Den politiske klasses dobbeltmoral

Den nyopblussede sag om Helle Thorning-Schmidts skatteforhold må uvilkårligt få mange danskere til at spørge dem selv, om det virkeligt kan være sandt, at vælgerne får de politikere, de fortjener.  Eller ihvertfald om politikerne praktiserer for dem selv, hvad de advokerer for andre.

Politikere har naturligvis næsten altid fremstillet sig selv i det mest positive lys.  Forståeligt nok.  Men det er som om, at der med statsmagtens kraftige ekspansion er kommet et til tider stadigt større misforhold mellem, hvordan politikerne gerne vil præsentere sig selv overfor “folket”, og det liv som de så selv lever–ihvertfald potentielt.  Det er trods alt lidt svært at ville fremstille sig selv som et almindeligt barn af folket, hvis man lever anderledes og bedre end stort set alle andre.  Det er svært at argumentere meningsfuldt for, at politikerne skal overvåge og regulere mere og mere af borgernes hverdag, og så samtidigt mene at deres eget privatliv og egen adfærd ikke kommer nogen andre ved.

Problemet har ikke altid været så synligt.  I gamle dage–lad os sige dansk demokratis første tre kvarte århundrede–var det at være politiker mestendels en fritidsbeskæftigelse, ofte for de velstillede som havde råd og mulighed for at hellige en del af deres liv til den ikke særligt velhonorerede tilværelse, det var at være f.eks. folketingsmedlem eller sognerådsformand. Også dengang var der givetvis mange politikere, der levede dobbeltmoralsk–men det var måske lettere at forsvare i et samfund, hvor der var langt skarpere skel mellem det offentligt styrede og det private, uregulerede.

I takt med udbredelsen af stemmeretten og den stadigt stærkere tilslutning til partier som f.eks. Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet igennem perioden fra systemskiftet til efter 2. verdenskrig, fik man en anden type politikere: Skolelærere, husmænd og industriarbejdere og andre grupper for hvem politik ikke var hverken en livskarriere eller en gentleman-hobby.  Næste skridt–ovenpå de store ungdomsårgange og ekspansion af det offentlige uddannelsessystem siden 1960erne–var stadigt flere regulære middelklasse-politikere med en akademisk baggrund.  Med årene–med statens vækst og politikkens stigende dominans af alt i samfundet–blev dét at være politiker så også mere og mere en fuldtidsbeskæftigelse.  Og dermed også noget, som politikerne begyndte at omtale som deres “job” (snarere end som et tillidshverv), og som de bevilgede sig selv en fultidsløn (snarere end et vederlag) til kompensation for.

Dermed fik vi efterhånden en ny politisk klasse, af folk–og hele familier–for hvem politik er et levebrød og dermed også et karrierevalg.  Politikere som i stadigt stigende grad synes at have en akademisk baggrund–eller ihvertfald et påbegyndt studie bag sig–og ikke andet.  Livstidspolitikere som komme mere eller mindre direkte fra de politiske ungdomsorganisationer (der iøvrigt for størstedelens vedkommende bliver stadigt mindre og stadigt mere ligegyldige).  Personer uden særlig livserfaring eller professionel ekspertise udover det politiske.  Karrieremennesker uden mange andre, bedre lønnede karrierer som alternativer end dem, som netop deres politiske engagement og netværk giver dem.

Man kan næppe bebrejde politikerne, hvis de lynhurtigt vænner sig til et liv med en indkomst, der ligger på mere end det dobbelte af den gennemsnitlige lønmodtagers og blandt cirka top 1-2 pct. af befolkningen. Med repræsentationskonti, rejser på business class, luksuriøse arbejdsboliger på prestigeadresser, og kors og bånd som belønning.  Med “eftervederlag” til dem, der ikke bliver genvalgt (selvom de har fået andet job), og landets bedste pensionsforhold.  Altsammen betalt med skattekroner fra de borgere, der for ca. 98-99 pct.s vedkommende må leve et langt mere beskedent liv.

For ganske unikt i universet–eller ihvertfald på arbejdsmarkedet–er folketingsmedlemmerne jo i den situation, at de vedtager deres egen aflønning, fastsætter deres egne pensionsforhold, og reelt ikke har nogen chef eller overenskomst der bestemmer deres arbejdstid og arbejdsforhold, o.s.v. Som sådan er det ikke mærkeligt, at politikerne reelt stemmer dem selv til konstante lønstigninger og forhold, som går langt udover, hvad de pågældende (med udgangspunkt i den uddannelse og erfaring, de har) nogensinde ville kunne få, hvis de skulle have et “rigtigt” job.  Eller undtager sig selv fra de forbud, de påfører andre.  Samtidigt har politikerne størstedelen af tiden en jobsikkerhed–en genvalgsprocent–så stor, at udskiftningen ofte er mindre end i det britiske House of Lords og kan give et helt liv “på Tinge”, og som man i vidt omfang via forbindelse og navnegenkendelse kan skabe hele dynastier ud af.

Så i det moderne, repræsentative og hyperaktive demokrati i Danmark er den politiske elite måske blevet en klasse for sig.  En slags ny “adel”, en selvsupplerende, priviligeret gruppe fjernt fra folket–men vel at mærke uden nødvendigvis at have forståelse for, at “noblesse oblige”.  For den position og den viden, som der følger med at være en del af systemet, giver uvilkårligt også større muligheder for at skære hjørner og udnytte fordele–hvis man ellers tror, at man kan slippe afsted med det.  Og fremfor alt bliver de mulige konflikter mellem, hvem man er, og hvad man gerne vil fremstå som, uendeligt meget større.

Derfor er det måske slet ikke så overraskende, at de samme politikere, som siger, at de bredeste skuldre skal bære mest, og at man har en pligt til at vælge offentlige løsninger snarere end private og betale ens skat med glæde, samtidigt indretter deres eget privatliv således, at de minimerer deres skattebetaling, eller uberettiget udnytter hinandens skattefradrag.  Eller putter deres egne børn i eksklusive privatskoler–altimens de mener, at mere almindelige borgere er “egoistiske og snæversynede”, hvis de gør det samme.  Eller benytter lukrative leasing-arrangementer–som de mener, at andre skal fratages muligheden for at benytte.  Eller kører om hjørner med boligloven–som de vil stramme for alle (andre).

Hvis politikerne ikke blandede sig i leasing-arrangementer, skolevalg og hvem der bor hvor, hvornår og med hvem, og hvis de ikke indførte tårnhøje skatter med tilhørende smuthuller, ville den slags spørgsmål jo reelt være aldeles private.  Men med den politisering af alt, som geskæftige politikere har gennemført det sidste halve århundrede, bliver det private uvilkårligt politisk.