Jobdræberne

Hvis man hører til blandt de danskere, der mener, at det alt andet lige er bedre, at mennesker har en høj levestandard end en lav, har det været en deprimerende uge.

Mandag kunne to af landets erhvervs-ikoner–Royal Copenhagen og Fritz Hansen–meddele, at de nu flytter produktionen til Thailand og Polen.  Det er ikke i sig selv trist.  Det er godt for lønmodtagerne i de lande.  Det er godt for forbrugerne verdenover, som nu kan få de samme varer til en billigere pris end ellers–for slet ikke at tale om, hvis varerne helt var ophørt med at blive produceret.  Det er også godt for virksomhederne, som på den måde får forbedret deres overlevelsesmuligheder på et konkurrencepræget, globalt marked, hvor urealistisk høje lønninger i Danmark og politisk påførte omkostninger ellers vil kunne true virksomhederne på deres liv.  Og det er godt for virksomhedernes tusinder af aktionærer, at man tænker fremadrettet–historiens kirkegård er fyldt med virksomheder, der ikke har gjort det.

Men for det danske samfund iøvrigt er det ikke godt nyt, når arbejdspladser flytter ud af landet.  Det er produktion og handel, ikke omfordeling, der skaber velstand, og Danmark er allerede gledet fra en plads blandt verdens mest velhavende nationer ned til i 2011 at ligge så lavet som på en 29. plads (målet efter købekraftsjusteret BNP per indbygger).

Hvem er skyld i nedturen?  Det er for let kun at pege på den nuværende regering–tidligere regeringer, også borgerligt-liberale af slagsen, har vedvarende udskudt at føre vækst-fremmende politikker og i stedet fremskyndet en række af de modsatte.  Men den nuværende regerings politik er ikke desto mindre et case-studie i, hvordan man på kort tid kan formå at gøre skidt værre.

Økonomer har sommeren igennem konstateret, at regeringens megen omtalte “kickstart” af dansk samfundsøkonomi decideret “flopper” fornylig, og tirsdag kom den seneste konstatering af, at den slet ikke virker efter den erklærede hensigt.  Men det fik man da brugt 18 mia. kroner på, ovenikøbet på et tidspunkt hvor der i forvejen er et to-cifret milliardunderskud på de offentlige finanser, men ikke blot har den ikke virket på nogle punkter har den muligvis forværret situationen.  I byggebranchen er forholdene gået fra skidt til værre.  Handelsbankens analyse er, at der i 2012 alene vil forsvinde 50.000 danske arbejdspladser–hvor regeringens samlede udspil skulle have øget beskæftigelsen med 35.000, heraf “kickstarten” alene 16.000 i 2012/2013 (hvilket i sig selv var en nedjustering fra de 21.000, man først havde stillet i udsigt).  I juni steg ledigheden igen, så den nu er på over 160.o00.  Altsammen en reflektion af, at det ikke går godt med den underliggende vækst: Over det sidste år er velstanden kun steget med 0,2 pct.–mens gennemsnittet for de sidste 50 år har været over 2 pct.  Det er endnu længere fra de 2,25 pct. om året, som regeringen har som mål for væksten herhjemme i perioden fra 2014 til 2020.

Danskerne fik i den forgangne måned såmænd endog regeringens egne ord og tal for, hvor mange arbejdspladser, regeringens finanslov og skatte-/afgiftspolitik vil koste.  Det skete, da finansminister Bjarne Corydon (S) i et svar til Liberal Alliance oplyste, at effekten ifølge embedsmændene vil være et minus på 5.000 arbejdspladser (2020).

***

Så hvad vil regeringen ellers gøre for at fastholde og øge Danmarks velstand?  Også her kunne ugen byde på nyheder, der–hvis man skal være venlig–kan betegnes som interessante.

Minister for udenrigshandel Pia Olsen Dyhr (SF) vil således lave en “erhvervskanon”, hvor man skal udvælge de succeshistorier, som erhvervslivet vil kunne bygge på i fremtiden.  Hvis man synes, at det lyder fornuftigt, så stop et sekund og tænk på, hvad der var sket, hvis man havde gjort det samme i f.eks. 1935 eller 1950.  Dengang var dansk landbrug, skibsværfter og sværindustri iøvrigt bragende successer.  Hvad var der sket, hvis man havde sat som mål, at dansk erhvervsliv derfor skulle gå mere i den retning?  Så havde vi uden tvivl været endnu fattigere i dag.  Velstand kommer ikke ved at kopiere fortidens successer men ved at tænke kreativt fremad–noget den politiske verden aldrig nogensinde har været i stand til at gøre på erhvervslivets vegne.  Som professor Per Nicolaj Bukh (Aarhus Universitet) sagde til forslaget, er det bare ikke realistisk.

Hendes partifælle, miljøminister Ida Auken, slog også tonen an: Det at fokusere på velstand er faktisk helt forkert.  I stedet vil regeringen finde helt nye måder at “måle” menneskers “lykke” på og så lægge det til grund for, hvad der skal efterstræbes politisk.  Økonomer har ellers i mere end et århundrede vidst, at det netop ikke er muligt at sammenligne omfanget af menneskers subjektive “lykke” på tværs af mennesker, og i bedste fald har man i stedet brugte priser som en mellemregning, fordi det siger noget om, hvad mennesker er villige til at opgive for at få bestemte “goder”.

Begge SF-ministres tænkning er illustrative eksempler på planøkonomisk tænkning, når den er mest esoterisk–mest løsrevet fra den virkelighed, der handler om at skabe de bedst tænkelige muligheder for, at kreative og flittige mennesker kan skabe mere velstand.  Forstår man ikke snart det, skal man ikke blive overrasket, hvis endnu flere virksomheder og danske statsborgere flytter derhen, hvor forholdene er bedre–og så lader resten skulle betale endnu mere i skat til de stadigt flere, der ikke arbejder.

Det er skruen uden ende, men vel at mærke i nedadgående retning.