Moderne borgerlighed?

Af Peter Kurrild-Klitgaard 13

Den fine avis har i efteråret forsøgt at sætte fokus på, hvad ”moderne borgerlighed” er.  Det er der—måske ikke så overraskende—kommet lige så mange fortolkninger ud af, som der er personer, der er blevet spurgt.

Lidt overset har været, at der i selve sammenstillingen ”moderne” og ”borgerlighed” ligger en række implicitte modsætninger og modsigelser.  F.eks. at der skulle være en art indbygget modsætning mellem det at være ”borgerlig” og ”moderne”—eller omvendt at det at være borgerlig er noget, der konstant skal ændres for ikke at være ”umoderne”.

Hvad det meste af debatten misser er, at borgerlighed næsten per definition ikke er en præcist defineret eller præcist definerbar størrelse.  Selve begrebet ”borgerlig” voksede frem sammen med to fænomener i 1800-tallet.  For det første de ”borgerlige rettigheder” (ytrings-, religions-, forsamlingsfrihed, o.s.v.), der i kølvandet på revolutioner og store politiske reformer blev borgernes bolværk imod enevældige monarker (som i Danmark) eller populistiske pøbelvælder (som i Frankrig).  For det andet den demografisk og samfundsøkonomisk eksplosive vækst i et ”borgerskab”, koncentreret om og i hovedstaden og købstæderne men med tiden også omfattende mange på landet.  Et borgerskab kendetegnet ved respekt for etablerede institutioner (”Gud, Konge og Fædreland!”, ”Lov og Orden”), en generel politisk-økonomisk liberalisme (frihedsrettigheder, privat ejendomsret, frie markeder, lave skatter), og en liberal-demokratisk forfatning (valg, retssikkerhed og magtdeling).  Samtidigt indbefattede det at være ”borgerlig” en stor bevidsthed om eksistensen af og værdien ved et lokalt og nationalt, historisk og kulturelt fællesskab, herunder både en stærk almendannelse som standard og en personlig moralsk forpligtelse til bidrage til at hjælpe mennesker i nød, hvis man kunne.

***

Med tiden blev ”borgerlig” så til en fællesbetegnelse, der kunne omfatte de dele af det politiske spektrum og af samfundslivet i øvrigt, der ikke var socialistiske og ikke var ”radikale”.  Dét, vi historisk—i hvert fald herhjemme—kalder ”borgerlighed” er altså noget andet end f.eks. liberalisme isoleret eller konservatisme isoleret, endsige nogle af disses utallige, mere specifikke varianter.  Det ”borgerlige” er mere en bred fællesmængde for væsentlige, men ikke samtlige, nuancer hos disse.

Så kan et sådant begreb—en borgerlighed—overhovedet defineres som en ideologi og derfor gøres til kendskab for debat om, hvad den ”bør” være i nutid og fremtid?  Næppe særligt godt.

For det første er borgerligheden i den nordeuropæiske udgave grundlæggende anti-utopisk.  Ikke i betydningerne anti-intellektuel eller, at borgerlige ikke kan have drømme om bedre samfund, men i den fundamentale forstand, at der ikke findes et specifikt givent, fælles samfundsmål, der skal nås ellers fastholdes.  ”Borgerlighed” er som sådan mere en forenende attitude end en præcis vision.

Og hvad består en sådan attitude så af?  Her kan man med fordel skelne mellem det politiske og det private—en distinktion som i hvert fald var central for det 20. århundredes borgerlige, i en tid hvor både fascister og socialister ville gøre det private offentligt og presse offentligheden helt ind i det inderste af det private.  På det politiske plan kan den borgerlige indstilling derfor lettest sammenfattes i en række ”do nots”—et sæt af tommelfingerregler for, hvad man, i særdeleshed staten, ikke skal gøre.

Staten skal ikke krænke den private ejendomsret.  Staten skal ikke begrænse borgernes frihed med mindre, der er ekstraordinære hensyn til andre mennesker.  Staten skal ikke blande sig i private forhold, som den enkelte, familien eller civilsamfundet kan tage sig af.  Staten skal ikke tage mere fra borgerne end nødvendigt for finansieringen af de mest basale kollektive goder.  O.s.v., o.s.v.

En rimeligt god repræsentant for denne politiske borgerlighed ser man sådan set i det første politiske program for Det konservative Folkeparti, da det blev dannet for nøjagtigt 100 år siden.  Bortset fra et par i dag lidt anakronistiske synspunkter—en ændring til det nuværende forholdstalsvalgsystem, kvindernes retslige ligestilling og ”Ædruelighedens Fremme”—var partiets program centreret om variationer af netop de foregående punkter og lidt ekstra: Privat ejendomsret, fri markedsøkonomi, lave offentlige udgifter og tilbageholdenhed med skatter, selvstændige erhverv, socialhjælp som hjælp-til-selvhjælp, politisk magtdeling, folkesuverænitet og et stærkt nationalt forsvar, samt den kristne tradition.  Venstres politiske program fra samme år (1916) er i hovedpunkterne—påfaldende nok, givet partiernes modsætninger—stort set identisk, kun med lidt mere om ejendomsforholdene i landbruget.  Her var tydeligvis tale om grundlæggende samme liberale borgerlighed, men henvendt til to kulturelt og socialt forskellige grupper.

Først fra midten af 1960erne begyndte Venstre og Konservative for alvor også politisk at differentiere sig, i takt med at de begge under indtryk af tidsånden rykkede mod midten og bejlede til Det Radikale Venstre.

***

På anglo-amerikansk har man ikke sprogligt noget godt modstykke til det ”borgerligheds”-begreb, der findes på de skandinaviske sprog, men også på f.eks. tysk og fransk.  Ikke desto mindre kom den amerikanske Republikanske senator og præsidentkandidat Barry Goldwater (”Mr. Conservative”) med en en-sætnings definition af, hvad han så som en moderne (liberal-)konservatismes essens, der meget godt fanger hovedlinjen i det foregående.  I ”The Conscience of A Conservative” sammenfattede han denne som: Den største grad af frihed forenelig med samfundsmæssig orden.

Og her er vi ved noget centralt i ”borgerligheden”.  På den ene side retten til at gøre ting, som andre mennesker ikke nødvendigvis bryder sig om, så længe man ikke påfører disse direkte skade—på den anden side opfattelsen af, at ikke enhver lovlig handling nødvendigvis også er en moralsk god eller attråværdig handling.  En borgerlig kan problemfrit være politisk-økonomisk liberal og samtidigt være alt andet end relativist.

For som allerede de to britiske 1700-tals Whig-liberale Edmund Burke og Adam Smith hæftede sig ved, så trives det frie samfund bedst, når borgernes grundlæggende friheder tøjles af stærke normer hos de frie mennesker.  Det kan godt være, at vi mener, at staten ikke skal bestemme, hvor meget alkohol, borgerne indtager, eller hvilke slags sex de dyrker, eller hvor meget de arbejder—men et samfund, hvor ingen eller få arbejder, men i stedet helliger sig konstant hedonisme, vil hurtigt være et meget fattigt samfund i mere end én forstand.

Derfor er der hos borgerligheden—”borgerskabet”, om man vil—fra fremkomsten i 1800-tallet og op til nutiden en stærk forbindelse mellem på den ene side den politiske vision om stærke frihedsrettigheder for borgerne og på den anden et stærkt, veludviklet civilsamfund, hvor mennesker lægger bånd på dem selv, hjælper hinanden og holder borgerlige kardinaldyder in mente: Fornuft.  Viden.  Flid.  Arbejdsomhed.  Mådeholdenhed.  Ordholdenhed.  Pligtopfyldenhed.  Hensynsfuldhed.  Dannelse.  Uddannelse, o.s.v., o.s.v.

Et ”borgerskab”, der ikke holder løfter, ikke læser bøger, ikke forstår dets egen kultur og historie, ikke værdsætter institutionernes funktion, ikke opdrager dets børn til at være ansvarlige borgere, o.s.v., men primært måler egen værdi på lønningernes størrelse, bilernes fart, feriernes længde, ”like’nes” mængde, kæresternes attråværdighed, og som hopper fra et forhold til et andet og en beskæftigelse til en anden i en endeløs jagt på ”selvrealisering”, er nok et borgerskab, der som individer handler som de må, men det er også et potentielt meget åndsfattigt og i sidste ende uborgerligt ikke-borgerskab.

***

Er vi så ovre ved alt det med ”borgerlig anstændighed” og ”borgerlig ordentlighed”, som der i disse år—også i Berlingskes serie om ”Moderne Borgerlighed”—tales så meget om?

Nej.  Disse begreber har ingen præcis mening eller noget klart ”ideologisk” indhold—hvem har f.eks. nogensinde marcheret med ”uanstændighed” eller ”uordentlighed” som erklærede mål?  Altså måske lige bortset fra store dele af venstrefløjen i kølvandet på 1968.

Med begreberne følger derimod næsten altid en formaning om, at borgerligt-liberale politikere har solgt ud eller forrådt egne principper, vel at mærke primært på de områder som venstrefløjen synes er vigtige.  Eller som Henrik Dahl for nylig udtrykte det satirisk i sin ”ordbog for den forsmåede venstrefløj”:

”Borgerlig anstændighed: 1. Noget, du i hvert fald ikke har. 2. Egenskab ved borgerlige politikere, der mindst er gået på pension, men helst er døde.”

I den forbindelse kan det være instruktivt at lede efter begrebets rødder.  Den første registrerede forekomst af ”borgerlig anstændighed” i Infomedia er en artikel fra 1990 i—måske forudsigeligt—dagbladet Politiken i anledning af, at Bjørn Elmquist havde forladt Venstre og gik til Det Radikale Venstre.  Ordene kom fra den Elmquist-sympatiserende Venstremand Laue Traberg Schmidt, der selv senere forlod partiet.  Her gik begrebet på, at der tidligere ”var visse ting, man ikke kunne være bekendt. I dag er der ikke en mening, der ikke er for hurtig. Intet standpunkt er for overfladisk til at blive nævnt.”  Elmquists egen exit skete med henvisning til ”højredrejning” og afstandtagen til ”rene meldinger om, at både skatten og det offentlige skal barberes ned”.  Altså kort sagt det, der netop ellers i størstedelen af Venstres eksistens havde været borgerligt-liberalt tankegods

Næste forekomst af ”borgerlig anstændighed” er i 1991, hvor det også er Traberg Smidt, der er ophavsmand—denne gang som nu tidligere V-folketingsmedlem og med kritik af Ninn-Hansens ulovligheder i forbindelse med Tamil-sagen.  Samme år anvendes det i samme forbindelse af forfatteren og forlæggeren Ole Wivel (1921-2004), der selv havde gennemgået en interessant politisk vandring helt udenom det borgerlige Danmark—fra som ung men voksen mand at have været med i det krypto-nazistiske ”Ringen” til som midaldrende at være Venstresocialist og mangeårig aktiv på den ydre venstrefløj.  Historien er næsten den samme med udtrykket ”borgerlig ordentlighed”, der dukker op i 1990erne som nært og næsten alene knyttet til særligt Centrumdemokraternes Mimi Jakobsen, da hun prøvede at benytte indvandringspolitikken som en mulig markør for hendes parti i forhold til de borgerlige partier.  En Infomedia-søgning for alle år bekræfter Henrik Dahls ord: De to dagblade, der hyppigst taler om ”borgerlig anstændighed”, er de to mest prominente bannerførere for ikke-borgerlige holdninger: Politiken og Information.  Og de, der taler mest om ”borgerlig anstændighed”, er typisk dem, der helst ser stigende skatter, mere regulering,

***

Så er vi til gengæld ved den ”borgerlige værdikamp”.  Begrebet fik sin moderne renæssance med Anders Fogh Rasmussens minimalstatsbog fra 1993, hvori han skrev, at genskabelsen af et frit samfund ikke kun forudsatte politiske og økonomiske reformer men også en dybere mentalitetsændring hos borgerne.  Hvad Fogh Rasmussen efterlyste var ikke mindst, at det borgerligt-liberale Danmark greb i egen barm og indså og videreformidlede, at man kan lave nok så mange reformer af velfærdsstaten, men hvis borgerne fortsat ønsker mere for mindre, og at andre skal sørge for dem fra vugge til grav, så bliver reformerne og fokuseringen derpå i længden nytteløse.

Det var en vigtig og original pointe, men da VK-regeringen kom til i 2001 blev begrebet værdikamp imidlertid hurtigt snuppet af andre, omdøbt til ”kulturkamp”, og handlede så lige pludselig slet ikke om personligt ansvar men om først og fremmest indvandring og indvandrernes betydning for og integration i dansk kultur.  En væsentlig debat, men også en ganske anden debat, der kom til at fokusere mere på samarbejdspolitikken under 2. verdenskrig end på udfordringerne ved begyndelsen af det 3. årtusinde.

Og hvad ville en succesrig borgerligt-liberal værdikamp i Fogh Rasmussens oprindelige forstand kræve i 2016/2017?  Der findes næppe nogen universalløsning—bl.a. fordi udfordringerne konstant forandres lidt.  Men den ville i hvert fald kræve en mentalitetsændring hos vælgere, interessegrupper, politikere og medier–inklusivt de nominelt “borgerlige” af slagsen.

Mest grundlæggende ville den forudsætte, at vælgerne—også de borgerligt-liberale—på god borgerlig vis holder op med at forvente og forlange, at andre skal sørge for de goder, som de selv ønsker sig, og igen tager hånd om egne og næres liv.  For én ting er at ønske lavere skatter for en selv, og mindre regulering af de forhold, der berører ens eget liv.  Noget andet og langt mere krævende er at sige nej tak til de ydelser, der finansieres af andre, men som gavner en selv, eller de privilegier, man nyder—også selv om man kunne klare sig uden.

Problemet er, at mange borgerlige vælgere—pragmatiske og praktiske, som de er—når det kommer til stykket, er ganske tilfredse med at mene noget principielt og gøre noget andet i praksis.  Og så længe de gør det, vil også interessegrupper, medier og politikere gladeligt følge i deres fodspor, uanset hvor meget disse måtte kalde sig “borgerlige”.

13 kommentarer RSS

  1. Af jørgen vest

    -

    Sært som ni els ju ul er hjælpeløs og desorienteret. Har han virkelig ikke selv kunnet finde ud af at adskellige partier er i fuld gang med at afskaffe velfærdssystemet, nationalstaten og store dele af infrastrukturen. Læser ju ul aldrig aviser eller bøger?

  2. Af Niels Juul Hansen

    -

    @P. Christensen

    “Hos fx. nogle borgerligt-liberale giver det sig udslag i, at hvis man selv mærker ulemper
    af ideologien, griber man gerne i praksis til socialisme, for at undgå selv at stå med regningen.”

    Hvis du med socialisme mener det socialdemokratisk velfærdssamfund vi har i dag, kan du så nævnte partier i Danmark, der ikke ønsker at bevare vores velfærdssystem?

  3. Af Jan Petersen

    -

    @ NIELS JUUL HANSEN – 5. DECEMBER 2016 11:10

    Det eneste, jeg opponerer kraftig imod, er – konsekvent at blive forsøgt kategoriseret som hjemmehørende i en eller anden prædefineret politisk kasse. På visse områder er jeg venstreorienteret, på andre områder højreorienteret og i øvrigt midtsøgende på langt de fleste områder.

    F.eks er jeg stor tilhænger af Mette Frederiksen idé om, at alle på arbejdsmarkedet skal være lovpligtig medlem af en A-kasse. Til gengæld er jeg også stor tilhænger af DF og Nye Borgerliges tanke om en meget restriktiv asyl- flygtninge- migrant politik. Tror egentlig mange andre har det på samme måde.

    Så skal der hæftes en eller anden mærkat på mig, må det blive mærkaten – Dansker. Jeg er stor tilhænger af Danmark, og de danske værdier vi står for. Samtidig er jeg stor modstander af globalisme og multikultur. Der er utallige historiske eksempler på, hvad det medfører af katastrofer.

  4. Af Jacob Fiil

    -

    Det lyder jo næsten helt fornuftigt – bortset fra Anders Fogh Rasmussen var en gennemført plattenslager:
    http://www.tidehverv.dk/index.php?option=com_content&id=1081:anders-fogh-rasmussen-og-hans-tid

  5. Af P Christensen

    -

    Mange påberåber sig en ideologi, indtil den rammer dem selv i nakken.
    Hos fx. nogle borgerligt-liberale giver det sig udslag i, at hvis man selv mærker ulemper
    af ideologien, griber man gerne i praksis til socialisme, for at undgå selv at stå med regningen.
    Opportunismen er en hovedadfærd hos mennesket.

  6. Af bent v jensen

    -

    Læs om ÆGTE BORGERLIGHED på elle mans blog om italien.

  7. Af bent v jensen

    -

    På uffe ellemanns blog er der nu noget om ÆGTE BORGERLIGHED!

  8. Af Niels Juul Hansen

    -

    @Jan Petersen

    “I øvrigt er menigmand vel bare hamrende træt af al det elitære pis ..”

    Hvilke antielitære politikere er det, du gerne vil have i folketinget?

    Og hvordan vil du fjerne magteliten i erhvervslivet (banker, financieringsselskaber, virksomhedsledere)?

    Og m.h.t. kultureliten (medierne) – hvordan skal den den reduceres?

    Hvad er dine konkrete forslag?

  9. Af Finn Larsen

    -

    Ejendomsret og frihed ligger borgerlige stærkt på sinde, men kun til en vis grad. Det er væsentligt for borgerlige at en landejer kan gøre hvad han vil på sin egen jord. Sker der på et senere tidspunkt følgevirkninger af landejerens tiltag på andres landejeres jord vil det for en borgerlig være mindre åbenlyst at der er tale om et brud på ejendomsret.

    Det er nok den væsentligtste borgerlige egenskab i dag: “Fornægtelse af lange komplekse sammenhænge, der nu og her fordrer en reduktion af egne udfoldelsesmuligheder”.

  10. Af Niels Larsen

    -

    Partier, som gladelig spilder milliarder på uvedkommende udlændinge kan ikke kalde sig borgerlige.

    Derfor har vi i øjeblikket kun ét borgerligt parti: Nye Borgerlige!

  11. Af r. vangkilde

    -

    BORGERLIGHED OG ANSTÆNDIGHED ! – HAR RAMT OVERLIGGEREN
    I 68″ var familiens indkomst velfærd målt, som 1/4 skat, 1/4 bolig, 1/4 husholdning, 1/4 opsparing,bil,rejse etc. ELLER er demokrati og velfærdheden gået amok, som nu er i global konkurrence på alt, og demokratiet er et mindretal på den globale scene. Når om fordelingen kan koste demokratiet livet, eller derfor gik jo kommunismen fallit, ELLER har liberale Kina overlevet uden skat på arbejde, eks. når 5.mill. borger i Shanghai ikke er registreret ud af de 23.mill. så er der ikke råd til demokrati omfordeling.
    Fogh Rasmussen sprang jo selv ud som nationalist i 2001 med DF som skjold, og dermed var den liberale motorvej åbnet for et nyt parti med skat og velfærds til begrænsning.

  12. Af Niels Juul Hansen

    -

    Borgerlig, småborgerlig, nyborgerlig og burgøjser – enig, det er en blandet landhandel.

    Set fra et fordelingspolitisk synspunkt fører alle borgerlige partier ren socialdemokratisk skatte/velfærdspolitik – minus et par procent.

    Både Schlütter og Fogh kendte deres lus på gangen.

  13. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt er menigmand vel bare hamrende træt af al det elitære pis – om man er venstre- højre – midt- nord- syd- vest -øst orienteret. ALLE er selvsagt lidt af hvert. I øvrigt ønsker vel stort også alle bare – at leve et liv i fred og ro med sine nærmeste – hvilket vil sige NATIONALSTATEN 🙂

Kommentarer er lukket.