Farvel til Venstresocialisterne – og hvil (for alt i verden) i fred

Af Peter Kurrild-Klitgaard 57

I denne uge nedlagde Venstresocialisterne sig selv.  Dét, der engang var et til tider magtfuldt politisk parti for unge revolutionære i Mao-sko og PLO-tørklæder, var nu endt som en lille forening med et par dusin aldrende medlemmer, der indtog en niche under paraplyen leveret af Enhedslisten.

Nogle syntes, at det politiske “dødsfald” var lidt synd.  Et par skribenter og kommentatorer har f.eks. mindedes, hvordan partiet med profiler som Preben Wilhjelm udfordrede de til enhver tid værende magthavere, kæmpede for retssikkerhed og en verden uden atomvåben.

Det er én måde at se på VS’ rolle, men også en meget selektiv og fragmentarisk.  For mens det er sandt, at nogle VS’ere fra tid til anden kæmpede for “borgerlige frihedsrettigheder”, var det langt fra dét, der skabte partiet eller var det ideologiske kendemærke.  Det var derimod en sekterisk, yderligtgående og ofte voldsromantiserende form for marxisme.  Og mens en del både i datiden og nutiden har fremhævet partiets forskelle i forhold til kommunisterne og Sovjetunionen, glemmer man let, at partiet officielt erklærede sig selv for et kommunistisk parti, og at modstanden imod Sovjetunionen ikke skyldtes, at man fandt Sovjet-kommunismen for ekstrem: Nej, pointen var, at man opfattede den som “revisionistisk” og “statskapitalistisk”.  De revolutionære i VS hyldede i årene efter Krustjovs af-Stalinisering og konflikten mellem Sovjet og Kina snarere Maos “kulturrevolution”.  VSerne syntes ikke, at folk i f.eks. DKP var for ekstreme–de fandt dem for moderate.  (Men afstanden var dog ikke større end, at man godt kunne have lange overvejelser om, hvorvidt man skulle fordømme eller rose Sovjets besættelse af Afghanistan.)

***

Partiet dyrkede en “bevæbnet arbejderklasse”, den voldelige revolution og det efterfølgende diktatur dedikeret.  Til tider forklaret som det sandsynlige, nødvendige svar på kontrarevolutionære kapitalister, men når man læser,

hvad der faktisk skrives og fortolkes om “væbnet opgør”, kan man ikke være i tvivl om, hvad der menes.  I 1977 vedtog partiets forretningsudvalg f.eks. denne udtalelse:

”Kun en bevæbnet arbejderklasse og etableringen af proletariatets diktatur er i stand til at forhindre en borgerlig kontrarevolution. Statsmagten er knudepunktet for det borgerlige herredømme, og ikke en neutral instans, der kan erobres fra borgerskabet; den borgerlige stat skal knuses – ikke overtages.”

Her er et uddrag fra partiets officielle “introduktionsskolingsmateriale”, godkendt af partiets hovedbestyrelse i 1978 (bl.a. af det nuværende folketingsmedlem for Enhedslisten, Per Clausen):

“Den borgerlige stat kan ikke erobres eller overtages af arbejderklassen – den skal knuses. VS tror ikke på teorien om den fredelige overgang til socialismen: borgerskabet giver ikke fredeligt magten fra sig og kan ikke langsomt fratages magten. Det er nødvendigt med en bevæbnet arbejderklasse og etablering af proletariatets diktatur for at hindre en borgerlig kontrarevolution.”

Undertrykkelse af demokrati og borgerlige frihedsrettigheder kaldte man eufemistisk for at træffe “særlige foranstaltninger”, som her i partiets program fra 1972:

“I overgangsperioden må der træffes særlige foranstaltninger for at forhindre gamle økonomiske og politiske magthavere i påny at komme til magten eller nye magthavere i at selvstændiggøre sig i forhold til producenterne. Sålænge der endnu er kapitalistiske stater i verden, vil det være nødvendigt med et statsapparat til at beskytte samfundet under udviklingen mod socialismen. . . .  Målet er i sidste instans det klasseløse – kommunistiske – samfund. Det er ikke muligt konkret at beskrive dette samfund på nuværende tidspunkt. . . . Det er en illusion at tro, at man kan indføre socialismen „ad parlamentarisk vej”. Et socialistisk samfund kan ikke opstå gradvis inden i det kapitalistiske. Forudsætningen for et socialistisk samfund er producenternes overtagelse af produktionsmidlerne. Kapitalistklassen opgiver naturligvis ikke godvilligt sin ejendomsret til disse. Man kan derfor ikke forestille sig indførelse af socialismen uden at der sker et revolutionært brud med den gamle orden.”

Sådanne brug af vold og indskrænkninger af demokrati og frihed forsvarede partiet endnu så sent som i 1996–hvor man var blevet en del af Enhedslisten.

***

At VSerne heller ikke uden for partikongresserne og studiekredsene var en flok glade hippier med “peace and love”-symboler, skal man ikke lede længe for at finde eksempler på.  For som forfatteren, musikeren og VS-politikeren Leif Varmark i partiets storhedstid skrev i “Vindrosen” (1973):

“For at arbejderne kan leve, må de dræbe kapitalisterne. For at arbejderklassen kan komme til magten, må den sende borgerskabet i døden. . . . Der er for lidt had her i verden, og det bor i de forkerte hjerter. Der er for få våben her i verden, og de ligger i de forkerte hænder.”

En anden kendt VSer, forfatteren Bente Hansen, skrev i 1971:

Det er ikke de revolutionære, der afgør hvor meget vold, der skal forekomme under en revolution . . . det afhænger helt af, hvor voldsomt den lille, rige herskerklasse vil vægre sig ved at afgive sin ‘ret’ til den private ejendomsret. Og af hvor mange støtter disse kan finde i befolkningen, militæret og andre, som er helt vilde med den private ejendomsret.”

Et (senere) folketingsmedlem for VS, Steen Folke, talte endog positivt om “sabotage” som politisk redskab, altimens en folketingskandidat, forfatteren Jesper Jensen talte om “guerillakrig” og revolutionær vold som nødvendige midler:

“Yngre kræfters provokationer, aktioner og lokale oprør har vist, at valget ikke står mellem status quo og og den totale omvæltning. De har demonstreret, at selv i det højtudviklede velstandssamfund er en guerillakrig mulig. … Den revolutionære vold er kun nødvendig, fordi magtstrukturens vold er en realitet. Magten er hånden, volden er våbenet”.

***

Og for nogle forblev det ikke ved abstrakte erklæringer.  Ifølge Politiets Efterretningstjeneste var medlemmer af VS i færd med at forberede voldelige uroligheder.  Man plejede i partiet omgang med Kim-familiediktaturet i Nordkorea, talte rosende om Titos Jugoslavien, Maos Kina, Castros Cuba, og om behovet for en kinesisk-inspireret “kulturrevolution” i Danmark.  

Mange VSere støttede den venstreradikale/nationalistiske, palæstinensiske terrorgruppe PFLP–altså selvsamme gruppe som, “Blekingegade-banden” brugte de penge, man røvede, til at støtte, og hvor nogle VS’ere tilsyneladende også var involveret.  Selve partiet VS indgik sågar en formel samarbejdsaftale med PFLP–en aftale i forbindelse med hvilken folketingsmedlemmet Anne-Grete Holmsgaard (oprindeligt for VS, senere SF) endnu i 2001 forsvarede flykapringer som middel, og i 2004 forklarede, at “i nogle situationer må du jo diskutere, om noget er terror eller en væbnet kamp.” 

***

Når det er rigtige mennesker af kød og blod, der dør, anses det normalt for god opførsel ikke straks at tale skidt om den afdøde.  Når det gælder et politisk parti som Venstresocialisterne er der god grund til, at enhver, der foretrækker frihed fremfor ufrihed og demokrati fremfor tyranni, drager et lettelsens suk.

57 kommentarer RSS

  1. Af henning svendsen

    -

    VS er borte,men deres sæd,lever i bedste velgående,-se bare på rådhuset i Købhvn,hvor de fører an med selveste Venstre i spidsen. men inde på Kristiansborg,der hedder de SF,et lidt mindre naturstidig ægteskab.Men dog stadig en kæmpemæssig “jobdræber”og samfunds undergravende virke.

  2. Af P Christensen

    -

    Er der andre ideologier end opportunismen tilbage ?

    Afhængig af hvordan æblerne triller ned i eller ud af egne kurve, synes de fleste partier at plukke ad-hoc præget af ideologiens træer. Især understreget under og efter finanskrisen.

    Eet er ideologi, noget andet praksis.

  3. Af Niels B. Larsen

    -

    @ Bjørn Danh

    Afghanistan var venstrefløjserne vist ikke imod.

    Og udover at vælte Saddam Hussein og talibanerne af pinden samt rydde al Quada-lejrene burde vi ikke have gjort andet, men have trukke os ud igen efter max. ½ år hvert sted.

    Den videre udvikling i landene kunne og burde vi have været ligeglade med.

  4. Af Bjørn Danh

    -

    NBL, de sidste 10 år har den krigsliderlige højrefløj været medvirkende til at myrde og lemlæste mere end 1.200.000 millioner civile mennesker i Iraq og Afghanistan.
    Blod på hænderne, det har I masser af.
    Så fis du bare ud og leg på møddingen igen!

  5. Af PREBEN F 1 JENSENH

    -

    Ja, både de røde og de sorte totalitære synes at lide af en uudslukkelig blodtørst, og en evig længsel efter idioti, vanvid, kaos og galskab.

    Blot se hvordan de nu er i gang med at nedbryde nationalstaterne og freden i hele Europa.

    Eller betragt vore hjemlige kommunister/ feminister, radiGALE og skabsradiGALE. Tilsyneladende kan de ikke få ødelagt Danmark hurtigt nok. Og selv det før så pacifistiske jelvedske parti går nu ind for krig i mange tilfælde. Da det “kun” var Danmark der skulle forsvares, hånede man forsvaret.

    Familiepolitikken er kommunistisk. Skilsmissetallet er tårnhøjt. Antallet af faderløse og rodløse børn og unge er tårnhøjt. Antallet af retsløse, bitre og frustrede mænd er tårnhøjt. Og 700.000 danske babyer er blevet udryddet inden de nåede at se dagens lys. (Men så blev der jo også mere plads til indvandring)

    Økonomien, skole- og sundhedspolitikken er også kørt af sporet.

    Men DR kværner løs om at danskerne er superlykkelige og har stor tillid til det hele.

    Måske det er sandt? Er det ikke omkring en million danskere der nu er på lykke-piller og andre bedøvende/ beroligende og angstdæmpende stoffer?

    Og alle lader vi os jo med glæde skatteplyndre eller massefyre, og den stigende “berigelse” bidrager vel også til lykkefølelsen.

    Ja, vi har det jo godt, og har givet Nordkorea baghjul.

    There is a lot of happiness in the state of Denmark, som allerede Shakesspeare mente.

  6. Af Niels B. Larsen

    -

    @ Søren Revser

    Nej. Skamme jer! 🙁

  7. Af Søren Revser

    -

    Niels B. Larsen:

    “Det er stadig fakta, at venstrefløjen har mere blod på hænderne end højrefløjen.”

    Og…

    Skulle det få os til at synes om højrefløjen?

Kommentarer er lukket.