Organet for det højeste sludder

Af Peter Kurrild-Klitgaard 36

Da debatten om daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) for en måned siden var på dens højeste skrev Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, i sin avis, der dagligt praler med selvbeskrivelsen “Organet for Den Højeste Oplysning”, en leder med den ganske eksplicitte titel “Lars Løkke udviser ringeagt for Folketinget og spillets regler”.  Det var en barsk udmelding, der mere end antydede, at statsministeren var ved at begå grundlovsbrud.

Det handlede naturligvis om det fremsatte mistillidsvotum til Kjer Hansen og det forhold, at ministeren ikke mere eller mindre øjeblikkeligt gik af, eller blev fyret af statsministeren, så snart den Konservative partiformand, Søren Pape Poulsen, foran rullende TV-kameraer havde sagt, at hans parti ikke længere havde tillid til hende.  Lidegaard mente, at når der på den måde tegnede sig et billede af, at der ville kunne blive vedtaget et mistillidsvotum til ministeren, så skulle hun også gå af, eller chefen fyre hende.  Alt andet var at udvise “ringeagt” for “Folketinget og spillets regler”.  Og hvorfor skulle statsministeren så det?  Her er, hvad chefredaktøren skrev:

“Parlamentarismen består af meget andet end love. Sædvane og praksis spiller en mindst lige så stor rolle. I forhold til det sidste og den gensidige respekt mellem regering og Folketing, har statsminister Lars Løkke Rasmussen de seneste dage overskredet en klar grænse.

Det er fast parlamentarisk praksis, at en statsminister respekterer et flertal i Folketinget, hvis det klart og utvetydigt udtrykker mistillid til en minister. Efter praksis er der kun to muligheder: Enten må ministeren gå. Eller også må regeringen. Så enkelt er det. […]

Ingen over og ingen ved siden af Folketinget, var grundlovsfædrenes vise mantra. Det handler om respekt og tillid. Det er den, der nu sættes over styr. Det er alvorligt, når det drejer sig om forholdet mellem den, der har magten – og dem, der skal kontrollere den.

Det var skarpe ord–men er de også sande ord?

Nu er Bo Lidegaard jo ikke en hvem som helst, når det gælder dansk demokrati.  Udover at have en meget politisk lillebroder, har han selv været departmentsråd i Statsministeriet og skrevet bøger om dansk politisk historie.  Men så meget desto mere må man undre sig–og undre sig over, om det i den mentale tvekamp er den ideologiske chefredaktør på den regeringsfjendtlige avis, der har vundet over den kyndige historiker og erfarne embedsmand? Faktum er i hvert fald, at lederens påstande er sludder stort set fra ende til anden og under tiden med nogle pinlige misforståelser (flere end vi skal fokusere på her).  Eller–hvis vi skal blive i dagsaktuel terminologi– så har chefredaktøren afgivet “misvisende oplysninger” på lederplads i “Organet for Den Højeste Oplysning”.  Lad os se på dem, én efter én.

***

“Ingen over og ingen ved siden af Folketinget, var grundslovsfædrenes vise mantra”, hævder Lidegaard–endog fremhævet med både fed skrift og større typer.  Men nej, det er ikke et udsagn, der kommer fra “grundlovsfædrene”  eller dominerede deres tænkning.  Udsagnet stammer såmænd fra en tale i 1878 af en af Lidegaards mange chefredaktør-forgængere på Politiken, salig Viggo Hørup, og udsagnet handlede heller ikke om, hvorvidt ministre skulle gå af, hvis de blev mødt med mistillid, men om noget ganske andet.

Og mens udtrykket nok var Hørups og Politikens mantra, var det i den grad ikke “grundlovsfædrenes vise mantra”–snarere tværtimod.  Er man i tvivl, kan man såmænd blot konsultere grundlovens §3, der højt og tydeligt proklamerer et ganske andet princip end det, Lidegaard forfægter, nemlig magtens flerdeling.  Heller ikke i betænkningen fra Forfatningskommissionen af 1946 (som udgjorde idégrundlaget for 1953-grundloven) forekommer “den vise mantra” noget sted.

***

“Det er fast parlamentarisk praksis, at en statsminister respekterer et flertal i Folketinget, hvis det klart og utvetydigt udtrykker mistillid til en minister. Efter praksis er der kun to muligheder: Enten må ministeren gå. Eller også må regeringen. Så enkelt er det.”  Men nej, så enkelt er det ikke.

Sandt er det, at hvis “et flertal i Folketinget” ved en afstemning “klart og utvetydigt udtrykker mistillid til en minister”, så må denne eller regeringen gå. Det fremgår af selve grundlovens tekst (§15, stk. 1).

Men det er ikke denne bestemmelse, som Lidegaard tænker på.  Han taler om “fast parlamentarisk praksis” som noget udover de formelle bestemmelser, og så er vi ude i noget ganske andet.  Ikke-nedskrevne, parlamentariske traditioner er i sagens natur ikke det samme som bindende spilleregler.  Traditioner behøver ikke at være anerkendte af alle–f.eks. har adskillige partier undladt den “regel”, som mange andre partier (som regel) sværger til om aldrig at stemme imod finansloven.

Traditioner er heller ikke bindende–og de kræver blot én undtagelse for ikke længere at være en fast tradition.  Så allerede nu kan Lidegaard & andre altså notere sig, at selv hvis der overhovedet nogensinde havde været en generelt anerkendt tradition for, at ministre går af, når blot det signaleres, at de måske vil kunne mødes af et flertal imod sig, ja, så er den tradition i hvert fald nu lagt i graven.

Det er naturligvis korrekt, at det i nyere tid som regel er sket, at ministre er gået af, eller blevet bedt om at gå af, så snart, der tegnede sig et sandsynligt flertal for en mistillidsdagsorden imod dem.  Men det er jo ikke fordi, de har behøvet at gøre det, men derimod fordi de har kunnet se, at det nok ville ende sådan alligevel, og at der ikke var grund til at tage et nederlag, man kunne komme i forkøbet.

Lars Løkke Rasmussen ræsonnerede anderledes: At han måske havde en mulighed for at ændre udfaldet, så længe flertallet ikke var endegyldigt manifesteret i salen.  Han satsede på at kunne spille “hårdt mod hårdt” og bruge både pisk og gulerod overfor Det Konservative Folkeparti.  Det gik så ikke–men det var ikke i strid med andre “spillets regler” end dem, Politiken tilfældigvis kunne tænke sig spillet.

At stille det op på Lidegaards måde–som at en minister skal gå af, når vedkommende kan blive mødt med et flertal i Folketingssalen, inden dette er sket, fordi det er, hvad andre har gjort før–er at vende kausaliteten og logikken om i forhold til virkelighedens verden.  Det er at hævde, at det er kærren, der trækker æslet, blot fordi de følges ad, og ikke omvendt.

***

Der er faktisk også gode grunde til, at det i grundloven forlanges, at mistillid udtrykkes ved en afstemning, og at ministeren derefter går af.  En afstemning om et forslag er (reelt) altid med en klar konklusion: Enten har forslaget den fornødne støtte–eller også har det ikke.  Enten må en minister gå af–eller også kan vedkommende blive siddende.

Mere mudret og uklart bliver det i sagens natur, hvis der ikke er tale om dét men om at tyde udmeldinger fra politikere.

For hvornår er f.eks. en partileder en partileder i funktion som sådan?  Når han/hun har konsulteret sin folketingsgruppe eller på egen hånd?  Nogle partier har ikke engang en klar og utvetydig struktur for, hvem der er “leder” (nogle har funktioner som politisk ordfører, gruppeformand, partiformand og partileder/politisk leder spredt ud på to-tre-fire forskellige personer).  Eller måske er der en kollektiv ledelse (f.eks. Enhedslisten).  Og selv hvis partiledelsernes tilkendegivelser er utvetydige, hvad så med de tilfælde, hvor der kunne tænkes at være nogle folketingsmedlemmer, der måske ikke ville stemme som flertallet af deres partifæller?

Og hvad skal der til, før der er utrykt mistillid andet end ved en egentlig afstemning?  En formel skriftlig erklæring? Og i så fald til hvem?  Eller er et udsagn i radio eller TV nok?  Skal det være ved et pressemøde eller kan det være på vej ned af en gang med journalister i hælene?

Det er på den måde slet ikke altid så entydigt, hvornår der er eller ikke er flertal bag en minister–altså bortset fra når der stemmes om det.

***

“Sædvane og praksis spiller en mindst lige så stor rolle [som grundlovens ord, -pkk].”  Nej, det gør den slags ikke.  Hvad grundloven siger, at man ikke må, eller hvad man skal, trumfer altid uformelle normer, når og hvis de to kommer i konflikt.  Hvilke uformelle normer, der udvikler sig hos politikerne i Folketinget gennem års praksis, kan betyde meget for dem indbyrdes som politiske aktører, men kan naturligvis ikke f.eks. håndhæves af domstole.  Og sædvane og praksis kan altid ændres–endog uden at man skal gennem de besværlige procedurer, der gælder ved grundlovsændringer.  Det kræver bare, at man ikke længere følger dem generelt.

Det kan naturligvis være omkostningsfuldt at bryde aftaler eller de normer, som andre mener, man burde følge, men som vi kan se fra afstemninger om finanslove eller “forligsbelagte” områder, så er ingen normer stærkere end partiernes egne viljer.

***

Så alt i alt kunne man ovenpå lederen få lyst til at citere den amerikanske Demokratiske politiker, Daniel Patrick Moynihans kloge ord om, at “enhver har ret til sin egen mening men ikke til sine egne fakta”.  Og man kan heller ikke sådan uden videre opfinde sine egne parlamentariske “spillets regler”, der spiller “mindst lige så stor en rolle” som grundlovens faktiske bestemmelser.  Ikke engang hvis man er chefredaktør på Politiken.

36 kommentarer RSS

  1. Af georg christensen

    -

    Organet for det værste sludder?. Det er da let at finde , men besværligt at få bort opereret, så længe det holder fast i forskellighedens kulturelle baggrunde (historier)som i åbenhed er fortalt men brygget i hemmelighed og lukkethed.

    NB: Bare et eksempel på (det værste sludder) eller hvad?..

    .

    Svar
  2. Af Jan Petersen

    -

    Jeg opfatter nu mere chefredaktørens ævl, som en rund spredning til ligesindede om at gentage en løgn så tilpas ofte, at den til sidst fremstår som en sandhed.

    Det kunststykke er ikke just af nyere dato!

    Svar
  3. Af Krister Meyersahm

    -

    Niels Larsen.

    Du har ret – statsministeren har, alene, retten til at udskrive valg, hvilket jeg også skriver. Det jeg gør opmærksom på er, at statsministeren ikke blot kan vippe de folkevalgte ud efter forgodtbefindende. Der skal være en vægtig grund.

    Svar
  4. Af Niels Larsen

    -

    @ Krister Meyersahm

    Mig bekendt er den til enhver tid siddende statsminister den eneste, som har retten til at opløse Folketinget – og dermed udskrive nyvalg.

    Svar
  5. Af r. vangkilde

    -

    Statsministeren handlede rationelt ! – politik ‘en er ikke at blande tingene sammen ELLER,
    rigtigt som P.K-K fremlægger forløbet, hvor en konservativ politikker ikke var med på idéen i lovforslaget, om den borgerlige ideologi i liberal erhvervs politik til landbruget.

    Svar
  6. Af Knud Madsen

    -

    Tak for endnu en glimrende og oplysende artikel!

    Svar
  7. Af Runa A.G

    -

    Lemche
    Jeg har en god ven, der er simultantolk i EU, han er et sprogmenneske. Fordi at, er en oprindelig taleform, som stammer helt tilbage fra olddansk og bruges i Island, den dag i dag.

    Svar
  8. Af bent nielsen

    -

    DR og pollertiken oplyser ikke ret meget om samfundsudviklingen. Tværtimod har journalisterne begge steder mest travlt med at pleje deres egne røde kæpheste. I årevis har man vildledt danskerne om familiepolitikken, boligpolitikken, velfærden, indvandringen, kvindesagen, ligestillingen og hundrede andre ting. Begge foretagender har EU som deres fædreland, og begge foretrækker nykommunisme, pladderhumanisme og islamisering fremfor demokrati, kristendom og ægte velfærd. Af solidaritet med danskerne er der nul og nix.

    Svar
  9. Af Krister Meyersahm

    -

    Bo Lidegaard har i nogen grad ret i, at sædvane og praksis spiller en rolle, på linje med lovene og PK-K har naturligvis ret i, at Grundloven altid – trumfer sædvane og praksis.

    Men vi kan samtidig konstatere, at de folkevalgte, gør lidt som det passer dem, når de skal håndtere en situation som den beskrevne. Det synes nemlig ikke som om Grundloven, på nogen måde begrænser deres udfoldelser og da slet ikke statsministeren, der tillod sig det uhørte, at true folketinget med opløsning. En ret han absolut ikke har.

    Grundloven stiller ganske vist et opløsningsinstrument til rådighed for statsministeren, der skal gøre det muligt, at opløse et “genstridigt” folketing. Tilsvarende giver Grundloven folketinget et magtredskab, hvis regeringen misregerer – det såkaldte mistillidsvotum, der tvinger statsministeren til at afgå eller udskrive nyvalg.

    Men at udskrive valg i utide er en alvorlig sag, fordi det som konsekvens får, at det folketing vælgerne sammensatte ved sidste valg – reelt fyres. Det kan vi naturligvis ikke tillade, for så har vi ikke længere folkestyre, men styres af den vilkårlige magt.

    Det burde være indlysende, at man ved overgangen fra enevælde til indskrænket monarki, med en af folket valgt medbestemmende repræsentation, som det jo blev med den oprindelige Grundlov, ville sikre sig mod, at kongen, regeringen kunne løbe folkerepræsentationen over ende. Derfor kan opløsningsinstrumentet kun aktiveres når, der er alvorlig fare på færde og ikke blot fordi statsministeren vil banke folketinget på plads.

    Man finder intet belæg i Grundlovens forarbejder for, at kongen eller som det er nu, statsministeren, kan udskrive nyvalg efter forgodtbefindende – der skal selvfølgelig være en vægtig årsag. Det var der ikke i Eva Kjer ærindet.

    Retten til at opløse folketinget er et forsvarsvåben for staten ikke et angrebsvåben mod folketinget.

    Svar
  10. Af Niels Peter Lemche

    -

    NIELS LARSEN , jep, her er vi jo helt enige; men jeg indrømmer også, at mit forhold til dansk sprognævn blev ganske belastet, da de tillod fordi at.

    Vi er ganske uenige om det meste; men derfor kan vi nok diskutere nogenlunde sobert. Jeg fik en italiensk fjende på en emailliste; men da han hørte, at jeg holdt meget af Amarone, skrev han: En, der holder af Amarone, kan ikke være et dårligt menneske. Derefter blev vi rigtig gode venner.

    Svar
  11. Af Jesper Lund

    -

    Der er også lukket for kommentarer her.

    Svar
  12. Af Axel Hammerschmidt

    -

    Vi (abonnenter) kunne ikke kommentere Bo Lidegaards Leder på Politikens HP den dag. Jeg er meget enig i Peter Kurrild-Klitgaards kritik. Det slog mig, at det var en være gang non-sense han kom med.

    Måske er det derfor, at der var lukket for kommentarer.

    Svar
  13. Af Jesper Lund

    -

    Det egentlige problem er, at der først kunne stemmes om et mistillidsvotum godt en uge efter….

    Svar
  14. Af Runa A.G

    -

    Det kan ikke undre nogen, at journalister og medier næsten har større indflydelse i vores samfund, en politikerne. Sociale medier er allerede blevet en folkedomstol.

    Dansk Folkeparti er skabt af danske journalister fra DR og TV2. Jeg ved ikke hvad Krarupperne klager over ved DR. DR og nu DR2 med Clement er med til at hæve vælgertilslutningen til DF. DF er blevet et parti, som 1/4 del af landets befolkning stemmer på.

    Dansk Folkeparti har landets bedste pressetjeneste. Hvis der er en flue i suppen på en restaurant, så er DF fluks ude at udtale sig om begivenheden og påpeger, at fluen ikke burde være der. Da supersygehusene blev besparet fra 9 milliarder til 6 milliarder, stod deres ordfører og himlede over besparelserne, vel vidende, at de selv havde stemt for besparelser forskellige steder.

    Hvis der er en eller anden anledning til, at et fattigt menneske har klaget sin nød, på grund af kontanthjælpsloftet, så skal de nok også stå og himle over det, vel vidende, at de har stemt for forslaget til forringelse af deres kjernevælgeres livssituation.

    Mann sollt sich nicht verblüffen lassen. Verden er i hastig forvandling.

    Jeg har et forslag til blogskriver.
    Lad dine studerende lave en undersøgelse af, hvor ofte DF kommer i fjernsynet, dybt forarget
    over et lovforlag og hvor ofte de har stemt for det. Det folk husker er forargelsen. Vælgerne finder sjældent ud af at de har stemt for. Det gælder til dels andre partier, men det er ikke så påfaldende. Vi er blevet en fordummet befolkning.

    Svar
  15. Af Henrik Boye ovre fra nummer 16

    -

    Lige børn leger bedst – narrøv! Hvad med at tage fat om nællens rod – idiot.

    Svar
  16. Af Uffe Staulund

    -

    Hvad var der galt med min formiddags kommentar?

    Svar
  17. Af Benny B

    -

    Jeg kan med stolthed i stemmen sige, at jeg i over to år ikke fortsætteligt har åbnet politiken.

    Der er ingen grund til at læse en avis, som konstant og fortsætteligt af propaganda grunde er bagefter udviklingen.
    Som de andre på venstrefløjen tror man, at en imaginær virkelighed kan tales frem.
    De kalder det; i talesætte.

    Svar
  18. Af Runa A.G

    -

    Der er byttet om på rækkefølgen af indkomne blogs, de sidste står først. Det skal måske være sådan, som det står i Bibelen.

    Svar
  19. Af Anna Stafsetning

    -

    Organet for det højeste sludder, er det Politikens udsagn, eller denne sætning?
    “Men så meget desto mere må mand undre sig-og undre på om det i den mentale tvekamp er den ideologiske chefredaktør på den regeringsfjentlige avis, der har vundet over den kyndige historiker og erfarne embedsmand?”

    Jeg spørger bare, hvad betyder
    “undre sig-og undre på” og hvad er forskellen?

    Skal det forstås på samme måde, som dengang jeg fik en regning fra Bilia vedrørende min bil.

    Del af regningen var:
    Undervognsbehandling 5.000,- kr.
    Pavabehandling. 5.000,- kr.

    Jeg spurgte, er det ikke det samme?Hvortil mekanikere svarede, det er det samme. Jeg spørger hvorfor bliver den samme behandling skrevet to gange? Nu er der ikke nogle penge i din sag, men at undre på, det kan en så veluddannet mand ikke skrive. Man kunne have skrevet Man må undres over, om det er den.

    Du må undskylde min reaktion, sådan en højvelbåren mand, men jeg hader, at veluddannede mennesker, ser ud til at have glemt alla andre præpositioner end på. De har fået den såkaldte påsyge.

    Svar
  20. Af Niels Larsen

    -

    j = jo. Skidtet kan ikke følge med tastaturet. :-(

    Svar
  21. Af Niels Larsen

    -

    Du har nok ret, Lemche.

    Sådan går det j, når lærernes yndlingsfrase er: “Hva’ syn’s du sæl'”.:-(

    Svar
  22. Af Niels Peter Lemche

    -

    Niels Larsen, vent bare på næste retskrivningsreform! Det er som med Ægypten, der blev til Egypten. Jeg er bare på forkant.

    Svar
  23. Af Maria Due

    -

    :-)

    Svar
  24. Af Niels Larsen

    -

    Jamen Lenche…

    … så tillad mig uoplyste at gøre opmærksom på, at hyæne staver man altså ikke hyene.

    Du er nu oplyst på et – det må jo så være – lavere plan.

    Svar
  25. Af Jesper Lund

    -

    Mit indlæg hænger. Det er lettere at få indlagt kommentarer på Politiken.dk end på b.dk.

    Svar
  26. Af Niels Peter Lemche

    -

    Niels Larsen, nej, det gør jeg ikke. Jeg er simpelthen mere oplyst! Hvilket næsten er umuligt ikke at være i forhold til den flok af hyener, som du åbenbart omgås med.

    Axel Eriksen, så håber jeg, at du kan huske ‘Klasseværelset’, et TV-program for år tilbage, hvor salig (på grund af dette) totalt jævnede T. Seidenfaden med jorden. Seidenfaden nærmest grad, da han slap ud af skærsilden.

    Svar
  27. Af Maria Due

    -

    Tusind tak til Peter Kurrild-Klitgaard for et velargumenteret indlæg i en frastødende sag, hvor en modig minister fik en hadefuld, elendig behandling.

    Svar
  28. Af ole hansen

    -

    Lad os huske på at DR og pollertiken er to alen af samme dårlige stykke. Og på samme hammel som disse to trækker jo også godhedsindustriens forskellige “humanistiske” foretagender.

    Svar
  29. Af ole hansen

    -

    En fin afklædning af den radikale avis pollertiken som i årevis har lidt af storhedsvanvid. Men det som er typisk for radikale er jo netop deres hovmod og arrogance som sammen med deres manglende realitetssans og loyalitet overfor deres eget land, gør dem til ulidelige og upålidelige politiske partnere for danskerne. Bortset fra at man altid kan stole på at de radikales politik til enhver tid er så anti-dansk og altødelæggende som overhovedet muligt. Og nu er det jo kommet så vidt, at de radikale betonhoveder har skruet bundventilerne i Titanic-Danmark ud, så passagererne på de nederste dæk er begyndt at drukne, og hele skibet kan gå til bunds om kort tid.

    Svar
  30. Af Axel Eriksen

    -

    Jeg abonnerede på “Organet for den højere oplysning” i 15 år – – men da T. Seidenfaden kom til og Lidegaard har overtaget hans rolle – så er det kun blevet en venstreorienteret meningsavis! Uden interesse!

    Svar
  31. Af Niels Larsen

    -

    Lemche dog…

    … nu forveksler du igen dig selv med mere oplyste mennesker. :-(

    Svar
  32. Af Niels Peter Lemche

    -

    NIELS LARSEN, sådanne nogle som dig?

    Men Politiken havde Bo Bojesen og nu Als. Det kan undskylde ikke så lidt.

    Svar
  33. Af Finn Bjerrehave

    -

    Organet for sludder, men i modsætning til Berlingske, omtaler de den Konservative journalist Frode Kristoffersens bortgang 23-3-2016, og denne Frode som favnede hele verden, skulle altså ikke hædres i min Berlingske .
    Jeg græder. Finn Vig

    Svar
  34. Af P. Grønbek

    -

    “Organet for det højeste sludder”
    Hmmm- det er en ordentlig mundfuld og måske for stor mundfuld.
    Lidegård er jo kun et traditionelt vrøvlehoved og tilmed for en lang række af traditionelle vrøvlehoveder, både familiemæssigt og fagligt der alle til hobe i eget verdensbillede kun kan se deres egen fortræffelighed. Vi tager ganske enkelt aldrig fejl!
    Go’ påske.

    Svar
  35. Af Bjørn Sørensen

    -

    Pladderhumanisterne i Politikens hus er efterhånden havnet på sandkasseniveauet og uden for pædagogisk rækkevvidde.

    Så kolonihavesegmentet i den politiske debat som Politikens hus exellerer i, er efterhånden en pinlig affære.

    Svar
  36. Af Niels Larsen

    -

    En særdeles tiltrængt sætten-på-plads af den ulideligt hovne Bo Lidegaard.

    Hvad er det, der får radikale tosser til at være så ulideligt bedrevidende uden at være det?

    Svar

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info