Har Manu Sareen et problem?

Troværdighed er guld værd i politik–og det modsatte er omvendt meget lidt værd.

Dermed ikke sagt, at politikerne ikke sagtens kan være uærlige overfor vælgerne, og endog blive belønnet for det.  Talrige regeringer har taget æren for positive konjunkturer, eller givet deres forgængere skylden for dårlige–selv når der ganske utvetydigt var tale om større internationale konjunkturer, som en regering i lille Danmark ikke kunne gøre meget fra eller til.  Ja, manglende ærlighed overfor vælgerne er vel næsten en integreret del af, hvad politik handler om–så længe det er den type uærlighed, man kan tale sig fra.

Men anderledes hvis man er utroværdig overfor kollegerne, i eget eller andre partier, eller overfor medierne.  Opfatter ens politiske allierede eller potentielle samarbejdspartnere én som svær at stole på, kan det være et alvorligt handicap.  Det er vist alment kendt, at årsagen til, at nu afdøde Svend Auken (S) ikke blev statsminister ovenpå sin valgsejr i 1990, var en udpræget mistillid til ham–ikke mindst fra Det Radikale Venstre.  Der var simpelthen for mange oplevelser, der gjorde, at ledende politikere ikke stolede på Auken som person.  Men dermed blev det også hans partis problem, fordi det afskar dem fra regeringsmagten–og udgangen blev som bekendt, at Socialdemokraterne selv tog konsekvensen og i 1992 fjernede deres partileder ved et af de mere brutale kup i dansk politisk historie.

På samme måde kan medierne selv føre kniven overfor politikere, der bliver taget i at lyve åbenlyst overfor dem.  F.eks. som en tysk forsvarsminister eller nu senest en ungarsk præsident, der er kommet til deres akademiske grader på ikke helt ærlig vis.

Det burde kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen (RV) måske skrive sig bag øret.  Den dansk-indiske politiker med den sympatiske udstråling er ihvertfald siden sin udnævnelse gentagne kommet med udsagn, som for mange andre har fremstået som på kant med sandheden.  Senest denne uges historie om, at han hævdede, at han skulle have hørt danske præster true ham med straf på “dommedag”, hvis regeringen indførte kirkelige vielser for homoseksuelle:

“I diskussioner med visse højrefløjspræster har jeg fået at vide, at vi – regeringens medlemmer – vil blive straffet på dommedag, hvis lovforslaget bliver fremsat, [...] Det er dybt besynderligt, at personer, der taler om en rummelig folkekirke og næstekærlighed, har så svært ved at rumme uenigheder. Uenigheder bør holdes i en ordentlig tone.”

Det var jo ganske eksplicit–men gået på klingen om konteksten har Sareen nu måttet indrømme, at ingen præst nogensinde har truet ham med det, og han har beklaget udtalelsen.  Noget af en kovending.

Det skete kun få dage efter, at Sareen blev meget synligt udstillet i spørgsmålet om, hvorvidt “større mangfoldighed” i virksomhedernes bestyrelser skulle være “godt for bundlinjen”.  Det er et synspunkt, som Sareen har fremført igen og igen med henvisning til en “videnskabelig undersøgelse” fra en “uafhængig tænketank”, Catalyst.  Senest ved en §20-debat i Folketinget (23.III):

“[Der] findes en række internationale undersøgelser, som viser, at bestyrelser med flere kvindelige medlemmer har en bedre økonomisk performance end bestyrelser med færre kvindelige medlemmer.”

Men som Danmarks Radios program “Detektor” kunne demonstrere for både lyttere og seere i forrige uge, var det både så som så med tænketankens uafhængighed, og hvorvidt der var belæg for de konklusioner, som rapporterne fremførte.  Påfaldende er det også, at Sareen i sine debatter synes selektivt at have udvalgt de undersøgelser, der bedst støttede hans i forvejen erklærede synspunkt om fordelene ved kønskvoter, desuagtet at der var andre, mere systematiske, videnskabelige undersøgelser, der viste det stik modsatte.  Konfronteret med det, præsterede Sareen at tale sort.  Det, der før havde været “ingen tvivl om”, var nu pludselig hverken rigtigt sandt eller helt rigtigt falsk, men noget der godt kunne være videnskabeligt falsk men alligevel erfaringsmæssigt sandt.

Det er heller ikke længe siden, at Sareen–igen i debatten om homoseksuelle vielser–lagde sig ud med en specifik sognepræst, Henrik Højlund fra Løsning, der angiveligt repræsenterer den kirkelige “højrefløj”, og som Sareen citerede vidt og bredt for, at der ikke var noget problem ved kirkelige vielser af homoseksuelle.  Højlund skulle ifølge Sareen have sagt, “Der sker ikke noget. Tingene går videre”, hvilket Sareen brugte som argument for sin reform.  Problemet var bare, at præsten ifølge både ham selv og vidner havde sagt det stik modsatte af, hvad Sareen citerede ham for: “at folkekirken vil overleve som statslig religionsanstalt, selvom den begynder at vie homoseksuelle par som ægtefolk, men dens dage som forpligtet kristen, evangelisk kirke vil være talte.”  Da Birthe Rønn Hornbech (V) og andre–herunder Højlund selv–konfronterede Sareen med, at påstanden var forkert, og at Højlund følte sig fejlciteret og misbrugt, svarede Sareen således:

”Jeg beklager selvfølgelig, at Henrik Højlund føler sig misforstået, og at jeg tilsyneladende har gengivet hans holdninger forkert. Det er jo i den slags spørgsmål altid svært at afgøre, om afsenderen har udtrykt sig upræcist eller modtageren har misforstået. Men jeg kan blot konstatere, at Henrik Højlund føler sig misforstået, og det er jeg ked af.”

Det er værd at bemærke formuleringerne, der uden tvivl har været gennem en presserådgiver: Selv efter at Højlund gentagne gange har pointeret, at han ikke har de holdninger, Sareen tillægger ham, kan Sareen ikke få sig selv til at indrømme dét.  Det er derimod Højlund, der “føler sig misforstået”, fordi Sareen “tilsyneladende” har gengivet hans holdninger forkert, eller “afsenderen har udtrykt sig upræcist”, og i det hele taget er det ifølge Sareen nærmest uklart, om Højlund overhovedet ved, hvad han selv mener …

Og det er ikke eneste gang, Sareen er røget uklar med den “kirkelige højrefløj” med hensyn til, hvem der har sagt hvad.  I en nylig debat i Danmarks Radio (30.I.) sagde Sareen, at sognepræsterne Søren Krarup og Jesper Langballe i deres tid som folketingsmedlemmer for Dansk Folkeparti havde brugt Folketingets talerstol til at “politisere” Folkekirke og kristendom.  Det har Krarup sidenhen i løbet af februar og marts tre gange bedt Sareen om at dokumentere–vistnok uden nogen respons.

Og ja, man kan såmænd slutte med begyndelsen: Da Sareen blev udnævnt til minister, var han selv på P1 hurtig til at fremstille det som noget “historisk”, fordi han var den “første minister med indvandrerbaggrund”.  Der gik ikke lang tid, før andre gjorde opmærksom på, at det såmænd havde bogstaveligt vrimlet med indvandrere i danske regeringer i 1700- og 1800-tallet (f.eks. en vis biograf-aktuel gehejmekabinetsminister Johnn Friedrich Struensee og grundslovsfaderen, finansminister Christian Georg Nathan-David), og at der fra nyere tid kan nævnes politikere som finansminister Henry Grünbaum (S) (hvis forældre var østeuropæiske jøder), og skatteminister Isi Foighel (K) (der var tysk statsborger indtil 22 års-alderen, også med jødisk baggrund).  Også dengang kom DR’s Detektor efter Sareen.

Udnævnelsen til kirkeminister kom iøvrigt kort efter, at Sareen under stor bevågenhed havde proklameret, at han nu meldte sig ud af Folkekirken i protest–hvilket det så, da han blev kirkeminister en måned senere, viste sig, at han alligevel ikke havde gjort.

Noget af alt dette kan måske afskrives som en mand, der er “lidt-for-hurtig-på-aftrækkeren”–som lader sig rive med i en travl hverdag, og måske ikke lige ved nok om f.eks. dansk politisk historie, eller hvad standardkrav til videnskabelighed er, o.s.v., og som til med som politiker er en oplagt skydeskive fra både venstre og højre.  Men det kunne også være en uheldig kombination af overfladiskhed og selvretfærdig idealisme, hvor det i virkeligheden opfattes som lidt ligegyldigt, om det, der siges, nu også er sandt eller forkert, så længe det passer ind i den “fortælling”, man gerne vil fabrikere.

Er det sidste tilfældet, så har Manu Sareen et problem, og det har hans parti–og danskerne–i så fald måske også.