Vestagers venner

Det Radikale Venstre ligger godt i valgkampen–blandt andet fordi man over længere tid, skive for skive, har høstet en vis portion moderate, borgerlige, der synes, at “nok er nok”, når det gælder VK’s samarbejde med Dansk Folkeparti.  De samme “lilla” vælgere er ofte nogle, der føler sig tiltrukket af De Radikales tale om lavere marginalskatter, en ansvarlig økonomisk politik og visse klassiske borgerdyder.  Man har måske hos disse “lilla” en formodning om, at De Radikale vil kunne være garanten for, at der også under en rød regering gennemføres politikker, der vil være spiselige for borgerligt-liberale vælgere.  Men der mangler noget i regnestykkerne.

Her er et par stykker fakta, der sjældent bliver taget med i betragtning.

For det første: Hvis De Radikale går med i en S-ledet regering, vil Vestager–uanset hvad hun siger–ikke kunne føre politik med f.eks. De Konservative, uden at det er en politik, der vil spiselig for regeringspartnerne: Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti.  Det er komplet utænkeligt, at man vil kunne have en koalitionsregering, hvor regeringspartierne i praksis stemmer for de stik modsatte politikker.  De Radikale kan nok få S og SF med til partiets ikke helt så borgerlige ønsker om at ophæve skattestop og indføre nye energiafgifter og bilagifter, reducere rentefradraget for boligejere, og subsidiere udvalgte erhverv–men kan De Radikale mon omvendt få S og SF med til f.eks. skattelettelser?

For det andet: Et rødt flertal vil nødvendigvis omfatte Socialistisk Folkeparti.  Ingen ikke-blå regering vil kunne dannes, der ikke er afhængig af Søvndals og Sohns folkesocialister.  Så lad os for en ordens skyld rekapitulere, hvad der står i Socialistisk Folkepartis gældende partiprogram:

“Men udviklingen kan ændres – hvis vi vil. Det forudsætter et opgør med kapitalismen [...]. SF’s udgangspunkt [...] har sit udspring i arbejderbevægelsens kampe og i den marxistiske samfundsforståelse. [...]

SF vil en grundlæggende ændring af samfundet. Strukturer og mekanismer i samfundet skal i små og store skridt gradvist omdannes, så demokrati, frihed, social retfærdighed og bæredygtighed gøres til de bærende principper for samfundets udformning og udvikling. Det forudsætter en revolutionær proces, hvor et flertal i befolkningen gradvist afskaffer kapitalismen.

Det bliver ikke en nem og gnidningsløs udvikling. Dervil til enhver tid være højrekræfter, som vil bekæmpe ændringerne, fordi de ikke ønsker SF’s vision om et nyt samfund, og fordi en socialistisk udvikling vil true deres interesser og privilegier. Forandringsprocessen vil være båret af stadig mere gennemgribende reformer, hvis langsigtede konsekvens vil være en egentlig afskaffelse af den kapitalistiske magtstruktur.

Det bliver ikke en nem og gnidningsløs udvikling. Der vil til enhver tid være højrekræfter, som vil bekæmpe ændringerne, fordi de ikke ønsker SF’s vision om et nyt samfund, og fordi en socialistisk udvikling vil true deres interesser og privilegier. Forandringsprocessen vil være båret af stadig mere gennemgribende reformer, hvis langsigtede konsekvens vil være en egentlig afskaffelse af den kapitalistiske magtstruktur. [...]

SF ønsker en ændring af ejendomsforholdene, så medarbejdereje bliver den dominerende ejendomsform, og demokratisk medarbejderstyre tilsvarende bliver den dominerende ledelsesform på virksomhederne.

Der skal skabes et demokrati på arbejdspladsen, hvor medarbejderne får mulighed for at træffe fælles, store beslutninger om virksomhedernes udvikling, ledelse, osv. Medarbejderne skal bl.a. kunne træffe overordnede beslutninger om f. eks. udvikling af arbejdsorganisationen, kompetenceudvikling, muligheder for kvalitet i arbejdet, ansættelser af ledere, og lign.”

Det er muligt, at det er længe siden, at SF vedtog ros til Sovjetunionen eller havde en formand, der roste dette lands planøkonomi og “store fremskridt”, og at det også er nogle år siden, at SF’erne ifølge PET-kommissionen samarbejdede med og beundrede kommunisterne i Ceausescus Rumænien, Kims Nordkorea, Castros Cuba og Titos Jugoslavien.  Fred være med det.  Men det er altså–ganske tydeligt–kun nogle få år siden, at SF havde lejligheden til at ændre partiprogrammet og ved den lejlighed bevidst fravalgte at forkaste sit marxistiske grundlag, sine revolutionære ambitioner og sin politik om f.eks. en gradvis kollektivisering af private virksomheder.

Og her kommer så faktum nr. 3: En rød regering vil i sin tilblivelse og for sin fortsatte overlevelse være afhængig af Enhedslisten. Dér vil f.eks. Radikale ord om “bredt samarbejde” i praksis være ligegyldige.  Enhedslisten er som bekendt et erklæret kommunistisk parti, der er grundlagt som et samarbejde mellem det Sovjet-loyale Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), det trotskistiske Socialistisk Arbejderparti (SAP) og det venstre-ekstreme Venstresocialisterne (VS), og siden har fået rester af det maoistiske Kommunistisk Arbejderparti (KAP) med ombord. Så hvad står der i det aktuelle partiprogram (2003) for det parti, som selv ledende Socialdemokrater kalder “gammelkommunistisk”? Der står såmænd dette om “revolutionens nødvendighed” og om den nødvendige brug af vold:

“Enhedslisten har ikke illusioner om, at socialismen bliver virkeliggjort som summen af et antal reformer, gennemført over en længere årrække. Centrale reformkrav, som f.eks. en definitiv afskaffelse af arbejdsløsheden, kan netop kun gennemføres ved at bryde med det kapitalistiske systems rammer. [...]

Frem for alt opløsning af politiet og militæret, der gang på gang har vist sig som kapitalmagtens sidste, alt for effektive, allierede. [...]

Det er nødvendigt at forberede en sådan revolution. I takt med at der vindes folkelig opbakning til revolutionære brud med kapitalismen, må der opbygges demokratiske folkemagtsorganer, som har den organiserede styrke til at vinde den konfrontation med kapitalmagten, som på et eller andet tidspunkt vil bryde ud. Lige så stærkt som Enhedslisten afviser terrorisme og elitære kup, lige så stærkt afviser vi at bøje nakken og vende den anden kind til i en situation, vor borgerskabet griber til udemokratisk magtanvendelse.”

Og målet?  Afskaffelse af den private ejendomsret til fordel for et klasseløst, kommunistisk samfund:

“Den private ejendomsret gør det meget dyrt for samfundet, når der skal ændres i råderetten eller indføres nye måder at udnytte ressourcer på. Gevinster fra samfundets positive udvikling tilfalder i høj grad de, der råder over privat ejendomsret, derved mister staten muligheden for at gen-investere sparede ressourcer. [...]

Det udelukker imidlertid ikke, at det er nødvendigt at opstille nogle målsætninger for det socialistiske alternativ, vi kæmper for. En socialisme, der peger frem mod et klasseløst/kommunistisk samfund.”

I et sådant samfund er der ikke behov for eller plads til det repræsentative demokrati, som vi kender det:

“Den socialistiske revolution erstatter kapitalismen med en demokratisk planlagt og kontrolleret behovsstyret økonomi. Produktionsmidlerne vil blive overtaget af arbejderne på de forskellige virksomheder og vil blive drevet og videreudviklet på basis af et arbejdspladsdemokrati i samspil med de politiske organer, der fastlægger de økonomiske mål og rammer. Arbejderråd, beboerråd og brugerråd er sammen med interesseorganisationer og græsrodsbevægelser vigtige dele af det socialistiske demokrati, hvor deltagelsen i beslutningerne kan ske med forskellig udgangspunkter.”

Og det er såmænd ikke kun skåltaler og studiekredssnak.  Så sent som i den forgangne uge proklamerede Enhedslistens frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen sin tilslutning til det kommunistiske, klasseløse samfund.  “Det synes jeg er en smuk utopi”, sagde hun til Politiken, til hvem hun utvetydigt forklarede, “at man skal forstå målet om kommunisme på samme måde, som Karl Marx formulerede det i 1800-tallet”.  Enkelte medlemmer af Enhedslisten (og sågar folketingsmedlemmer og -kandidater), eller medlemmer af dennes junior-vedhæng, Socialistisk Ungdomsfront (SUF), har da også fra tid til anden taget det med støtte til terror og den voldelige, marxistiske revolution ganske bogstaveligt.

Så for at skære det ud i pap: Dét er dem, Margrethe Vestager skal være afhængig af for at kunne køre i ministerbil fra i næste uge.  Folk, der ønsker en revolution i Danmark–for nogens vedkommende om nødvendigt med væbnet magt.  Som vil afskaffe privat ejendomsret til produktionsmidlerne.  Som vil indføre et klasseløst samfund.  Og for de “lilla” vælgere er det dem, man i hverdagen skal basere et parlamentarisk flertal i.

Betyder det, at De Radikale kommer til at skulle lægge stemmer til den revolutionære politik, der loves i Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens programmer, eller som man drømmer om på den alleryderste del af venstrefløjen? Naturligvis ikke.  De Radikale vil i praksis kunne blokere for forslag, der måtte komme fra den kant.

Og vice versa.