De fiktive nedskæringer
53 kommentarerFulgte De med i dramaet om USA’s gældskrise? Så hørte De måske om, hvordan Republikanerne forlangte og fik dramatiske nedskæringer.
Ritzau–og dermed 90 pct. af de danske medier–kunne f.eks. fortælle, at planen indeholder “store nedskæringer i statens budget”. Og denne fine avis kunne fortælle på forsiden, at aftalen “skærer i det offentlige budget” og “udstiller rabiate Republikanere” på en måde, så præsident Obama dermed har “kørt sig i stilling som kompromisets mester, der er klar til fire år mere i Det Hvide Hus.”
Hos dagbladet Information mente man, at aftalen “efter alt at dømme” vil “forværre den i forvejen matte amerikanske økonomi. Det skyldes budgetbesparelserne, som skærer i overførslerne fra forbundsstaten til delstater, kommuner og familier.”
Mest højstemt var som altid dagbladet Politikens lederskribent, Lars Trier Mogensen, der onsdag forklarede, hvordan “yderligtgående kræfter” fra “den ekstreme højrefløj” har domineret beslutningen på en sådan måde, at der er kommet en så “ensidig og økonomisk uansvarlig” politik ud af det, at man gennemtvinger “rene besparelser på et tidspunkt, hvor USA’s samfundsøkonomi i forvejen er helt i knæ.”
Det lyder dramatisk. Der er bare ét lille problem: Mens noget blot er unøjagtigheder, er ganske meget fiktion.
Udover det faktum, at en lille gruppe på cirka 30 “Tea Party”-medlemmer ud af 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus netop ikke fik deres vilje, og at aftalen kom igennem kongressens to kamre med mellem 2/3 og 3/4 af samtlige stemmer, og præcis ikke var præsident Obamas opfindelse, så er der med gældsaftalen (med et par mindre undtagelser) ikke vedtaget, at én eneste offentlige udgift skal være én eneste dollar mindre, end den allerede er. Der er stort set alene tale om, at aftalen vil begrænse den fremtidige stigningstakt i de offentlige udgifter. USA’s budgetunderskud vil fortsætte, og eksplosionen i statsgælden vil derfor–i fraværet på et mirakel–også fortsætte.
Det uafhængige dagblad Investor’s Business Daily siger således, at man ikke skal lade sig narre til at tro, at der på nogen måde er tale om mærkbare nedskæringer: Det er spil for galleriet, foretaget af politikere fra begge partier, som gerne vil lade som om, at de “gør noget” men ikke vil gøre noget, der virkeligt flytter noget, fordi dét ville forudsætte meget upopulære og synlige omkostninger for vælgerne.
Tag f.eks. dét forslag, som den Republikanske formand for Repræsentanternes Hus, John Boehner, fremlagde i forhandlingerne, og som dannede grundlag for aftalen: Her vil loftet over forbundsstatens samlede “diskretionære” udgifter ifølge Kongressens Budget Kontor (CBO) stige fra 1.043 milliarder dollar i 2012 til 1.234 milliarder dollar i 2021. Det vedtagne forslag indeholder ikke forslag om eliminering af ét eneste samlet, offentligt program eller én eneste aktivitet.
Som konsekvens vil den amerikanske forbundsstats underskud og gæld ikke blive berørt i nævneværdig grad. Budgetunderskuddet i 2012 vil fortsat være på over 1 billion dollar. Hvorfor? Fordi de samlede “drastiske”, “store” besparelser i 2012 vil være på kun 22 milliarder dollar–ud af et samlet budget på 3,6 billioner dollar. Altså (for at undgå misforståelser) på 22.000.000.000 dollar ud af 3.600.000.000.000 dollar. Det er besparelser på mindre end én procent. Eller svarende til, hvad USA’s regering skal låne i indeværende måned alene, blot for at holde statsmaskineriet kørende. Ja, faktisk vil de offentlige udgifter i 2012 være 4 pct. højere, end de var i 2010–og ikke hele 20 pct. højere end i 2008. På længere sigt vil besparelserne totalt løbe op i 4,8 pct. af samtlige offentlige udgifter i perioden–men vel at mærke af et ellers stigende budget. Og det er endda kun, så længe man ikke justerer for inflationen; gør man det, bliver besparelserne væsentligt mindre.
Og så er besparelserne iøvrigt indtil videre stort set uspecificerede. Slutresultatet af aftalen er, at de årlige udgifter så i 2020 vil være på cirka 22 pct. af bruttonationalproduktet–i stedet for de cirka 24 pct., de ellers ville være. Men altså med fortsatte underskud, hele vejen. Det betyder så, at USA’s statsgæld–altså såfremt fremtidige politikere ikke øger udgifterne yderligere–i 2020 vil være på knap 20 billioner dollar, i stedet for 23 billioner dollar.
Ifølge Repræsentanternes Hus vil statsgælden i 2020 udgøre 76 pct. af bruttonationalproduktet. I dag er andelen på 70 pct., og den var på cirka 40 pct., da Barack Obama blev præsident.
Så hvor drastiske “nedskæringerne” end lyder, så svarer dét altså omtrent til, at en person, der i nutiden tjener 200.000 kroner om året men bruger 300.000 kr., siger til sig selv: “Med denne fart vil jeg om 10 år årligt bruge … måske 200.000 kr. mere end jeg tjener. Men nu vil jeg skære i mit fremtidige forbrug, så jeg kun kommer til at bruge 198.000 kr. mere, end jeg vil tjene. Jeg ved endnu ikke, hvad det er, jeg vil bruge mindre på, men sikke dog nogle voldsomme besparelser!”
Nuvel, med i aftalen er også, at der på et senere tidspunkt skal findes flere konkrete besparelser. Men da det er de samme, der skal finde dem, som netop har fundet “besparelser” ved ganske moderat at reducere planlagte, fjerne, fremtidige stigninger, svarer det lidt til at lade beslutningerne blive truffet af folk, der lever af at sælge elatisk i længdemål.
At fortælle tingene, som de er, er formodentlig lidt mindre dramatisk og lidt mere kompliceret end farverige nyhedsfortællinger om “de gode”, “de onde” og heltmodige præsidenter. Men det er i sagens natur noget tættere på sandheden, og lederskribenten hos Investor’s Business Daily har en syrlig salut til den slags journalistik, der ignorerer substansen i budgetaftalen til fordel for den gode historie:
“Når man skærer alle overdrivelserne væk, så viser denne aftale, hvorfor det er så svært at få forbundsstatens udgifter under kontrol. Begge sider anvender rutinemæssigt tricks til at overdrive størrelsen af besparelserne, mens hære af særinteressegrupper sværmer til Washington for at sikre sig, at deres yndlings-udgifter ikke bliver rørt. Altimens marcherer udgifterne videre op. Og journalisterne–for dumme, dovne eller forudindtagede til at forstå, hvorledes budgetterne hænger sammen–bliver ved med at falde for den slags nonsens.”
53 kommentarer RSS feed
Meget interessant læsning. Tror også du har ret i at den såkaldte “trigger”, der skal tvinge den nye superkomité til at gennemføre yderligere besparelser, kan omgås på myriader af måder. De fleste Republikanerne vil ikke røre nævneværdigt ved forsvaret og Demokraterne vil ikke røre ved entitlements og det er de steder der vil batte noget.
Derudover tror jeg ikke på, at man seriøst kan gøre noget ved gælden uden at øge statens indtægter og hæve skatterne. Alle tidligere forsøg på at gøre noget ved gælden fra Reagan i ’84 til Clinton i ’93 har indeholdt både nedskæringer og øgede skatter. Og skatteniveauet i USA i dag er historisk lavt.
Kære Johan,
“Meget interessant læsning.”
Tak!
“Tror også du har ret i at den såkaldte “trigger”, der skal tvinge den nye superkomité til at gennemføre yderligere besparelser, kan omgås på myriader af måder. De fleste Republikanerne vil ikke røre nævneværdigt ved forsvaret og Demokraterne vil ikke røre ved entitlements og det er de steder der vil batte noget.”
Lige præcis.
“Derudover tror jeg ikke på, at man seriøst kan gøre noget ved gælden uden at øge statens indtægter og hæve skatterne. Alle tidligere forsøg på at gøre noget ved gælden fra Reagan i ‘84 til Clinton i ‘93 har indeholdt både nedskæringer og øgede skatter. Og skatteniveauet i USA i dag er historisk lavt.”
Måske Du har ret, i praksis ihvertfald. Professor Robert Barro, Harvard (der ikke jo er en skatte-elsker), argumenterer i dagens Financial Times for noget lidt lignende og for indførelsen af en føderal moms.
Jeg køber dog ikke argumentet om, at man skal hæve skatterne, fordi skatteniveauet er “historisk lavt”. Man kunne også vende det om og sige, at skatteindtægterne er historisk høje … for det er de faktisk. Målt i faste priser, er skatteindtægterne i dag næsten 50 pct. højere, end da Clinton i 1996 erklærede, at “the era of big government is over” …
Jeg tror også, at det i overskuelig tid bliver svært, at få mere end 60 i senatet og et flertal i Huset til at stemme for så høje skatteforhøjelser, som der vil skulle til for at lukke hullet.
Men hvis tingene for alvor “crasher” … Hvem ved?
det er jo også helt, helt hul i hovedet at skære i de statslige budgetter i en nedtur som denne, så måske er de amerikanke politikere helt fornuftige alligevel?
Supert indlæg. Det er utroligt, at man via de almindelige medier kan få så misvisende et billede.
Yderst læseværdigt og informativt indlæg.
Men det er lidt synd at du hænger Morten Bay ud. Han er så sød, og vil så gerne være “kommentator” med forstand på politik og økonomi.
Og han giver jo også rimeligt loyale referater af de par medier han læser, men det ville nok være lettere hvis han blot postede et link til dem istedet.
Undskyld, jeg glemte lige nævne det sjoveste ved Morten Bay’s seneste indlæg.
Umiddelbart kunne man tro at det blot var en elementær fejl at han skriver trillioner i stedet for billioner. Men læs så hvad han skriver i kommentar-feltet til dem som forklarer ham forskellen.
Han troede det var det samme. Med andre ord; Morten Bay’s grundlæggende fornemmelser for USA’s økonomi, altså BNP, Offentligt underskud og statsgæld, er ikke bare en anelse ude af trit med virkeligheden. Han skyder galt med en faktor 1000.
Det er voldsomt. Og vel lidt trist for Berlingske at have en USA-blogger der kaster sig ud i indlæg om nationaløkonomi og politik, til trods for at han er så dramatisk afsporet og uden fornemmelse for økonomiens størrelse.
Er 10 milliarder f.eks. et stort beløb. Ja, det afhænger jo i høj grad af om BNP er f.eks. 1 billion eller 1000 billioner.
Og Morten Bay har ingen anelse.
PINLIGT!!!!
Det føderale budget i 2011 er på 3,8 bio. Aftalen her går ud på nedskæringer på 2,5 bio. over ti år, eller 250 mia. om året. Det er altså 6,5 % af budgettet, der skal spares væk. Det ville være meget alle vegne.
Hvis Klitgaard mener, at det er fiktive nedskæringer, fordi gælden bliver ved at vokse, så blander han de to ting sammen.
En meget fin artikel.
På et enkelt punkt har jeg visse vanskeligheder ved at få tallene til at stemme overens. I en Ritzau-artikel fra i dag med titlen “USA’s vanvittige statsgæld når milepæl” hedder det, at “Den samlede gæld er efter tirsdagens nye lån nu en anelse større end USA’s bruttonationalproduktet (BNP) i 2010 på 14.530 milliarder dollar.”
I denne artikel ansættes statsgælden op til 70% af BNPet. Begge dele kan stadigvæk være rigtige, hvis statsgælden er en delmængde af den samlede gæld, men i så fald er 70% ikke helt retvisende for, hvad USA’s gæld egentlig er. Passer Ritzaus artikel er USA ikke langt fra klassen, hvor Italien befinder sig.
Udemærket Kurrild-Klitgaard. Især når du sammenligner det med en person. Så bliver også forståligt for andre, at USA ude på et skråplan. Luksusfældens værste tilfælde. Hvilken moral uviser USA ved at bruge flere penge end USA tjener, også iøvrigt bruge mange af dem på krig? Og hvem betaler for politikernes politik? Femtidens børn.
Forskellen på USA og Italien/Grækenland er at USAs statsgæld er i US-dollars – dvs. USA kan blot trykke flere penge for at betale sin gæld. 70-100% i statsgæld er dermed ikke noget problem for USA. Problemet er naturligvis at ca. 1/3 af den amerikanske regerings udgifter ikke er dækket af skatteindtægter. Der er tre årsager til eksplosionen – de to krige og ufinanserede skattelettelser. Såsnart USA dropper de tre ting er problemet løst.
The budget pie illustrated…
http://megnut.com/2011/04/understanding-the-budget-cuts.html
Tak for input PKK – Jeg er oprigtig ked af at høre virkeligheden beskrevet på den måde. Jeg må indrømme at jeg var faldet pladask for retorikken og troede rent faktisk at det var vedtaget reelle besparelser.
Ev!
Kun en ammestue sammenligner et husholdningsbudget med et statsbudget. Skulle USA spare sig ud krisen ville det svare til at gå 30 år tilbage i velstand og dermed endegyldigt opgive sin økonomiske førerposition.
Det hele kan derimod vende overnight og blive en fordel for de som har is i maven – og ikke lader sig skræmme og sælger ud af arvesølvet.
Interessant analyse som på sund vis rykker ved den vante diskurs! Men det skæmmer mig, at du gengiver figurer, som snyder på akserne ved ikke at lade y-aksen starte i 0 – det gør, at udgiftsstigningen ser meget større ud end den er!
Fantastisk godt indlæg, men hvad skal vi gøre med alle de journalister, der kun er i stand til at forstå andre landes forhold ud fra en dansk forståelseshorisont.
Tak for en nøgtern og skræmmende gennemgang af uansvarlige politikere uden rygrad og af samme usle karakter som vi finder i de forenede socialdemokratier VKOSSF som ikke vil gennemføre de nødvendige reformer og reducere det offentlige overforbrug og hellere vil se dansk erhvervsliv flytte, lukke eller hen hvor pebret gror end at sikre konkurrenceevne, vækst og velstand, ved at købe de dovne og ugidelige med de flittiges samt kommende generationers penge for at undgå at opføre sig ansvarligt, kun LA og de radikale har lyttet til eksperterne og befolkningen er for hovedparten ligeglad og derfor åbner danske virksomheder 9 ud af 10 arbejdspladser i udlandet, mens flere og flere bliver viljeløse klienter.
Det er sørgeligt at politikere tror at de bringer velstand til et land ved at øge de offentlige udgifter og financieret med lån. Det burde stå i grundloven at politikere, som vil give milde gaver til befolkningen via offentlige lån, straffes hårdt og personligt selv betaler allede lånte penge tilbage. Det er frækt og uforståeligt at politikere kan gældssætte landets borgere uden at disse bliver spurgt.
Tak for en flot gennemgang af budgetforliget.
Men så kan hele verden da trække vejret roligt – eller hvad?
Står følgende spørgsmål ikke og blafrer i luften?:
Hvad sker der, hvis renten stiger?
Vil og kan Kina fortsat finansiere budgetunderskudet?
Vil selv så små besparelser give en recession?
Hvorfor ser vi noget der ligner et aktiekrak i øjeblikket?
Det ser ud til at Wall Street har et andet syn på sagen. Hvorfor?
Hvad er din mening om det?
Glimrende afklædning af de danske medier, der har beskrevet budgetforhandlingerne, som var det en kamp om verdensmesterskabet i sværvægtsboksning.
Den russiske premierminister kalder USA(‘s økonomi) for en parasit. Og Obama går på burgerbar med sine ansatte – i stedet for at svare.
Wall Street reagerer – underligt? – Næppe.
“I’d gladly pay you Tuesday, for a hamburger today.”
Det er jo ganske almindeligt, desværre, i politik at tale om nedskæringer selvom forbruget reelt forbliver det samme.. Det sker også i DK, omend der er tale om nogle lidt andre tal.
Uanset hvordan man vender og drejer den, så kan amerikanerne ikke blive ved med at bruge de penge de gør, så politikerne kommer til at vende front mod kanonerne på et tidspunkt. Hvis man til tider væmmes over levebrødspolitikere herhjemme, ville man være konstant fysisk dårlig i USA, så der kommer nok til at gå et stykke tid. Men de kan ikke længere bruge deres militær til at få deres vilje.
Uanset hvordan det ender tror jeg Obama skød sig selv i foden med det her. Han lignede en der var blevet slæbt gennem tjørnekrattet da han gik på tv for at takke de politiske ledere.
“Ja, faktisk vil de offentlige udgifter i 2012 være 4 pct. højere, end de var i 2010 – og ikke hele 20 pct. højere end i 2008.” Er der ikke et ‘ikke’ for meget i den sætning?
Jeg morer mig også ganske ofte over Politikens “virkelighedsopfattelse”.
Du skriver:
“Ifølge Repræsentanternes Hus vil statsgælden i 2020 udgøre 76 pct. af bruttonationalproduktet. I dag er andelen på 70 pct., og den var på cirka 40 pct., da Barack Obama blev præsident.”
Kan man konkludere, at økonomien er stimuleret med 30 % af BNP i de få år Obama har været præsident?
Kan man også konkludere at republikanerne ikke længere vil være med til disse stimulanser, og ikke vil øge gældsloftet yderligere?
Kan man konkludere, at det nok er derfor aktiemarkederne reagerer, da de forudser recession?
Ja jeg spørger bare, hvordan vi skal forstå tallene.
Naar vi nu har foraeret vores mervaerdiskabende industri til kineserne og har erstattet det med frisoeroekonomi, jah, saa vil vi jo foer eller siden loebe ind i problemer isaer naar vi laaner pengene til at betale frisoeren.
Der er et gammelt folkeligt ordsprog som siger at vi kan ikke leve af at barbere hinanden.
Mange har aabenbart glemt det, men det varer jo heller ikke saa laenge foerend at de maa sande det.
Ak ja, hvorfor vil folk ikke blive klogere, men saadan er mennesket for de vil ikke lytte til erfaringen og slet ikke i disse tider hvor droemmerne og utopisterne har haft kronede dage.
Kære Kurild,
Glimrende artikel.
Må vi få en diskusion mellem dig og Lars Trier Mogensen snarest på DR2 Deadline – uden for meget mediator-præk!
Mvh
Martin Rønsholt
Så længe der er større politiske omkostninger ved at begrænse gældsdannelsen, end ved at fortsætte, så vil politikerne fortsætte.
Dette gælder ikke kun i USA.
I DRs deadline var hoved-temaet: hvem vandt?
Er alle journalisters ønske at blive sportsjournalister?
Helt enig i at mindre stigende udgifter i pressen altid omtales som nedskæringer. Artiklen passer således også på DK da rød stue ikke har talt om andet end nedskæringerne i den offentlige sektor selv om tal viser et større forbrug end nogen sinde. At folk lader sig bedrage af politikerne viser de foreløbige meningsmålinger jo tydeligt. Der er kun at håbe at en eller anden “gud” vil bevare DanmarK.
Glimrende indlæg!
Tak for, at du giver os konkrete facts om “rigets tilstand” over there i stedet for de følelsesladede beskrivelser, vi oftest får serveret af mediernes mange Obama-fans.
Hr K skriver: “Hvis Klitgaard mener, at det er fiktive nedskæringer, fordi gælden bliver ved at vokse, så blander han de to ting sammen.”
Det næppe derfor.
Når man taler om fiktive nedskæringer, så skyldes det vel at den amerikanske stats udgifter forsat vil vokse, men blot lidt langsommere end oprindeligt planlagt. Det er ikke en nedskæring – det er en lavere udgiftsvækst.
Meget oplysende læsning.
Rart at se en gennemgang af et vigtigt emne, med bund i det faktuelle.
Jeg skal ikke forsøge at opkaste mig til nationaløkonomisk ekspert, men det virker som om Kurrild-Klitgaard virkelig ved noget om det han skriver om – i beklagelig modsætning til mange journalister (og mange bloggere).
Det bliver spændende (en gyser?) at følge den videre udvikling, for det strider jo imod al sund fornuft, at et land skal kunne øge sin gæld ad infinitum, uden at det på et tidspunkt får en konsekvens.
Det rigtigt farlige forekommer mig at være den økonomiske polarisering, der i disse år foregår i USA, hvor i dag 1% af borgerne disponerer over 40% af værdierne, mens middelklassen generelt bliver mere og mere forarmet. Denne udvikling vil hurtigt kunne føre til voldsomme sociale spændinger, der i værste fald kan destabilisere samfundet. Og så går det rigtig galt.
USA et destabiliseret samfund i socialt oprør – en utænkelig tanke? I 1980 var det også utænkeligt, at inden 10 år var berlinmuren faldet og sovjetimperiet opløst…
P.S. Da Kurrild-Klitgaard viser en stor indsigt i samfundsøkonomiske forhold, vil jeg gerne opfordre ham til – om muligt – at skrive en kronik, der forklarer årsagerne til, at vi herhjemme på trods af et uændret skatte- og afgiftstryk oplever, at den offentlige service, vi betaler til gennem vore skatter, bliver ringere og ringere. Altså: At vi får mindre og mindre service ud af hver krone, vi betaler i skatter og afgifter.
Det er jo korrekt, at aldrig har samfundet/staten postet flere penge i diverse serviceområder. Men aldrig har folk vist følt, at de fik så lidt ud af det, de må punge ud.
Hvorfor? Hvordan hænger det sammen? Er det de sociale udgifter (overførselsmidlerne), der har taget overhånd? Er det et voksende bureukrati? Eller…?
@Ulrik Høgsbro: Ganske rigtigt–sjusket redigering. Mange tak–det er rettet nu.
Kære Kurrild-Klitgaard,
tak fordi du gad at gå sagen lidt efter i sømmene. Jeg kommenterede selv på Politikens artikel, fordi den var så oplagt tendiøs og skribenten så dårligt informeret, men med 400 tegn til rådighed i et kommentarfelt var det ikke nemt at konkretisere kritikken.
Politiken har det noget farvede billede af amerikansk politik, at republikanerne og ikke mindst de forhadte Tea Party-folk, hvis vælgere jo er uuddannede osv. lige som Dansk Folkepartis vælgere, er onde mennesker, mens Demokraterne kun kan gøre gode gerninger.
Iøvrigt kan substansen i din artikel her uden videre overføres til UK, hvor Politikens engelske modstykke – The Guardian – harcellerer over voldsomme nedskæringer, som imidlertid også i virkeligheden blot er en reduceret stigningstakt i statens udgifter. Og ligesom i USA rummer fremtiden i England efter ‘nedskæringerne’ fortsat stigende gældsætning.
Og kan nogen høre Villy Søvndal tale om ‘blodbad’ og ‘massakre’ i Danmark, mens de offentlige budgetter fortsat stiger og underskuddet i år bliver på mindst 80 mia kroner?
USA er blevet downgradet af S&P.
Peter Kurrild-Klitgaard
du som er uhyre indsigtsfuld i stats økonomier -
havde du ikke været mere – velkvalificeret til en
Formandspost i KRAKA – frem for Peter Nedegaard.
Hvor mange BIJOB kan Proffessorer overkomme??
Anker Jørgensen på amerikansk !
@Lasse M: Når man taler om fiktive nedskæringer, så skyldes det vel at den amerikanske stats udgifter forsat vil vokse, men blot lidt langsommere end oprindeligt planlagt. Det er ikke en nedskæring – det er en lavere udgiftsvækst.
Den nominelle udgiftsvækst er baseret på antagelsen om, at BNP (og befolkningstallet) bliver ved at vokse som hidtil.
At søge at holde de nominelle udgifter nede er nedskæringer med et andet ord, når befolkningen vokser. Selvfølgelig skal udgifterne måles i forhold til BNP. I den sidste figur i indlægget kan man se udgifterne i forhold til BNP, og de går ned med aftalen. Det er altså reelle nedskæringer, der er tale om. Præmisset for Klitgaards indlæg er ikke holdbart.
@Hans Lembøl
“.. vi får mindre og mindre service ud af hver krone, vi betaler i skatter og afgifter.”
Monopoler har det med at forsumpe i selvforherligelse, kan det siges mere enkelt.
“Verdens dyreste folkeskole” som klarer sig under middelmådigt i PISA undersøgelser.
Danske lærerere er de højest lønnede med færrest undervisningstimer, lange ferier, stort sygefravær.
Tro endelig ikke at det er en undtagelse.
Og nu om stunder skal alt registreres, så en betragtelig tid bruges til at indsamle informationer som sjældent efterspørges.
En sagsbehandler på et arbejdsformidlingskontor bruger ca. een time om dagen til at tale med klienter, resten af dagen bruges til at fodre tre forskellige computersystemer med de indsamlede oplysninger. Jo da, så har man en klientprofil, men som regel har de ingen jobprofiler som matcher.
Vi har ca. 600.000 langtidsledige som således er målt og vejet, interviewet og registreret. Men ingen jobs til dem fordi de ikke er i besiddelse af de mindstekvalifikationer som kræves til de lønninger som forlanges, som er aftalt mellem arbejdsmarkedsparterne.
Se hvordan vores motorregistreringskontor fungerer.
Magen til Storm-P system findes ikke bedre. Vi har private firmaer som lever af at hente nummerplader fordi det kun kan foregå på et motorkontor som der nu er 31 af i landet. Så fra at man køber en bil til at man får den leveret formedes kr.3200 kan der gå flere dage.
Når man køber bil i Californien river man en lille lap af med ejeren og bilens detaljer fra registreringspapirerne, den sættes i bilruden så politiet kan se den. Man får selvfølgelig bilen med med det samme, og nummerpladerne tilsendes med posten. Simpelt og enkelt og billig administration.
Men sådan skal det ikke være i Storm-P’s hjemland.
Der har i årevis været skrevet om vores ineffektive offentlige sektor. “Rationaliseringer” centaliseringer, nedlæggelse af afdelinger, amter sygehuse, biblioteker, posthuse. Alt har snart sagt været prøvet, men resultat har blot været endnu mere spild og ineffektivitet og ubehag for befolkningen. Man har ansat tusindvis af bureaukratiske eksperter, de såkalte Djøffere, og man må sige at de virkeligt har fået sat gang i bureakratiseringen.
Vi har efterhånden overgået DDR og USSR’s i bureakratisk fuldkommenhed, med registre om alt mellem himmel og jord. Man iværksætter undersøgelser om alt muligt i den offenlige sektor, men hvem læser det og hvad kommer der ud af det alt sammen og hvad kan det reelt bruges til er der vist ikke ret mange som bekymrer sig om.
Du må regne med mindst 50% spild i den offentlige sektor.
Det er som altid en fornøjelse at læse PK’s kompetente analyser.
Berlingske bør slette disse anonyme indlæg: Credo Credo, Jacob E., Ole S., HR K, Jørgen F og Lasse M.
Anonyme meninger er værdiløse.
Godt indlæg, Peter! Det afklarer de faktiske forhold. Jeg håber, at dette vil få ledelsen hos Berlingske til overveje USA dækningen. Jeg er temmelig ligeglad med om journalisterne på Berlingske er dovne eller dumme, det er helt uacceptabelt at de konstant bringer misinformation om USA. Man må simpelthen kunne forvente et højere niveau fra en såkaldt borgerlig avis. Hvis journalisterne absolut kun vil skrive af efter andre aviser, kunne ledelsen tilbyde tyskundervisning, så journalisterne kunne skrive af efter Frankfurter Allgemeine eller NZZ.
@hr k
PKKs præmisse holder fint.
Hvis jeg i går fik 100 kr og i dag får 95 kr. Så har jeg været udsat for en nedskæring. Hvis BNP stiger med 5% og jeg i dag får 104 kr (mod 100 kr i går), så er det kun Kafka der mener jeg har været udsat for en nedskæring! Det voodoo-nomics at tale om relative nedskæringer når modtageren kun interesserer sig for, hvad der kan fås for pengene.
I sidste ende… at vi kan diskuterer om der fundet en nedskæring sted, viser med alt tydelighed at pressens vinkel er helt til grin!
Tak til PKK for at gøre opmærksom på det. Jeg var en af dem som på baggrunde af den danske presses retorik rent faktisk troede at USA havde besluttet at bruge færre penge end de fik i indtægter.
Udmærket Peter!
Blot en præcisering, når man taler om så astronomiske beløb: Når en amerikaner taler om billioner er det, det samme som vi benævner milliarder. En billion på “dansk og engelsk” er et 1.000 gange større tal (tusind milliarder)!
Jeg må indrømme at jeg ikke giver meget for Lord Keynes- tilhængernes økonomiske formåen, bortset fra at de er gode til at blæse balloner op, så Bruttonationalproduktet tager sig pænt ud. Men det er lån på fremtiden uden at der er andet end Øgede velfærdsudgifter i det og en bro her, en vej der. Det øger fremtidens udgifter og i stedet for at skabe vækst i den rådne banan flygter endnu flere over broerne til Kjøvenhavn. De har ikke løst noget og udgifterne smider de ind på børnekammeret for selv at leve fedt lidt længere. Det hedder sig at hvis man fortsætter med at gøre som man altid har gjort, får man blot mere af det samme. Men det er for engangs skyld en illusion, for pengene flyder som vand hen hvor pebberet gror og det gror ikke i Dk.
Det er da det samme herhjemme.
Vi har i årevis hørt S-SF råbe op om “nedskæringer” – alt imens udgifterne kun er steget. Hver gang man hører dem klage over foreslåede nedskæringer er der – ligesom i USA – tale om en stigningstakt der bliver lidt mindre end forventet. Ikke nedskæringer.
Og ligesom i den nuværende amerikanske debat synes den danske journalist stand ude af stand til at forstå forskellen.
Endnu en præcisering:
En million er et ettal med seks nuller efter: Det kender de fleste vist fra deres kontoudskrifter fra banken!
Million: 1.000.000
Milliard: 1.000.000.000
Billion: 1.000.000.000.000
Trillion: 1.000.000.000.000.000.000
Fra en amerikansk hjemmeside har jeg lånt denne illustration af, hvad det nylige gældsloftsforlig egentlig indebærer, hvis man fjerner otte nuller fra de astronomiske tal og lader, som om det handler om en enkelt familie, den fiktive familien Jones.
Her er dens indtægter, udgifter og gæld:
Samlet indkomst for familien Jones:
$21,700
Familiens Jones’ udgifter:
$38,200
Kassekreditten belastes yderligere med:
$16,500
Den samlede gæld på kassekreditten er herefter:
$142,710
Familiens samlede besparelser:
$385
Og jeg ved godt, at der er forskel på en families budgetter og indkomstforhold og så en stats … men det er en fin illustration.
#Hans Lembøl 13 43
Det skyldes at offentligt ansatte – generelt – er ligeglade med kunderne.
Man tænker mest på eget velbefindende og karriere.
Kunderne bliver ved at henvende sig selvom de får en dårlig behandling.
Man gør ikke forskel på folk, blot i det offentlige får alle samme dårlige behandling, medens det omvendte er tilfældet i privat regi.
Tænk på forskel på en arbejder ved FIAT og en kommune i Toscana.
iflg den danske presse, er der tale om massive nedskæringer og Peter siger at det er stigningstakten der bliver mindre( ingen direkte nedskæringer ) ….hvem har så ret ???
Yderst informativt indlæg af PKK. Kort præcist velformuleret og uden en masse udenoms snak.
Obama er og bliver socialist…
Tak for et godt og informativt indlæg – man kan kun med frygt og bæven gætte på hvornår det hele ramler.
Det lover ikke godt – måske skal USA ned på “B-” før de fatter alvoren!
Det er meget simplet, det burde simplhen forbydes for en stat (land, eller hvad du vil kalde det), at pantsætte deres fremtidige generationer.
Min generation har været med til at betale for overforbruget igenne 1970′erne, og 1980′erne.. Mens vi ikke fik fordelen af forbruget..
Nu er vi ved at skabe det samme igen, denne Generation vil ikke finde sig i at skulle undvære noget, så de låner og pantsætter deres børn og deres børne børn.
Det burde være ulovligt, og medfører fængsels straf for de ansvarlige politikere.
Det samme gælder her hjemme, som i USA.
@Axel Eriksen: Jeg forstår ikke rigtigt Din pointe …–?
Skriv en kommentar