Skandalen Jersild

Hvor skidt står det egentlig til med en TV-journalists arbejde, hvis dette ovenpå en udsendelse bliver beskrevet som “pinligt”, “desperat”, kikset, selvpromoverende og kværulantisk, og vel at mærke af Ekstra Bladet?

Dét spørgsmål må Danmarks Radio og dennes Jens Olaf Jersild stille sig selv dagen efter DR’s præsentationsudsendelse med Liberal Alliance, hvor Jersild til fulde demonstrerede, hvor kort afstanden kan være fra kontant og kritisk journalistik til fordrejende og fordummende misk-mask.  Om noget er Ekstra Bladets beskrivelse af studieværten måske for generøs.

I udsendelsen forsøgte Jersild således at anlægge en slags “nu skal vi lige se, om vi kan få dem med bukserne nede på egen banehalvdel”-attitude.  Liberal Alliances trumfkort i folketingsvalgkampen ligger nemlig i, at man som de første nogensinde (og det hidtil eneste parti) har ladet en gruppe økonomer fra den såkaldte DREAM-gruppe (der udfører beregninger for Det Økonomiske Råd) regne partiets økonomiske forslag igennem og fremskrive de forventede effekter af dem.  På den baggrund har partiet systematisk og fokuseret præsenteret sig selv som havende en reformplan, der i 2020 vil kunne give 210.000 nye arbejdspladser, øge en arbejderfamilies indkomst med 45.000 kr. og en funktionærfamilies med cirka 75.000 kr., lukke underskuddet på de offentlige finanser og stimulere den økonomiske vækst, så bruttonationalproduktet øges med 166 mia. kr.

Det er ikke blot mere positivt end andre partiers planer men også mere konkret.  Så Jersilds selvbestaltede mission var at prøve at skyde huller i dét resultat–uanset om det skulle være med absurde påstande eller fiktive problemer.  Via nogle hårdt tilskårne klip med DREAM’s forskningschef Peter Stephensen fik Jersild det til at lyde som om, at LA’s “egne økonomer” selv anfægtede partiets fremstilling: Fordi man ikke med absolut sikkerhed kan garantere, at der ikke indtræffer noget–f.eks. en lang lavkonjunktur–der forrykker betingelserne.  Her er, hvad Stephensen sagde om LA’s bud på at kunne skabe 210.000 arbejdspladser i 2020:

“Hvis krisen er overstået i 2020, og der ikke er opbygget en alt for stor pukkel af langtidsledige - så er det rigtigt. Hvis det ikke er tilfældet, så er det ikke rigtigt. Vi er i en situation i dag, hvor ingen af os ved, om det vil være tilfældet eller ej. Det ved DREAM heller ikke.”

Med dét i kassen fik Jersild det til at lyde som om, at LA’s reformplan var ren fiktion, eller ihvertfald meget, meget usikker: “Dér er ikke noget klart svar … Her var det jo meget usikkert, om der overhovedet var arbejdspladser i det”, opsummerede Jersild–selvom det var noget ganske andet forskningschefen sagde.

Men er det sandt, at nationaløkonomiske fremskrivninger, som den DREAM-gruppen har lavet for LA, er behæftet med usikkerhed?  Og måske endog betragtelig usikkerhed, når man taler om forhold hele ni år ude i fremtiden?  Ja, det er absolut sandt, og der er faktisk god grund til at være ganske skeptisk overfor alle den slags fremskrivninger.  Men derved adskiller DREAM’s beregninger for LA sig ikke fra noget som helst, der kommer ud fra Finansministeriet, Det Økonomiske Råd eller Nationalbanken.  Ja, faktisk er selve VK-regeringens 2020-plan og oppositionens Fair Løsning, implicit eller eksplicit, baseret på noget lignende.

At foretage sådanne, såkaldte “ceteris paribus”-antagelser om, at der er ting, der “alt andet lige” ikke vil ske (fordi vi ikke ved, om de vil ske) er simpelthen den måde, hvorpå den type analyser fungerer, og som også f.eks. hvert års finanslov hviler på. Man indregner ikke, hvad der kunne ske, hvis Jorden i mellemtiden skulle blive ramt af en komet–ikke fordi det ikke kan lade sig gøre, men fordi det er usandsynligt, og fordi man i sagens natur ikke kan medtage ethvert tænkeligt muligt fænomen i en model.  Af samme grund indregner man hverken de mulige nedture, man ikke kender til, og som vil kunne forringe planers holdbarhed–eller de ukendte opture, der vil kunne forbedre dem.  Jersild forsøgte imidlertid at få det til at lyde som om, at Anders Samuelsen og hans parti ikke ville indrømme det og nærmest havde snydt på vægten.

Jersilds næste fiktions-missil var et klip, hvori DREAM-forskningschefen sagde, at når det gjaldt at fremme den økonomiske vækst, var der elementer i planen, der trak hver sin vej:

“Det, man kan sige, er, at planen består af forskellige tiltag, der trækker i hver sin retning. Der er nogen skattelettelser, som helt klart trækker ud af krisen. Men samtidig er der også nogle betydelige fald i den offentlige sektor, stigning i brugerbetaling, som trækker den anden vej. Så der er ikke et entydigt resultatet på det område.”

Dét udlagde Jersild ganske drastisk: Som om at det var usikkert, hvorvidt planen ville skabe økonomisk vækst, og som om man kun havde medtaget de positive effekter:

“Så DREAM-forskningschefen siger, at den del af planen, der handler om skattelettelser, det vil sætte gang i økonomien.  Den anden del [...] ja, det vil faktisk trække i retning af recession. Altså ikke af vækst. Går I ikke ud … [...] Har I ikke fortalt os halvdelen af sandheden? I har kun fortalt om vækst.  I har kun fortalt om arbejdspladser.  I har ikke fortalt om alt det negative, han også nævnte. [...] Han siger, der er ikke noget entydigt resultat på det her område … [...] Men I har kun taget det positive, I har ikke taget det negative, han siger.”

Selv når man ser bort fra Jersilds åbenlyse citatfusk m.h.t. at “trække i retning af recession” og “ikke noget entydigt resultat” og den subtile fordrejning om “alt det negative”, så var dét bare slet ikke forskerens pointe: Han påpegede blot det åbenlyse, at hvis man gennemfører politikker, vil der stort set aldrig være kun fordele, men næsten altid være nogle fordele og nogle ulemper. På nøjagtigt samme måde som at en højere offentlig udgift, der vil være en fordel for nogle (udgiftsnyderne), altid vil være en byrde for andre (skatteyderne), vil en større pakke have elementer, der trækker i hver sin retning.  Spørgsmålet er så, om fordelene opvejer ulemperne–og det mener DREAM-beregningerne, at de gør.  Peter Stephensen sagde intet om, at noget var udeladt.  Bare ikke i Jersilds genfortælling, der blev, at det er usikkert, hvad netto-resultatet vil være, fordi “noget” negativt ikke er taget med.

Der er grundlæggende to muligheder.  Enten at Jersild vitterligt ikke fatter det mest grundlæggende med hensyn til, hvorledes økonomiske analyser fungerer.  Det er ok–så er han bare sat til at lave journalistik, som han ikke er kompetent til.

Eller også forstår Jersild det godt.  Men så er det ikke inkompetence, der er problemet, men noget ganske andet. En vilje til at manipulere og en kynisk ligegyldighed overfor substansen og konsekvenserne af, hvad man gør.

Det er fair nok at gå hårdt til et parti som LA.  Det bør journalister gøre i en valgkamp, overfor alle partier, og skal man kritisere LA’s plan, kan man måske sige, at der nok er gået en vis teknokratisk tal-fetichisme i deres promovering af “de økonomiske eksperter” og disses evner.  Men man bør måske lige overveje, hvad der er rimelig kritik, og hvad konsekvenserne bliver af at være direkte fordrejende. Konsekvensen af Jersilds måde at lave “politisk journalistik” på er, at samtlige partier nu rationelt bør sige til dem selv: “Dén suppedas skal vi den ondelyneme aldrig bringe os selv i. Fri os for at sige noget som helst, vi vil kunne blive stillet til ansvar for, eller som en enten ondsindet eller uvidende journalist vil kunne fordreje for rullende kameraer.  Så er det bedre ikke at mene noget som helst, eller ihvertfald tale om ting, vi ikke kan hænges op på.”

Er der nogen, der tror, at dét er sundt for demokratiet, eller for den økonomiske politik?

I LA’s bagland er der sikkert nogle, der vil udlægge Jersilds vinkling som udtryk for en konsekvent anti-liberal linje.  Det skal man nok ikke gøre, for problemet er reelt langt dybere og mere alvorligt end, at en journalist evt. lader sine private sympatier dominere: At den type “gotcha-journalistik”, som Jersild i årevis har gjort til sin personlige stil, når den anvendes på politik, uvilkårligt er med til at trække niveauet ned for den samfundsmæssige debat snarere end at kvalificere den–og dét samtidigt med at den præsenteres som “public service”.

Dét er en skandale.