Republikansk selvransagelse

Af Peter Kurrild-Klitgaard 50

“Jeg kan ikke tro på, at jeg taber til den fyr!”

Sådan lød det i en nu klassisk amerikansk TV-sketch fra underholdningsprogrammet Saturday Night Live i 1988, hvor komikeren Jon Lovitz spillede Demokraten Michael Dukakis, der det år tabte præsidentvalget til en famlende, vrøvlende og usammenhængende George H.W. Bush.

Man kan næppe fremstille det amerikanske præsidentvalg 24 år senere på samme vis, men alligevel må mange Republikanere i dag sikkert stille sig selv det samme spørgsmål: Hvordan kunne vi tabe til Obama?  Og ikke blot ikke få valgt vores mand, men tillige tabe pladser i senatet, når alt indtil fornylig tegnede på det stik modsatte?

Præsident Obama var–og er–en af de mest upopulære siddende præsidenter i nyere tid, og målt på de såkaldte “approval ratings”, ligger han faktisk kun på niveau med eller under George W. Bush i 2004.  Den økonomiske udvikling, der traditionelt spiller en tung rolle i amerikanske præsidentvalg, har hængt som en møllesten om Obamas hals.  Hans sundhedsreform er fortsat stærkt upopulær–og så meget så, at den og hans økonomiske politik for blot to år siden gav Republikanerne en af deres største sejre ved kongresvalg i et århundrede.  Var valget blevet holdt i 2011, havde Obama givetvis tabt klart.

Læg dertil, at Romney og Republikanerne på det organisatoriske plan kørte en god kampagne–med hensyn til fund-raising, mobilisering af kernevælgere, o.s.v.  På stort set alle punkter var det en mere velsmurt maskine end McCains i 2008 (hvilket i sandhed heller ikke var svært).  Samtidigt lavede man på de fleste politiske fronter ret få og små fejl.

“Så hvordan kunne vi tabe?”, må de spørge sig.

Det lette svar er at pege på, at magten ved magten er stærk: Siddende præsidenter taber meget sjældent, når deres parti kun har haft en periode.  Jimmy Carter i 1980 er det eneste eksempel i et århundrede.  Et andet let svar er, at Demokraterne bare var bedre til “the ground game”–altså at få mobiliseret deres kernevælgere og satse målrettet og professionelt på at vinde “svingstaterne”.  For kontrollen med senatet var en bidragende faktor, at Republikanske primærvalg igen–som i 2010–indirekte førte til tab, fordi man fik opstillet nogle ret uprøvede kandidater.

Men i sidste ende handler det jo om politik og ideologi.  Hvor Republikanernes opgør med Obamas politikker gav dem sejren ved midtvejsvalget i 2010, har de bare ikke “det rette produkt på hylderne” til at overbevise et klart flertal om deres politik.  I et stadigt mere pluralistisk og multi-etnisk USA, som samtidigt bliver mere liberalt på sociale og kulturelle områder, er der simpelthen en aura af fortid over Republikanerne.  Partiet, der for få år siden kunne vinde et flertal af de unge vælgere, er efterhånden håbløst bagud der.  Det samme er man blandt de kraftigst voksende minoritetsgrupper–mest vigtigt de latin-amerikanske vælgere.

Et sådant demografisk handicap er i sagens natur ikke en naturlov.  Men med mindre Republikanerne får tilpasset deres politik til én, der fremstår mindre kulturelt konservativ, kan de næppe gøre sig forhåbningerne om at vinde.  Tilsyneladende ikke engang imod en upopulær siddende præsident.  Det har hele udviklingen med hensyn lovgivning om homoseksuelle ægteskaber vist til overflod: Det er en “værdipolitisk” sag, der ikke vinder partiet nye vælgere men nok snarere koster dem nogle.

Men deri ligger så også Republikanernes problem: For gør de det–rykker de mod midten på sociale og kulturelle spørgsmål–får de sværere ved at mobilisere den del af deres bagland, der som regel kaldes “det kristne højre”, og som udgør 40-50 pct. af Republikanernes vælgergrundlag, og så får de også sværere ved at vinde.  Dilemmaet kan måske bedst eksemplificeres med indvandringspolitikken: Står Republikanerne på en meget restriktiv en af slagsen, får de sværere ved at vinde hastigt voksende vælgergrupper–men bevæger de sig i retning af mere åbne grænser, vil de på kort sigt få mange flere vælgere, der stemmer Demokratisk, imod sig.

Republikanerne står derfor overfor et valg mellem pest eller kolera, altimens de skal sejle mellem Skylla og Charybdis.  Får de ikke fundet ud af, hvordan de vil håndtere det, vil de få rig lejlighed til at spørge igen: “Hvordan kan jeg tabe til sådan én?”

50 kommentarer RSS

  1. Af hr j christensen

    -

    Hvor længe skal der gå før republikanerne indser at de nødvendigvis må stille en protestant op til præsidentvalget?

    Svar
  2. Af Kurt Dejgaard

    -

    Jens Praestgaard (9. november kl. 14:57)

    Enig.

    Svar
  3. Af Søren Revser

    -

    Jeg tvivler ærlig talt på, at Einsteing ville komme tilbage til det her ragnarok, selv om han havde muligheden.

    Svar
  4. Af soren Majgaard

    -

    Hvis Einstein havde haft samme evner til at vende tilbage som Jesus, ville han antagelig forny hans aforisme, at : There are three Forces that rule the world : Stupidity, fear and greed og tilføjet foodstamps. Men Romney og Ryan må have haft en fornemmelse af det, fordi de uddelte hjælpepakker til Sandy-ofre på skrømt og gjorde rent i et rent køkken, altså Iflg danske aviser. Hvis Obama var kynisk skjulte han det i alt fald bedre, og dermed vandt han over guvernør Romney, som man næppe kan betegne som ‘Folkets mand’. Valget var stort set intet andet end et klassisk falsk Halloween nummer. Glem heller ikke dette Einstein quote : You can never solve the problem with the same kind of thinking that created the problem in the first place. I min optik, så er verden derfor på spanden. Ikke blot USA.

    Svar
  5. Af Jens Praestgaard

    -

    Tak til PKK for et sobert og vidende indlaeg. De fleste her paa bloggen kunne laere noget nyt, men som man kan se paa reaktionerne, saa ved danskere i Danmark jo i forvejen alt om USA.

    PKK skriver bl.a.: “… er der simpelthen en aura af fortid over Republikanerne. Partiet, der for få år siden kunne vinde et flertal af de unge vælgere, er efterhånden håbløst bagud der. Det samme er man blandt de kraftigst voksende minoritetsgrupper–mest vigtigt de latin-amerikanske vælgere…”

    Men er det nu hele sandheden? De fleste latinamerikanske indvandrere er kulturelt konservative, overvejende katolikker. De har ikke meget til overs for “same sex marriage”. Derudover lever “The American Dream” jo i bedste velgaaende blandt indvandrere. De kommer til USA for at arbejde haardt og maaske blive rige.

    Demokraterne er de forurettedes koalition. De har ikke har meget andet til faelles, end at de foeler sig som “ofre” for systemet. I det lange loeb holder den koalition ikke. En indvandrer fra Mexico eller Korea foeler sig ikke som et “offer”, hun kommer for at arbejde haardt og forventer ikke et handout fra staten. En oplagt republikaner.

    Svar
  6. Af Steen K Thomsen

    -

    Interessant måde at analysere valget i USA på…
    Ikke at den er synderligt godt set, for jeg mener faktisk den overser det republikanske problem.

    USA lever med mange partier – de fleste har bare ikke en chance på den nationale bane. Det må være den erkendelse der gør, at USA stadigt har et samlet republikansk parti.

    Fløjene hos Demokraterne er til at overse og her bliver det graden af omfordeling der kan diskuteres. Ryger man “langt nok over” bliver man Republikaner… MEN:

    Republikanerne har to væsentlige fløje:
    De meget liberale der ønsker høj personlig frihed og “ingen” statsintervention (politisk fløj)

    De meget kristne (Tea- Party), der kan være mere socialistiske i deres politiske holdninger, men til gengæld er uforsonligt rabiate i deres religiøse holdninger.

    Dene ene fløjs uforsonlige totalitarisme (anti abort uanset hvad – anti homoseksualitet uanset hvad – anti multilateralisme uanset hvad) er så sekterisk, at mange enten ikke stemmer eller skifter til Demokraterne. At Demokraterne ikke får flere stemer med Obama skyldes sikkert han ikke er hvid.

    Republikanerne har altså to partier i et, og med mindre de opspliter sig i to partier eller får lukket ned for den kristne fløj, så vil Hillary Clinton allerede nu kunne varme op til at blive USA’s første kvindelige præsident.

    Svar
  7. Af J Lorentsen

    -

    “Politik handler om følelser” citat Søren Espersen.

    Sande ord. Måske kan amerikanerne bare bedre lide Obamas facon, menneskelighed og baggrund end Romneys ditto? Noget kunne i hvert fald tyde på, at “den mest upopulære” præsident har flere venner end blogskribenten. 61,17 millioner venner efter seneste optælling.

    Måske er politik andet end arbejdsløshedstal og økonomi?

    Svar
  8. Af Johan Mogensen

    -

    Mon dieu! Jeg anbefaler, at man blot læser fredsommelige blog, og lader kommentarerne være denne gang. Bundniveauet er usædvanligt lavt

    Svar
  9. Af Preben Brandenhoff

    -

    Det synes som om PK-K får sine oplysninger fra disinformationskanalen FOX News. Kan anbefale P.K-K og alle andre at læse Poul Høi’s blog, hvor man kan se 2 ganske informative klip fra The Daily News, der på humoristisk(men dødelig alvorlig) vis forklarer hvorfor republikanernes kandidat var fuldstændig ude af trit med det land han troede han skulle være præsident for.

    Svar
  10. Af hr j christensen

    -

    Ja det er mærkeligt som en så vigtig handling, som valg af mennesker som skal repræsentere os politisk, i vore dages afgøres på tilfældige stitistiske fænomener. Tag feks. florida hvor størstedelen udgør bøsser, siger de i hvert fald.

    Det har jo ikke rigtigt noget med politiske valg at gøre. Udviklingen er løbet fra et system som kan være godt nok til hvide mennesker. Men er helt ubrugeligt til farvede kulturer, hvor der gælder helt andre normer og kulturer.

    Kulturer som er ret så primitivt razistiske over for den vestlige og hvide verden. Tænk at president obama tillader sig at sige at de(de farvede) vil havde hævn igennem valg af præsident. Hvad har de egentligt at hævne. At de har fået hjælp af den hvide amerikanske befolkning, selv om de har overtrådt loven og kommet illegalt ind i landet. At efterkommerne af slaverne klarer sig særdeles godt i amerika.

    Hvad er så takken. Hævn og had. Mærkelige måder at optræde som er helt uciviliseret i følge vestlige normer. Hulla hopsasa, gud hvor jeg hader deres dingledans på gaderne. Og narkoen flyder over alt i amerika.

    Sæt valgretsalderen op til 40 – 50 år så de når at blive bare lidt voksne.

    Svar
  11. Af Elly Sørensen

    -

    “Præsident Obama var–og er–en af de mest upopulære siddende præsidenter i nyere tid, og målt på de såkaldte “approval ratings”, ligger han faktisk kun på niveau med eller under George W. Bush i 2004.”
    For mig er det uforståeligt, at så mange amerikanere har genvalgt denne mand. Mange amerikanere ved ikke ret meget om politik hverken indenlands eller udenlands, når det kommer til stykket. De ved dog noget om den stat, de bor i. Og det er så det for mange. Nogle amerikanere følger Obama og ved, hvad der foregår, og det er ubegribeligt, at Ambassadør Stevens og andre myrdet i Benghazi og den skiftende information, der kom fra Det hvide Hus har spillet så lille om ingen rolle for dem, der ønskede Obama genvalgt. Jeg har netop få følgende ind:
    Special Operations Speaks DEMANDS
    an Investigation to Uncover Potential
    High Crimes and Misdemeanors in Benghazigate

    Dear Fellow Americans:
    Following Obama’s victory on Election Day, Special Operations Speaks PAC is doubling our efforts to get to the truth behinf Benghazigate with a petition demanding an independent investigation into Barack Obama’s administration and its actions that may constitute High Crimes and Misdemeanors by the President.

    “It remains uncertain if the tragedy in Benghazi was caused or compounded by Obama’s reckless inaction, gross negligence, or incompetent leadership,” said Joe Stringham, BG, USA (Ret), Special Forces/Ranger and Chairman of Special Operations Speaks PAC. “What is clear is that the deaths of Ambassador Stevens, Sean Smith, and former Navy SEALs Tyrone Woods and Glen Doherty are on Obama’s bloody hands,” said Chairman Stringham.

    More on http://specialoperationsspeaks.com/

    Svar
  12. Af P. Poulsen

    -

    “Var valget blevet holdt i 2011, havde Obama givetvis tabt klart.”

    jaja, og hvis en præsidentperiode havde været 40 år i stedet for 4, ville Obama GIVETVIS tabe i 2035.

    Resten af artiklen har jeg ikke læst, da min fingerspitzgefühl sagde mig, at det var spild af tid. :-D

    Svar
  13. Af John Henriksen

    -

    Kære Kurild-Klitgaard,

    ingen tvivl om, at politiske partier, der peger på et personligt ansvar, har det svært.
    ‘Der må ikke stjæles’ er langt lettere at håndtere for vælgere end ‘DU må ikke stjæle’.
    ‘DU må gøre en indsats’ er langt sværere at sælge end ‘hvis du stemmer på os, skal vi nok sørge for, at DU får alt hvad der tilkommer dig, og at DE kommer til at betale.’

    Hvad angår det sproglige, kunne De godt skrue lidt op den indre kritiker. Banale slagfejl som ‘sog selv’ i andet afsnit pynter ikke på facaden.
    ‘at tegne på det modsatte’ i samme afsnit er en mystisk hybrid, der er blandet sammen af tyde på eller tegne til.

    Næstsidste afsnit slutter ikke.

    De bør sørge for mellemrum mellem tankestreg og tekst, fordi læseren jo ellers konstant skal undersøge, OM det er en tankestreg.

    Svar
  14. Af Dennis Jensen

    -

    Nå ja glemte at skrive at Klitgaard flyver som en høg over denne side ;-) *griner*

    Svar
  15. Af Dennis Jensen

    -

    Obama er hos mange vælgere stadigvæk et billede på opgøret med det hvide Amerika! Et billede på bl.a. en slags forsoning for fortiden.
    Mitt´s egen analyse er jo nok desværre korrekt! Der er så mange der er afhængig af goverment-help at de nok ser bedre økonomi i Obama end Mitt! Så den overordnede analyse er at det amerikanske folk har tisset i bukserne for forsoning, hævn etc. og for at holde varmen lidt endnu.

    Svar
  16. Af hr j christensen

    -

    Jeg tror/fornemmer at der var mange som håbede republikanerne vandt valget om USA.

    Men hvad stiller man op mod så brutal et valgmaskineri som obamas?

    Det bliver jo tydeligere og tydeligere at den danske venstrefløj er på vej til at blive lige så brutale.

    Det er kun glædeligt at republikanerne stadig står for den bedste opførsel. Det er mindre glædeligt at de hele tiden stiller religiøse kandidater af typen katolske og mormoner op. Et hvert burhønse æg kan jo se at de aldrig vil kunne vinde over en protestantisk præsident kandidat.

    Svar
  17. Af Jon de Linde

    -

    Republikanerne har bestemt problemer.

    “Flip flopperne” (eller de mere kompromissøgende alt efter hvem man er) som romney tilhører har fået et slag over tuden. De mangler folk ala Allen West som er minoritetsrepræsentanter (og i øvrigt på god fod med Teaparty delen). De kompromissøgende vil nu i hvert fald på kort sigt få et slag over tuden og der vil næppe blive en åbenbar moderat amerikansk republikansk præsidentkandidat på kort sigt.

    Men… når det er sagt så får Obama det ret svært. Han har kørt en kampagne på Romney som et “rigt svin”. Problemet er at han nu skal bruge de “rige svin” til at sætte gang i økonomien. Han kan ikke gøre det selv. Han har brug for folk som Wynn, Trumph og Otellenni, folk som han har gjort sig stærkt upopulær hos. Han ønsker at sætte skatten op for dem, hvilket vil blive en ret hård kamel at sælge i kongressen. Han har USA’s historiske store underskud og alvorligt mange seriøse og velrenommerede økonomer imodsig i hans politik. Han har ikke fået bugt med de financielle strukturelle problemer endnu… nogen mener endda han knapt har taget fat på dem.

    Derudover ligger der store internationale udfordringer. Han vil næsten uden tvivl presse Israel og bibi…. problemet er at han allerede har presset Israel nok i følge mange israelere på den højrefløj som næsten givetvis vil sidde på magten næste gang ligeså. Hvis han presser for voldsomt vil han ikke opnå andet resultat end at republikanerne hjemme kan få ret i deres dommedagsprofetier og at Israel distancerer sig (specielt hvis Iran får atomvåben i løbet af de næste 4 år). Og Selv om Obama fik et flertal af de jødiske stemmer droppede andelen alligvel med 8% i dette valg.

    Og får Iran atomvåben har Obama valget mellem at bombe, at lade Israel bombe eller at gøre nul og niks. Ingen af de valg er specielt underholdende.

    Vælger han at bombe er han ikke den “fredspræsident” som alle håbede han ville være og olieprisen vil ryge i vejret. Det har han ikke brug for med den amerikanske økonomi.

    Vælger han at lade Israel bombe har han ladt sin nærmeste allierede i mellemøsten “i stikken” hvilket kan hævne sig både internationalt og nationalt til næste valg og oliepriserne vil stadig stige.

    Vælger han at gøre nul og en hat, har han de facto givet startskuddet på et atomvåbenkapløb i verdens olielunge hvilket på længere sigt kan have uoverskuelige konsekvenser. Og så stiger oliepriserne i øvrigt også.

    Han kan ikke vinde.

    Derudover har han problemer med de nye demokratier (egypten mf) som har valgt en islamistisk vej og han for svært ved at argumentere for økonomisk støtte hvis landene er mere eller mindre åbenlyst antagonistiske mod USA og/eller Israel. Så har vi syrien som også har potentiale til at blive et problem.

    Han har allerede vist sig som værende en “svag/svingende” udenrigspolitisk faktor i forhold til Rusland (opgivelsen af missilforsvaret b.la) og har et forbrug af lejesoldater / private militær kompanier og droner der overgår hvad de foregående præsidenter har brugt… i følge nogen kilder tilsammen. Det vil næppe blive mindre.

    Når han trækker sig ud af Afghanistan vil der næppe gå lang tid før landet bliver opløst i mere eller mindre åbenlyse magtkampe. De første tegn har allerede vist sig. Og Irak… ja… sekterisk vold er der jo rigeligt af der.

    Selv om han vil forsøge at spinne ovenstående til at han har “vundet” og gjort “det korrekte” vil det næppe kræve en west point strateg at læse avisen og modbevise det. Igen skal han håbe på at Afghanistan ikke går op i sekterisk vold eller værre, en taliban magtovertagelse (igen).

    Derudover vil han givetvis kræve at Europa bærer sin del af festen vil alle mulige interventioner som kunne tænkes at dukke op. Han vil givetvis også trække flere styrker hjem og lade de europæiske NATO partnere trække en større del af læsset. Det er der ikke ret mange, hvis nogen, Europæiske lande der er glade for prospektet af.

    Obama har mangt og meget han skal indfri på fire år. Og fejler han bare i en brøkdel af dem vil Republikanerne kunne pege fingre med en ret stor grad af empirisk bevis. Han skal som minimum have rettet op på økonomien… og der skal ikke mange storme til før at events som “Sandy” går fra at være en “velsignelse” som en politiker udtalte i dag, til at være en decideret forbandelse.

    Svar
  18. Af Niels O

    -

    Mon Obama vandt på grund af Sandy?

    Svar
  19. Af Peter Kurrild-Klitgaard

    -

    @Jan Grønlund:
    CNN’s Poll of Polls er blot en af mange forskellige måder at lave gennemsnit af meningsmålinger på. Det formodentlig mest brugte af disse er det fra Real Clear Politics, hvor Romney førte (snævert) det meste af oktober. I mit eget, der kun anvender data fra daglige “trackling polls” og vægter disse efter antal respondenter, førte Romney kortvarigt i august og igen det meste af oktober lige frem til tre dage før valget. (http://kurrild-klitgaard.blogspot.dk/2012/11/comparison-of-us-election-results-polls.html)
    Men hvorom alting er, så tænkte jeg på *omstændighederne*: Givet hvordan amerikansk samfundsøkoniomi har det, og hvor lave Obamas “approval ratings” er, var det faktisk lidt overraskende. Det skulle gerne fremgå af blogposten.

    Svar
  20. Af Kurt Dejgaard

    -

    @ B. Nielsen (19:23)

    Det var præsidentvalget jeg talte om.
    Og her, kunne en republikansk vicepræsidentkandidat fra Wisconsin ikke trække stikket hjem for sin præsidentkandidat, i sin hjemstat.
    (Valget endte 53/46, i Obama’s favør)

    Svar
  21. Af B Nielsen

    -

    @ Kurt Dejgaard.

    Blot for fuldstændighedens skyld, så viser det endelige valgresultat altså, at Paul Ryan genvandt sit sæde i staten Wisconsins med 55 % mod den demokratiske kandidats 43 %.

    Svar
  22. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Det overraskede mig umiddelbart lidt, at mormonen Mitt Romney nævnte en episk saga af L. Ron Hubbard, der stiftede Scientology, da han i 2007 blev spurgt om hvilke bøger, han holdt mest af.

    Uddrag fra Wikipedias artikel om L. Ron Hubbards episke saga Battlefield Earth:

    “In a 2007 Fox News interview, current US presidential candidate and former Massachusetts governor Mitt Romney pointed to the book as his favorite novel.”

    Svar
  23. Af Jan Grønlund

    -

    Romney var aldrig tæt på at blive præsident. Det vil have været en sensation, hvis Obama havde tabt. Under hele valgkampen førte Obama. Der findes nogle få meningsmålinger fra specielt Gallup, som viser at Romney førte. Det er naivt at tro, at Romney lå til sejr.

    Se: edition.cnn.com/POLITICS/pollingcenter/index.html#2012-presidential-race

    Se under CNN poll of polls

    Derfor er det mindre smart skrevet af skribenten, at det var overraskende, at Romney kunne tabe til Obama.

    Svar
  24. Af Peter Kurrild-Klitgaard

    -

    @Ole Larsen: Læs dog hvad jeg skriver …Bush efterfulgte Reagan, Ford Nixon og Taft Roosevelt–alle partifæller–og sidstnævnte for mere end et århundrede siden.

    Det mest pinlige er at kloge sig om andres angivelige fejl, når man åbenbart hverken kan læse, regne eller tænke.

    Svar
  25. Af Ole Larsen

    -

    Er den mand professor? Med en blog så fuld af fejl?
    Udover Bush snior tabte også Taft i 1912 og Ford i 1976! Pinligt.

    Svar
  26. Af Kurt Dejgaard

    -

    @ Peter Kurrild-Klitgaard

    En glimrende analyse som skærer ind til benet.
    Tak for den. Jeg er helt enig.

    Vinket med en vognstang kom tidligt i optællingen, da det viste sig at den republikanske vicepræsidentkandidat ikke vandt sin egen stat.

    Det er korrekt at republikanerne skal passe på med at distancere sig så meget fra de religiøse konservative at det taber dem (de render ingen steder, partimæssigt, men kunne finde på ikke at stemme).
    Men republikanerne kan ikke vinde på Tea Party-politik. De taber for mange på midten. -Selv mod en relativt upopulær Obama.

    Svar
  27. Af Christian Stolt

    -

    Tak for en meget interessant blog! Spørgsmålet “Hvordan kan JEG tabe til sådan én?!” kan dog måske besvares ved at finde ud af, hvem jeg i virkeligheden er. Ingen tvivl om, at Obama skiller vandene – men det er måske også nødvendigt i en politisk virkelighed, hvor evnen til at mobilisere og begejstre græsrødderne tilsyneladende er det, der afgør valgene. Mitt Romney er derimod den ultimative bløde mellemvare. Hvis Republikanerne skal gøre sig forhåbninger om at vinde i 2016 bliver de nødt til at nominere en kandidat med politisk X-factor – det er vel bedre at blive forbundet med den ekstreme højrefløj, end slet ikke at blive identificeret med noget. Hvis en moderat kandidat ikke kan vinde nu, hvornår så?

    Svar
  28. Af D Madsens

    -

    Det netop overståede valg i USA er et skræmmende eksempel på mediernes magt og hvor let det er at indoktrinere danskere, som er så vant til kommunistisk indoktrinering, at de æder alt råt.
    De færreste danskere aner nogetsomhelst om hverken USA, deres eget land eller EU, andet end det groteske propoganda de bombaderes med dagligt af landsskadelige røde medier. Det her valg var et grotesk eksempel på at statsstyrede og statsbestukkede medier har for meget magt og er demokratiets og befolkningernes største fjende. Skræmmende og grotesk ud og alle grænser.

    Svar
  29. Af Peter Kurrild-Klitgaard

    -

    @Claus Bue: Du kan hos http://www.gallup.com sammenligne Obamas “approval ratings” med andre præsidenter siden 2. verdenskrig. Hans nuværende positive “approval rating” på 50 pct. svarer næsten nøjagtigt til hans stemmeandel (50,3 pct.). Hvis man har halvdelen af befolkningen, der ikke mener, at man klarer sit job ordentligt, er man ikke just populær–men det er nok til at vinde med.

    Svar
  30. Af CLAUS BUE

    -

    OBAMA ER ÅBENBART IKKE SÅ UPOPULÆR SOM PETER KLITGÅRD GERNE VIL GØRE HAM TIL, OG DET ER JO IKKE LIGEFREM EN SPINKEL SEJR, DER GIVER HAM ENDNU EN PERIODE.
    OG DEN ØKONOMISKE MØLLESTEN FIK HAN VIST HÆNGT OM HALSEN AF G. W. BUSH D. 20 JAN. 2009!
    MVH. CB

    Svar
  31. Af Mark Twain

    -

    Det er kraftedeme også republikanernes egen skyld. Reagan og GWB gjorde det begge muligt for koloniseringen at finde sted. Det er deres fortjeneste. GWB overtog et USA på sit absolutte toppunkt og spildte alle muligheder for at langtidsholdbare reformer, da han øgede udgifterne uden også at øge skatterne.

    Reagan og Nixon var begge fra Californien og vandt kæmpestort. Mitt Romney var så meget den rigtige mand til øjeblikket, og det er ufatteligt for enhvert oplyst menneske at han tabte.

    Men årsagerne er klare. Obama kørte en bedre kampagne.

    Enten får Obama styr på økonomien, og vi får Hillary i 2016, eller så fortsætter rutsjeturen, og så bliver demokraterne i sandhed slagtet. Og på det tidspunkt har man blandt republikanerne forhåbentligt en gang for alle udraderet alle de Akins og Murdochs, der nu må være til at ødelægge det for dem.

    Under alle omstædnigheder håber jeg at Jeb Bush holder sig langt væk. En Christie-Rubio kombi kunne måske være det, der skal til.

    Svar
  32. Af Helge Olsen

    -

    Som PK-K skriver: det er ikke let for en republikansk topkandidat at navigere politisk mellem moderate, midtsøgende republikanere, de mere konservative af slagsen, og så Tea Party-folkene som forekommer os andre rabiate og outrerede. Og alle fløje ligger mere eller mindre under for nykristne anskuelser.

    Er det i virkeligheden ikke dette sidste, der er Romneys problem? Som erklæret mormon tilhører han en nykristen, fundamentalistisk retning. Det kan vel i sig selv have afholdt ret mange, herunder republikanere, fra at stemme på Romney ud fra overvejelser om, hvor vidt mormonen Romney ville være i stand til at respektere og håndhæve princippet om adskillelse af stat og kirke.

    Svar
  33. Af Jens Hansen

    -

    @Peter Kurrild-Klitgaard

    “Det tvivler jeg nu på. Republikanerne sidder solidt på mange delstater,”

    Jaja, det USA bliver ikke en et-parti-stat imorgen, men på sigt vil Republikanerne blive et marginaliseret parti, både nationalt og på stats-niveau. Behøve rjeg bare at nævne Californien som eksempel, hvor de hvide Amerikanere idag er et mindretal. Før denne demografiske udvikling kunne Republikanerne sagtens vinde solskins-staten. Ronald Reagan vandt fire valg, (to som guvenør og to som præsident-kandidat), og Nixon vandt Californien i både 1968 og 1972. Idag er det fuldstændig utænkeligt at Republikanerne vinder denne stat, med mindre de har en kandidat som har kendis-hybris a la Arnold Schwarzenegger, der samtidig måtte trække så langt mod venstre at han tilsidst dårligt kunne kaldes en ‘Republikaner’. Udviklingen i en ellers konservativ stat som Texas går samme vej, og det samme gør flere af staterne i det sydlige USA, som Republikanerne de sidste 40 år har kunnet anse som en sikker bastion.

    Svar
  34. Af Arvid Holm

    -

    Det er min subjektive opfattelse, at de amerikanske vælgere er ukvalificerede til deres demokratiske rolle i endnu højere grad end de danske.
    Deres politiske opgave består i, at de med deres sunde fornuft skal vælge vejen til det fremtidige samfund.

    Men de mange indbyrdes afhængige politiske projekter udgør tilsammen et kaossystem ligesom den globale vejrudsigt.
    Langtidsprognoser er for begge systemer så usikre, at forudsigelser er gætteri for både vælgere og politikere.

    Vælgerne må derfor stole på andres råd, anbefalinger og propaganda i stedet for på deres egen utilstrækkelige fornuft.
    Selvom disse andre teoretisk set kunne være hæderlige og neutrale hjælpere, er det en ringe trøst, da de heller ikke magter at forudse de fremtidige konsekvenser af de mulige handlingsvalg.
    Men deres herskersyge kan de ikke beherske lige så lidt, som de kan erkende egen utilstrækkelighed.

    Udfaldet af det amerikanske præsidentvalg er følgelig givet ved, at den stærkeste propagandamaskine bestemmer hvilken præsident, der fremover skal styre i blinde.

    Svar
  35. Af Søren Revser

    -

    Stockholm syndromet hedder det!

    Tænk at den selvsamme politiker som har Bernanke til at trykke falske dollars ad libitum, kan sælge pøblen ideen om, at han er løsningen på den enorme økonomiske deroute han selv og Amerika i høj grad er medskyldige i.

    Men hvis nu medierne fortalte almindelige mennesker hvad den ekstremt ekspansive finanspolitik egentlig går ud på – Altså hvem det går ud over, og hvem der blive rigere – Så fik piben nok en anden lyd.

    Sejrs talen i sig selv, fik det nærmest til at løbe koldt ned af ryggen.
    Et mesterværk udi nationalistisk følelsesporno og propaganda der mest af alt bringer associationer til hedengangne Hitlers storskrydende taler.

    Denne sammenblanding af tårevædende soap opera, Hollywood og ekstrem nationalitisk manipulation giver jeg imidlertid intet for – det er til at brække sig over.
    USA minder mest af alt om en regulær farce, hvis ikke lige det var fordi, deres økonomiske terrorisme allerede har affødt fatale konsekvenser for millioner af verdens fattigste.

    Svar
  36. Af Carsten Peitersen

    -

    Republikanerne har ødelagt deres eget part med det religiøse højre samt teparty bevægelsen.
    Det er vel kun fordi de så med sikkerhed tabte alt at partiet ikke er blevet sprængt, men en moderat republikaner kan ikke stemme på kandidater som lefler for ovennævnte, så hellere undlade at stemme, eller endda stemme på modparten.
    Nu er det jo heller ikke fordi Obama ligefrem er venstreorienteret, han ligger rent faktisk til højre for vores egen Liberal Alliance.
    I den forbindelse er det ret morsomt at høre at socialistiske ministre “græd af glæde” ved hans valg og genvalg.
    Jeg tror de fleste borgerligt/liberale ville “græde af glæde” hvis vi bare kom halvvejs hen mod Obama’s politik.

    Svar
  37. Af T. Sørensen

    -

    Nu kan man så stille spørgsmålet og hvad kan amerikanerne og europæerne så bruge Obamas valgsejr til? Det svarer efter mine begreber til at tisse i bukserne en kold vinterdag. De demokratiske vælgere kan ikke undvære republikanerne til at sætte ting igang og betale for det. Demokrater og socialdemokrater kan kun udskrive skatter og kræve at “de andre” skal betale og selv blive i hængekøjen. Denne sejr og fremtidens sejre pga. demografi kan vise sig at blive katastrofal for USA og dens fremtidige rolle i verden og herved er hele verden påvirket negativ. Så “tillykke” med “sejren”.

    Svar
  38. Af Peter Kurrild-Klitgaard

    -

    @Niels Hansen: “Ikke ejer samme værdighed”? Hvad taler Du om?

    Svar
  39. Af Peter Kurrild-Klitgaard

    -

    @Jens Hansen: Et-parti stat? Det tvivler jeg nu på. Republikanerne sidder solidt på mange delstater, og er der nogen gylden regel i amerikansk politik over mere end 200 år, er det, at intet parti kan dominere i længden. Republikanerne dominerede 1864-1932; Demokraterne 1932-ca. 1980; siden 1980 har vi haft et ekstremt kompetitivt politisk miljø, hvor Republikanerne har vundet fem præsidentvalg og Demokraterne fire, og hvor vi har oplevet alt fra et Demokratisk superflertal 2009-10 til Republikansk kontrol med begge kamre og Det Hvide Hus i store dele af Bush-årene.

    Svar
  40. Af Torben Snarup Hansen

    -

    Hvad har Kurrild-Klitgaards privatliv med sagen at gøre? Demokraternes kandidat blev valgt og genvalgt ved hjælp af klassisk venstrefløjsretorik om: 1) politikere kan skabe arbejdspladser, 2) “government must spread wealth” gennem yderligere beskatning af de grådige “1%”, som tjener 13.4 % af de samlede indtægter og i forvejen betaler 29% af provenuet på unionsniveau – http://frontpagemag.com/2012/bruce-thornton/what-the-last-four-years-have-revealed/ “Eat the rich!” Det gjorde Lenin og Stalin. Hvordan gik det med den sovjetiske velfærdsstat?

    Svar
  41. Af Peter Kurrild-Klitgaard

    -

    @Kim Jensen / Hans Joachim Mogensen:

    I skulle læse, hvad jeg skrev, inden I “korrigerer”:

    “Siddende præsidenter taber meget sjældent, *når deres parti kun har haft en periode*.”

    Da George H.W. Bush tabte til Clinton i 1992, havde Republikanerne haft præsidentembedet i *tre* perioder.

    Svar
  42. Af Hans Joachim Mogensen

    -

    “Siddende præsidenter taber meget sjældent, når deres parti kun har haft en periode. Jimmy Carter i 1980 er det eneste eksempel i et århundrede.”

    Peter Kurrild-Klitgaard glemmer Bill Clintons sejr i 1992.

    Svar
  43. Af Kim Jensen

    -

    “Jimmy Carter i 1980 er det eneste eksempel i et århundrede.”

    Nej, George Bush Sr. er et andet eksempel.

    Svar
  44. Af Amerikansk valgaften - tråden til det hele - Side 22

    -

    [...] blogindlæg af Peter Kurrild-Klitgaard på Berlingske forklarer det som jeg mener meget godt: Republikansk selvransagelse — Magt og Marked Når forandringens vinde blæser er der nogle der bygger læhegn, andre bygger vindmøller [...]

    Svar
  45. Af Gustav Uffe Nymand

    -

    Det er samme tendens man ser i Danmark hvor ungdommen i stigende grad stemmer på liberale partier der lover færre forbud, mindre offentligt bureaukrati og hvor partier står stærkt hvis det er partier som ønsker lempelser af familiesammenføringslove for at undgå statens indblanding i ungdommens kærlighedsliv samt nødvendige økonomiske reformer for at skabe langsigtet vækstpotentiale således at staten har råd til kritisk velfærd når de unge bliver gamle.

    Svar
  46. Af Jens Hansen

    -

    Grundet den demografiske udvikling er USA godt på mod at blive en ‘de facto’ et-parti-stat.

    Svar
  47. Af jens holm

    -

    Det er jo ynk, at repuplikanerne ikke har noget bedre at spille med. Først Palin og så Romkuglen og så en række mere eller mindre obskure mindretalsrepræsentater.

    Og os. ja, de borgerlige her til lands ville stemme på ham, men altså kun vistnok 1/3 af det samlede vælgertal. Mna spørger sig : Hvad er forskellen melælem et højere loppemarked og et museum. Svaret hænger i luften fra republikanerne øh-hvad og løftebrud lige til et gangstativ.

    Og mange amerikanere har jo godt kunne indse, at Obama kom med en række gode bud. Men sådanne er jo altså heller ikke populære her fra Thorne og Co.

    Så hellere LØkke, Kamikatze osv. Krak er også sjovere og lyder højere.

    Både her og i USA overvurderer man præsidentens magt i indenrigspolitikken. Obama har hele tiden været i strid modvind i det republikanske senat. Når han strakte hænderne frem, så blv der hugget til dem, spyset og tisset på dem osv.

    Og sammenligningen holder da her med Thornings mindretalregering.

    Hos dem hedder det Philibuster. Her hedder det filigran eller liguster.

    Meget passende med de 700 spørgsmål om hendes mors museum. Ved endnu ikke, hvad de gør i, i det museum. Ved hun det selv…

    Svar
  48. Af niels hansen

    -

    Trist at Peter Kurrild-Klitgaard ikke ejer samme værdighed som Mitt Romney i nederlagets stund.

    Ynkeligt!

    Svar
  49. Af Niels Rasmussen

    -

    Demografien er en ting og det er en faktor men der er også den omstændighed at for at få nomineringen skulle Romney gå mod højre og så er der ikke megen troværdighed når der svinges mod midten igen.

    Det problem havde man ikke i 2010.

    Du glemmer iøvrigt det måske vigtigste.
    Likeability som måske gjorde at Romney var toast hele tiden hvis håb blev holdt i live af nogle pollsters som i dag bør have samme ansigtskulør som den farve i trafiklys der stopper trafikken.

    Svar
  50. Af Hans Jørgen N.ielsen

    -

    Ja,ja. P.Klitgaard er vel nok det mest neo-konservative individ, vi har [gående frit rundt] herhjemme, og I skulle LIGE have set denne blog hvis Romney havde vundet!! Så ville der slet ingen ende være på lovprisningerne, for nu ville Romney sænke skatterne for de rige, og så var det ellers lige meget med alle de fattige,- de kunne bare hygge sig, ligesom P.Klitgaard hygger sig på Fredriksberg, hvor han er gift med Godsejer Bernt Johan Collet‘s ældste datter. Collet og hans svigersøn, P.Klitgaard, var primus motorer i oprettelsen af CEPOS, som er grundlagt i 2004 med inspiration fra de amerikanske neo-konservative tænketanke, Heritage Foundation (HT) og American Enterprise Institution (AEI). Og CEPOS eksempliceret ved cheføkonomom Lundby-Hansen fra Sønderjylland, har præcis samme målsætning som sine amerikanske modstykker; skatterne skal sænkes for de rige, og velfærdssamfundet skal afvikles, men en offentligt ansat professor som P.Klitgaard kan måske — i tilfælde af at slænget fra CEPOS fik magt som de hat agt — beholde sit job, hvor han så kan holde forelæsninger om velfærdssamfundets fortrædeligheder og om hvor godt det var at vi fik det nedlagt.

    Svar

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info