At vælge taberne

Af Peter Kurrild-Klitgaard 33

Et centralt led i regeringens erhvervspolitik er, at man vil “pick the winners”: At staten skal hjælpe virksomheder, der vil udgøre fremtidens vækstindustrier, til at få bedre muligheder.  Argumentet er en variation af det velkendte synspunkt om “markedsfejl”–altså at markedsøkonomien ikke er perfekt og ikke alene vil være tilstrækkelig til at sikre resultater, og at staten derfor, direkte eller indirekte, bør understøtte tilvejebringelsen af “kollektive goder”.

regeringsgrundlaget hedder det f.eks.

“Vi ønsker en ny og mere målrettet erhvervspolitik. Det handler om at fokusere og satse på områder, hvor danske virksomheder har særlige styrkepositioner, hvor der er udsigt til en stigende global efterspørgsel, […] Regeringen vil fremlægge en strategi, der skal sætte rammerne for en styrkelse af innovationen i de danske virksomheder. Strategien skal blandt andet afdække mulige reguleringstiltag og initiativer, hvor den offentlige sektor kan understøtte udviklingen af nye stærke eksportområder inden for f.eks. energi-, vand-, biotek-, miljø- og velfærdsteknologi.”

Så regeringen vil bl.a. satse på at fremme erhvervsudvikling indenfor dansk design, det danske køkken, vedvarende energi, oplevelsesøkonomi–og alt muligt andet.

Det er selvsagt en type erhvervspolitik, der sine steder får stærk støtte.  F.eks. i konsulentbranchen, der lever af at sælge møder om, hvor de tror, der vil være vækst.  Eller i de dele af erhvervslivet, der ikke ville have en jordisk chance for at være rentable uden subsidier eller andre privilegier tildelt fra politisk hold, men som politikerne lover vil få intet mindre end 10.000 nye job.

“Pick the winner”-ræsonnementet lyder da også på et vist plan plausibelt–ihvertfald for et kort øjeblik og i et univers, hvor virksomheder er uperfekte, mens politikere og embedsmænd er perfekte.  For–må man spørge sig selv–hvis politikerne virkeligt er så gode til at forudsige, hvad der vil være  fremtidens, profitable vækstområder, hvorfor er der så egentlig så få velhavende politikere?  Eller ditto embedsmænd i ministerierne?  Det kunne jo synes oplagt, at hvis man er ekstraordinært gode til at forudsige, hvor fremtidens vækst vil være, at man så også investerede egne midler dér.  Som amerikanerne siger: “Put your money where your mouth is”.

Og der skal faktisk ikke så meget til.  Nogle tekno-nørder har lavet et sjovt regnestykke: Hvis man i 1997 havde købt Apples dengang bedste bærbare computer, PowerBook G3, ville den have kostet 5.700 dollar.  Så ville man have haft en computer, der dengang var blandt de suverænt bedste på markedet–og som i dag ville være håbløst forældet.  Men hvad hvis man i stedet havde investeret det tilsvarende beløb i Apple-aktier?  Givet at Apples aktier siden er mere end 50-doblet i værdi, ville man i dag have været den lykkelige ejer af en formue på ikke mindre end 330.000 dollar.  Havde man i 2001 brugt 399 dollar på den første iPod, ville man i dag kunne forære den til Teknisk Museum–men havde man i stedet købt Apple-aktier, ville man have haft en pæn lille formue på 12.000 dollar.

Danske politikere og ledende embedsmænd er faktisk ganske godt lønnede.  Målt i forhold til andre indkomster, ligger de let blandt de 1-2-3 pct. bedst lønnede lønmodtagere.  Med andre ord skulle de nok have råd til at lægge lidt til side til investeringer for egen regning, og hvis de virkeligt er så dygtige til det, som regeringen forudsætter, burde de snildt i løbet af få år have kunnet oparbejde sig en så væsentlig formue, at de ikke længere behøvede at arbejde.  Havde f.eks. Ole Sohn eller Villy Søvndal i 1997 investeret, hvad der svarede til et års politiker-løn i Apple-aktier, ville de nu have haft en formue på 30 millioner kroner.

Men måske de primært har det i munden?  Og når det gælder andres penge?

Ihvertfald er nyere historie fyldt med eksempler på, at statsmagten faktisk har været ekstremt dårlig til at “vælge vinderne”.  At man netop har udvalgt erhverv, som man mente, der skulle satses på–men som så viste sig at være fiaskoer.  Er man i tvivl kan man blot kaste en venlig tanke til f.eks. den danske værftsindustri eller det danske landbrug, som i årtier blev forgyldt af politikerne herhjemme.  Eller man kan nærstudere det seneste eksempel fra USA, hvor præsident Obama kraftigt promoverede offentlig hjælp på en halv milliard dollar til solpanel-producenten Solyndra–som herefter prompte gik konkurs, og som siden er blevet raided af FBI, og hvor der nu pågår undersøgelser for at afdække, om der i virkeligheden var korruption eller anden form for urent trav involveret.

Alle erfaringer taler for, at de erhverv, som regeringen vil satse på at støtte, vil være dem, der har gjort det godt de seneste år–og som ikke kommer til at gøre det godt i fremtiden.  Taberne bliver skatteyderne.

33 kommentarer RSS

  1. Af Claus Christensen

    -

    Det er altid problematisk at lade sig forblænde af en ideologi – uanset hvilken. Det ville således klæde PKK og mange andre at lade virkeligheden spille en rolle i deres argumentation. Ude i virkeligheden klarer Kina sig godt som følge af en aktiv, styret indsats for at styrke særlige rammevilkår for erhvervslivet. Globaliseringen handler om, at virksomheder udnytter de komparative fordele – og så er det da at svigte sit ansvar som politiker ikke at sørge for, at Danmark har nogle sådanne.

  2. Af Preben Wassmann

    -

    PKK rammer hovedet på sømmet, og sømmet har jeg også påtalt tidligere under henvisning til IC4, bryggeriet Stjernen, Aktuelt etc. men det betyder ikke nødvendigvis at vælgerne har lært af det. Live is a Stage, og befolkninger vil bedrages. Grækenland, Italien, Portugal er gode eksempler på at man kan politisk vinde med visionære ord, tom bragesnak og udgive sig som forklædt erhvervsmand med indsigt i markedsøkonomiske klogskaber selvom man er tidligere ærke DDR-kommunist. Ked af at sige: Befolkninger lader sig forføre i håb om en drøm der ikke er særlig realistisk. Felttog er startet og folkemord er udført. Den seneste Græske tragedie er til sammenligning tæt på romerrigets. Er det så vælgerne eller politikerne der er dumme? VÆLG SELV.

  3. Af Claus Christensen

    -

    @Otto Kjærgaard, 3. november 2011 kl. 22:02 og Peter Kurrild-Klitgaard , 4. november 2011 kl. 12:20

    I har misforstået pointen. Det drejer sig om at satse på de områder, hvor Danmark har komparative fordele. Det drejer sig ikke om at udpege konkrete vindervirksomheder, som ganske rigtigt kan blive udsat for så mange uforudsete faktorer i fremtiden, at det vil være for risikofyldt.

    Det drejer sig knap nok om at udpege vinderbrancher, men om at udpege og styrke de områder, hvor Danmark i forvejen har styrkepositioner og så i øvrigt lade markedet sørge for, at der opstår globalt konkurrencedygtige virksomheder i Danmark med udgangspunkt i særlige gunstige rammevilkår her. Derved kan der være grund til at formode, at virksomhederne vil forsætte aktiviteten her i landet med bæredygtig økonomisk vækst som en tiltrængt virkning.

    Alternativet er at lade stå til og håbe på at markedet på mystisk vis forgylder Danmark, selvom mange andre lande satser på at forbedre forudsætningerne for global succes. Det er dybt naivt.

  4. Af Christian R

    -

    Hej Kurrild-Klitgaard,

    Enig i at politikere ikke skal prøve at vælge vindere, men der kan jo godt være mening i at støtte områder, som man mener har en vigtighed, der rækker ud over det kommercielle potentiale. Ikke-fossile energikilder er et eksempel på det, landbruget et andet, våbenindustri et tredje (om ikke i så høj grad for DK). Og så skal vi disciple af det frie marked heller ikke overse, at lande med kraftig statsstøtte til udvalgte industrier slet ikke klarer sig så dårligt. Tænk på Frankrig og ikke mindst Sydkorea.

  5. Af Peter Kurrild-Klitgaard

    -

    @Otto Kjærgaard: Tak for dét nyttige perspektiv fra den virkelige verden. Det burde man gøre Sohn, Søvndal, Corydon m.fl. opmærksomme på. De ville dog nok være ret ligeglade …

  6. Af Peter Kurrild-Klitgaard

    -

    @Ramon Harud: “Det kan vel ikke benægtes, at en virksomhed, der får et økonomisk indskud – uanset hvorfra – til eksempelvis forskning og udvikling har større chance for succes end en virksomhed, der opererer på egen hånd?”

    Jo, men det er jo kun den ene side af regnestykket. For de penge, virksomheden får, er jo, når det er skattekroner, nogle, der er hentet fra andre. Med andre ord er der andre virksomheder, der via selskabsskatter m.v. har været med til at betale til disse, o.s.v.

    Læg dertil at det jo ikke er enhver form for forskning, der er samfundsøkonomisk fordelagtig. Den megen forskning, der i tidens løb blev gjort i f.eks. skibsbygning, var uden tvivl til fordel for værftsindustrien, men næppe for de brancher, der efterfølgende viste sig at være de egentlige vækstbrancher.

    Læg sidst men ikke mindst de enorme ressourcer, der når det gælder offentlige støtteordninger bruges på det, økonomer kalder “rent-seeking” (“gevinstsøgning”), d.v.s. på lobbyisme overfor politikerne, således at man kan få andel i de pågældende støtteordninger. Disse udgifter er samfundsøkonomisk meget tæt på at være tabte.

  7. Af Jacob Andersen

    -

    “Argumentet er en variation af det velkendte synspunkt om “markedsfejl”–altså at markedsøkonomien ikke er perfekt og ikke alene vil være tilstrækkelig til at sikre resultater, og at staten derfor, direkte eller indirekte, bør understøtte tilvejebringelsen af “kollektive goder”.”

    Markedet skal nok dømme før eller siden – som vi har set det med IC4, rejsekortet mv. samt andre eklatante brølere, hvor “ved ved bedre attituden” udstilles som manglende fornuft og dømmekraft. Læg hertil at det helt bevidst er ganske uigenneskueligt hvem der har besluttet hvad og hvornår i disse sager. De fleste hovedaktører i sagerne er jo over alle bjerge når skelleterne vælter ud af skabet, og skatteyderne (igen) må til lommerne for at betale for andres fadæser. Hvad har fx det danske “vindmølleeventyr” over de seneste 20-30 år ikke kostet skatteyderne. Det er jo ret skjult for offentligheden at der har været tale om ret tilsætning, og penge ud af vinduet. “Tvangsopkrævede penge ud af vinduet til ingen verdens nytte” er netop den disciplin, som politikere og embedsmænd excellerer stærkest i. Det kræver jo heller ikke så meget fantasi og kreativitet fra deres side. Og når konsekvenserne fremstår som klare, er de jo som regel over alle bjerge (fx det at ved at oppebære en retræte-hyre i Bruxelles er jo overordentligt populært).

    Det er slet ikke tale om markedsfejl her – derimod er der nærmere tale om en indbygget demokratifejl i den mindst ringe (men ikke mest effektive) styreform. Denne demokratifejl leder til et overnormalt spild af samfundsmæssige ressourcer – der er jo en årsag til at vitale områder udsultes idag (det er fordi en del af ressourcerne medgår til rent spild som aktivitet).

    Det politiske persongalleri i DK formår ikke at modvirke denne indbyggede demokratifejl, de blæser den nærmest op. Hvis der er nogen, der ikke forstår ordet demokratifejl, så er Grækenland (ironisk nok demokratiets vugge) det til dato bedste eksempel på sådanne “systemfejl”.

  8. Af jens holm

    -

    L. E-LO., har samme perfide indgang til artiklen som i en anden idag. Da han selv er tudsegammel og helt outdated kan han kun huske Anker Jørgensen og før det. I dette glemmer han så hver gang, at når fx en Anker Jørgens var statsminist. 40 år siden, så var det fordi de borgerlige var dårligere. Han glemmer så -akkurat som mange andre – at der mest har været borgerlige regeringer de sidste 40 år. Smart. de minus 85 mia. blev idag til 96..

  9. Af L. E-LO.

    -

    Må jeg nævne bare en gang til?

    At havde daværende statsminister anker jørgensen ikke kørt dansk økonomi ned i et sort hul bedst som efterkrigstiden smalhals var ved at få optimistiske vinger og havde sat lidt i banken i stedet kunne danmark havde været hoved rig i dag. I stedet har vi slæbt over 400 milliarder kroner i statsgæld efter os i over førre år.

    Eller sagt på en anden måde de samme socialdemokrater som er omhyggelig med ikke at nævne ordet krise har en kriseplan som går ud på at hæve afgiften på vingummier med 6,00 kr per killo. HVorefter man går ud og gældssætter danmark, præsist som man gjorde under anker jørgensen. Kaynes teorier gentages igen og igen. Ingen socialdemkokrat tør tænke andre tanker. Heller ikke den nuværende finansminister. Og så er han nok ikke en gang den værste finansminister som socialdemokraterne har fostret.

    Peter Kurrild-Klitgaard tak for et godt debatemne.

  10. Af Ramon Harud

    -

    Det kan vel ikke benægtes, at en virksomhed, der får et økonomisk indskud – uanset hvorfra – til eksempelvis forskning og udvikling har større chance for succes end en virksomhed, der opererer på egen hånd?

  11. Af Otto Kjærgaard

    -

    “Pick the Winners”
    Jeg har været 18år i investeringsbranchen sammen med nogen af de kvikkeste hoveder. Strategien var altid Pick the Winners. Vi gik ofte galt, vi havde også store successer, men kendetegnende er, at de fleste af de successer vi og andre oplevede, ikke var de virksomheder, vi forventede ville blive de største sucesser, de investeringer vi havde de allerstørste forventninger til var ofte de, der førte til de største tab. Når de helt store gevinster kom, skete det ofte på en måde, der ikke var forudset. Det vi som profesionelle investorer kunne gøre, var ikke at forudsige de største sucesser, men vi kunne frasortere nogen af de projekter og virksomheder, der var dømt til at fejle. “Drop the loosers” er en langt mere farbar strategi og undgå at investere i det alle er enige om er fremtiden. Professionelle investorer er kun lidt bedre til at ramme plet end aber, men selv en lille forskel i succesrate betyder meget i det lange løb. Aberne på borgen skal derfor holde sig fra at lede efter vinderne.

  12. Af Henrik Ploug

    -

    I øvrigt giver det vel god mening at satse på videnstunge brancher, når man bor i Danmark. Der er ikke meget ved at konkurrere på, hvem der kan producere til den laveste løn.

  13. Af Henrik P

    -

    Embedsmænd og politikere har nok ikke nogen særlgie forudsætninger for at forudsige, hvilke brancher der vil får fremgang.

    Til gengæld er de måske bedre end markedskræfterne til at beslutte sig for, hvilke brancher vi ØNSKER skal have fremgang.

    Hvis regeringen for eksempel støtter alternative energi, vil det sandsynligvis føre til et renere miljø.

    Politik handler om at skabe et bedre samfund. Markedsøkonomi handler om at tjene flest mulige penge. Det er to forskellige ting.

  14. Af Rita Sørensen

    -

    Jeg tror, der kan være grund til at være nervøs for erhvervsministeren. Han er som oftest enig med alle – ikke mindst den sidst ærede taler.

    I går havde DR strikket Pengemagasinet sammen til ære for netop denne minister. Man havde fundet de mest succesfulde kreative erhverv frem, og det var jo spændende at se, hvad disse opfindsomme nørder havde udviklet.

    Derefter fik Dorte Fals med udslået hår og bløde smil i hele ansigtet hurtigt indkasseret Ole Sohns ja og den sædvanlige remse om, at der på lige netop dette spændende erhvervsområde er et STORT potentiale, som staten naturligvis skal understøtte……

    Samme remse, som han ynder fx. i forhold til virksomheder som Vestas. Underforstået – jeg har VIRKELIG forstand på vækst og erhvervsudvikling. Så selvfølgelig må skatteyderne punge ud!

    Man sad så med fornemmelsen af, at det var agitprop-afdelingen i SF/DR, der havde skruet underholdningen sammen!

  15. Af Jan W

    -

    @ PKK
    Tak for din i øvrigt altid interessante blog. Uanset om man er enig eller ej, synes der altid at være en livlig debat og mange nye vinkler – også blandt indlæggene herunder.

    Er tingenes tilstand nu også så ’enkle’ og kan vi rette op på problemerne med to Panodiler og ’call me in the morning’ ? Eller stikker problemerne i de gamle industrilande MEGET dybere og måske kræver den store tur på briksen ved ’samfunds-doktoren’ ?

    Jeg faldt over denne blog http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2011/01/den-konomiske-krise-og.html andesteds på det allsteds nærværende net, og synes måske det virker som en meget interessant – om end noget dommedags aktig – vinkel at anskue problemerne på.

    Det kunne måske være interessant at se på denne indgangsvinkel gennem det PKK’ske kaleidoskop, for har den gode videnskabsteretiker bare delvis ret i sine konklusioner, så står det måske værre til end de kære politikere på borgen er klar over – eller vil indrømme i åbent forum…

    Måske er de frie markedskræfter blevet for frie og måske er ultra-åbenhed ikke kun af det gode og måske er den græske tragedie kun toppen af isbjerget, men ikke det isbjerg vi troede det var…

  16. Af peter svarrer

    -

    Mange gode og interessante kommentarere. Det mest problematiske ved at vælge vinderne er vel at man så per defination også i vid udstrækning udpeger taberne. Når det så er politikere ofte uden erhvervserfaring der står for udvælgelsen, kan det formentlig ikke undgås at det er politiske interesser der tilgodeses snarere end hensynet til økonomien og den afledte beskæftigelse.

  17. Af Karl Wilders

    -

    Man boer laere af Kina, og lave tradefree zones, hvor staten opsaetter produktionsanlaeg i et lille bybilled med tilhoerende billigt lejlighedskompleks, hvor baade ivaerksaettere og medarbejdere kan bo tilleje. Baade virksomhed og medarbejdere (pt arbejdsloese) kan saaledes have en enorm omkostningslav husleje, og der er ingen emmission forbundet med at medarbejderne tager paa arbejde, da de bor klods op af deres arbejdsplads. Efter et aar kan man kigge paa de virksomheder, der i saadanne tradefree zones har succes, og staten kan indgaa joint-ventures med ejerne, for derigennem, at pushe virksomhederne financielt.

    Saaledes er der intet behov for at gisne omkring hvilke omraader, der maaske om 5-10-15 aar kan skabe 10,000 arbejdspladser, det kan saaledes testes umiddelbart, og ogsaa pushes umiddelbart.

    Staten kan saaledes tjene med paa saadanne virksomheders success, og ikke blot haelde en masse milliarder i det saa gentagende sorte hul…….

  18. Af Claus T.

    -

    @ Jesper Jensen

    Jeg er helt enig med dig i, at vindmølleindustriens succes skyldes (indirekte) statsstøtte.
    Verden over har regeringer vedtaget at støtte opstilling af vindmøller, typisk ved enten at give billige lån eller garantere mindstepriser for den strøm, som møllerne producerer.
    Det er den støtte, som danske vindmølleproducenter har været dygtige til at udnytte, hvorved man har skabt et industrieventyr, som overgår Danfoss, Lego og Grundfoss tilsammen.
    Alt dette havde ikke været muligt uden støtte i den indledende fase.
    Problemer er så nu, om vi kan udpege nye brancher, som Danmark skal satse på?
    Her har vi grundlæggende to muligheder: den ene er at satse med sikkerhed for, at en stor del af pengene vil være spildt.
    Den anden mulighed er at lade være med at satse med sikkerhed for, at intet så sker.
    Det er ligesom med forskning: hvis man ikke laver forsøg, finder man ikke ud af noget.

  19. Af Claus Sønderkøge

    -

    Skrevet af Carl Johan Andersen, 3. november 2011 kl. 00:14
    “Kina og andre lande holder sig jo ikke tilbage når det gælder industrispionage.”

    Det er tysk produceret og anvendes i samme grad af Tyskland selv og er lige kendt grundlovsstridig.

    “viser tydeligt, at det er ikke via det frie marked, at et land opnår rigdom og vækst.”

    Det er præcis det argument som rammer Kina og som de har sat som betingelse for hjælp til Europa. Så man må forvente at grænsen for vor regerings handlen går her.
    ———————
    Skrevet af Rene Bergqvist, 3. november 2011 kl. 00:05
    “en dansk Google eller Facebook er derfor usandsynlig.”

    Det kan ikke afskrives på forhånd hvis vi vil. Programmeringssproget C++ er udviklet af en dansker og hele open source med LINUX er finsk.

    Nokia og Ericsson er begge skandinaviske og det er IKEA som bekendt også. Mange gode nye produkter kommer fra USA men vi kan også være med hvis vi anstrenger os.

    At anstrenge sig handler om mange ting, forskning, uddannelse og finansiering. Desværre har vi lige gennemlevet 10 år hvor man ikke har ønsket at anstrenge sig. Vi har i stedet stillet os tilfreds med at skælde ud på sagesløse.

    Claus Sønderkøge
    7990 Øster Assels, Mors
    csdenmark@gmail.com
    http://www.bridgefiles.net
    Skype: csdenmark

  20. Af Rene Bergqvist

    -

    @Andersen
    Du kan ikke blande så forskellige forretninger som A. værftsindustri (Ex. Korea) og B. Software/serviceforretningsmodel (ex. Apple).
    A. Kræver massive og langsigtede investeringer samt nem og billig adgang til råstoffer, energi og forholdsvis billig arbejdskraft da alt scaler til procerede styktal.
    B. Er essentielt kun en ide samt tilgang og investering i implementering og markedsføring der i begge tilfælde kræver kreativitet og forenkelt er uafhængigt af produceret styktal.
    Apple producerer deres HW i asien og SW i Californien – af gode grunde.
    Kategori A (=vindmølleproduktion) er tabt og kræver massiv statsstøtte at hjemtage.
    Kategori B kræver visionære ledertyper og markedsføringsgenier med tilgang til væsentlig kapital og med risikovillighed.

    Ingen af de ovenstående er plausible i DK, nicheprodukter vil nok være det bedste valg og det fordrer rammebetingelser for bredde og uden værdipolitiske forvridninger.

  21. Af Christian Stricker

    -

    Mens man skal være varsom med hvad man bruger samfundets ressourcer på, så er artiklens konklusion tvivlsom og bombastisk.

    I stedet for at trække et eller andet lige gyldigt sol-energi projekt i USA frem, kunne forfatteren have spekuleret over hvilken rolle offentlige investeringer og “pick the winners” har spillet for USAs totale dominans indenfor en bred vifte af høj teknologiske områder. Man kunne nævne USAs rumfarts projekter, som har haft en afgørende betydning for amerikansk elektronik og materiale teknologi og man kunne overveje betydning af USAs investeringer via deres millitær i en bred vifte af industrier, f.eks. IT-området.

    Mens vores sejrrige tropper vender hjem fra felttoget i Libyen, var der måske nogen der bemærkede det smart udsende nye franske kampfly, Rafale, den eneste anden nation i verden der selv og helt alene kan lave et så avanceret kampfly er USA, og det er ikke dårligt gået af Frankrig og det er frugten af den samme offensive industri politik som fastholder frankrigs gode position indenfor alt fra biler over høj hastighedstoge og atom-reaktorer til værfts industri

    Tilgengæld gik det jo ikke så godt i hedengangne DDR; Noget kunne tyde på at det rigtige mix af privat og offentlig slet ikke er så dårlig en ide.

  22. Af Kim H

    -

    Hvor meget fik Danfoss, Grundfoss, Maersk eller Carlsberg mon i statsstøtte da de startede i sin tid?

  23. Af Carl Johan Andersen

    -

    Stats vinderne ?

    Hvordan forklare man den betydelige succes som lande som Japan og Sydkorea og Kina har opnået uden at se på den betydelige statsstøtte som de respektive lande har pumpet i deres virksomheder. I mange indlæg refereres der jo til værftsstøtten, om hvor håbløs den var. Men er alle lige så skarpe, når det gælder Sydkoreas MASSIVE værfts og skib bygnings støtte. Dette land har i årevis stats støttet sine værfter. Økonomen Ha-Joon Chang bog “Bad Samaritans” viser tydeligt, at det er ikke via det frie marked, at et land opnår rigdom og vækst. Men igennem begrænset udenlandsk konkurrence og stats involvering med store virksomheder.
    Ligeledes viser Michael E. Porter`s “Competitive Advantage of Nations”, at lande opnår komparative konkurrence fordele, i forhold til andre lande, igennem skabelse af industriklynger, dvs. industrier og erhvervs virksomheder der er relaterede, kan indirekte kæmpe om de bedste hjerner og produkter og derigennem presse hinanden til bedre og billigere produkter. Og at stater bør støtte og hjælpe klyngedannelse inden for specifikke industrier.

    Computer og it- industrien (som Appel)er et mærkværdigt eksempel, fordi hvis der er et marked hvor konkurrencen er blevet skævvredet af monopoler(eller semi-monopoler)så er det dette område. Ligeledes bygger Appels nuværende succes på deres eget lukkede salg af app`s og musik, til deres egne afspillere. Dvs. Appels økonomiske fremgang bygger på begrænsning af konkurrence vilkårene inden for app`s og online salg af musik.

    Men i det store hele er jeg enig med Peter Kurrild Klitgaard at statsstøtte og involvering er en dårlig ide, problemet er bare at vore værste konkurrenter er totalt ligeglade. De skal bare vinde for en hver pris, her under arbejdsløshed og sociale problemer i vores land. Man er jo sig selv nærmest!

    Kina og andre lande holder sig jo ikke tilbage når det gælder industrispionage. Når lande og regeringer aktivet prøver, at anskaffe sig konkurrencemæssige fordele på illegitim måde, må man spørge sig selv hvor længe skal Danmark og vesten være til grin på det store verdens marked.

    Mvh.
    C-J. E. Andersen KBH.

  24. Af Rene Bergqvist

    -

    @Claus,
    Du har ganske ret, der er hverken en masse af virksomheder eller (risiko)villighed i Danmark når det gælder større virksomheder (som er forudsætningen for skabelse af et større antalvstabile arbejdspladser).
    Investeringen i mindre innovative vækstvirksomheder vil derfor primært gavne større udenlandske firmaer og ikke Danmark.
    Endnu værre er den tilgang til risikovillig kapital (af nødvendig størrelse) i DK er ikke eksisterende – organisk vækst af innovative virksomheder i DK er ikke mulig, en dansk Google eller Facebook er derfor usandsynlig.
    Samtidig har flertallet de større danske virksomheder fokus på deres oprindelige kerneforretning og konsolidering – noget der ofte giver godecregnskaber på kort og mellemlangt sigt. I takt med at udviklingen gør deres kerneforretninger utidssvarende uden seriøse investeringer i det næste, vil de visne – et godt dårligt eksempel kan blive Lego, hvor ipad, PS3 osv gør målgruppen stadig yngre, mens Lego blot lægger brand til spil (et brand der visner med målgruppens alder).

  25. Af Claus Christensen

    -

    Markedet tænker ofte ret kortsigtet – tænk bare på bankernes udlån de senere år. Der er brug for en mere langsigtet tilgang – og her kan en offentlig indsats være nødvendig – specielt i et land med overvejende mindre virksomheder. Det tager nu engang flere år at opbygge en klynge af eksportvirksomheder med noget særligt at tilbyde på verdensmarkedet, men når først klyngen er etableret, udvikler den sig hastigt ved egen drift. Tænk bare på den forrygende succes i Kina, hvor man har en aktiv erhvervspolitik. Og sammenlign så med udviklingen i USA, hvor man generelt har en laissez-faire politik, hvilket har ført til tab af industrier til netop Kina.

  26. Af Claus Christensen

    -

    Visionen må være at nå frem til en situation, hvor vi har globalt konkurrencedygtige virksomheder. Med det danske omkostningsniveau taler vi om virksomheder, der skiller sig positivt ud fra mængden. Bedre kvalitet, innovation, nicher.

    Hvordan når vi dertil? Vi har ikke store globale koncerner med råd til at investere langsigtet. Hvis der en gang imellem er en innovativ vækstvirksomhed, der klarer sig internationalt, bliver den opkøbt af en større koncern.

    Hvis vi skal klare os, må vi sikre, at vi på udvalgte områder har en førerposition. Det får vi ikke ved at skyde med spredehagl. Men ved målrettet at identificere områder, hvor vi i forvejen har gode forudsætninger for at skabe klynger af virksomheder. Vi er nødt til aktivt at sørge for, at målrette forskning, uddannelse, infrastruktur, finansiering osv., så rammerne er verdens bedste for udvalgte brancher. Det er kun fastfood restauranter og lommeuld, der kommer af sig selv.

  27. Af Jesper Jensen

    -

    “Men tidligere tiders støtte til vindmølleindustrien har derimod været en kæmpe succes. Næst efter medicinalprodukter er Danmarks største eksportartikel netop vindmøller, så her må man sige, at de statslige støttekroner er givet godt ud!”

    Hvordan kan du drage den konklusion? Det afhænger jo af hvor mange offentlige støttemidler vindmølleindustrien har modtaget og modtager, både direkte og indirekte. Og det har ingen svjv. oversigt over – udover at vi taler om gigantiske beløb.

    Man skal jo huske, at alle disse støttemidler er indkrævet fra andre brancher som derved er blevet mindre konkurrencedygtige.

  28. Af Knud Madsen

    -

    Ja, man må sige at det er en meget vidende og kløgtig regering vi har fået.
    Med den store erhvervserfaring disse unge mennesker uden uddannelse, som kalder sig ministre, givet har, skal det helt sikkert gå fremragende.

    Jeg så denne Pia Olsen Dyhr, vores fremragende investerings- og handelsminister, kækt kundgjorde på TV tidligere i dag, at der var ingen grund til at have disse nu afskedigede eksportambassadører længere, for som hun sagde: “Nu har vi jo MIG, og det virker langt bedre, at jeg kommer ud som minister!”. OK, hun er vist nok blevet færdig med skolen. Men hvor har hun sin erhvervserfaring med eksport fra?????? Det er forbigået min opmærksomhed.

    Byder historien på nogle succeshistorier om statsvirksomheder, som på naturlig, organisk vækst er blevet store og livskraftige? Jeg har mine tvivl. Var der store, sunde virksomheder i Sovjet og Warszawapagtlandene i øvrigt, som stadig lever i bedste velgående ud over olieindustrien, som dog ikke kræver så megen opfindsomhed.

    Men her i DK har vi heldigvis de innovative og fremsynede Rødgardister til at lede os til fremtidig glans, herlighed og, ikke mindst, velstand.

    Hvor er det dog sørgeligt at være vidne til, at vort land skal ledes af disse børn og gamle kommunister.

  29. Af Tommy Larsen

    -

    Om jeg kan få ind i mit lille hoved hvorfor en flok cand. politer skulle være de bedst egnede til spotte vækstfag og lukrative eksportmarkeder. Umiddelbart syntes jeg det svarer til hvad jeg gjorde for et øjeblik siden, da jeg smed en plovmand på en Real Madrid sejr i Lyon. Jeg tror da på det, men har ingen særlige forudsætninger for at vurdere udfaldet. Nå det er nok bare mig der er asocial, usolidarisk og visionsforladt.

  30. Af Claus Sønderkøge

    -

    “Skrevet af Karen Elisabeth Nielsen, 2. november 2011 kl. 20:18”

    Du skal ikke rose en artikel som kan alt det nemme men stopper når vi nærmer os det svære. Klitgaard er jo netop i ligeså så stor vildrede som han anklager politikerne for at være.

    Danmark har gennem de seneste 40 år lidt af den engelske syge hvor vi skulle leve af service-ydelser. Det har englænderne nu fundet ud af at det kan man ikke. På trods af at de har verdens næststørste finanscentrum og det engelske pund er international reserve-valuta.

    De har alle set og er rædselsslagen herfor. Den græske syge har Grækenland ikke eneret til. Det er en sygdom de fleste lande lider af, i lidt forskelligt fremskredent stadie. I USA har det sågar rystet den selvforståelse landet hviler på.

    Vi valgte at glæde os over at en ret ligegyldig virksomhed som ISS alligevel ikke skulle sælges. Til gengæld tog vi det afslappet at en af vore vigtige fyrtårne forsvandt. Der er kun ganske få tilbage.

    Claus Sønderkøge
    7990 Øster Assels, Mors
    csdenmark@gmail.com
    http://www.bridgefiles.net
    Skype: csdenmark

  31. Af Claus T.

    -

    Det er lidt mere komplekst end som så.
    Det er rigtigt, at støtten til landbruget har udviklet sig til et simpelt sugerør i statskassen, intet andet. Skatteyderne har ingen som helst glæde af de 8-9 mia., som hvert år hældes i landbruget.
    Og det er også helt rigtigt, at skiftende regeringers satsning på biotek-selskaber har været et flop.
    Men tidligere tiders støtte til vindmølleindustrien har derimod været en kæmpe succes. Næst efter medicinalprodukter er Danmarks største eksportartikel netop vindmøller, så her må man sige, at de statslige støttekroner er givet godt ud!
    Jeg tror, at man kan drage to konklusioner:
    Den første er, at erhvervs-støtte er lige så risikabelt som alle andre former for investering. Ikke alt lykkes.
    Den anden konklusion er, at man måske skal overveje at give støtten til kunderne?
    Vestas har mig bekendt aldrig fået en krone i offentlig støtte. Derimod garanterede staten i lang tid danske vindmølleejere en afregningspris, som har høj nok til, at det kunne betale sig at investere i vindmøller.
    Herefter måtte fabrikanterne konkurrere om at levere den bedste kvalitet til den laveste pris, hvis de skulle have ordren.

  32. Af Karen Elisabeth Nielsen

    -

    Fint indlæg, og med en indlysende rigtig pointe.

    Det er nærmest komisk at regeringen omtaler f.eks. Biotek. Fagbladet Ingeniøren har netop haft en grundig analyse af biotekbranchen. Ingen andre brancher har i den tilsvarende periode lykkedes med at få så store milliardbeløb til at fordufte.
    Jyllandsposten har en tilsvarende analyse af biotekbranchen i dag (onsdag) – der er næsten ingen der har tjent penge i branchen. Men investorer har sat mere end 18 milliarder kr. i den hotte branche.

    Sagen er jo klar nok. Om så de kunne forudsige brancher så;
    1) ville alle de øvrige lande jo også kunne
    2) disse brancher ville tiltrække alverdens plattenslagere der vil have del i lunserne fra de gavmilde politikere, jf. casen fra USA.
    3) Hvordan skal politikere/embedsmænd sidde at vurdere de enkelte projekter/virksomheder bedre end f.eks de mange analytikere.

  33. Af Claus Sønderkøge

    -

    Problemet er jo rigtigt stillet op her men konklusionen bliver jo desværre defaistisk.

    Jeg tror ikke at nogen tror at regeringen bevæger sig mod verdensriget med sine ideer. Langt mere handler det om fortvivlelsen af ikke at kunne gøre noget som virkelig batter noget. Arbejdsløshedstallet stiger ubarmhjertigt og det er politikernes ansvar at holde samfundet i balance.

    Så noget skal prøves, og dette er endnu ikke prøvet. Alle håber naturligvis at det lykkes for hvad ellers?

    Som Wolfgang Issinger har sagt burde den vigtigste opgave for EU at være at sikre at Europas andel af Nobelpriser skulle vokse til 25% om 10 år. Det han siger er, at vi mangler patentvirksomheder i Europa.

    Og vi andre kan sige at det gør vi specielt akut i Danmark.

    Claus Sønderkøge
    7990 Øster Assels, Mors
    csdenmark@gmail.com
    http://www.bridgefiles.net
    Skype: csdenmark

Kommentarer er lukket.