Konservativ dødsdrift – næstsidste afsnit

Af Peter Kurrild-Klitgaard 55

Det Konservative Folkepartis valgresultat var ikke bare skidt.  Det har de været i så mange år, at man næsten har vænnet sig til det.  De Konservatives valgresultat var det dårligste i partiets 96 årige historie–og det er i så henseende ingen trøst, at Socialdemokraternes var deres dårligste i 108 år.  I det mindste får sidstnævnte formodentlig både regeringsmagt og nogle ministerbiler som plaster på såret.  De Konservative, der for kun to årtier siden havde både statsministeriet og et af de største gruppeværelser, er nu reduceret til at være dansk politiks mindste parti (når man ser bort fra de ikke-repræsenterede Kristendemokrater).

Hvordan kunne det komme så vidt?  Det er der både et kort “her-og-nu”-svar på, og så et længere “the big picture”-svar på.  Vi nøjes for nærværende med det første.

Årsagen til, at De Konservatives valgresultat gik fra at være skidt og katastrofalt til at bringe det på gravens rand kan klart og utvetydigt placeres ét sted: I Lars Barfoeds taktiske udspil om at lave en “henover midten”-alliance med Det Radikale Venstre, hvori partierne gav hinanden håndslag på at ville insistere på, at det andet parti skulle med i alle større forlig.

Denne i bund og grund meningsløse gestus, der aldrig ville have stor praktisk betydning, lød i en tid, hvor alle tror, at det er “spin”, der er konge, ellers godt som medie-stunt.  Hvis man ser bort fra den fordel, som De Radikale måtte have set i den, så ræsonnerede De Konservative, at de med en sådan alliance kunne bruge som samme strategi, som da Schlüter i 1970erne rejste partiets stemmeandele ved at gå fra at være hård højre-opposition imod Anker Jørgensen til at være “borgerlige stemmer der arbejder”.  (At det så skete ved at lægge stemmer til Socialdemokratisk krisepolitik snarere end borgerlig og ved at tage vælgere fra Venstre snarere end henover midten er facetter, som De Konservative ofte glemmer.)  Mere vigtigt var det, at Schlüter etablerede et så nært samarbejde med De Radikales Niels Helveg Petersen, at partiet–trods historisk uvilje–i 1982 pegede på Schlüter som statsminister i stedet for Socialdemokraternes Anker Jørgensen og Venstres Henning Christophersen.  Det blev til et 11-årigt parlamentarisk samarbejde, herunder to år sammen i en VKR-regering.

Oveni skævede De Konservative i august 2011 så også til, at det måske var en måde at få vælgere, der tidligere har stemt V eller K men var gået til De Radikale p.g.a. partiernes samarbejde med Dansk Folkeparti til at føle, at de nu ville kunne stemme Konservativt og så samtidigt få de Radikale med.  Køb to, betal for én.

Læg dertil at det for centrale Konservative som bl.a. Lars Barfoed og Per Stig Møller nok også er dér, hjertet ligger: De har altid tilhørt den Konservative venstrefløj, der fra tid til anden har talt om f.eks. samarbejde henover midten og endog samarbejde med Socialdemokraterne.

Men i alle disse plausible, rosenrøde scenarier glemte De Konservative bare én ting: At deres eget hus er bygget af sand og på et sted, hvor mindst tre forskellige oceaner mødes og æder fra hver sin side.  En traditionalistisk, nationalkonservativ “Gud, Konge og Fædreland”-strømning.  En liberalkonservativ strømning med vægt på personlig og økonomisk frihed og lave skatter.  Og så en socialkonservativ én, der med John Christmas Møllers og fhv. finansminister Palle Simonsens egne ord lige så godt kunne have været Radikale, hvis det ikke lige var for forsvarssagen.  Da der–fra 1. verdenskrig til 1973–reelt kun var de liberale Venstre-folk og de mere venstresnoede Radikale at skele til, var det en Konservativ koalition, der måske nok nu og da kunne være under pres men som kunne holdes sammen.  Men læg så dertil nu Liberal Alliance til at konkurrere om de frihedsorienterede og Kristeligt Folkeparti/Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti til at konkurrere om Gud, Konge og Fædreland.

Dét er De Konservatives stor dilemma i en nøddeskal igennem mange år: At hver gang man prøver at gå den ene vej, gør man sig uvenner med cirka 1/3 af sin historiske koalition.  Og det var det, der skete denne gang–igen igen, bare værre.

Hvis man er i tvivl om, at det var alliancen med De Radikale, der spillede en stor rolle for De Konservatives katastrofale resultat, kan man se på nogle ganske få fakta.

For det første var dén historie reelt den eneste, der dominerede valgkampens omtale af De Konservative.  Der dukkede ingen nye slagsmål eller personsager op.  Der var ingen store fodfejl.  Læserne kan selv gennemgå avisomtalerne af partiet under valgkampen.

For det andet ses det af udviklingen i meningsmålingerne under valgkampen.  Her kommer professor Søren Risbjerg Thomsens vægtede meningsmålingsgennemsnit fra valgkampen for De Radikale og De Konservative:

Radikale                        Konservative

Til 25/8                     7,3                                  6,5

Til 31/8                     7,6                                  6,3

Til 4/9                       8,5                                  6,2

Til 7/9                       9,3                                  6,2

Til 11/9                     9,5                                  5,5

Til 14/9                     9,6                                  5,9

15/9, valgresultat    9,2                                  4,9

Som det tydeligt fremgår lå De Konservative i dagene op til valgets udskrivelse (26. august) skidt i forhold til 2007-valget, men dog bedre end sidste vinter:  på 6,5 pct.  Den 27. august annoncerede Barfoed og Vestager deres alliance–og så gik det ellers (gennemsnitligt) ned og ned, til et slutresultat på 4,9 pct.

Der skete simpelthen ikke andet for De Konservative i valgkampen end RK-alliancen, og der er ikke anden “begivenhed” at forklare nedturen med.  At forklare udviklingen med “personsagerne”, sådan som syv Konservative folketingsmedlemmer var hurtige til at gøre, er simpelthen både fjollet og meningsløst–og måske at stikke sig selv blår i øjnene.  “Personsagerne” kunne måske forklare en del af dykket fra 10-12 pct. i 2008/2009 til 6-7 pct. i 2011, men ikke under nogen omstændigheder dykket fra 6-7 pct. medio august til under 5 pct. medio september.

Det tredje og sidste sæt af fakta er meningsmålingernes data om partiskifterne: De eks-Konservatives “vindere” i.f.t. 2007-valget var 1) Venstre (ca. 5 pct.), 2) Liberal Alliance (ca. 2,5 pct.), 3) De Radikale (ca. 1,5 pct.) og 4) Dansk Folkeparti (ca. 1 pct.).  Man kan næppe udelukke, at der er Konservative, der har stemt anderledes p.g.a. VK’s ti-årige alliance med Dansk Folkeparti, men hvis Gallups tal skal give mening, så skulle disse vælgere næppe være gået til V og LA, og så skulle der iøvrigt nok ikke have været så sammenlignelig en “afsivning” til Radikale og DF.

Hvorfor gik det under valgkampen så galt?  Man kan sige det på den måde, at hvis tilbuddet er “køb to, betal for én”, så skal man være ret sikker på, at “kunderne” faktisk også gerne vil have det ekstra, de så får og skal slæbe hjem fra butikken.  Men hvorfor skulle liberale Venstre-folk og LA’ere stemme Konservativt for at få de mindre-liberale Radikale med?  Og hvis man i virkeligheden som vælger læner i retning af De Radikale og står med valget mellem “the real thing” og kopi-produktet til samme pris, hvorfor så tage kopi-produktet?  Vi behøver nok ikke at dvæle meget ved, hvorledes Gud, Konge & Fædrelands-konservative kunne tænkes at vurdere alliancen med dét parti, der næstefter Enhedslisten nok står mindst for Gud, Konge og Fædreland–RK-alliancen har næppe haft nogen sikrere måde at skræmme dem væk på.

Det er meget tænkeligt, at en alliance med De Radikale kan have logik på længere sigt: At fremtiden for en fremtidig borgerlig-liberal regering ligger i et reform-venligt samarbejde mellem V, K, R og Liberal Alliance.  Måske–men det kræver, at De Radikale først er villige til at fravælge venstrefløjen.

På kort sigt var Barfoeds taktik med garanti en gebommerlig bommert for De Konservative.

55 kommentarer RSS

  1. Af E L

    -

    Med den mærkelige uinteresserede blokaktivitet og journalistik under valgkampen er berlingske måske også på “Konservativ dødsdrift – næstsidste afsnit”?

    Hold da helt k… hvor var blokken og avisen kedelig under valgkampen. Uendelig kedelig og uangageret.

    OG! Det er ikke blevet bedre under regeringsdannelsen.

    Må vi slet ikke få noget interessant oplyst. Eller skal vi nøjes med hans engell på TV2 news?

  2. Af Christian Stricker

    -

    Hvor er embedsmændene?

    Hvor er skolelærerne?

    Hvor er politimændene?

    Hvor er de kommunaltansatte?

    Store befolkningsgrupper der hver morgen står op og udfører et stort arbejde for vor allesammens land, men de stemmer squ’ ikke konservativt. Hvem fand’n vil stemme på et parti der mellem linjerne lader forstå at offentlige ansatte, altså embedsmanden, skolelæreren, politimanden, i virkeligheden er en slags velfærdsbumser i modsætning til de 37% i det “Ihh så fine” private erhvervsliv, og den særlige konservative erhvervselite, der for største delen består af blomsterhandlere og isenkræmmere.

  3. Af Finn Bjerrehave

    -

    Problemet er os selv, vi er næsten alle Konservative, men vi gider ikke det med partiet altså stille os selv op og bruge resten af livet på vores drøm om drømmen, som altid forlanger 90 mandater, og så er livet spildt i politik, og ikke i kærlighed til sin næste, da disse størrelser sjældent går hånd i hånd.
    Vi er vores største politiske fjende da bekvemmeligheden ligger i diskussion og fravær i det hårde arbejde, og vi ligger som vi reder, og dem som tager kampen, får sjældent vores opbakning.
    Aldrig siden valget i 1957 har så få kandidater meldt sig på banen, og resultatet blev så at taberne SF, Soc.d, tabte 8 mandater, men deres støtter Ø og B, vandt således flertallet kom i hus, og dette resultat hvor Konservative afleverede stemmer til det nye Saxo bank parti, da de optrådte med Konservative holdninger, og Lene Espersen fik partiets afregning, og den svære profilering dannede det uhyggelige resultat.
    At råbe skattelettelser når 33,6% af befolkningen tjener til hele befolkningen, var nok ikke den Intelligente medicin, samt det konstante pres på efterlønnen, der skulle redde de unge i arbejde og dermed forny vores samfund, fordi det digitale samfund forstås ikke af de gamle på arbejdsmarkedet og deres efterlønsbidrag skal fortsat være nøglen til den naturlige udskiftning af arbejdsstyrken, men det kan ingen forstå.
    Tak for ildsjæle.Finn Bjerrehave Vig

  4. Af Carsten Neue

    -

    K, i kan gemme det, det er nemmere at starte nyt parti end at få K på fode. K har i det sidste to årtier været en meget syg patent. Glem det.

  5. Af Charlotte Mortensen

    -

    K har ikke nogen løsning på lidt af hvert i dette årtusind, de er selv en del af problemet det ender givetvis i barbari — vågn dog op.

Kommentarer er lukket.