Socialistisk Erhvervsparti?

Et spøgelse går gennem medier og direktionslokaler: At Socialistisk Folkeparti skulle være blevet “hip” i erhvervslivet.

Det er–pudsigt nok–ikke mindst en udlægning, som SF selv har kultiveret, målrettet og relativt dygtigt.  Som et led i afgiftningen af det mølædte, fodformede, gymnasielærer-marxistiske image med henblik på at blive et moderne og fremfor alt stuerent regeringsparti for første gang i partiets +50 årige historie, har det været vigtigt at få vælgere, investorer og virksomhedsledere til at tro på, at SF ikke vil føre en planøkonomisk politik, som den partiet, Ole Sohn, Villy Søvndal & Co. ellers tidligere har stået for.  Til det formål har man–med velvillig hjælp fra medierne–tegnet et billede af, at Sohn & Søvndal stort set ikke laver andet end at rende til møder med erhvervsledere, der er begejstrede for partiets linje.  Helt dårligt for dén fortælling kan det næppe heller være, at man nu med Karsten Dybvad har fået en kendt Socialdemokrat som adm.direktør for selveste Dansk Industri til at supplere en gammel SF’er, DI-direktør Lars Goldschmidt, der allerede længe har været mediernes foretrukne “erhvervsleder”. Eller at man får en anden gammel SF’er, Novozymes adm.direktør Steen Risgaard, til at tale på SF’s landsmøde. Tilsammen kan de være med til at tegne et billede af, at man sagtens kan være lyserød og erhvervsvenlig.

Problemet med myten om “Socialistisk Erhvervsparti” er bare, som med alle myter, at den er en myte.  Ser man SF’s politiske udspil i hverdagen efter i sømmene, er det stort set alle nogle, der burde få erhvervslivet til at løbe skrigende bort.

Der skal afsættes nye millionlønninger til medarbejderne i SKAT for, at de kan gå hårdt efter virksomhederne.

Der skal indføres omvendt bevisbyrde, så det er virksomhederne, der i skattesager skal bevise, at de er uskyldige.

Der skal tvangspåføres køns-kvoter, hvormed man i virkeligheden vil fratage virksomhedsejerne–som altså har ejendomsretten–retten til at bestemme, hvem de vil have til at lede deres virksomheder.

Sidst men bestemt ikke mindst skal der naturligvis laves en “millionærskat”, der vil sende marginal-skattetrykket op på over 71 pct. uden reelt at skaffe provenu.

Og skrigende bort løber erhvervslivet da faktisk også. Dagbladet Børsen spurgte i denne uge 786 tilfældigt udvalgte erhvervsledere, hvilke partier, de ville foretrække, når det gjaldt erhvervspolitik og jobskabelse.  SF, der p.t. ligger på 15-20 pct. af stemmerne i meningsmålingerne, og dermed er blandt de fire største partier, kommer i undersøgelsen ind så langt nede på listen, at man ikke engang har tildelt partiet en særlig kategori i den grafiske opstilling.

Forståeligt nok høster Venstre og Liberal Alliance tilsammen sympati fra cirka 75 pct. af erhvervslederne.  SF må sammen med Dansk Folkeparti, den enlige repræsentant for Kristendemokraterne og gammel-marxisterne i Enhedslisten dele mindre end 1/100 del deraf–en halv procent (0,5).  Ja, faktisk er der intet, der reelt tyder på, at folkesocialisterne kan vinde sympati hos dem, der skal skabe de arbejdspladser, de taburet-aspirerende politikere lover bort.

Erhvervslivet synes ikke om Socialistisk Folkepartis erhvervspolitik af formodentlig én grundlæggende årsag.  Den er slet ikke en erhvervspolitik.  Der er derimod tale om en særinteressegruppepolitik til fordel for en ny, politisk udvalgt erhvervs-adel: Man lover støtte til virksomheder som enten direkte eller indirekte allerede er dybt afhængige af de offentlige kasser, og som ventes at kvittere med økonomisk og politisk støtte–og man truer med brandbeskatning og omvendt bevisbyrde til resten.

Erhvervsledere af enhver art er, i sagens natur, ganske rationelle.