør, at udfaldet bliver noget andet, end hvad et flertal af vælgerne faktisk stemte på.

***

Vi kender fænomenet fra Storbritannien, hvor valgsystemet med “flertalsvalg i enkeltmandskredse” ved valg til Underhuset stort set altid resulterer i, at nogle partier opnår en overrepræsentation af mandater i forhold til den andel af stemmerne, de har fået.  Ganske hyppigt gør det, at et parti kan få et absolut flertal af mandaterne, selvom et absolut flertal af vælgerne faktisk stemte på andre partier.  Det skete så sent som i 2005, hvor Tony Blairs Labour parti kun fik 35,2 pct. af stemmerne, men pænt over halvdelen af pladserne.  I det tilfælde betød det måske ikke så meget, fordi partiet Liberaldemokraterne formodentlig ville have fortrukket Blair fremfor en konservativ premierminister, men det kan ske–og er sket–at man i Storbritannien får et parlamentsflertal og en regering, der er det stik modsatte af, hvad et flertal af vælgerne stemte på (f.eks. ved valgene i 1929, 1951 og 1974).

Vi kender det måske i særdeleshed fra USA, hvor mange blev forbavsede–eller forargede–over, at præsidentvalget i 2000 kunne gå, som det gik: At Demokraten Al Gore fik flest stemmer, men at det takket være det såkaldte valgmandskollegium, var Republikaneren George W. Bush, der blev præsident.  Det er sket tre gange mere ved præsidentvalg de sidste 150 år: I 1876, i 1888 og formodentlig også i 1960.

Det kan også ske, når amerikanerne–ligesom briterne–anvender “flertalsvalg i enkeltmandskredse” ved valg til Kongressen.  Ved valget i 2012 fik Demokraterne f.eks. et simpelt flertal af de afgivne stemmer (47 pct. mod 46 pct.), men Republikanerne vandt et absolut flertal af pladserne i Repræsentanternes Hus (234 mod 201).

***

I det meste af den vestlige verden–herunder Danmark–er valgsystemerne typisk varianter af såkaldt “forholdstalsvalg”–altså at mandaterne i et parlament skal fordeles nogenlunde “proportionalt” i forhold til, hvor mange stemmer partierne får.  Her ryster vi gerne på hovedet af amerikanerne og briterne over, hvor “udemokratisk” det er, at valgresultatet kan blive et andet end, hvad et flertal af vælgerne stemte på.

Men hvordan var det så lige, at det gik ved det tyske valg, hvor man jo også praktiserer en form for forholdstalsvalg? Valgresultatet så således ud: Venstrefløjen (SPD, De Grønne og eks-kommunisterne i Die Linke) fik tilsammen 42,7 pct. af stemmerne, mens de erklæret borgerlige partier fra den hidtidige regeringskoalition (de konservative CDU/CSU og de liberale FDP) og det nye euroskeptiske parti AdF tilsammen fik et absolut flertal på 51,0 pct. af stemmerne.  Resten af stemmerne (6,3 pct.) gik til småpartier (Piratpartiet, Nationaldemokraterne) og enkeltkandidater.  For venstrefløjen var det en synlig tilbagegang i stemmeandel på ialt netto 2,9 pct., mens det for de borgerlige var en fremgang på 2,6 pct.

Men hvordan gik det så med mandaterne i den 630 personer store Forbundsdag?  Noget anderledes, mildt sagt.  Her gik venstrefløjen frem med ialt netto 29 pladser i forbundsdagen, mens den hidtidige regeringskoalition (CDU/CSU plus FDP) mistede 21 mandater.  Så venstrefløjen gik tilbage og fik kun støtte fra et mindretal af vælgerne–men fik et absolut flertal af mandaterne.  De borgerlige gik frem og havde et absolut flertal af vælgerne bag sig–men fik kun et mindretal i Forbundsdagen.

Forklaringen ligger–naturligvis–først og fremmest i det faktum, at to af de borgerlige partier (FDP og AdF) ikke klarede den relativt høje spærregrænse i Tyskland, som er på 5 pct. (mod 2 pct. i Danmark).  Det er imidlertid blot den matematiske forklaring, og det ændrer ikke på det demokratiske paradoks: At taberne vandt, og vinderne tabte.  At et mindretal fik et flertal, og et flertal fik et mindretal.

***

Mange danskere vil sikkert igen ryste på hovedet igen–som når det gælder amerikanske og britiske valg–og tænke “De er skøre …”.  Faktum er blot, at den slags fænomener kan forekomme i ethvert valgsystem, ligegyldigt hvor millimeterretfærdigt; det kan sågar forekommer i valgsystemer helt uden en formel spærregrænse.  Det kan også ske i Danmark–og det er faktisk sket ved flere folketingsvalg, at “vinderen” har været den “forkerte” i forhold til, hvorledes et flertal af vælgerne stemte.

Det skete senest ved folketingsvalget i 1990, hvor venstrefløjspartierne (der støttede Socialdemokraten Svend Auken som statsminister) fik mere end halvdelen af samtlige stemmer, men hvor det var centrum-højre koalitionen (der støttede den siddende, Konservative statsminister Poul Schlüter), der fik et flertal af mandaterne i Folketinget.  Her var årsagen, modsat Tyskland, at venstrefløjen splittede sine stemmer, og at flere små partier ikke klarede spærregrænsen.  Noget lignende skete ved folketingsvalget i 1926.

***

Eksemplerne viser, at “demokrati” slet ikke er nogen entydig størrelse–og at danskerne måske skal være lidt mere tilbageholdende med at ryste på hovedet af, hvorledes andre praktiserer demokrati.  Sådanne demokratiske defekter–og mange andre–kan forekomme i alle demokratiske systemer, og spørgsmålet bør derfor snarere være, hvor hyppigt de gør det, end om det er en mulighed.

53 kommentarer RSS

  1. Af Lars Petersen

    -

    @ John Lausen.

    DU ER SELVLÆRT I NOGET SKRUBFORKERT.

    For jeg gu` ved ik` hvilken gang, har det at begå et
    individuelt til & fravalg, justeringer mv., (for kun
    egne penge), intet med traditionelle valghandlinger
    at gøre, da disse er samtidig parlament afstemning

    Endvidere har vi allerede SKAT´s servere, hvor netop
    individet som virksomheden, tidsuafhængigt, kan begå
    parameter-justeringer mv., og hvilket jeg formoder,
    du ikke sidestiller med parlamentariske afstemninger

    Her er derfor indlysende ikke tale om kollision med
    hverken grundloven, som anden forfatning, ligesom
    det blot er at køre overlap af reg. persondata, over
    på sekundære servere, og så er den skid slået..

    Hvad sikkerhed angår, må jeg bare spørge, om du har
    hørt ell. oplevet, at hackere har penetreret SKAT´s
    servere, og ændret på folks skatter, pensioner mv. ?

    Hvis ikke; og hvilket vi begge ved er svaret, jamen
    så duer det ikke at støje med disse hændervridende
    idiotier, i kraft af at kalde systemet for usikkert,
    de digitale styringer allerede håndtere de absolut
    mest personfølsomme data; som i øvrigt køre på år 15

    Det er således pænt tydeligt, at du blot vil andres
    penge, og derfor vil fratage individet retten til at
    begå købmandsskab med egne penge, hvorpå du forsøger
    at umuliggøre det allerede reelt eksisterende system

  2. Af John Laursen

    -

    @ Lars Petersen

    Du burde prøve på at lære forskellen på forfatningsmæssig, grundlovsgiven stemmeret og det at give offentlige institutioner oplysninger og modtage oplysninger fra samme.

    Du burde også prøve på at lære at det digitale har sine begrænsninger, eksempelvis ved afstemninger hvor hacking, svindel og bedrag er en oplagt mulighed.

  3. Af Lars Petersen

    -

    @ John Laursen.

    Her EN ENKELT RANGE FRA DINE TEKSTERr:
    “Spørgsmål som feks. Skal der være indvandringsstop til Danmark ? eller; Skal der være indvandringsstop til Danmark for bestemte grupper og i bekræftende fald, hvilke ? eller; Ønsker De at betale til U-landshjælp ? I det sidste tilfælde bør nejvælgerne noteres og kompenseres med et U-landshjælpsfradrag.”

    KORREKTION FOR HR. LAUERSEN:
    Spørgsmål vedr. et generelt indvandringsstop, eller
    gældende for kontinenter, ell. kun isolerede grupper

    MIG: Egentlig var det tanken at korrigere dine syge
    tekster & ideer til ende, men fandt det FOR idiotisk

    How ever.. prøv se hvordan du på klassisk indvandre
    -sprog, begår to næsten enslydende, lange tekster,
    samt ordet: “Danmark”, som kunne nogen være i tvivl.

    Hvad resten angår; altså selve idé oplæggets tanke,
    at befolk. skal tage stilling til om her enten skal
    være et verdens, kontinent, ell isoleret gruppe-stop
    , hvor ef. nejsigerne, tilføres dette nu tre-delte,
    såkaldte: “U-landshjælpsfradrag”, bekræfter dumheden

    At ovennævnte, og utal af ikke-nævnte, kan udløses a
    sølle 25- 30.000 borgeres lune, hvormed enhver kan
    sige sig selv, at borgerne vil skulle foretage godt
    700 – 900 årlige FOLKE afstemninger, er intet mindre
    end at udstille egen skævvreden, fabelagtige idioti.

    EN VOLDSOM OMMER HR. LAUERSEN 😉

Kommentarer er lukket.