Fra klassekamp til junglelov

I 1848 skrev Karl Marx og Friedrich Engels i Det Kommunistiske Manifest, at “Et spøgelse går gennem Europa”.  De mente kommunismens spøgelse, som ville hjemsøge de lande, hvor de fæle, udbyttende kapitalister undertrykte arbejderne, og som nu ville mobilisere sig. Klassekampen bankede på døren.

Det er en tankegang, der siden har redet både venstrefløjen og en hel del lande som en mare.  Forestillingen om, at lønmodtagerne havde nogle fælles politisk-økonomiske interesser, der var fundamentalt forskellige fra ikke-lønmodtageres, gav anledning til dannelsen af “arbejderpartier” (d.v.s. socialistiske partier), og i årtier så resten af verden med forundring på de nordiske lande.  For her opførte “arbejderklassen” sig–stort set–som marxismen forudsagde: Den stemte på erklærede “arbejderpartier” og det i en grad, der næsten ikke engang kunne sammenlignes med de lande, der så sig selv som det, venstrefløjen kaldte “den virkeliggjorte socialisme“–blandt andet fordi disse sjældent lod arbejderne stemme.

Det var noget, valgforskere kunne bruge.  Her er en formulering som nogle sådanne har foretaget som hypoteser, man kan teste: “Vælgerne afgiver en klassestemme. Som arbejder stemmer man på et socialistisk eller velfærdsorienteret parti. Det svarer til klasseinteressen: Velfærdsydelser, en rimelig økonomisk fordeling i samfundet. Som selvstændig stemmer man på et liberalistisk parti.”

Det var også en historie, som journalister godt kunne lide.  Så sent som i 2011 erklærede denne fine avis som intet mindre end en forsidehistorie: “Sociale klasser får stadig større betydning for valg af parti” og indeni, at “Sociale klasser har overraskende fået en voksende betydning for valg af parti” (Politiko, 20.VI.2011)

Data fortalte også deres egen klare historie–ihvertfald i mange år.  I 1971 stemte 49 pct. af vælgerne på et “arbejderparti” (S, SF, DKP, VS o.s.v.), men blandt lønmodtagerne var andelen så høj som 74 pct.  Med andre ord, var der for fire årtier siden en sandsynlighed på 3:1 for, at en arbejder ville stemme på et “arbejderparti”.

Men så skete der noget: Arbejderne begyndte at stemme  stadigt mere som resten af befolkningen.  Ved perioden mellem 1998- og 2001-valgene var andelen af samtlige vælgere, der stemte på et arbejderparti, faldet til knap 40 pct., og samtidigt faldt andelen af arbejdere, der stemte på et arbejderparti, for første gang siden demokratiets indførelse, til under 50 pct.  Nu var der, med andre, ord pludselig kun 50 pct.s sandsynlighed for, at en arbejder vil stemme på de “arbejderpartier”, der mere og mere bestod af akademikere.  Siden 2001 har tilslutningen blandt arbejdere ligget mellem 40 og 50 pct.–kun marginalt højere end befolkningens tilslutning til “arbejderpartierne” i almindelighed.

Og i den forgange uge offentliggjorde Altinget.dk så professor Søren Risbjerg Thomsens omfattende tal for dels folketingsvalget 2011 og dels månederne siden, og de tegner et ganske overbevisende billede, der afliver “klassestemmen” som fænomen.  Selv ved det bedste valg for venstrefløjen i et årti, nåede andelen af “arbejderstemmer” i 2011 kun op på 46,9 pct.–og sidenhen er tilslutningen helt imploderet til nu kun 35,9 pct. (januar-marts 2012), ikke mindst p.g.a. en flugt fra Socialdemokraterne.  Det er ikke bare den laveste nogensinde, men et voldsomt skift i.f.t. få årtier tilbage.  Der er nu en sandsynlighed på 2:1 for, at en arbejder vil stemme på et ikke-”arbejderparti”, med Venstre som det suverænt største parti blandt arbejdende danskere (31,8 pct. mod Socialdemokraternes 22,5 pct.).

Man kan diskutere frem og tilbage, hvad årsagerne er til dette skift i vælgeradfærden, men fakta er, at det er indtruffet.  I dag går den primære social-demografiske skillelinie m.h.t. partivalg ikke mellem arbejdere og kapitalister men mellem netto-nydere af offentlige overførsler og netto-ydere.  Mellem velfærdskoalitionen og skaffedyrene.  Den første gruppe består altovervejende af offentligt ansatte og personer på overførselsindkomst,  der som hovedregel stemmer venstreorienteret (S, SF, EL, RV), mens den anden primært omfatter selvstændige, privatansatte og deres familier, som føler, at de betaler mere end deres andel–og overvejende stemmer borgerligt.

Opdelingen er ikke vandtæt–takket være bl.a. børnecheck får en meget stor del af befolkningen en eller anden form for offentlige ydelser.  Den er heller ikke ristet i runer: Mange–også privatansatte–stemmer gerne pragmatisk, hvis det vil skaffe dem selv flere eller større ydelser fra det offentlige.  Men i grove træk er dette i realiteten den nye klassekamp: Én der ikke længere er “arbejdere” mod “kapitalister” men mere ligner en gruppes kamp om at stemme sig til ydelser og en anden gruppes forsøg på at dæmme op for denne udvikling.