Konservativ dødsdrift – næstsidste afsnit
55 kommentarerDet Konservative Folkepartis valgresultat var ikke bare skidt. Det har de været i så mange år, at man næsten har vænnet sig til det. De Konservatives valgresultat var det dårligste i partiets 96 årige historie–og det er i så henseende ingen trøst, at Socialdemokraternes var deres dårligste i 108 år. I det mindste får sidstnævnte formodentlig både regeringsmagt og nogle ministerbiler som plaster på såret. De Konservative, der for kun to årtier siden havde både statsministeriet og et af de største gruppeværelser, er nu reduceret til at være dansk politiks mindste parti (når man ser bort fra de ikke-repræsenterede Kristendemokrater).
Hvordan kunne det komme så vidt? Det er der både et kort “her-og-nu”-svar på, og så et længere “the big picture”-svar på. Vi nøjes for nærværende med det første.
Årsagen til, at De Konservatives valgresultat gik fra at være skidt og katastrofalt til at bringe det på gravens rand kan klart og utvetydigt placeres ét sted: I Lars Barfoeds taktiske udspil om at lave en “henover midten”-alliance med Det Radikale Venstre, hvori partierne gav hinanden håndslag på at ville insistere på, at det andet parti skulle med i alle større forlig.
Denne i bund og grund meningsløse gestus, der aldrig ville have stor praktisk betydning, lød i en tid, hvor alle tror, at det er “spin”, der er konge, ellers godt som medie-stunt. Hvis man ser bort fra den fordel, som De Radikale måtte have set i den, så ræsonnerede De Konservative, at de med en sådan alliance kunne bruge som samme strategi, som da Schlüter i 1970erne rejste partiets stemmeandele ved at gå fra at være hård højre-opposition imod Anker Jørgensen til at være “borgerlige stemmer der arbejder”. (At det så skete ved at lægge stemmer til Socialdemokratisk krisepolitik snarere end borgerlig og ved at tage vælgere fra Venstre snarere end henover midten er facetter, som De Konservative ofte glemmer.) Mere vigtigt var det, at Schlüter etablerede et så nært samarbejde med De Radikales Niels Helveg Petersen, at partiet–trods historisk uvilje–i 1982 pegede på Schlüter som statsminister i stedet for Socialdemokraternes Anker Jørgensen og Venstres Henning Christophersen. Det blev til et 11-årigt parlamentarisk samarbejde, herunder to år sammen i en VKR-regering.
Oveni skævede De Konservative i august 2011 så også til, at det måske var en måde at få vælgere, der tidligere har stemt V eller K men var gået til De Radikale p.g.a. partiernes samarbejde med Dansk Folkeparti til at føle, at de nu ville kunne stemme Konservativt og så samtidigt få de Radikale med. Køb to, betal for én.
Læg dertil at det for centrale Konservative som bl.a. Lars Barfoed og Per Stig Møller nok også er dér, hjertet ligger: De har altid tilhørt den Konservative venstrefløj, der fra tid til anden har talt om f.eks. samarbejde henover midten og endog samarbejde med Socialdemokraterne.
Men i alle disse plausible, rosenrøde scenarier glemte De Konservative bare én ting: At deres eget hus er bygget af sand og på et sted, hvor mindst tre forskellige oceaner mødes og æder fra hver sin side. En traditionalistisk, nationalkonservativ “Gud, Konge og Fædreland”-strømning. En liberalkonservativ strømning med vægt på personlig og økonomisk frihed og lave skatter. Og så en socialkonservativ én, der med John Christmas Møllers og fhv. finansminister Palle Simonsens egne ord lige så godt kunne have været Radikale, hvis det ikke lige var for forsvarssagen. Da der–fra 1. verdenskrig til 1973–reelt kun var de liberale Venstre-folk og de mere venstresnoede Radikale at skele til, var det en Konservativ koalition, der måske nok nu og da kunne være under pres men som kunne holdes sammen. Men læg så dertil nu Liberal Alliance til at konkurrere om de frihedsorienterede og Kristeligt Folkeparti/Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti til at konkurrere om Gud, Konge og Fædreland.
Dét er De Konservatives stor dilemma i en nøddeskal igennem mange år: At hver gang man prøver at gå den ene vej, gør man sig uvenner med cirka 1/3 af sin historiske koalition. Og det var det, der skete denne gang–igen igen, bare værre.
Hvis man er i tvivl om, at det var alliancen med De Radikale, der spillede en stor rolle for De Konservatives katastrofale resultat, kan man se på nogle ganske få fakta.
For det første var dén historie reelt den eneste, der dominerede valgkampens omtale af De Konservative. Der dukkede ingen nye slagsmål eller personsager op. Der var ingen store fodfejl. Læserne kan selv gennemgå avisomtalerne af partiet under valgkampen.
For det andet ses det af udviklingen i meningsmålingerne under valgkampen. Her kommer professor Søren Risbjerg Thomsens vægtede meningsmålingsgennemsnit fra valgkampen for De Radikale og De Konservative:
Radikale Konservative
Til 25/8 7,3 6,5
Til 31/8 7,6 6,3
Til 4/9 8,5 6,2
Til 7/9 9,3 6,2
Til 11/9 9,5 5,5
Til 14/9 9,6 5,9
15/9, valgresultat 9,2 4,9
Som det tydeligt fremgår lå De Konservative i dagene op til valgets udskrivelse (26. august) skidt i forhold til 2007-valget, men dog bedre end sidste vinter: på 6,5 pct. Den 27. august annoncerede Barfoed og Vestager deres alliance–og så gik det ellers (gennemsnitligt) ned og ned, til et slutresultat på 4,9 pct.
Der skete simpelthen ikke andet for De Konservative i valgkampen end RK-alliancen, og der er ikke anden “begivenhed” at forklare nedturen med. At forklare udviklingen med “personsagerne”, sådan som syv Konservative folketingsmedlemmer var hurtige til at gøre, er simpelthen både fjollet og meningsløst–og måske at stikke sig selv blår i øjnene. “Personsagerne” kunne måske forklare en del af dykket fra 10-12 pct. i 2008/2009 til 6-7 pct. i 2011, men ikke under nogen omstændigheder dykket fra 6-7 pct. medio august til under 5 pct. medio september.
Det tredje og sidste sæt af fakta er meningsmålingernes data om partiskifterne: De eks-Konservatives “vindere” i.f.t. 2007-valget var 1) Venstre (ca. 5 pct.), 2) Liberal Alliance (ca. 2,5 pct.), 3) De Radikale (ca. 1,5 pct.) og 4) Dansk Folkeparti (ca. 1 pct.). Man kan næppe udelukke, at der er Konservative, der har stemt anderledes p.g.a. VK’s ti-årige alliance med Dansk Folkeparti, men hvis Gallups tal skal give mening, så skulle disse vælgere næppe være gået til V og LA, og så skulle der iøvrigt nok ikke have været så sammenlignelig en “afsivning” til Radikale og DF.
Hvorfor gik det under valgkampen så galt? Man kan sige det på den måde, at hvis tilbuddet er “køb to, betal for én”, så skal man være ret sikker på, at “kunderne” faktisk også gerne vil have det ekstra, de så får og skal slæbe hjem fra butikken. Men hvorfor skulle liberale Venstre-folk og LA’ere stemme Konservativt for at få de mindre-liberale Radikale med? Og hvis man i virkeligheden som vælger læner i retning af De Radikale og står med valget mellem “the real thing” og kopi-produktet til samme pris, hvorfor så tage kopi-produktet? Vi behøver nok ikke at dvæle meget ved, hvorledes Gud, Konge & Fædrelands-konservative kunne tænkes at vurdere alliancen med dét parti, der næstefter Enhedslisten nok står mindst for Gud, Konge og Fædreland–RK-alliancen har næppe haft nogen sikrere måde at skræmme dem væk på.
Det er meget tænkeligt, at en alliance med De Radikale kan have logik på længere sigt: At fremtiden for en fremtidig borgerlig-liberal regering ligger i et reform-venligt samarbejde mellem V, K, R og Liberal Alliance. Måske–men det kræver, at De Radikale først er villige til at fravælge venstrefløjen.
På kort sigt var Barfoeds taktik med garanti en gebommerlig bommert for De Konservative.
55 kommentarer RSS feed
Hold nu op. Du er så optaget af Margrethe Vestager, at du glemmer Pia Kjærsgaard. I øvrigt viste en undersøgelse i dag, at De Konservative primært tabte mandater til andre borgerlige partier. Jeg mener, De Konsevative begik politisk harakiri for at bevare nogle af sine kerneværdier. Dagspressen inkl. politiske kommentatorer var ikke fair mod De Konservative, men krævede senest, partiets valgoplæg skulle være realistiske på kort sigt modsat andre partiers valgoplæg. Det vigtigste søm til De Konservatives kiste før valget var en omdiskuteret aftale om øget kontrol ved grænsen, som ikke måtte kaldes grænsekontrol, men hvor V og DF anførte en kollisionskurs mod EU. De Radikale fremstod som bedste værn mod Dansk Folkeparti.
Glæder mig stadig, til politiske kommentatorer forsvinder som fælge af forandringer på Christiansborg anført af Helle Thorning-Schmidt. Har opdaget journlisters og politiske kommentatorers kærlighed til Pia Kjærsgaard.
En joke:
For mange år siden havde 2 konkurrerende skofabrikanter afsætningsvanskeligheder. Noget måtte gøres. De fandt begge frem til, at gå eksportvejen. De sendte hver deres repræsentant til Afrika. Efter fjorten dages forløb telegraferede den ene hjem til chefen: Ingen muligheder for at sælge sko i Afrika, alle går Barfoed(t). Fjorten dage senere telegraferede den anden hjem til sin chef: Undskyld forsinkelsen, for der er uanede muligheder for at sælge sko i Afrika, alle går Barfoed(t). Vi lader lige billedet stå lidt.
En forklaring kunne også være
- partitoppen består af tabertyper uden selvtillid. Der er ingen billetsælgere – nærmest det modsatte. Hver gang nogen viser sig eller åbner munden siver vælgerne. Ikke så heldigt i en valgkamp.
- selv om de rent faktisk har en række gode resultater (målt ift. deres partiprogram) anser vælgerne dem stadig for et ligegyldigt parti. Det kan da kun være partitoppens egen skyld, for de har fået uendelig lang taletid her i valgkampen.
- partitoppen formåede ikke at kommunikere en klar vision om hvor de vil hen og K’s unikke politikker
- partitoppen hjalp de Radikale til et kanonvalg (din pointe), hvilket uanset hvordan vælgerne er vandret, ikke er noget der får en nettofremmer blå vælgeres lyst til at stemme på K.
- Naser Khader var særdeles synlig i hele valgkampen
Mange borgelige vælger har i en årrække været trætte af V og Ks evige samarbejde med DF, der gang på gang har fået gennemført deres meningsløse symbolpolitik. Samarbejdet med Pia har været en trist affære for de V og K-vælger, der mener, at der godt kan gennemføres borgerlige politik i samarbejde med bl.a. S og R, uden at give venstrefløjen patent på humanismen, og samtidig opretholde økonomisk forsvarlighed.
Når metaltrætheden knager, som den gør, efter at de samme partier har været ved regeringsmagten i 10 år, er det samtidig kun helt naturligligt, at vælgerne kigger mod den anden fløj. Helgivis for de borgerlige har Danmark en splittet og aldeles inkompetent vestrefløj, der hverken sammen eller hver for sig kan blive enige om ret meget. Samtidig viser alle målinger, at danskerne foretrækker Lars Løkke frem for Thorning som statsminister.
Set i det lys var det kun fornuftigt af Barfoed, at han klart markerede, at K vil det bredde samarbejde, og på den måde tog skridtet hurtigere end Løkke.
Desværre var Barfoed ikke derimod tydelig nok, når han kommunikerede Ks mærkesager og værdier (hvad er de egentligt?). Nedsættelsen af skatten tabte han til LA, og værdikampen til V, hvor Lars Løkke gjorde en stærk indsats til sidst i valgkampen.
For mig at se, har De Konservative ravet rundt i blinde helt uden jordforbindelse.
Først deres tro på Leneeffekten, som så udeblev.
Så troede Lenepigen, at hun kunne score point hos feministtyper på at sætte sit familieliv over udenrigsministerposten samtidig med at hun ville være både leder af partiet og så uklogt rage den meget vigtige udenrigsministerpost til sig.
Det kunne hun så ikke og kom til at stå som en uansvarlig jubelidiot i stedet for at udstråle girlpower.
Så sætter de alt ind på nogle skattelettelser, som 99% af samfundet godt kan se, var meget malplaceret i situationen.
Så indsætter de den meget lidt respekterede Barfod, som ikke kan beskyldes for at være god til at sælge “billetter” Det er vel noget af en overdrivelse at mene, at han har et vindende væsen?
Gud hjælpe mig, om ikke han begynder at bable om skattelettelser lige midt i de besværlige forhandlinger om efterlønnens reduktion, så man leverer rigtig gode argumenter til Rødgardisterne om, at det er de rige, der skal lukrere på de svage. Har man da slet ingen situationsfornemmelse? Næh, åbenbart slet ikke.
Og så det stunt med De Radigale, var da så fuldstændig overflødigt og meget dumt. Man havde sikkert troet på, at man kunne høste sympati på at foregøgle samarbejde “hen over midten”.
Det er et sølle parti aldeles uden jordforbindelse og situationsfornemmelse.
Denne situation afspejler dermed en total mangel på evne til så oven i købet at lede et land. Tænk på hvilke ulykker disse verdensfjerne typer ikke kan forårsage, hvis de får magt, som de åbenbart har agt. Ja, vi så det da Ferieministeren slog sine tåbelige folder.
De har været på selvmordskurs længe, og det ser ud til at ville lykkes for dem.
R.I.P. Konservative!
Kære PK-K! De Radikale endte faktisk på 9.5%…
Det værste for De Konservative er, at deres i særklasse mest talentfulde politiker, Rasmus Jarlov, ikke blev valgt ind i Folketinget.
“Årsagen til, at De Konservatives valgresultat gik fra at være skidt og katastrofalt til at bringe det på gravens rand kan klart og utvetydigt placeres ét sted: I Lars Barfoeds taktiske udspil om at lave en “henover midten”-alliance med Det Radikale Venstre..”
Det mener jeg ikke er en rigtig tolkning.
Tilbagegangen satte ind, da Lene Espersen var formand, og selvom den midlertidige bedring forduftede igen under valgkampen, kan jeg ikke se, hvorfor “alliancen” med De Radikale skulle være årsagen?
Berlingskes analyse af vælgervandringer tyder i hvert fald ikke på det.
Det er også velkendt, at de konservative stort set altid har bekendt sig til sloganet “borgerlige stemmer, der arbejder” i modsætning til V’s og især DF’s blokpolitik. Så forståelsen med R kan ikke komme som en overraskelse.
Jeg tror, at forklaringen er mere banal: rigtig mange vælgere vil gerne være på vinderholdet. Inden for reklamebranchen kaldes det “band-waggon-effekten”: det er simpelthen sjovere at være del af en sejr, så hvis et parti kan iscenesætte sig som vinder, vil man automatisk kunne hente lidt ekstra. Mens de udråbte tabere altså må aflevere lidt ekstra.
Men altså: hovedårsagen til den konservative nedtur skal findes i forløbet under Lene Espersens lederskab.
Ja, Jan Christensen. Det er desværre noget nemmere for borgerlige at blive valgt ind udenfor hovedstaden.
Analysen er vel ikke så svær: 1) K har i 10 lagt stemmer til en politik, som kun med meget god vilje kan kaldes borgerlig (herunder den økonomiske politik, som har været klassisk, rød “tax & spend”). 2) Når man i en lang periode skuffer sine kernevælgere, er det ikke så mærkeligt, at disse er klar til at skifte, når der kommer et reelt borgerligt alternativ (LA). 3) De to nævnte forhold gør det svært at tiltrække og fastholde politiske talenter. Af samme grund er det ikke så mærkeligt, at der tilsyneladende helt manger en ny generation, som kan føre partiet videre.
Kære PK-K, du har næsten fuldstændig ret i din analyse. Mega-selvmordet på en borgerlig fortsat regering blev udført af Barfoed, der nok overhovedet idag ikke forstår hvad han egentlig gjorde – og DOG – du har glemt at han var i lang tid bare så betændt af sit had til PiaK og DF, da de medvirkede til tidligere at han fik en kæmpe-begmand! Procentudviklingen fra d. 27. august viser jo simpelthen alt. Hold da ferie, hvor må Vestager og de radikale grine, da det lykkedes dem at fjerne flertallet over til rød blok! Nu skal Danmark åbenbart styres af radikale og Enhedslisten, der vil have afskaffet politi og militær, ligesom de vil nationalisere danske virksomheder. Minder det ikke lidt om 30,ernes kommunisme og senere tyske tilstande?
Jamen, så må vi jo vente igen. bare jeg vidste HVAD det er der skal under behandling?
@ Anders Hansen
Dit ræsonnement lider under, at hovedmodtageren af de konservative stemmer var Venstre!
Jeg synes vi skal huske på, fordi det ER allerede gået over i Danmarkshistorien som første gang at folk med forbindelser til et ledende regeringsparti benytter elektroniske blogs til at sværte formanden for juniorpartneren i en borgerlig regering — at det var de to herværende bloggere, Niels K. Kjær og hans store idol, Uffe E. Jensen, som benyttede Danmarks ældste borgerlige avis’ elektroniske blogsystem — kynisk udnyttende chefredaktørens godtroenhed og IT-analfabetisme — til at nedgøre og detronisere vor kvindelige udenrigsminister, som før deres skændige handling — og husk lige på det — faktisk var Danmarks mest populære minister.
—
Jeg gider ærlig talt ikke beskæftige mig særlig meget med Niels K. Kjær, fordi det for mig er som at se ned i en afgrund, når man iagttager dette eksemplar af menneskeracen,- så lavt og så nemt at trevle op – de argumenter som kommer ud af hans ganespalte.
Men der er ingen tvivl om at fremtidige historikere vil udnævne ham som hovedansvarlig for den konservative tilbagegang.
Han er en art selvbestaltet spin-doktor, som via foredrag rundt i landet og iagtagelser af Wos suveræne folks ytringer, tager bestik af folkestemningen – som han selv (og husk lige på det) føler sig højt hævet over. Jeg så ham på “Aftenshowet” den 17. maj 2010 hvor han sad og pegede fingre af forskellige ministre og hvor populære de var (efter hans mening– og hans fornemmelse for folkets ditto). Men han sad faktisk aktivt og præparerede folk gennem TV-skærmen, altså udstak teksten for dem, om hvad de skulle mene.
Analysen forekommer meget overfladisk. For hvis nogen af de konservative vælgere var utilfredse med Barfoeds “alliance” med Radikale, så var den logiske konsekvens for disse vælgere da at stemme på andre partier i blå stue og ikke at stemme på Radikale.
At den radikale fremgang i løbet af valgkampen stort set svarer til den konservative tilbagegang er derfor næppe andet og mere end et tilfældigt sammentræf.
Men i det omfang, at “alliancen” har fået nogen af K´s vælgere til at gå til V og I, så har Peter naturligvis ret i, at det var en taktisk bommert af rang. For i så fald kunne Barfoed jo måske ved blot at holde sin kæft have fået de par mandater ekstra, der ville have givet ham mulighed for faktisk at danne flertal sammen med S-SF-R.
Den del af analysen, som handler om de konservatives identitetskrise og om konkurrencen fra andre partier, er jeg så til gengæld helt enig i.
God eftermiddag!
—————–
Lad os lige huske på at Arctic Five var dannet i 2008 på initiativ af Per Stig Møller, og at mødet i Canada kun var det ANDET i denne organisations historie. Der VAR en dansk repræsentant med på mødet. Uanset hvad ma
n mener om Lenes udeblivelse,- hvor
klogt var det så set fra en borgerlig synsvinkel at begynde at lambaste hende for denne minor offence?
Spørg Niels K. Kjær. Han er en meget klog mand. siges det.
t
Forsøget på at skabe en Ny Ny Alliance mellem Radikale og Konservative, slog fejl. De tabte sammenlagt to mandater – og det er netop disse to mandater der mangler i et SSF-R-K centrums-samarbejde, hvor K skulle agere alternativ til Ehl.
Jeg mener Claus T. har ret i sin band-wagon effekt. De to partier i krise – SF og K – fik et valg svarende til den laveste meningsmåling, eller værre. De tre partier i fremgang, Ehl, R og til en vis grad LA, toppede på valgaftenen. +20 mandater i alt.
Muligt at non-stop mediedækning har noget at sige i den forbindelse.
Mon ikke mange Konservative i dag ærgrer sig over, at de ikke valgte Connie Hedegaard som formand … mens tid var?
Det er muligvis rigtigt, at “på den korte bane” har alliancen med R kostet nogle stemmer. Men mon ikke de konservatives egentlige problem er mere langsigtet og strukurelt: Nemlig at de har placeret sig så meget i skyggen af Venstre, at der reelt ikke er nogen argumenter for at stemme på dem?
Både Venstre og Konservative prøver at placere sig som midter-partier der kan trække vælgere over midten og føre en politik for hele befolkningen. Det giver et ekstremt snævert manøvre-rum, og konservative er da også i de senere år nærmest reduceret til en karikatur, der har stået i et hjørne og råbt på top-skatte-lettelser – uden at få noget ud af det. Det er ikke umiddelbart klart, hvorfor nogen skulle finde på at stemme på sådan et parti, og derfor kan man også tvivle på, om partiet har en fremtid, og spørge sig selv, hvorfor partiet har valgt den rolle til sig selv?
Og endnu mere mærkeligt: Når de nu har set, hvordan det er gået for Konservative, hvorfor har SF så valgt at spille præcis samme rolle i forhold til Socialdemokraterne?
Hvad skulle Barfoed have gjort?
Hvis VK, Dansk Folkeparti og Lineral Alliance havde vundet valget og VK regeringens fortsat, hvad havde K så at se frem til?
De ville være total juniorpartner i en VK regering hvor V var 3 gange større end dem selv og ville stå for stort set hele facaden udadtil.
Hver gang regeringen kom med et forslag ville DF kræve mere på asylområdet. V vælgerne ville nok kunne overleve det, men for K’s vælgere har nok efterhånden været nok.
Hver gang regeringen kom med et forslag ville Liberal Alliance have skreget “Skattelettelser!” og dermed have sat sig totalt på K’s ideologiske arvesølv.
Det må have stået klart for Barfoed at den situation ville dræbe K som relevant parti allerede i første valgperiode og med al sandsynlighed have sendt dem ud i mørket i anden.
Barfoed har set, at K’s bedste chance var en periode i opposition. Han har så satset (desværre fejlslagent) på at K sammen med S-SF-R ville have givet et flertal som i enkeltsager kunne bruges som alternativ til det rent røde flertal når lejligheden bød sig.
Hvis V, DF og Liberal Alliance nu stiller sig på bagbenene (hvad jeg tror de vil gøre) og kæmper for blokpolitikken, så er der en chance for, at Barfoed står stærkt allerede til næste valg: Nemlig som den borgerlige politiker der vil samarbejdet hen over midten.
Det vil ikke blot være godt for K.
Det vil være godt for Danmark.
Sidste gang der var valg stemte jeg Konservativ. Hvorfor ikke denne gang? Hvad skal jeg med Gud, Konge og Fædreland når man vil indføre euro og deponere mere og mere af magten til EU, det er jo latterligt!!
I 10 år nu, har vi set en regering der har opbygget et kæmpe administrativt regelbunden organisation der ikke lader noget socialistik styre noget tilbage hvad angår centraliseringen og ensretning. Det bizzare er at et såkaldet liberalistisk parti nemlig V førte fanen i et uhørt uliberalistisk projekt.V, dem er jeg ligeglad med. Men at de konservative har mistet alt fodfæste og fornuft og har ladet sig rive med af
“storebroderen” er for os konservative en tragedie.
Jeg vil opstille 7 punkter der har afgjort mit fravalg
1. Er blevet alt for pro EU. Eu skal fylde betydelig minder i K. Klar afstand til EU stat.
2. Væk med centraliserings og ensretnings tanken. Bring individet i fokus, det er her den konservative styrke ligger. Troen på det personlige engagement, troen på Danmark, troen på vores historie.
3. Troen på det frie ord i den demokratiske process. Ingen samme arbejde med de radikale.
4.Ydmyghed. Lene Espersens arrogante overtagelse af PSM’s plads og mange andre person sager.
5. En stærkere profil og holding. Focus på ufravigelige standpunkter/mærkesager hvor et nej fra V vil medfører enden på sammen arbejdet.
6. Styrk de lokale samfund, sig nej til stordrift i skole og hospital.
7. Markering af sig selv som natur partiet. Renere miljø i landbrug og natur.
Jeg er ganske uenig med blogskribentens konklusion omkring, hvor ansvaret for K’s nederlag skal findes!
Den konservative nedtur – eller rettere dødsspiral – skal findes andetsteds: Den skal findes i et årtis nedslidning i regeringssamarbejdet. Et årti, hvor K har måttet stå model til mange ydmygelser fra Venstres side. Et årti, hvor K har måttet lægge ryg til DF’s ubønhørlige prygl. Et årti, hvor det har stået alle klart, at K befandt sig et sted, hvor prisen for magten var høj – måske alt for høj.
Venstre har ikke været loyale over for regeringspartneren. Interne skænderier er med usvigelig sikkerhed endt i total desavouering af de Konservative, og konservative mærkesager blev lanceret af V-statsministeren som hans egne, mens det konervative bagland tænderskærende så til.
Læg hertil de katastrofale personsager, først og fremmest det eklatante ledelsessvigt fra Lene Espersens side, kombineret med en uhørt arrogance i forhold til kritik. Også Henriette Kjærs privatøkonomiske dispositioner blev genstand for megen offentlig interesse.
Lars Barfoed er blevet kritiseret for alliancen med Margrethe Vestager. Det er muligt, det her og nu flyttede stemmer over midten fra K til de Radikale.
Men Barfoed har alligevel handlet forstandigt. Han indså, at den afgående regerings rolle var udspillet efter et årtis blokpolitik og har dygtigt positioneret sit parti i forhold til den kommende. For Margrethe Vestager vil gøre sit for at overholde aftalen og sikre K indflydelse.
Vælgerne har også talt: Den radikale fremgang er tegn på, at mange, tidligere borgerlige vælgere var i lighed med Barfoed også klar over, hvor det bar hen, og da de både ønsker økonomisk ansvarlighed og samarbejde hen over midten, satte de deres kryds ved det oppositionsparti, der kan levere den vare.
Og her kan de Konservative få en konstruktiv rolle.
Jo man kan altid gætte på hvem har skylden, skylden er kanske at verden ændrer sig og de fleste politikere er halvgamle og lever i deres egen verden hos dem som har sit på det tørre
Har kendt en arbejdsgiver som ikke kunne forstå hvorfor han skulle have skattelettelser for: “jeg kan jo ikke spise mere og har købt hus forlængst”
C kaffeklubben længe leve
Når en klaphat som Bendt Bendtsen kunne skaffe ti procent, må man gå ud fra, at netop ti procent af vælgerskaren er konservative kernevælgere. Så hvorfor måtte K bløde over fem procent til især V og LA? Her er et par stykker, som jeg ser det:
1) Siden Engell har partiet ikke haft en reel leder. De, der har forsøgt sig, er hurtigt blevet dolket i ryggen, og man aner Brian Arthur Mikkelsens hånd bag disse kongemord. Manden er uden sammenligning landets mest intrigante politiker. (Han blev i øvrigt dygtigt brugt af Fogh til at foranstalte paladsrevolutionen i DR.)
2) Lene Espersens uskønne fald – som konservativ tradition foreskriver iscenesat internt i partiet – og ingen af de andre K-toppolitikere havde lyst til at stå som den store taber ved næste valg og afstod klogeligt fra påtage sig uriasposten.
3) Set ud fra en snæver Christiansborg-logik var Barfoed’s fingerfletning med Vestager sådan set ganske fornuftig, hvis man kunne læse meningsmålinger. Men fra et almindeligt vælgersynspunkt er det fuldstændig utroværdigt at gøre op med 10 års blokpolitik, som man selv bærer et stort ansvar for. Den konservative kernevælger ønsker ikke at støtte en S-regering, så har de ikke haft andet valg end at gå til en af de andre borgerlige partier.
4) Forholdet til Partiet Venstre har aldrig været køligere. V har en velsmurt valgmaskine, hvor man med kynisk præcision opstiller sine kandidater i de rigtige kredse. Modsat i K, hvor eksempelvis to stemmeslugere som Rasmus Jarlov og Per Stig Møller var opstillet samme sted, mens Barfoed, der ikke er en billetsælger, var opstillet i Nordsjælland, hvor han var oppe imod både Løkke, Hjort og Vestager. Det havde nok været bedre med Barfoed i Sjællands Storkreds og Per Stig i Nordsjælland. Men den slags valgmatematik har K tilsyneladende ikke brugt meget krudt på. det havde nok været fornuftigt, når man nu på forhånd vidste, at man skulle have vælgertæsk.
5) Helge Adam Møller trak sig tilbage. Han er en stor profil, som mange konservative vælgere har savnet på stemmesedlen.
6) De fleste konservative ministre har været sovset ind i skandaler.
7) Som det så rigtigt er nævnt andre steder, har de andre borgerlige partier fuldstændig overtaget partiets politiske platforme.
Det forekommer mig nærliggende at sammenligne Lars Barfoed med Anker Jørgensen:
Hvor Anker repræsenterede arbejdernes manglende forstand på politik repræsenterer Barfoed advokaternes og overlægernes manglende forstand på politik.
Dette gør han fremragende og partiets nuværende størrelse reflekterer vel blot dette.
I begge tilfælde samfundsgrupper der har utroligt svært ved at se ud over deres egen næsetip!
Kendetegnende for de 2 grupper er vel også at mens Anker bare måtte give op så udviste Lars Barfoed både initiativ og gjorde en aktiv indsats for at sætte magten overstyr!
Jeg synes at Lars Barfoed alvorligt burde overveje at nedlægge partiet efter at han bragte de røde til magten gennem sin fadæse med de radikale!
For en del tyder på at vi ret snart kan få et valg igen og hvis de konservative til den tid sandsynligvis får 1,8% af stemmerne og ryger under spærregrænsen med en masse borgerlige stemmer så risikerer de at bane vejen for en rød regering ikke bare en men to gange lige efter hinanden!
Man må håbe at der er nogle besindige mennesker i partiet som kan forhindre at det sker?
@ Jens Hansen
Jeg forstår simpelthen ikke, at du gentager påstanden om, at Barfoed skulle have afleveret en masse konservative vælgere til de radikale?
1. Den konservative nedtur satte ind for over et år siden – længe før Barfoed blev politisk leder og længe før K nærmede sig R.
2. Berlingskes analyse af vælgervandringerne viser klart, at langt størsteparten af de konservative vælgere til til V og LA.
3. Hvorfor skulle konservative vælgere i øvrigt pludselig springe ud som radikale, blot fordi Barfoed og Vestager pludselig taler om samarbejde? Der var da mig bekendt ingen radikale vælgere som af den grund sprang ud som konservative? Mener du da, at konservative vælgere et et helt specielt og meget svagt begavet folkefærd? Og hvis ja: hvad bygger du det på?
4. Berlingskes vælgeranalyse viser, at det eneste borgerlige parti som netto afleverede vælgere til rød blok, var Dansk Folkeparti. Hele deres mandattab gik næsten ubeskåret til Socialdemokraterne.
Efter valget må man konstatere, at flertallet i den danske befolkning ikke bekender sig til socialismen, men er borgerlige. Et flertal i befolkningen ønsker en ansvarlig økonomisk finanspolitik og gennemførelse af tilbagetræknings/velfærdsreformen, lavere skat på arbejde og i det hele taget et velfungerende, konkurrencedygtigt samfund.
Valget har også vist, at De Konservatives politik og værdigrundlag (i bredeste forstand) burde kunne tiltrække en bredere skare af vælgere. Denne observation gjorde nogle kloge hoveder i partiet sig allerede efter Bendt Bendtsen, så det er ikke ny viden.
Spørgsmålet er så: Hvorfor er det mod al forventning kun gået ned ad bakke for Danmarks ældste parti?
årsagerne er flere:
1)Man må erkende (især som konservativ), at den rette leder på det rette sted og tidspunkt betyder noget. Lene Espersen var alt det modsatte af en dygtig leder og oprulningen af Henriette Kjærs rodede, skandaleombruste liv har ikke gjort det bedre.
2)Lene Espersen var en dårlig leder, fordi hun på den ene side selvfølgelig forfulgte partiets ambitioner om at blive større, men samtidig evnede hun ikke at forny partiet og redefinere det konservative projekt på en troværdig måde, så det virkeligt formåede at appellere til en bredere kreds af borgerlige og potentielt borgerlige vælgere (når det nu var, hvad man ønskede).
3) Da Lene Espersen i forvejen var svag i alt andet end retorikken, blev hendes andre fejltrin med at tage på ferie (flere gange) i på for nationen vigtige tidspunkter gjort større og mere fatale, fordi de ikke bare udstillede mangel på situationsfornemmmelse og politisk dømmekraft, men lod hånt om helt grundlæggende borgerlige dyder såsom ansvarlighed, arbejdsomhed og integritet.
4)Og det er præcis tilliden og appellen til sådanne dyder, der skulle være samlende for de forskellige interessegrupper blandt De kernekonservative samt tiltrække nye vælgergrupper.
5)I ambitionen om at blive større end 10% burde De Konservative langt før og mere tydeligt havde appelleret til de borgerlige midtervælgere. Med mere nerve og oprigtighed burde De Konservative havde haft mere fokus på den bane, der hedder uddannelse og udvikling af vidensamfundet, målrettet socialpolitik for de svageste samt innovativ, grøn, bæredygtig erhvervspolitik som en vindersag. Ikke bare udadtil, men også internt blandt kernevælgere og parlamentariske samarbejdspartnere.
6)Spørgsmålet er nu, om løbet er kørt for De Konservative, efter at nogle af de nationalkonservative er begyndt at stemme på DF, De økonomisk/skatteorienterede konservative er blevet tiltrukket af Liberal Alliance og en meget stor del af de midterborgerlige vælgere har truffet konsekvensen af, at de deler værdigrundlag med De Radikale og sat deres kryds derefter.
7) Som valget er faldet ud, kræver det nok en Connie Hedegaard (eller en Margrethe Vestager) for, at De Konservative kan rejse sig igen.
@Claus T.
“Mener du da, at konservative vælgere et et helt specielt og meget svagt begavet folkefærd?”
Bestemt nej, jeg kan blot ikke få øje på nogen begavelse på det politiske område!
“Berlingskes vælgeranalyse viser, at det eneste borgerlige parti som netto afleverede vælgere til rød blok, var Dansk Folkeparti. Hele deres mandattab gik næsten ubeskåret til Socialdemokraterne.”
Måske var regeringens strategi med tilbagetrækningsreformen forkert og kostede dem magten, nøjagtig sådan som DF mente?
De vidste formentlig at de ville komme til at betale prisen da de loyalt gik med på det vovestykke og at det ville blive dem der tabte vælgere til S.
Til gengæld kunne de ikke forudse at de konservatives spinattramp forværrede situationen så det kom til at gøre udslaget, for DF kunne formentlig godt have fastholdt flere af sine vælgere hvis ikke den borgerlige blok i den grad var gået i opløsning med Barfoeds kup!
PKK. Enig. Det var en taktisk fejltagelse, at Barfoed forsøgte sig hos Marianne Vestager. Og værre endnu: Den gav indtryk af en ny strategisk linie – som jeg vil illustrere ved mit eget valg.
Jeg var en af de vælgere, der lå og svævede mellem K, V, DF – og måske LA.
Jeg havde været positivt stemt over for Lars Barfoed, som havde virket solid og troværdig og ikke uden humor. Jeg måtte tro, de konservative lå fast på den økonomiske politik, der senest var ført. Og Barfoed havde faktisk også en enkelt gang afsløret sit kendskab til de konservative grundværdier. Han skal bare have lidt tid, tænkte jeg, så bliver han rigtig god. Indtil affæren med Vestager.
Den affære gjorde, at måtte se Barfoed som illoyal ved at svigte sit hidtidige alliancegrundlag – ikke mindst Lars Løkke, som virkelig var kommet op på dupperne og kørte stærkt derudad. Jeg så Barfoed som svag i den (aktuelle) politiske bedømmelse, så svag, at han var parat til at ofre sit hidtidige grundlag for at blive samarbejdspartner for kommende rød regering og dennes “værdipolitik” og evt. også en anden økonomisk politik. Altså, Barfoed gav op på forhånd, vendte Lars Løkke ryggen og tog Margrethe i hånden – indvarslede dermed en ny strategi. – Og Jarlov fik ikke min stemme.
DF kunne også have været en mulighed for mig. HVIS ikke de havde så stor forkærlighed for den socialdemokratiske økonomiske politik. Også DF havde på forhånd erklæret sig rede til samarbejde med Thorning. Det umuliggjorde min stemme. Landet har efter min vurdering ikke brug for S-SFpolitik.
Jeg ræsonnerede så, at hvis blå blok skulle have mulighed for at fortsætte, skulle ikke mindst den ledende kraft styrkes – altså Lars Løkke og de stærkeste venstrefolk.
LA havde gode meningsmålinger og var sikre på valg.
Mit valg blev derfor let. For første gang satte jeg kryds ved V – nemlig Søren Pind. Det har jeg det fint med.
Mine overvejelser lå ikke fjernt fra
@Jens Hansen
Du forholder dig ikke til den kendsgerning, at Berlingskes vælgerundersøgelse viser, at de konservative stemmer gik til V og LA.
På hvilken måde kan det have forværret situationen for blå blok?
Kendsgerningen er, at det var DF, som gav rød blok valgsejren. Og de gjorde det ved at støtte ufinansierede skattelettelser til velhavere, halvere dagpengeperioden og afskaffe efterlønnen.
Stik imod deres egne løfter og stik imod deres snak om at være et sandt lønmodtagerparti.
Derimod havde det ingen betydning for DFs dårlige valg, at 75% af vælgerne mener, at DF har haft for megen indflydelse i dansk politik. Det er DF og deres vælgere naturligvis ligeglade med.
Men det har betydning for fx K, som bliver nødt til at se sig om efter nye alliancer, hvis de skal genetablere deres politiske styrke.
Det bliver svært, ikke mindst fordi de konservative ikke har flertal sammen med S-R-SF og derfor ikke kan etablere et alternativt flertal uden om Enhedslisten.
Det var detop det projekt, som Vestager og Barfoed drømte om.
Eftersom vælgerne ville det anderledes, er K nu henvist til en hensygnende tilværelse i blå blok, hvor de skal konkurrere med V, LA og DF om opmærksomheden. Ikke en misundelsesværdig opgave.
Uanset hvad du “clausT.” tror (og ønsker) er jeg sikker på at mindst 3 af Barfoedens mandater gik til VEstager. Og det kan ikke en enkelt lille vælger-undersøgelse ændre. Nogle konservative gik nok også til LA og DF. Andre steder er de naturligvis ikke gået hen. Men katastrofen indtraf, da Barfoed skød sig selv i foden og de konservative vælgere i deres stemmeblanket.
@Martin Larsen
Tillykke – det må da være dejligt for dig at være så fast i troen, at selv en Gallup-måling, der viser det stik modsatte, kan få dig til at tvivle på din egen ufejlbarlighed!
Er der plads til Det Konservative Folkeparti? Jeg tvivler.
Alle i min famile var konservative. Det samme var hele omgangskredsen, så politik var ikke noget man diskuterede, alle var enige.
Men det var dengang, Det Konservative Folkepari var konservativt. Der var tre faste grundpiller i partiets program: 1) En stærk statmagt til at beskytte borgerne. 2) Værn om Danmark. 3) Personlig ansvarlighed for de mennesker, man havde med at gøre.
Og nu? ad 1) Danmark har en af de mindste politistyrker i verden i forhold til indbyggerantallet. Er det noget, der interesserer Det Konservative Folkeparti? Nej vel!
ad 2) Det Konservative Folkeparti har solgt ud af Danmarks suverænitet til EU. Chritmas Møller ville vende sig i sin grav.
ad 3) Hvornår har Det Konservative Folkeparti interesseret sig områder som nabohjælp, frivilligarbejde og etik på virksomhederne?
Konklusion: Det Konservative Folkeparti er blevet et liberalt parti, som til forveksling ligner Venstre. Dansk Folkeparti har som en gøgeunge skubbet Det Konservative Folkepari ud af reden. De konservative er derfor nu hjemløse. Som et desperat forsøg kaster de sig i armene på de radikale. Det er rigtigt, at flere partier har haft succes med en midterpolitik. Det er de konservatives vælgere bare ikke til, derfor gik de til Venstre.
Til Det Konservative Folkeparti: Indse det, der er ikke plads til jer mere, Dansk Folkeparti har taget jeres plads.
Det konservative parti er et tomt parti. Det er blevet tømt for ethvert indhold. Det er som en tom madkasse, skoæske, tønde, gaveæske, swimming-pool eller kuffert.
Af de oprindelige værdier er intet tilbage. De personer partiet har på borgen er ikke konservative, men skabsradikale.
K er en tom og åndløs skal.
Det indtryk man lades tilbage med er at Konservativ Folkeparti ingen ånd har.
Det er fx ubegribelig, at man centraliserer og udliciterer sig større og større fx region, kommune, folkeskole og hospital til stor skade for landets borgere.
K er ridefoged-krejlere der jammer sig over, at de ikke længere har len og grever i stort omfang.
Hvis man analyserer vælgervandringerne fra De Konservative i Gallups udvidede måling kan man ikke nødvendigvis konkludere, at partiets strategi med at føre en midtersøgende borgerlig politik, der på nogle områder lægger sig i nærheden af De Radikale, er forkert, men man kan måske nok i bagklogskabens lys sige, at sporskiftet og signalmarkeringen kom for sent og for tumultagtig og med den forkerte effekt, fordi den etablerede alliance mellem Margrethe Vestager og Lars Barfoed fik nogle til at tro, at De Konservative var direkte på vej over i rød lejr. Mange borgerlige vælgere fejlfortolkede simpelthen strategien.
I den udvidede Gallup måling over vælgervandringer står dog stadig at bemærke, at De Radikale faktisk erobrede ca. 1,5% fra liste C, 1% fra Venstre, 1,6% fra Liberal Alliance og næsten 2% af de nye vælgere.
Spørgsmålet er, om ikke De Konservative selv kunne have fået nogle af de procent samt erobre nogle fra De Radikale, hvis de var startet med at føre tydelig midtersøgende borgerlig politik allerede under Lene Espersen med større fokus på nogle af de områder, som har gjort De Radikale populære (altså f.eks. miljø og klima, erhvervsinnovation og en konstruktiv, offensiv uddannelses- og forskningspolitik).
…og næste spørgsmål er så, om det havde betydet, at De Konservative havde mistet vælgere til Venstre og Liberal Alliance? Nok næppe hvis de selvforskyldte skandaler ikke var begyndt at rulle. Og nok næppe hvis man havde forstået, at midterborgerlig politik ikke er det samme som at være skabsrød (med forhøjelse af stigende skattetryk til følge), men netop kernen i det at være konservativ.
I forhold til analyse af den lange meningsmåling af De Konservatives nedtur må man fastholde, at det har været signifikant størst og igangsat under Lene Espersen: i nærheden af 5 procentpoint.Hertil skal man lægge en usikkerhedsmargin, som sagtens kan betyde, at De Konservative har været tættere på valgresultatet tidligere. At det ikke er blevet registreret kan hænge sammen med, at både Gallup og flere af de andre analyseinstitutter først i den sidste fase af folketingsvalget har fintunet deres indsamlingsmetode og intensiveret dataindsamlingen signifikant. Nogle teoretiske skoler på det område vil mene, at det har mindre betydning, andre at det spiller en rolle.
Om det lykkes for De Konservative at vende skuden kommer nok i høj grad til at afhænge af trægheden hos de tilbageværende nationalkonservative og mest økonomisk liberale konservative samt de landsbytosser, der findes i alle partier.
Hvis deres linje vinder, vil det stensikkert betyde partiets død, for så bliver der ikke mulighed for at redefinere/reformere konservatismen, så det passer til den moderne borgerlige vælger, der hverken har problemer med globalt udsyn eller bløde, grønne værdier.
På mange områder, så tror jeg også at der hvor man har kokset fra konservativ side, er fordi man simpelthen ikke har formuleret sig klart omkring hvad man vil. Mange gange blev det 50/50 og uklarhed for tv-vælgerne.
De der IKKE kan se at de konservative (Barfoed) hjalp de radikale og de røde til magten må være totalt blinde. Så kan jo diskutere om det var d. 27.august da Barfoed omfavnede Vestager eller før det gik helt galt. Virkeligheden var ihvertfald den at de fra 27.august på ca. 5.9% faldt yderliger til 4,9% d.15.september. Som nogle af de venstreorienterede glemmer var det altså kun nogle få tusinde stemmer der manglede for blå blok.
Flere synes at overse, at meningsmålinger i lang tid og dermed også længe før forliget om tilbagetrækningsreformen havde vist et solidt flertal til partierne i “rød stue”. Det overraskende ved valget var jo derfor ikke, at vi fik en ny regering, men at den fik et så relativt spinkelt flertal bag sig.
Det parti, der gik mest frem i løbet af valgkampen, det var såmænd Venstre. Så man må vel konkludere, at Lars Løkke ved en heroisk indsats i sidste øjeblik var lige ved at gentage Nyrups kunststykke fra valget i 2008 med imod alle odds og meningsmålinger at sikre sig selv en periode mere som statsminister. Men denne gang var det altså bare lige akkurat ikke nok.
De konservatives problem har da stået klart for os konservative vælgere i masser af år. Katatastrofen i sidste uge var da bare et spørgsmål om tid.
1. Persongalleriet er komisk ringe. Lene Espersen er den absolut ringeste af Kylle, Pylle og Rylle.
Lille brian fra Holbæk er i latterlig provinsjurist.
Barfod er kedelig og burde være underdikrektør i en plasticfabrik. Carina Christensen minder om en mut skolepige i pølsekiosken på Middelfart station. Derefter kommer nuller som Helle Sjelle og Tom Behnke. Kors i r….
2. Hvorfor har man ingen poltik? Det eneste man har hørt fra C er lavere skatter og hvor er det synd for vennerne i erhvervslivet. Hvordan f…. kan man forvente at moderne mennesker stemmer for et parti med den dagsorden?
Eneste vej er total udskiftning af persongalleriet, men det bliver svært med den traditionelle konservative titelsyge og taburetklæberi.
Jeg tror du gør ret i tanken “På længere sigt”
Partiet har brug for tid og selvransagning for ikke at tale om et brud med V og O, hvad angår udlændingepolitikken. Partiet skal finde sine værdinormer frem igen, og ikke være nødt til at være en del af en værdikamp, der intet har med partiets værdier at gøre.
… Nå ja, så var der noget med Pia Krismas Møller midt i valgkampen… magen til makværk skal man lede længe efter.
Glæder mig til at C igen bliver at parti, man kan stole på.
Nå… smiler… mente nu pia Christmas Møller
For mig at se er Det Konservative Folkepartis problem, at partiet har forladt de borgerlige dyder, og er blevet et liberalt parti, hvor eneste mål for samfundets udviklng er profit.
Hele debatten op til valget har handlet om økonomi. Hvem kan skabe den største vækst i samfundet? Jeg husker Det Konservative Folkeparti som et parti, der betonede ansvarlighed over for de mennesker, man havde med at gøre. F.eks en etisk ledelse på virksomhederne. Der var ansatte, man ikke kunne afskedige, fordi deres famile var afhængig af deres indkomst, og de ville ikke kunne finde et andet arbejde. jubilæer var ikke bare en tradition, men et udtryk for at virksomheden havde påskønnet deres loyalitet. Ældre medarnejdere omplacerede man til lettere stillinger, så man kunne undgå at afskedige dem. Det er muligt, at A.P.Møler stadig har den etik, men ellers står det sløjt til.
Det verdenssyn kendetegnede en gang Det Konservative Folkeparti. Men partiet er nu blevet et kynisk liberalt parti.
Fin analyse, som jeg i det store hele kan støtte. Lad mig blot tilføje to ekstra elementer til den konservative nedtur:
1) Lars Barfoed sælger ingen billetter. Gentager: ingen billetter. Han har karisma som en bedemand på en dårlig dag.
2) Ved at lave alliancen med de radikale, så spillede de konservative deres ultimative trumfkort af hånden, nemlig den frygten hos mange vælgere for, at en rød regering ikke ville kunne håndtere økonomien. Det ikke urimelige rationale for mange af de tvivlere, der endte med at sætte krydset ud for liste B har været: “jeg vil gerne have en anden regering – og med R-K alliancen er der nu to voksne til at passe på de uvorne røde unger i skolegården”.
Hvor længe skal indlæg være under behandling?
Per Stig Møller har egenhændigt ødelagt partiet.
Hans overlødige tanker om egne evner som udenrigsminister var jo starten på den hetz som uretfærdigt ødelagde Lene Espersen.
Thomas Larsen, du har bare så meget ret! Barfoed er så mega-håbløs at det skriger til himle. Jeg FaTTER simpelthen ikke at rimeligt fornuftige mennesker som Helge Adam, Per-STig-M, Brian M., Lene E. kan acceptere et menneske som Nul-Barfoed!!!???
De konservative er out, out.
Det betyder sådan set bare at Danskerne har haft nok af borgerlige menninger såsom ham den norske børnemyder af uskyldige venstreorienterede, en frimurer og højredrejet kristen som ham må aldrig få lov at sætte dagsorden.
K har ikke nogen løsning på lidt af hvert i dette årtusind, de er selv en del af problemet det ender givetvis i barbari — vågn dog op.
K, i kan gemme det, det er nemmere at starte nyt parti end at få K på fode. K har i det sidste to årtier været en meget syg patent. Glem det.
Problemet er os selv, vi er næsten alle Konservative, men vi gider ikke det med partiet altså stille os selv op og bruge resten af livet på vores drøm om drømmen, som altid forlanger 90 mandater, og så er livet spildt i politik, og ikke i kærlighed til sin næste, da disse størrelser sjældent går hånd i hånd.
Vi er vores største politiske fjende da bekvemmeligheden ligger i diskussion og fravær i det hårde arbejde, og vi ligger som vi reder, og dem som tager kampen, får sjældent vores opbakning.
Aldrig siden valget i 1957 har så få kandidater meldt sig på banen, og resultatet blev så at taberne SF, Soc.d, tabte 8 mandater, men deres støtter Ø og B, vandt således flertallet kom i hus, og dette resultat hvor Konservative afleverede stemmer til det nye Saxo bank parti, da de optrådte med Konservative holdninger, og Lene Espersen fik partiets afregning, og den svære profilering dannede det uhyggelige resultat.
At råbe skattelettelser når 33,6% af befolkningen tjener til hele befolkningen, var nok ikke den Intelligente medicin, samt det konstante pres på efterlønnen, der skulle redde de unge i arbejde og dermed forny vores samfund, fordi det digitale samfund forstås ikke af de gamle på arbejdsmarkedet og deres efterlønsbidrag skal fortsat være nøglen til den naturlige udskiftning af arbejdsstyrken, men det kan ingen forstå.
Tak for ildsjæle.Finn Bjerrehave Vig
Hvor er embedsmændene?
Hvor er skolelærerne?
Hvor er politimændene?
Hvor er de kommunaltansatte?
Store befolkningsgrupper der hver morgen står op og udfører et stort arbejde for vor allesammens land, men de stemmer squ’ ikke konservativt. Hvem fand’n vil stemme på et parti der mellem linjerne lader forstå at offentlige ansatte, altså embedsmanden, skolelæreren, politimanden, i virkeligheden er en slags velfærdsbumser i modsætning til de 37% i det “Ihh så fine” private erhvervsliv, og den særlige konservative erhvervselite, der for største delen består af blomsterhandlere og isenkræmmere.
Med den mærkelige uinteresserede blokaktivitet og journalistik under valgkampen er berlingske måske også på “Konservativ dødsdrift – næstsidste afsnit”?
Hold da helt k… hvor var blokken og avisen kedelig under valgkampen. Uendelig kedelig og uangageret.
OG! Det er ikke blevet bedre under regeringsdannelsen.
Må vi slet ikke få noget interessant oplyst. Eller skal vi nøjes med hans engell på TV2 news?
Skriv en kommentar