Radikal blokpolitik

Af Peter Kurrild-Klitgaard 59

Under de knap ti år med VK-regeringerne hævdede politikere fra Det Radikale Venstre gentagne gange, at man ønskede et opgør med “blokpolitikken” og i stedet et “samarbejde henover midten”.  Skulle det været gået henover hovedet på nogen, lovede Margrethe Vestager på valgaftenen: “Det er tid til det endelige opgør med blokpolitikken. Vi får en ny regering, et nyt Folketing, der kan samarbejde bredt.”

Men så snart folketingsvalget var afholdt, og den retoriske røg havde lagt sig, stod det klart, at det i praksis kun var varm luft, og at De Radikale–med sociologen Henrik Dahls ord–definerer “blokpolitik” som politiske flertal, hvor De Radikale ikke er med.

Man kunne såmænd allerede se det på retorikken i det årti, hvor De Radikale for næsten eneste gang i et århundrede ikke var parlamentarisk grundlag for en regering.  I disse mange år refererede man konsekvent til sig selv som “midten” og til ABØF-partierne som “centrum-venstre”–desuagtet at dette jo i enhver meningsfuld forstand ikke var tilfældet.  Hvis udtrykkene skal give mening, må de i sagens natur inkludere de vælgere eller det parti, der udgør det “midterste” parti i dansk politik–og det parti var jo netop per definition ikke hverken Socialdemokraterne eller De Radikale.  Sidstnævnte parti var–og er–endog pænt langt fra den politiske midte på en række politiske spørgsmål.  Hvadenten man syntes om det eller ej i Politikens redaktionslokaler eller andre steder, hvor man elsker udtrykket “centrum-venstre”, så var “midten” i perioden 2001-2011 reelt en vælger, der stemte på Venstre eller Dansk Folkeparti.

Her er et par kontante eksempler på, at De Radikale reelt ikke ønsker et “samarbejde henover midten”:

  1. Regeringsdannelsen: Havde De Radikale vitterligt ønsket et “bredt samarbejde” “henover midten”, kunne man have givet Dronningen et råd om netop dét.  D.v.s. man kunne i stedet for direkte og betingelsesløst at have peget på Helle Thorning-Schmidt til at danne en uspecificeret regering have anbefalet, at denne fik til opgave at danne f.eks. “en flertalsregering henover midten”, eller “en regering med deltagelse af V og K” e.l.  Lyder det uvirkeligt?  Men det er såmænd, hvad De Radikale har gjort ved flere tidligere lejligheder.  Margrethe Vestagers forgængere Hilmar Baunsgaard og Niels Helveg Petersen gjorde såmænd noget lignende ved regeringsforhandlingerne i 1975 og 1988.  Kunne noget sådant være lykkedes i 2011?  Sikkert ikke–det gjorde det heller ikke i 1975 og 1988.  Og var det blevet en succes, hvis en sådan regering kunne være dannet?  Næppe.  Men det ville have demonstreret, at De Radikale faktisk mente, hvad de sagde–men det ville samtidigt have bragt den S-R-SF alliance i fare, som man forlængst havde indgået.  Derfor skænkede man næppe den mulighed mange tanker: Man ville hellere have en rød regering end en bred regering.
  2. Finansloven: Regeringens udspil til finanslov for 2012 indeholder i sagens natur mange ting–bl.a. en række nye skatter og afgifter på ialt 5 mia. kr.  Dem ved man, at man med garanti ikke kan få støtte til fra Venstre, der i ti år som regeringsbærende parti forfægtede et skattestop.  Det sidste var ganske vist med tiden stadigt mere fiktivt, men næppe noget torturinstrument vil kunne opfindes, som vil kunne få Venstre til at stemme for højere skattetryk netop nu.  Stemmerne kommer med garanti heller ikke fra Liberal Alliance–og dermed er De Konservatives støtte eller modstand i praksis parlamentarisk ligegyldig, al den stund at partiet ikke har stemmer nok til at levere et flertal, hvis regeringen ikke kan lave aftale med mindst ét andet borgerligt parti–og det vil man næppe gøre med Dansk Folkeparti, hvis man kan slippe for det.  Næsten det samme kan siges om de nye offentlige udgifter på ialt 8 mia. kr., som kommer på et tidspunkt, hvor regeringen fremlægger en finanslov med et underskud på 96 mia. kr.  Så når De Radikale fremlægger en finanslov, som de ved, at de borgerligt-liberale ikke kan støtte, og som i praksis kun kan gennemføres sammen med de marxistisk-leninistiske venner i Enhedslisten, så har man også afsløret, at man i realiteten ikke vil “samarbejde henover midten” for at sætte en stopper for “blokpolitikken”.  Havde man villet det, havde man gjort noget andet–og så havde Enhedslisten nok ikke villet nøjes med at ønske lidt “finjusteringer”.

Nu er “blokpolitik” måske slet ikke kun af det onde.  At der findes klart definerede alternativer, gør det lettere at placere politisk ansvar og giver vælgerne klarere valg, og det er ikke nødvendigvis så skidt.  Men det gør også, at vælgerne ved næste valg næppe skal tage Vestagers retorik for pålydende.

59 kommentarer RSS

  1. Af Preben F1 JensenH

    -

    .. det mest lands ska de li ge parti de sidste 35 år ….

  2. Af Preben F1 JensenH

    -

    Det mest landswskadewlige parti de sidste 35 år har været de radikale. Og nu vil partiet bruge endnu flere milliarder på indvandring og fjerne lande, og det voksende underskud, den smuldrende velfærd og den voksende kriminalitet ignorerer man totalt.

    Blokpolitik eller ej, så er det jelvedske parti en møllesten om halsen på alle de 4-5 millioner almindelige danskere.

  3. Af Frank Mathiesen

    -

    En lettere forsinket kommentar til Nymand´s indlæg den 8. ds kl 01.46 hvor han – i forbindelse med løftebrud etc. – argumenterer at “Enhver normal begavet person…”.
    Er det ikke her det reelle problem ligger…??

  4. Af Martin Larsen

    -

    Danskerne er jo som alle kan se / dummere end politiet tillader / eller ogsaa vil de spanke og spanke sig selv!!!
    At tro paa Vestager er lige saa slemt som at tro paa Thorning. De vil kun og kun sig selv det godt!!!
    Saa let er det at forstaa, man behoever ikke at have gaaet i 3.klasse for at kunne se det.
    Alle andre lande i verden, ville have gaaet paa gaderne nu og demonstreret samt forlangt nyvalg / but not the stupid danes (som man siger syd for Padborg).

  5. Af Søren Vendelboe

    -

    Der var arvesølv i kassen for 10 år siden.
    Derefter optur og så efterlader man en tom kasse.
    Det var måske de ansvarlige politiker der ikke var fremsynet nok eller hvad.

  6. Af Jørgen P.

    -

    “Radikal blokpolitik”.
    Nu har jeg aldrig været tilhænger af de Radikale; men hun er vel den eneste garant, der sidder i regeringen, for at denne ikke smider al arvesølvet væk.
    Desværre får vi heller ikke – i denne regerings periode – gjort noget ved det groteske “velfærdssystem”. Gudskelov vil dette afgå ved døden om føje år; men det ville nu ha’ været rart, om der var ansvarlige politikere, der ville erkende at dette frie marked ikke kan fortsætte. Landet har sinmpelthen ikke råd til at 3/4 af befolkningen modtager hjælp. Her skal folkepensionister ikke klandre, de har – for de flestes vedkommende – gjort deres pligt.
    Et fornuftigt samarbejde er nok utopi med den sammensætning regeringen har, alt for mange novicer, der aldrig har været – eller nok aldrig kommer – på arbejdsmarkedet.

  7. Af Finn Larsen

    -

    Det er i høj grad politik hen over midten der praktiseres, problemet er at blå-stue alene repræsenteres ved MV, som ret beset i mange henseender kan opfattes som en noget magtfuldkommen børnehavelærerinde.

  8. Af Kristian Andersen

    -

    Det er da logik for perlehøns, at når specielt V men også K og DF agere børnehave attitude og ikke vil samarbejde så er der ingen der kan føre politik hen over midten. Hvor svært er det at forstå? Stop den borgerlige sure opstøds-spin og tag ansvar ved at SAMARBEJDE i stedet for at surmule over et tabt valg.

  9. Af Gustav Uffe Nymand

    -

    Burde tilføje
    Liberal Alliance er på mange måder også at finde på den antiglobale akse, da de flirter heftigt med EU-skepsis og har været villige til at støtte mange af DF’s tanker om apartheidsystemer hvor udlændinge rammes af høje skatter men uden at få adgang til de ordninger som skatterne financierer. Selvom de siger, at så bør udlændinge have skatterabatter, så har Liberal Alliance De Facto vist sig villige til at stemme for DF’s forslag mod skatteindrømmelser i peanutstørrelse for danskere i forbindelse med finanslovsforhandlinger.
    Konklusion; Eneste parti som det for mange borgerligt-liberale vælgere er værd at stemme på er de radikale, da det er eneste parti der kan siges at opfylde
    1) Til højre på den økonomiske alliance
    2) Global på den Globale / Anti-globale akse
    3) Liberal på den Liberale-Autoritære akse

    Sandsynligheden for yderligere fremgang til de radikale er derfor tilstede, da det er en stor gruppe af borgerligt-liberale vælgere som der ikke er nogen konkurrerende partier til samtidig med at Vestager har vist sig at være en dygtig forhandler og driftssikker leder med statsministerpotentiale.

Kommentarer er lukket.