Finanslovs-fjolleri

Af Peter Kurrild-Klitgaard 13

I forbindelse med finanslovsforhandlingerne har man igen (og igen) hørt den gamle kliché om, at “ansvarlige partier” per tradition stemmer for finansloven.  Det blev sagt foraget, da Venstre kortvarigt flirtede med tanken om at undlade at stemme for–af en Socialdemokratisk finansminister, hvis eget parti for ikke så mange år siden hele fem gange undlod at stemme for finanslove og endog væltede en regering på den måde.  Og det blev gentaget, da dele af Liberal Alliance mente, at man burde stemme nej. Det blev omvendt også sagt–som en slags cadeau–i forbindelse med, at Enhedslisten for første gang i partiets historie indgik i et finanslovsforlig: Nu var selv de kommunistiske folketingsmedlemmer blevet “ansvarlige”.

Men noget bliver ikke rigtigere af at blive gentaget, og at “ansvarlige partier” skulle stemme for finansloven per automatik er en kliché og én uden synderlig logik.  Hvorfor er det egentlig, at man bør stemme for noget, som der er flertal for, men som man ikke synes om?

Særligt besynderligt er ræsonnementet, som de selvbestaltede “ansvarlige” partier forfægter, når de siger, at også oppositionen bør stemme for en finanslov, men at man så omvendt ikke er forpligtet til at gøre det, hvis regeringen ikke kan få sit eget parlamentariske grundlag til at stemme for.

Man skal altså stemme for, hvis ens stemme er ligegyldig, men ikke nødvendigvis hvis den er afgørende.  Forstå dét hvem der kan.

Her er i stedet fem argumenter for, at den herskende “norm” er en skidt norm:

1. Hvis noget er skidt, bør man stemme imod.  Punktum.  Eller som Socialdemokraternes formand, Svend Auken, sagde i 1990: “I fremtiden stemmer vi ja til finanslovsforslaget, hvis forslaget er godt eller i det mindste peger i den rigtige retning. Ingen af disse betingelser er opfyldt i år, og derfor stemmer vi nej.

2. Det kan faktisk være mere “ansvarligt” at stemme nej end at stemme ja.  Ganske mange danske finanslove er blevet vedtaget, som det måske havde været bedst, havde set helt anderledes ud.  Hvad er mere politisk “ansvarligt” end at stemme efter ens overbevisning og så stå til ansvar for ens gerninger overfor vælgerne?

3. Det er godt med klare linjer.  Vælgerne har fortjent, at partierne lever op til deres udmeldte holdninger, og at det er klart, hvem man skal stille til ansvar for den førte politik.  Det kamouflerer “normen” altsammen.

4. Det er slet ikke så vigtigt.  For hvad er det værste, der kan ske? Rationalet bag, at alle “ansvarlige partier” skal stemme for er typisk, at “uden en finanslov kan stat og samfund ikke føres videre”.  Men det er jo notorisk ukorrekt: I så tilfælde vil der blive udskrevet folketingsvalg, og tre uger senere vil et nyt Folketing skulle tage stilling til, om regeringen skal fortsætte eller erstattes af en ny.  Dét løser med garanti sig selv, for scenariet, at vælger vælger et Folketing, hvorfra en regering udgår, som fremsætter et finanslovsforslag, der forkastes, skulle være ét, der gentog sig igen og igen i løbet af få måneder, altimens staten løb tør for penge, er for fantastisk til at forestille sig.  Noget af det værste, man har oplevet, var i 1990-91, hvor det endte med, at finansloven for 1991–p.g.a. folketingsvalg–først blev vedtaget 1. februar 1991, og indtil da klarede man sig med en midlertidig finanslov, som blev vedtaget enstemmigt.  Det overlevede både danskerne og dansk politik.

5. En norm er (i modsætning til en lov) kun en “gældende” norm så længe, folk generelt følger den.  Og den her omtalte norm har–selvom den går tilbage til 1920-21–aldrig været universelt anerkendt: Fremskridtspartiet, Venstresocialisterne og Enhedslisten har som hovedregel ikke stemt ja til finanslove per automatik, og mens Socialistisk Folkeparti ofte har stemt for, har man aldrig rigtigt, konsekvent anerkendt normen.  Socialdemokraterne har, som sagt, ved fem lejligheder under Schlüters regeringer stemt imod eller undladt at stemme for (1983/1984, 1984, 1989, 1990), og i ét tilfælde decideret væltet en regering på den måde.  Sågar De Konservative har undladt at stemme for finanslovsforslag, også selvom det kunne vælte en regering (f.eks. 1929 og 1976).

Som sådan er “normen” alt i alt mest af alt noget, der ligner en oligopolistisk aftale mellem de fire gamle partier: Man holder den, når det er ligegyldigt (for at se “ansvarlige” ud og for at minimere de problemer, man kan få, når man selv kommer i regering), men man bryder den, hvis det virker partipolitisk opportunt.

Nogle ville sikkert mene, at vælgerne har fortjent lidt mere ærlighed og lidt mere ansvarlighed af deres politikere.

13 kommentarer RSS

  1. Af Jens Andersen

    -

    Knud Madsen:
    Ethvert medlem af folketinget bør stemme efter overbevisning, men hvor mange gør det?

  2. Af Frank Andreasen

    -

    Underforstået – stemt for de seneste 10 år-

  3. Af Frank Andreasen

    -

    Til PKK

    Du har da ganske ret i at det ikke er en siddende regerings gudgivne ret at den ansvarlige opposition stemmer for finansloven.

    Når det så er sagt, har hovedparten af den nuværende regering trofast stemt for en finanslov, der var historisk smal i sit politiske fundament.

    Tæller den slags gentleman-agreement ikke for PKK?

  4. Af Karl Eriksen

    -

    Hvorfor skulle en borgerlig politiker stemme for en forkert lov, bare for at fritage Kommunistisk Sammenrend for ansvar for at vælte en “arbejderregering”, der ikke er extrem nok?

  5. Af M V

    -

    En (lidt) tilsvarende mulighed kunne være på stemmesedlen at give mulighed for at sætte kryds ved “ingen af de opstillede”, (som foreslået på en blog idag). Og lade valget gå om, med en opfordring til at nye kandidater kunne melde sig, hvis fx. 50% satte kryds her.

  6. Af Peter Kurrild-Klitgaard

    -

    @Thomas Elbæk-Jørgensen: Mange tak!

  7. Af Thomas Elbæk-Jørgensen

    -

    Den bedste kritik – på kort form – af finsnslovsnormen, som jeg har læst. De klassiske akademiske behandlinger af normen (Erik Rasmussens) er meget systemloyale.

  8. Af V. Jensen

    -

    Tak for dette indlæg. Fra én som SÅ gerne vil kunne følge med i og forstå politikernes gøren og laden, men gang på gang af selvsamme politikere bliver … fremmedgjort.

    Selv har jeg undret mig over Corydons flittige og uimodsagte brug af ordet “tradition”. Men så fortalte Løkke Rasmussen – i hvad jeg kun kan se som en kovending – Clemens Kjersgaard, at “der er jo tradition for at oppositionen stemmer for finansloven”. Hvad?

    Og jeg er igen slået tilbage til “start” i mine forsøg på at fatte, hvad de har gang i, derinde på Christiansborg.

  9. Af Mikkel Østergaard

    -

    Peter Kurrild-Klitgaard har helt ret. Den stiltiende accept af “normen” blandt de store er samtidig en forsikring for alle parter pga. punkt 2. Hvor mange levebrødspolitikere er egentligt interesseret i, at skulle stå til ansvar og offentligt skue for hvad man siger og hvordan man stemmer? Spørg bare Özlem Cekic om hun ikke bare skulle have holdt sig til luftige erklæringer og ikke blevet konkret. Under normen er det let for en politiker at blive luftig om sin “track-record”. Normen er i interesse for politikerne – ikke for borgerne som politik jo egentligt burde handle om.

  10. Af Claus Sønderkøge

    -

    Lyder ganske fornuftigt, så derfor vil det nok støde på politisk modstand.

    Problemet løser nok sig selv ganske snart da man må formode at man i Bruxelles ikke er helt så optaget af de fire gamle partiers prioritærrettigheder som man er i København.

    Claus Sønderkøge
    7990 Øster Assels, Mors
    csdenmark@gmail.com
    http://www.bridgefiles.net
    Skype: csdenmark

  11. Af Knud Madsen

    -

    Godt at læse, Peter KK.
    Jeg husker sandelig også godt socialakrobaternes “oprør” mod tidligere tiders finanslove. Derfor var min undren utrolig stor, da rødgardisterne begyndte at håne Venstre for at tvivle på lysten til at stemme for den røde finanslov.
    Jeg lurede også en kende på det faktum, at EL-kommunisterne ikke selv kan stemme som de vil, men skal have beslutninger vedtaget i deres skumle bagland. Sidder de i rundkreds ude på Christiania og bestemmer Danmarks fremtid, ve og vel? Efter min mening er det fuldstændig ude i hampen og sikkert i grunden skingrende ulovligt.

  12. Af Krister Meyersahm

    -

    “Hvad er mere politisk “ansvarligt” end at stemme efter ens overbevisning og så stå til ansvar for ens gerninger overfor vælgerne?”, spørger PK-K.

    Ja, det er der tydeligvis delte holdninger om, i vore holdnings- og principløse tider.

    Men nu er området ikke et tag-selv-bord for vattede politikere men derimod strengt reguleret i Grundloven. Dennes § 56 pålægger folketingsmedlemmerne, udelukkende, at rette sig efter egen overbevisning og ikke efter andres anvisnnger.

    Og, hvad gjorde Enhedslisten i forbindelse med den seneste finanslov? Jo, via presen fik vi at vide at:

    “Enhedslistens hovedbestyrelse har givet partiets folketingsmedlemmer mandat til at stemme for finansloven”.

    Men, halli hallo. Hvornår fik Enhedslistens hovedbestyrelse bestemmelsesret over partiets folketingsmedlemmer?

    Og, havde bemeldte folketingsmedlemmer stemt mod deres overbevisning, hvis deres “hovedbestyrelse” havde pålagt dem det? Det ville i givet fald eventyre deres valgbarhed og burde føre til udsmidning af folketinget.

    Er folketingets formand faldet i søvn? Man har da ikke hørt nogen næve blive slået i bordet overfor Enhedslistens grundlovsstridige praksis.

  13. Af Dorte Sørensen

    -

    Peter Kurrild -Klitgaard Et interesan vinklink om ansvarlighed eller ikke.
    I mine øjne er det en god skik at de 4 gamle partier har lavet den tradition at stemme for Finansloven. Dels fordi langt den største del er bundne opgaver, der skal gives penge til for at få vort samfund til at køre.
    Derfor er cirkuset om, at Thorning med det korte tidsrum , Løkke Rasmussens sene valgudskrivning gav til at udarbejde et nyt forslag et fint billede oppositionen og desværre medierne er hoppet med på.
    De 40 sider som regeringen kom med viser tydelige hvilke områder en regering har mulighed at råde over.
    Hvorfor skriver medierne ikke om den bedrift fra den nye finansminister fik op at stå og vedtaget på rekort tid Det var i mine øjne et flot arbejde, som desværre druknes i den ene mere underlige kalkunjagt efter den anden.
    Skal vi ikke komme videre for Danmarks skyld.

Kommentarer er lukket.