Ole “I know nothing …” Sohn

Et hårdt presset erhvervsminister Ole Sohn  (SF) har efter nye afsløringer nu måttet krybe til korset i noget så ukommunistisk som Berlingskes kronik.  Her har den tidligere DKP-formand fredag givet en ny forklaring på de mystiske overførsler af penge fra det Sovjetunionen, der havde raketter rettet mod Danmark, til det parti, Sohn ledede, og som mere end de fleste andre kommunistpartier, var Moskvas forlængede arm.  Eller hvad man nu skal kalde Sohns skriveri.  For den seneste “forklaring” kan, sammen med hans tidligere udsagn, grundlæggende sammenfattes med de kendte ord fra den spanske tjener, Manuel, i klassikeren “Halløj på badehotellet”: “I know nothing …”.

Sohn vil ihvertfald gerne have danskerne til at tro på, at han ikke kan huske, om han evt. har modtaget kontante pengebeløb.  Altså udover de overførsler, som han pudsigt nok godt kan huske, at han modtog.

“Min fortid som formand for DKP for mere end 20 år siden har på ny givet anledning til artikler om pengestøtten til DKP fra Moskva. Desværre rækker min hukommelse ikke til at huske alle beslutninger og handlinger fra dengang.”

Altså: “I know nothing.”

Nuvel, det er også +20 år siden, og vi mennesker er alle forskellige, men mon dog ikke, om de fleste af os ikke ville kunne huske, hvorvidt vi havde eller ikke havde modtaget store, kontante pengeløb fra en fremmed statsmagt?  Denne skribent kan ganske vist ikke huske, hvad der mangler i køleskabet derhjemme, men jeg kan dog godt huske, da jeg i 1986 for første gang overtrak mit Dankort–og det var altså før, Sohn blev DKP-formand.

Der er en anden grund til, at det kan være svært at tro, at Sohn ikke husker så godt: At han tilsyneladende husker alle mulige andre ting fra dengang ret godt.  F.eks. fortæller han i selvsamme kronik, hvorledes “valget af mig som formand i 1987 kom ud i voldsomme interne kampe, hvilket betød, at der på et tidspunkt reelt var tale om to partier”, og at han “blev frarådet at beskæftige mig med økonomien”, og at hans

“ønske var at gennemføre gennemgribende reformer af DKP – både politisk og i form af en økonomisk oprydning. Men jeg var i mindretal frem til en ekstraordinær kongres i januar 1990. Forinden nåede jeg sågar at blive midlertidigt afsat som formand i efteråret 1989, da jeg støttede ønsket om denne kongres.

Undervejs var der flere heftige diskussioner om DKPs pilrådne økonomi, og i løbet af 1989 blev det besluttet at sælge en del af Land & Folks Hus fra. Det hjalp dog ikke mange måneder. Diskussionerne om den elendige økonomi fortsatte. Jeg foreslog at hente professionel hjælp ind udefra til at bringe overblik over økonomien. Men et flertal fastholdt, at ledelsen selv skulle tage ansvar for at finde en løsning.

I efteråret 1989 lykkedes det endelig at få tilknyttet ekstern bistand i form af en advokat og en økonomisk konsulent til at rydde op og skabe overblik over økonomien. Den sidste del af Land & Folks Hus blev solgt i januar 1990, og avisen samt Terpo Tryk blev skilt ud som selvstændige enheder med eksternt reviderede regnskaber.”

Så der er faktisk meget Sohn kan huske, ihvertfald af de for ham selv fordelagtige ting. Det er de mere følsomme ting, han har svært ved at huske:

“Jeg kommer dog til kort, når jeg i dag bliver spurgt til detaljer. Jeg havde og har ikke det fulde indblik i, hvordan de konkrete pengestrømme var. [...] Min mangelfulde viden om, hvordan det skete, udspringer til dels af, at administrationen af økonomien lå hos andre og muligvis også, at jeg i en lang periode var i mindretal i ledelsen.”

Igen: “I know nothing.”

“Jeg har ikke selv konkret indblik i, hvor mange penge der kom hvordan og hvornår.”

“I know nothing.”

“I dag kan det synes helt absurd, at jeg som formand ikke havde fuldt overblik over økonomien, men det skal også ses i lyset af de hårde magtkampe mellem de to fraktioner. Jeg blev frarådet at beskæftige mig med økonomien, men det har selvfølgelig ærgret mig mange gange siden, at jeg fulgte det helt åbenlyst dårlige råd.”

“I know nothing.”

“Om der kom flere penge fra Moskva senere i 1990 til Terpo Tryk via APNs kontor i København erindrer jeg ikke. Jeg tror det ikke.”

“I know nothing.”

Der er en tredje grund til, at det er svært helt at tro Sohn, når han nu siger, at han ikke har vidst, hvad der er foregået.  Det er, som påpeget af Sohns gamle kommunistiske venner, det hæderkronede marxistisk-leninistiske princip om “demokratisk centralisme”, som også DKP fulgte.  Ifølge dette vælger medlemmerne ledelsen, hvis beslutninger så til gengæld også er bindende for medlemmerne.  At formanden for et så centralistisk og top-styret parti skulle have været helt uvidende om, hvor partiets penge kom fra, finder selv gamle kommunister svært at forstå.  Måske er det derfor, at Sohns forklaringer er gået fra “nej” til “det ved jeg ikke” og “det kan jeg ikke huske”?

“I know nothing.”

Ole Sohns kronik giver dog anledning at huske noget helt andet, nemlig øgenavnet “Ole Ål”.  I indlægget i Berlingske gentager Sohn f.eks.:

“Jeg meldte mig ud af DKP i 1991, og siden har jeg taget et opgør med min tid som kommunist og DKP-formand. Det, DKP stod for – og dermed også det, jeg stod for – var forkert.  Det var en anti-demokratisk ideologi, der på en uskøn måde var forbundet med ikke mindst de østeuropæiske undertrykkende regimer. Jeg har fortrudt det og ærgret mig over det lige siden.”

Men det er hverken helt sandt eller helt overbevisende.  Sohns opgør har været med andre kommunisters gerninger, ikke egne.  Men fremfor alt stod Sohn endnu efter Berlin-murens fald og også efter at være gået af som DKP-formand fast på sin kommunisme.

Her er, hvad han udtrykte i et interview med Politiken (“Hjertet er rødt endnu”, interview, Politiken, 3.XII.1989):

“Det er ikke de kommunistiske idealer, der fornægtes i Østeuropa. Det er de forbrydelser, der er sket i socialismens navn, siger Ole Sohn ….

Kan kommunismens sammenbrud i øst ikke få dig til at vakle i troen på idealerne?
Det er en række gerninger, man fornægter ikke de kommunistiske idealer. De forbrydelser, der er sket i socialismens navn, er en af de mørkere sider af vores historie, men jeg ser ikke noget anti-kommunistisk i, at folk nu går på gaden i Østeuropa og kræver ændringer. Snarere tværtimod. [ ...]

Ole Sohn erkender, at det kan være svært at holde gejsten oppe, men det er nu op til DKP-medlemmerne selv at formulere de idealer, der skal arbejdes efter.

I øst taler kommunisterne nu om at indføre den demokratiske socialisme. I Danmark arbejder både S og SF for det. Hvorfor skulle der være brug for et kommunistisk parti i Danmark?
Socialdemokratiet tror, at man kan styre kapitalkræfterne, og det er vi uenige i. Det betyder ikke, at enhver lille bagerforretning i Danmark skal nationaliseres, men samfundet skal have råderet over finanssektoren og for eksempel energisektoren. [...]

Enhedslisten vil kunne give venstrekræfterne et opsving igen. Den er dels et skridt til venstre for SF dels et skridt foran. [...]

Netop nu tales der om, at det er stalinisterne, der har beskåret din magt, og er ved at tage magten i DKP. Det øger vel ikke tilliden til partiet?
Det er vildt at betegne de kammerater som stalinister. Som en vejledning vil jeg sige, at der er tale om forskelle mellem traditionalister og fornyere.

Dét var, hvad Sohn mente om Sovjet, strammerne i DKP og kommunismen, mens Warszawa-pagten endnu havde atomraketter rettet imod Danmark, og efter at Berlin-muren var faldet.

Og ser man på, hvad Sohn i 1991 gav som sindsstemning og forklaring, da han var gået af som formand for DKP og havde været med til at beslutte, at partiet ikke længere skulle opstille selvstændigt til folketingsvalg, så var det langt fra afstandtagen men snarere et resigneret forsvar.  Her er hvad Sohn mente to måneder efter, at hans forbillede, Gorbatjov, havde sat militær ind for at nedkæmpe civile demonstranter (“DKP-formand siger farvel med et smil”, interview, Berlingske Tidende, 17.III.1991):

“»Der er aldrig nogen, der er blevet kommunist i Danmark, fordi de elskede Sovjetunionen, eller fordi de mente, at udviklingen i Sovjet var ideel. De blev det, fordi de marxistiske ideer er rigtige, og fordi de mødte spændende folk, for hvem der var lille afstand mellem ord og handling.« [...] Alligevel siger Ole Sohn , at det er ganske svært at være med til at bære et parti som DKP med dets tunge historie til graven. »Selvfølgelig er det ikke let. Tænk på alle de kampe, partiet har været igennem. Tænk på alle de store personligheder, som blev en del af partiet. Det er ikke let at tænke på. Men der er ingen vej udenom. Det er ikke et mål i sig selv at opretholde et parti. Man må tilpasse organisationen til de krav, der stilles«.”

Også derefter holdt han fast (jf. “Kommunisme er sund fornuft”, interview, Berlingske Tidende, 24.III.1991):

“Nej, den tidligere DKP-formand går ingen bodsgang. Fra ham får vi ingen undskyldninger à la den, Tjekkoslovakiets præsident Vaclav Havel forleden gav NATO, da han på egne og det tjekkoslovakiske folks vegne undskyldte »alle de løgne, som mine forgængere gennem årene har fortalt om Jer.«

For Sohn mener stadig, at de kommunistiske idealer er rigtige. »Fejlen var blot, at vi troede, at de kun fandtes i DKP. Sandheden er jo, at de er almenmenneskelige. I ønsket om frihed fra undertrykkelse, uvidenhed og nød har kommunismen meget til fælles med kristendommen«.  [...]

Er troen, kommunismen, og menneskesynet intakt? »Det farligste ved kommunismen er den måde, man har opfattet den internationale solidaritet på. Et grundlæggende sundt begreb, men blandt de kommunistiske partier er det blevet tolket sådan, at man altid skulle være solidarisk med andre kommunistiske partier, som man derfor undlod at kritisere.«”

Så stor og dyb var Sohns kritik af kommunismen og Sovjetunionen efter afgangen som DKP-formand.  Gad vide om Sohn heller ikke kan huske dét i dag?