Fra klassekamp til junglelov

Af Peter Kurrild-Klitgaard 212

I 1848 skrev Karl Marx og Friedrich Engels i Det Kommunistiske Manifest, at “Et spøgelse går gennem Europa”.  De mente kommunismens spøgelse, som ville hjemsøge de lande, hvor de fæle, udbyttende kapitalister undertrykte arbejderne, og som nu ville mobilisere sig. Klassekampen bankede på døren.

Det er en tankegang, der siden har redet både venstrefløjen og en hel del lande som en mare.  Forestillingen om, at lønmodtagerne havde nogle fælles politisk-økonomiske interesser, der var fundamentalt forskellige fra ikke-lønmodtageres, gav anledning til dannelsen af “arbejderpartier” (d.v.s. socialistiske partier), og i årtier så resten af verden med forundring på de nordiske lande.  For her opførte “arbejderklassen” sig–stort set–som marxismen forudsagde: Den stemte på erklærede “arbejderpartier” og det i en grad, der næsten ikke engang kunne sammenlignes med de lande, der så sig selv som det, venstrefløjen kaldte “den virkeliggjorte socialisme“–blandt andet fordi disse sjældent lod arbejderne stemme.

Det var noget, valgforskere kunne bruge.  Her er en formulering som nogle sådanne har foretaget som hypoteser, man kan teste: “Vælgerne afgiver en klassestemme. Som arbejder stemmer man på et socialistisk eller velfærdsorienteret parti. Det svarer til klasseinteressen: Velfærdsydelser, en rimelig økonomisk fordeling i samfundet. Som selvstændig stemmer man på et liberalistisk parti.”

Det var også en historie, som journalister godt kunne lide.  Så sent som i 2011 erklærede denne fine avis som intet mindre end en forsidehistorie: “Sociale klasser får stadig større betydning for valg af parti” og indeni, at “Sociale klasser har overraskende fået en voksende betydning for valg af parti” (Politiko, 20.VI.2011)

Data fortalte også deres egen klare historie–ihvertfald i mange år.  I 1971 stemte 49 pct. af vælgerne på et “arbejderparti” (S, SF, DKP, VS o.s.v.), men blandt lønmodtagerne var andelen så høj som 74 pct.  Med andre ord, var der for fire årtier siden en sandsynlighed på 3:1 for, at en arbejder ville stemme på et “arbejderparti”.

Men så skete der noget: Arbejderne begyndte at stemme  stadigt mere som resten af befolkningen.  Ved perioden mellem 1998- og 2001-valgene var andelen af samtlige vælgere, der stemte på et arbejderparti, faldet til knap 40 pct., og samtidigt faldt andelen af arbejdere, der stemte på et arbejderparti, for første gang siden demokratiets indførelse, til under 50 pct.  Nu var der, med andre, ord pludselig kun 50 pct.s sandsynlighed for, at en arbejder vil stemme på de “arbejderpartier”, der mere og mere bestod af akademikere.  Siden 2001 har tilslutningen blandt arbejdere ligget mellem 40 og 50 pct.–kun marginalt højere end befolkningens tilslutning til “arbejderpartierne” i almindelighed.

Og i den forgange uge offentliggjorde Altinget.dk så professor Søren Risbjerg Thomsens omfattende tal for dels folketingsvalget 2011 og dels månederne siden, og de tegner et ganske overbevisende billede, der afliver “klassestemmen” som fænomen.  Selv ved det bedste valg for venstrefløjen i et årti, nåede andelen af “arbejderstemmer” i 2011 kun op på 46,9 pct.–og sidenhen er tilslutningen helt imploderet til nu kun 35,9 pct. (januar-marts 2012), ikke mindst p.g.a. en flugt fra Socialdemokraterne.  Det er ikke bare den laveste nogensinde, men et voldsomt skift i.f.t. få årtier tilbage.  Der er nu en sandsynlighed på 2:1 for, at en arbejder vil stemme på et ikke-”arbejderparti”, med Venstre som det suverænt største parti blandt arbejdende danskere (31,8 pct. mod Socialdemokraternes 22,5 pct.).

Man kan diskutere frem og tilbage, hvad årsagerne er til dette skift i vælgeradfærden, men fakta er, at det er indtruffet.  I dag går den primære social-demografiske skillelinie m.h.t. partivalg ikke mellem arbejdere og kapitalister men mellem netto-nydere af offentlige overførsler og netto-ydere.  Mellem velfærdskoalitionen og skaffedyrene.  Den første gruppe består altovervejende af offentligt ansatte og personer på overførselsindkomst,  der som hovedregel stemmer venstreorienteret (S, SF, EL, RV), mens den anden primært omfatter selvstændige, privatansatte og deres familier, som føler, at de betaler mere end deres andel–og overvejende stemmer borgerligt.

Opdelingen er ikke vandtæt–takket være bl.a. børnecheck får en meget stor del af befolkningen en eller anden form for offentlige ydelser.  Den er heller ikke ristet i runer: Mange–også privatansatte–stemmer gerne pragmatisk, hvis det vil skaffe dem selv flere eller større ydelser fra det offentlige.  Men i grove træk er dette i realiteten den nye klassekamp: Én der ikke længere er “arbejdere” mod “kapitalister” men mere ligner en gruppes kamp om at stemme sig til ydelser og en anden gruppes forsøg på at dæmme op for denne udvikling.

212 kommentarer RSS

  1. Af Jobdræberne — Magt og Marked

    -

    [...] er skruen uden ende, men vel at mærke i nedadgående retning. Tidligere indlæg:Venstrefløjen er [...]

    Svar
  2. Af hr j christensen

    -

    Jo, det er rigtigt smart at være det jødiske trossamfund.

    Klassekampen er som nævnt opfundet af jøden karl marx og engel.

    Så kan man drage fra land til land og sætte lus i skindpelsen og så selv fordufte når det udløser en krig. Hvis de altså kan komme af sted hurtigt nok. Men som regel indser de ikke at de har gjort noget galt.

    De har jo kun infiltreret den russiske zahr og efterfølgende sovjet. De har kun levet højt på fattigdomme i tyskland meden tyskerne sultede og masse arbejdsløsheden hærgede. Det taler med vores Dronning. De leder stort set den marxistiske bevægelse i Danmark. Og hollokost forskrækkelsen. Og ikke mindst bladsprøjten Politiken.

    Og så kan man nedbryde europa økonomisk ved at spekulere i valutaernes fald. Og spekulere dem ud imod hinanden. Sjovt samfundsind.

    Men mon ikke det hele var gået alligevel uden karl marx og jøderne. Jeg er overbevist om det.

    Svar
  3. Af Karl Wilders

    -

    @Kaj Vilhelmsen

    Du faar sidste ord, og jeg fred…..

    Hvad du ikke fatter er, at det hele ikke handler om et opgoer imellem arbejdsgiver og arbejder/arbejdsloes – rig / fattig – men hvad EU-stat – og dermed DK – har raad til i laengden……samt de globale vilkaar arbejde generelt vil blive – og allerede er – underlagt……

    Svar
  4. Af Kaj Vilhelmsen

    -

    Karl Wilders, du bedrager dig selv. Danmark er den sidste stat i verden, der går fallit. Du er besat af forholdene, som de er i Østen, måske fordi du bedre kan klare dig der. Det er også i orden, jeg håber bare ikke, at du går fallit og kommer tilbage til Danmark. De fleste danskere i udlandet spiller voldsomt op, men de kommer senere krybende tilbage til fædrelandet, når de er syge og fattige.

    Svar
  5. Af Karl Wilders

    -

    @Kaj Vilhelmsen

    Jeg tror alle, her paa bloggen, har givet op overfor dig – og jeg foelger hermed trop.

    Du lever i en illusion af status quo. Status quo is no more. Utopiet kan ikke laengere finansieres – fuld beskaeftigelse er saaledes key-word….

    Anyway – jeg har en standing agreement med Ulf Timmermann, at vi flyver 1ste klasse til Koebenhavn, dagen efter Danmark gaar bankerot – for det er hoveder som dig, der vil soerge for dette (SSFR er fyldt med dem). Efter vor ankommen til Danmark, fejres bankerotten med hot-dogs og Champagne paa Raadhuspladsen. Er du paa overfoerelsesindkomst giver vi gerne en hot-dog og et glas brus, saa du da idet mindste faar lidt i maven den dag.

    Svar
  6. Af Alle rammes af en formueskat — Magt og Marked

    -

    [...] Hvis regeringen mener, at tingene kører derudaf for den–at man har ideologisk rygvind og energimæssigt overskud–at der er råderum til at skære noget af samfundets velstand, o.s.v., ja, så kan man godt forstå, at den vil kæmpe for at indføre en af de mest skadelige skattestyper, der findes. Tidligere indlæg:Fra klassekamp til junglelov [...]

    Svar
  7. Af Kaj Vilhelmsen

    -

    Til Oscar P og Karl Wilders. I gør jer illusioner om, at de nuværende europæiske demokratier kan holde til alt. Det troede man også i Tyskland i 1930, men man tog naturligvis fejl. Fattige hader systemet og ser sig om efter andre systemer.

    Jeres tro på, at man kan tvinge de europæiske arbejdsløse så langt ned i levestandard, så de vil tage arbejde, der er lønnet som i den tredie verden, det er blot arbejdsgivernes ønskedrøm.

    Magten i et samfund er nemlig ikke kun et økonomisk spørgsmål, der er meget mere i det. Nogle få hundrede vrede arbejdsløse kan f.eks. bringe hele jeres erhvervsliv til at stoppe, de behøver jo bare at kappe strøm- og telefonforbindelserne til virksomhederne, igen og igen. Jeg gad nok se det danske politi bevogte 60.000 kilometer kabel!

    Nej, en god understøttelse til de arbejdsløse er en solid forsikring for det øvrige samfund, og det er en nødvendig forsikring. Det kan ikke nytte noget, at man som arbejdsgiver fokuserer på billig arbejdskraft og er ligeglad med alt andet. Er samfundets sikkerhedsforanstaltninger ikke i orden, så får man alligevel ikke lov til at drive virksomhed.

    Understøttelse og kontanthjælp er altså blot en sikkerhedsforanstaltning, for ydelserne udbetales ikke for de arbejdsløses skyld men for at systemet skal overleve. Og man gør klogt i ikke at sænke ydelserne for meget, så folk bliver desperate.

    Svar
  8. Af Karl Wilders

    -

    @Kaj Vilhelmsen

    Jeg er ikke bange for – paa langt sigt – at ordensmagten i EU ikke kan holde skik paa eventuel uro fra folk paa overfoerelsesindkomster, naar foerst hanen drejes i. Situationen du ikke vil erkende er, at der ingen midler er til fortsat, at betale disse mennesker for, at sidde paa sofaen. Vi har set det i Graekenland; – diverse optoejer, men ordensmagten har handlet dem fint, hvilket i sidste ende foerer til, at alternativet til at saette ild til Athen, i sidste ende er, at gaa ud og finde arbejde. Saadan vil det ogsaa blive i andre EU lande, og for at dette kan lade sig goere, skal der vaere arbejdspladser tilstede – skal arbejdspladser hjemtages fra Kina – og dette kan kun ske ved at nedsaette omkostningen ved saadanne arbejdspladser saaledes, at de overhovedet kan hjemtages igen……

    Svar
  9. Af Oscar P.

    -

    Til Kaj Vilhelmsen. Du skriver:
    ”Nej, uanset om kineserne arbejder for mindre, så er der en grænse for, hvor langt ned man kan presse europæernes løn”.
    Hvorfor lever vi i dette såkaldte højprisområde, vi har alt for mange nassere at betale til. Ang. den brutale magt, kan vi godt glemme den, de der ikke engang kan forsørge sig selv, magter heller ikke meget andet. Ang. den fysiske magt, så har vi andre sikkert råd til at betale et vagtværn til at bekæmpe pøblen.
    Så stopper jeg ellers, dette med div. trusler er så lavt; man kan faktisk kun le.

    Svar
  10. Af Kaj Vilhelmsen

    -

    Til Oscar P. Jo, det har du ret i, men den stærke i demokratiet er ikke nødvendigvis den stærke i et andet samfundssystem, hvor det ikke handler om jura og økonomi men om ren fysisk magt. Når et demokrati falder, så bringer det nye kredse til magten.

    Til Karl Wilders: Jo, men hvorfor skulle de 100 millioner europæere dog bruge deres tid på arbejde, hvis de blot får en løn under den eksisterende meget lave mindstløn? Lønnen bliver nødt til at stå i et vist forhold til priserne, hvis det skal have nogen mening at tage lønarbejde. Man kan have en så dårlig løn, at det er spild af tid at arbejde, da det forhindrer en mere lønnende beskæftigelse.

    Nej, uanset om kineserne arbejder for mindre, så er der en grænse for, hvor langt ned man kan presse europæernes løn, da europæerne jo skal leve i et højprisområde. Huslejerne og madpriserne sætter grænsen nedad, det kan man ikke komme uden om. Hvis man ikke engang kan tjene til den mest beskedne eksistens, hvorfor dog så stille sig op bag en maskine hele dagen, når man kunne bruge dagen mere konstruktivt, dvs. med udsigt til en reel gevinst.

    Svar
  11. Af Karl Wilders

    -

    @Kaj Vilhelmsen

    Jeg giver dig ret i, at hoejre nationale kraefter meget vel kan tage over. Med den indvandrepolitik man foerer i EU er det let for alle overfoerelsesindkomsterne foerst, at give dem skylden for alle problemerne – i Graekenland og Frankrig ser vi stor tilslutning til denne politiske gruppering.

    I EU har i 100 millioner, der enten sidder paa sofaen eller er ufaglaerte, hvordan forestiller du dig, at disse mennesker skal komme i arbejde hvis ikke til en global konkurrence dygtig omkostning, med andre ord til en loen under eksisterende mindsteloen?

    Svar
  12. Af Oscar P.

    -

    Til Kaj Vilhelmsen, du skriver: ”Er et demokrati først fallit, og ikke kan tilbyde folket andet end fattigdom, så kan det ikke overleve, hvilket mellemkrigstiden tydeligt fortæller os”. Der er ingen fare, den stærke vil altid overleve, de der har evnerne og intelligensen! Det er den svage, der vil gå til, den der intet vil gøre; men kun kræve.

    Svar

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info