Kulret kulegravning

Skønlitterære forfattere som George Orwell, Franz Kafka og Henrik Stangerup har i fiktion fremstillet, hvor galt det kan gå, når politiske magthavere bruger statsapparatet til at vende op og ned på skyld og uskyld, frihed og ufrihed, ansvar og ansvarsløshed.  Men de havde næppe fantasi til at forestille sig, hvad en dansk venstrefløjs-regering anno 2012 ville kunne finde på.

I dag har regeringen således nedsat et ekspertudvalg, der skal “kulegrave finanskrisen”.  Nå ja, det skal udvalget så alligevel ikke rigtigt, for medlemmerne skal kun se på halvdelen af det hjørne af universet, hvor årsagerne kunne ligge.  Højest.  Ekspertudvalget skal ifølge kommissoriet kun se på finanssektorens aktører–ikke på hvordan politikernes gerninger eller offentlige institutioner kan have spillet en rolle.  Så masser om bankerne og sikkert om “hedgefunds” og anonyme spekulanter–men ikke om forskellige regeringers økonomiske politik, ikke om Folketinget, ikke om Finansiel Stabilitet, ikke om Finanstilsynet, ikke om Nationalbanken, ikke om EU eller den Europæiske Centralbank.

Det svarer lidt til at nedsætte et ekspertudvalg til at se på årsagerne til Irak-krigen men afgrænse fokus til at handle om soldater, fly og tanks, men at ignorere dem, der traf beslutningen om krigen, finansierede den og bestemte dens grundregler.

For det er næppe noget helt kættersk synspunkt, at væsentlige faktorer bag finanskrisen var eller kunne være netop den offentlige sektor og dens beslutningstagere.  F.eks. den førte pengepolitik, den i perioder ekstremt lave udlånsrente, og et konstant politisk pres på og regulering af finanssektoren.  Hvad sker der f.eks., når der bliver blandet politiske hensyn og personlige ambitioner ind i de politikker, der gennemføres?  Tænk blot på, hvordan indskydergarantier eller redning af kriseramte banker og stater kan tænkes at påvirke selvsamme indskydere, banker og stater, fordi det giver perverse incitamenter af den slags, der opmuntrer til “moralsk hasard”–altså det, at man opfører sig på en uheldig måde, fordi man er i stand til at lade andre samle regningen op.

Læg dertil at ekspertudvalget reelt kun har én, der kan kaldes en ekspert fra netop finanssektoren.  Resten af udvalget består af professorer og repræsentanter for–ja– Danmark Nationalbank, Finansministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet.  Med dét og kommissoriet har man så effektivt minimeret muligheden for, at der bliver stillet spørgsmål, der kunne pege andre steder hen end der, hvor man i forvejen har bestemt sig for at finde “årsagerne”, og som samtidigt ville kunne  have viden om netop den side af sagen.

Måske mest absurd er fokuseringen på kun finanssektorens aktører som “årsag” til “finanskrisen”, at den ser bort fra en stor mulighed: S*** happens.  Ikke alt har én eller nogle få klare årsager, der kan fastslås entydigt.  Økonomer har i århundreder kendt til, at der er konjunkturcykler i samfundsøkonomien, som simpelthen forekommer naturligt, og som det både kan være svært at forudsige præcist og endnu sværere at afbøde.  Det betyder ikke, at man ikke kan blive klogere på årsagerne, men nok at man skal være forsigtig med at fortolke.

Men hvis man først har sat sig som mål, at der skal findes nogle skyldige–og har man allerede fravalgt en del af de mulige–så skal man nok ikke blive overrasket over, hvad konklusionen bliver. Er man i tvivl om dét, skal man såmænd blot høre, hvad erhvervsminister Ole Sohn (SF) siger, når han gør sig selv til både anklager, jury og dommer og fælder dommen på forhånd:

“Det er jo ikke Finansiel Stabilitet eller Finanstilsynet, der er årsagen til krisen. Det er en kendsgerning, at der har været nogle tvivlsomme forretningsmodeller i nogle banker.”

Sohn har også allerede lagt sig fast på, at årsagerne ikke kan være for megen regulering men kun for lidt regulering: “Det passer ikke ind i denne sammenhæng. [...] Der skal kigges på, om de opstramninger der er sket, har været tilstrækkelige”.

Når det kommer fra én, der selv er en af de politikere, der apriori frasortes som medskyldige, lyder det hele så ikke lidt som politiet og dommerne i Orwells, Kafkas og Stangerups romaner?