Liberalisme, Lykkeberg og luftkasteller

Af Peter Kurrild-Klitgaard 58

Informations Rune Lykkeberg er en af landets mest velskrivende journalister og samtidigt en af de mest finurlige af slagsen, med mange farverige og “skæve” vinkler på både stort og småt.  Men dét er ingen garanti for, at resultatet altid er meningsfuldt.  Et godt eksempel er en klumme i denne årets sidste uge, hvor kæden hopper helt af i takt med, at Lykkebergs behov for at mene noget om alt muligt tager overhånd.

I “Undskyld, er De nyliberalist?”  pointerer Lykkeberg således først med en vis ret, at begrebet “nyliberalisme” er tæt på meningsløst.  Det dækker alt for meget, alt for bredt, og bruges primært at ikke-liberale som et skældsord:

“Vi har at gøre med en politisk ideologi, som både er uden fortalere og alternativer. [...] Det er for første klart, at nyliberalisme bruges så bredt, at begrebet bliver uden betydning. Nyliberalismen bruges som betegnelse for den økonomiske politik, som Verdensbanken og IMF førte over hele verden i lande, der blev tvunget til privatisering, liberalisering og nedbrydning af socialstaten på en måde, som også ødelagde retsstaten. Indimellem anvendes nyliberalisme som betegnelse for ideer udviklet af økonomer som Friedrich von Hayek og Ludwig von Mises i midten af det 20. århundrede, men ordet bruges også til at beskrive den økonomiske politik, som Ronald Reagan og Margaret Thatcher stod for i 1980’erne.

Der er en masse andre betydninger af nyliberalisme, som alle overlapper uden at dække hinanden. En dansk statsminister vil selvfølgelig ikke påberåbe sig samme projekt som Ronald Reagan, og en dansk socialdemokrat vil ikke skrive sig ind i samme historie som Margaret Thatcher. [...] Det er for det andet klart, at nyliberalisme er noget, man siger om de andre. Det er en kritisk betegnelse. Hvis man hører en intellektuel eller en forsker bruge betegnelsen ’nyliberalistisk’, kan man roligt regne med, at vedkommende er venstreorienterede. Hvis Lars Løkke Rasmussen kaldte sit store projekt for ’nyliberalistisk’, ville det svare lidt til at kalde sig selv for et kapitalistsvin.”

Men samtidigt med således at demonstrere, at begrebet “nyliberalisme” reelt er meningsløst, siger Lykkeberg så (uden at definere begrebet), at “nyliberalismen” i virkeligheden er en ideologi, der har domineret den politiske udvikling de sidste fire årtier og gør det endnu:

“For få år siden hed det sig, at socialdemokratismen havde sin storhedstid fra 1945 til 1975, mens nyliberalismen havde tre årtier fra slutningen af 1970’erne til 2008. Socialdemokratismen gik ned med olie- og beskæftigelseskrisen i 70’erne, mens nyliberalismen skulle være gået ned med finanskrisen i 2008. Sådan gik det ikke.

Som politisk tænkning og kultur er nyliberalismen ualmindeligt dominerende, men den er ikke båret af stærke ideer eller tænkere. Vi hører ikke Lars Løkke Rasmussen holde hyldesttaler til nyliberalismen, og statsminister Helle Thorning-Schmidt skriver ikke nyliberalist om sig selv på sin hjemmeside. De taler ikke om nyliberalismen, de styrer bare nyliberalistisk.”

“Nyliberalismen” er altså meningsløst som begreb–og samtidigt en brugbar betegnelse for den altdominerende ideologi og kultur i nutiden.  Aha.  Hvis De, kære læser, er lidt forvirret, er De ikke den eneste.

Men det bliver endnu værre for Lykkeberg & co., når–og hvis–man bevæger sig udenfor Informations trygge redaktionslokaler og konfronteres med virkeligheden.

For hvis liberalisme skal betyde noget må det først og sidst være en fokusering på menneskers frihed, en fri markedsøkonomi og en tilsvarende beskeden og begrænset statsmagt.  Men faktum er, at statsstyringen i de fleste vestlige lande næppe nogensinde har været større og friheden mindre end i disse år.  Som den navnkundige Milton Friedman (1912-2006)–liberalisme-kritikernes bête noire, om nogen–sagde så berømt i kølvandet på Murens fald i 1989, så er socialismen nok død som ideologi, men den lever i bedste velgående som praksis: Skatter og afgifter stiger konstant, og reguleringen af stort set alt mellem himmel og jord vokser år for år.

Det gælder sågar globalt, hvor man–selv når man medtager de eks-kommunistiske landes reformer de seneste årtier–ender på et slutresultat, at kapitalismen og de globale markedskræfter langt fra er “utæmmede”.  At hævde at vi skulle befinde os i en verden af “laissez-faire” er simpelthen, empirisk set, nonsens.  Snarere er der tale om udstrakte blandingsøkonomier, der mixer privatkapitalistisk produktion og forbrug med intensiv regulering og stigende omfordeling.

Anderledes ser det ikke ud herhjemme, hvor–som andre har påpeget–antallet af reguleringer er stigende: Fra 1840 til 1981 producerede danske lovgivere ialt cirka 9.000 love, men siden da er der kommet mere end 65.000 nye til og vokser nu–omregnet til A4 sider–med cirka seks kilometer ekstra om året.  Siden 1970erne–hvor Mogens Glistrup indledte sit opgør med skattesystemet og skatteplyndringen, er skattetrykket–målt som skatter og afgifters andel af bruttonationaproduktet–øget med cirka 10 procentpoint, fra ca. 40 pct. til godt 50 pct.  Opgjort som faktiske udgifter, er den offentlige sektor imidlertid øget mange gange mere, og det samme er den målt som antallet af danskere, der har deres primære indtægt fra de offentlige kasser.

Tendensen er ikke ændret de seneste år.  Om VK-regeringerne 2001-11 kan man med god ret sige, at de i både retorik og praksis stod for det stik modsatte af utæmmet liberalisme.  Tingene har i så henseende ikke ændret sig efter regeringsskiftet, hvor navnligt det parlamentarisk afgørende regeringsparti, De Radikale, har vist sig som dansk politiks måske mest frihedsfjendske parti.

***

Men hvorfor er det så, at man på venstrefløjen skaber og ihærdigt dyrker så mange luftkasteller og myter om, at de seneste årtier har budt på en omfattende trængen tilbage af statsmagten, og at det er “nyliberalismen” (hvad den så end er), der er den dominerende ideologi? Der er to oplagte muligheder.

Den ene er strategisk: At det er rart at have en stor og mægtig fjende–især hvis denne i virkeligheden kun er det på papir, men i praksis kan bruges til at mobilisere tilhængerne af en fortsat ekspansion af statslig styring.  Som Lykkeberg selv slutter af: “Principielt er kritikken af nyliberalismen sådan set også allestedsnærværende; den savner bare en politisk samling.” Forestillingen om “nyliberalismens sejr” kan bruges til noget.

Den anden er psykologisk og kan vel nærmest tilskrives en slags ideologisk “depression”: Den marxistiske arv hviler tungt på alle, der er rundet ideologisk af venstrefløjen, og måske især på dem der voksede op i kølvandet på 1968.  Marxismen baserer sig som bekendt på “den historiske materialisme” og læren om, at udviklingen uvilkårligt vil gå i retning af det kommunistiske samfund: Kapitalismen har iboende modsætninger, der vil medføre stadigt større kriser og forarmelse af stadigt flere mennesker og til sidst resultere i en revolution, der skaber “proletariatets diktatur” og det nye, klasseløse samfund.  Det kan ikke være anderledes.  Problemet med dét er jo blot det åbenlyse, at sådan er det slet ikke gået: Arbejderne har bevæget sig til højre i det politiske spektrum, og folks levestandard har generelt været stigende.  Folk, der oplevede 1968, “studenteroprør” og marxisternes angreb på alt bestående, må have troet, at de stod lige på tærsklen til “Det Nye Samfund”.  Virkeligheden viste sig bare ganske resistent, hvilket må have været et stort chok.

Har man vænnet sig til at have en kraftig vind i ryggen, kan vindstille opleves som noget nær modvind.

58 kommentarer RSS

  1. Af Tager Rune Lykkeberg fis på Politikens læsere? | Magt og Marked

    -

    [...] menneske–både sjov og belæst.  Selv når han tager fejl–og det sidste gør han indimellem, når han forsøger at være netop sjov og belæst, hvilket da også er en krævende opgave i en [...]

    Svar
  2. Af P Christensen

    -

    I praksis findes hos mennesket vel næppe ret mange andre ideologier end primal opportunisme.

    Man er helst fri for andres indblanding (liberalisme) når det går godt hos een selv, men ser gerne økonomisk bistand fra andre (socialisme), når det går skidt Det er blot endnu en gang understreget af nærværende krise.

    Svar
  3. Af søren sørensen

    -

    Alle i under primære rente og hus spekulere …få dog en mentalitet og et liv uden for mursten! De er ikke jeres luft eller sjæl. I fremtiden kommer xylon beboerne snart ned og læser dem. De griner simpelthen sig selv ihjel over sådan en dum masse! Jeg har faktisk læst dem alle, den ene mere ligegyldig end den anden…Hus og rente spekulation leder kun til nød og armod og borgerliges top 20% riquesse. Gud herrebevares….Forresten ligesom aktie-spekulation, skatte spekulation og alle mulige fiktive LÅNEOPTAG!…Ja nu lærer i jo noget!

    Svar
  4. Af t. petersen

    -

    @Martin Nielsen

    Du vrøvler. Subprimekrisen har ikke meget at gøre med at der blev stillet rigeligt med likviditet til rådighed. Subprimekrisen skyldtes at de privatejede, deregulerede banker lånte disse midler ud til priser (dvs. renter) hvor der ikke var dækning for den risiko de reelt påtog sig. Det var bankernes egen fejl og ingen andens.

    At den rigelige likviditet tvang bankerne til at beregne deres risiko forkert er noget neoliberalt vrøvl. Der var ingen tvang. Bankerne havde fuld frihed til selv at fastsætte deres udlånsrente, og dermed sikre sig at rentemarginalen var stor nok til både at kunne rumme risiko og profit.

    Ulykken var altså at bankerne ikke kunne regne, og at de anvendte de samme beregninger når de konstruerede de SIV’s, der eksporterede ulykkerne til resten af verden.

    Sagt på en anden måde, så havde de amerikanske banker i deres grådighed og idioti konstrueret et produkt, der var livsfarligt for dem selv og verdensøkonomien. Derfor er det vigtigt at sektoren idag genreguleres og dens adgang til at sætte nye produkter på markedet underlægges forhåndsgodkendelse og kontrol.

    Sådan en forhåndsgodkendelse og kontrol har vi haft i generationer af medicinalindustrien, hvis produkter kan have mindst lige så store skadevirkninger på klodens befolkning som banksektorens. Der er derfor intet holdbart argument for at undlade at genregulere sektoren, eller i det mindste at stille så barske kapitalkrav til den, at de er solid nok til at kunne håndtere situationen selv når den regner galt.

    Svar
  5. Af Karin Bennedsen

    -

    @Martin Nielsen

    Vi er vist nået til spørgsmålet om, hvad der kom først: Hønen eller ægget.

    Jeg tror ikke vi kommer hinanden nærmere.

    Svar
  6. Af Martin Nielsen

    -

    “Nu var det ikke min intention at give karakter eller uddele ansvar til de forskellige finansielle parter på det amerikanske marked, men alene at påvise, at det var det uregulerede marked, der var årsag til, at man overhovedet kunne misbruge en låneordning i stor stil”

    Du fejlede, for uden stat og centralbanker var det ikke sket. Uden centralbank ingen overdreven adgang til likviditet, uden centralbank intet boom i boligsektoren, uden staten ingen subprime lån.

    Svar
  7. Af j nielsen

    -

    @M Nielsen

    “OK, jeg var lidt hurtig med mit svar, da du efterfølgende er med på at det er regulering. Jeg ved så ikke hvad du troede at subprime var.”

    Jeg troede at subprime lån var frivilligt for långiver. Det fremgår af dit indlæg 31/12 15:08, at den amerikanske stat tvinger långiver til at yde disse lån. Det var nyt for mig. Og når det er tilfældet, så er jeg enig i at det ikke kan ses som en liberalisering.

    Svar
  8. Af Karin Bennedsen

    -

    @Martin Nielsen

    Nu var det ikke min intention at give karakter eller uddele ansvar til de forskellige finansielle parter på det amerikanske marked, men alene at påvise, at det var det uregulerede marked, der var årsag til, at man overhovedet kunne misbruge en låneordning i stor stil, der i sit udgangspunkt var god nok, nemlig ved at lempe lånemulighederne i en kortere overgangsperiode, mens økonomien, især den samfundsmæssige, var stram.

    Vi har oplevet en lignende handel med lånebeviser her i Danmark, nemlig da man i 80′erne havde en omfattende handel med højtforrentede pantebreve, hvilket i parentes bemærket var een af grundene til, at Varde Bank gik konkurs.

    Den slags spekulationshandler, er ikke baseret på god bankskik, hvor man forsøger at minimere udlånsrisikoen ved en grundig undersøgelse af låntagernes kreditværdighed, men udelukkende at satse på den maksimale gevinst ved at løbe en kalkuleret risiko.

    I hvor høj grad ratingsselskaberne tager højde for sådanne spekulative finansielle transaktioner, når de vurderer en bank eller investeringsselskab, ved jeg ikke, men man skal være ualmindelig naiv, hvis man tror, at alt er grundig efterprøvet før man giver et AAA.

    Svar

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info