Det løbske lokomotiv

De stiger, og de stiger, og de stiger … Faktisk er de offentlige udgifter løbet løbsk.

Nej, det er ikke en borgerlig-liberal forsker, der siger det.  Det er slet ikke en politiker af samme observans, der indrømmer det.  Det er såmænd det ansete, hæderkronede, 168 år gamle ugeblad The Economist, der dokumenterer det i et nyt særtillæg.  Ser man på de vestlige lande, både i det lange og det korte perspektiv, synes det som om, at det er skruen uden ende: Der kan være perioder med noget nær nul-vækst, men i så fald er de korte, og som helhed går de offentlige udgifter, uanset målestokken, altid kun én vej, og det er op.

Tager man de i dag 13 mest velstÃ¥ende lande i verden–og det omfatter altsÃ¥ ikke længere Danmark–beslaglagde skatterne ved 1. verdenskrigs begyndelse lidt over 10 pct. af bruttonationalproduktet.  PÃ¥ et halvt Ã¥rhundrede, frem til 1960, blev den andel næsten tre-doblet til ca. 30 pct.  Da Ronald Reagan, Margaret Thatcher og andre borgerlige regeringsledere i begyndelsen af 1980erne ville tage et opgør med 1970ernes uansvarlige udgiftspolitik, lÃ¥ andelen i de 13 lande gennemsnitligt pÃ¥ lidt over 40 pct.  SÃ¥ fladede kurven ud–hvorefter den over det seneste Ã¥rti er steget til næsten 50 pct.  Altimens særinteressegrupper har skabt et billede af massive offentlige besparelser. Uanset hvilken fløj der er ved magten, uanset om samfundsproblemerne objektivt set er store eller smÃ¥, kender de offentlige udgifter ifølge The Economist kun én vej.

Men er det egentlig et problem, at de offentlige udgifter stiger uden ende?

Ikke hvis man tror, at skatter absolut ingen forvridende effekt har pÃ¥ menneskers produktive adfærd.  Ikke hvis man synes at det er politikerne (som jo er dem, der bevilger de offentlige udgifter) skal bestemme alt–for det kommer de per automatik til at gøre i stadigt større grad i takt med at stadigt mere af samfundsøkonomien “nationaliseres”.  Ikke hvis man synes, at det er en god ting, at borgerne ikke kan bestemme over størstedelen af de penge, de selv tjener.  Ikke hvis man synes, at det er ok, at forkælede, nulevende danskere kan “smide regningen i børneværelset”, og sÃ¥ ovenikøbet gøre det i “solidaritetens” navn.

Vurderingen fra økonomerne bag The Economist er utvetydigt, at udviklingen ikke kan fortsætte. PÃ¥ et eller andet tidspunkt vil de offentlige udgifter være vokset sÃ¥ meget, at de kommer under betragtelig pres–som det p.t. er tilfældet i Californien.  Det tværer alt privat initiativ ud, og–via skatterne–suger alle incitamenter til at være produktive ud af samfundsøkonomien.  The Economist spørger i dets tillæg, hvordan man sÃ¥ kan tæmme “Leviathan”–den allestedsnærværende, altopslugende statsmagt.  Ifølge magasinet skal svarene findes i bl.a. to af problemerne.

For det første at produktiviteten i den offentlige sektor halter voldsomt bagefter den private–og at der dermed mÃ¥ være store rationaliseringsgevinster at hente ved at modernisere den offentlige sektor.  Man skal–ligesom erhvervslivet altid gør–lære at “lave mere” for “en billigere penge”.

For det andet at man skal begrænse de offentlige overførselsindkomster, for det er dér de sidste mange års store stigninger er sket.  Alskens overførsler må holde for, og der må særligt indføres behovs-kriterier fremfor at have universelle løsninger, som alle uanset indkomst nyder godt af.  Særligt middelklassen må indstille sig på at skulle spare op snarere end at klare sig offentlige midler.

Det er interessante forslag.  Men et mere kynisk svar pÃ¥, hvorledes man kan tæmme den løbske statsmagt, kan man se pÃ¥ den i enhver henseende igangværende danske valgkamp.  Stort set intet parti lader én uge passere uden at komme med forslag til flere, større, nye offentlige udgifter.  Tre-dobling af antallet af politiske rÃ¥dgivere i ministerierne (Socialdemokraterne).  Flere penge til sÃ¥kaldt “kernevelfærd” (Venstre).  Flere penge til ulande og vellønnede designere (Radikale).  Penge til mere politi (Konservative).  Penge til højskolerne (Liberal Alliance).  Penge til alle ting, der virker uhyggelige (Dansk Folkeparti).  Penge til alt (Socialistisk Folkeparti).  Militært engagement i Libyen (alle partier, inkl. Enhedslisten).  Alle har altid lige ét udgiftsforslag mere–og det sÃ¥kaldte “skattestop” er for længst afgÃ¥et ved døden, selvom regeringen fortsat hævder det modsatte.  NÃ¥r de økonomiske tider er gode, skal der bruges penge pÃ¥ de mindre velstÃ¥ende, sÃ¥ de ogsÃ¥ fÃ¥r “andel i opsvinget”, og iøvrigt pÃ¥ alt andet.  NÃ¥r tiderne er trange, skal der bruges offentlige midler pÃ¥ at “investere” i fremtidige arbejdspladser, og der skal ihvertfald ikke spares, for det vil angiveligt risikere at dæmpe et fremtidigt opsving.

Så logikken er tydelig.  Hvorfor skulle man som politiker satse på upopulære politikker (produktivitetsstigninger i det offentlige og færre/lavere overførselsindkomster), der kan have virkning engang ude i fremtiden, når man allerede idag kan købe sig til medieopmærksomhed og vælgerstøtte?  Og hvorfor skulle vælgerkorpset i et samfund, hvor størstedelen er afhægige af de offentlige kasser, stemme på at skulle lave mere for mindre eller modtage mindre fra andre, når man kan stemme sig til forbedringer?

Det kyniske svar på The Economists spørgsmål er derfor: Det kan man ikke.  Toget er kørt, og det fortsætter og fortsætter, uanset hvor mange passagerer, der springer af undervejs. Dem, der står i førerkabinen og slås om kontrollen med lokomotivet, er mere interesserede i, hvem der er loko-fører, end hvor toget er på vej hen, eller om det kører af sporet.