Vilhelmsens vilde vision

Socialistisk Folkepartis formand, erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen, er kommet i problemer.  Ikke fordi hun som så mange andre politikere har sagt noget, hun ikke mente, men fordi hun sagde præcis, hvad hun mente.

Hun gav i et interview med Kjerteminde Avis og efterfølgende gentaget og uddybet i interview med både Ekstra Bladet og TV2 News udtryk for bl.a. disse for almindelige mennesker sikkert så opsigtsvækkende synspunkter

• Det er et problem, at virksomhederne tænker for meget på at ville skabe vækst, så de kan blive mere værd.  (“Hvis virksomhedsejeren for eksempel ikke har som mål, at hans virksomhed skal være i så stor vækst med det mål, at en kapitalfond skal få øje på den.”)
• Det skal virksomhederne lade være med og i stedet tænke på “fællesskabet”. (“Hvis vi alle så på fællesskabets interesser i stedet for den enkelte virksomheds eller den enkelte persons, ville meget være anderledes.”)
• Virksomhederne skaber iøvrigt ikke vækst nok, og det er, fordi de gerne vil af med den nuværende regering. (“De borgerlige partier og deres støtter i erhvervslivet har en interesse i, at det ikke skal lykkes for den røde regering.” og “Vores initiativer får ikke lov til at komme i gang, og derfor kalder jeg det, at det er pustet kunstigt op. [...] Jeg kan ikke sige andet end, at der tilsyneladende er en stor modbevægelse til, at det ikke skal lykkes for os at komme igennem med rigtig mange af de gode investeringer og initiativer, vi har lavet. [...] Det er et politisk spil, vi har gang i.”)

Overfladisk anskuet kan det i første omgang virke svært helt at finde ud af, hvad det præcis er, den lærer- og pædagoguddannede politiker har af tanker om erhvervspolitik og erhvervslivets virksomheder.  Disse skaber ikke vækst nok, men er ud fra profithensyn for optagede af at ville skabe netop vækst–men samtidigt er det iøvrigt partipolitiske hensyn, der driver virksomhedernes økonomiske dispositioner.  Stiller man som krav, at politikeres udsagn skal være meningsfulde, virker det umiddelbart som om, at man i Vilhelmsens tilfælde kunne komme på overarbejde, og torsdag kunne TV2′s Henrik Qvortrup da også citere en unavngiven ministerkollega for, at Vilhelmsen har fået “en offentlig hjerneblødning”.  Derfor har Vilhelmsen nu udsendt en “præcisering” af, hvad hun mener–hvilket, som en sammenligning viser, er stort set præcis det modsatte af, hvad hun adskillige gange gav udtryk for så sent som samme dag.  ”Mine udtalelser om årsagen til lav vækst og arbejdsløshed var desværre uklare”, siger hun nu.

Men en sådan tilgang–fortolkningen af det som “vrøvl”, en “fejl” og “uklarheder”, der kræver en “præcisering”–antyder, at Vilhelmsen skulle være kommet for skade at sige noget hun ikke mente, men det er der ingen grund til at tro.  Den slags forestillinger–at det er uacceptabelt, at virksomheder prøver at skabe vækst; at det er forkert, hvis de ikke gør det på den måde, som politikerne gerne have; at erhvervslivet konspirerer imod politikerne–er såmænd jævnt almindelig folklore på store dele af venstrefløjen og i højere kurs, desto længere ud man kommer.  Er man i tvivl, kan man såmænd blot læse, hvordan man på Modkraft.dk diskuterer kapitalisme og SF–eller debatsiderne og kommentarsporene på Politikens og Informations internetudgaver–hvor de trives i fuld flor.

Ja, de trives såmænd i de store dele af Socialistisk Folkeparti, der hverken er ministre eller folketingsmedlemmer, som man kunne se fornylig, da Vilhelmsens håndplukkede højre hånd og ny næstformand for partiet, Peter Westermann, forlangte “et opgør med kapitalismen”.  I et forslag til nyt principprogram, gravede Westermann dybt ned i den marxistiske klasseanalyse og retorik fra før Murens fald og talte om “fremmedgørelse”, “kapitalens” koncentration og faldende profitrate, “den besiddende klasse”, klassekamp og kapitalismens undergang:

“Miljømæssig, social og kulturel bæredygtighed kan ikke opnås uden et opgør med kapitalismen. Kapitalismens profitjagt tager ikke hensyn til naturgrundlaget. Kulturel forskellighed ensrettes af normalisering, og kommercialisering og manglen på selvbestemmelse over eget arbejde gør mennesker fremmede for sig selv og deres samfund. Borgere gøres til forbrugere. Uligheden vokser. I den kapitalistiske samfundsstruktur indebærer markedskræfterne en tendens til centralisering og monopolisering. Ejere af kapital er optaget af at få pengene til at yngle. Derfor bliver den økonomiske magt koncentreret i stadig færre og stadig større virksomheder. På denne måde er “fri konkurrence” en økonomisk ustabil og selvdestruktiv tilstand. [...] Vores samfund er præget af interessemodsætninger, der hovedsageligt knytter sig til menneskers forskellige position i forhold til produktionsstrukturen. Den besiddende klasse dominerer og udnytter de arbejdende klasser, og kapitalen samles i stadig færre hænder.”

Så Vilhelmsens udtalelser var egentlig ikke “uklarheder”, der behøvede en “præcisering”.  De var simpelthen hendes og partiets indre marxistiske ideologi, der fik lov til at boble op–fra “basis” til “overbygning”, så at sige.  Om det hele så var ment som lidt “rødt kød” til baglandet, eller bare som udtryk for dårlig realpolitisk dømmekraft, er svært at sige for en udenforstående, men at det er sådan, man tænker i dele af regeringspartiernes bagland, er næppe noget, man skal være overrasket over–hverken i erhvervslivet eller blandt journalister.  Det er såmænd afspejlinger af en velkendt ideologi.

Update: Ralf Pittelkow er heller ikke i tvivl om, at Vilhelmsen mente, hvad hun sagde (her og her).