Sohn, socialisme og sort snak

Socialistisk Folkepartis Ole Sohn er et dyr med flere liv end en kat og belagt med mere teflon end en stegepande.  Alligevel er der vist grænser for, hvor mange gange en top-politiker, der aspirerer til at komme til at lede statens økonomi, kan slippe af sted med at tale sort.

I denne uge kunne man således i Information læse et interview med Sohn, som tager afsæt i nylige beregninger, der viser, at S-SF økonomiske plan i virkeligheden vil føre til større ulighed, når denne måles som spredningen i indkomster.  Planen omfatter nemlig et element om, at overførselsindkomster ikke længere skal automatisk reguleres op i takt med lønmodtagernes lønstigninger.  Overførselsindkomsterne vil altså fortsat stige, bare ikke så hurtigt som andres lønninger.

For mange, ikke mindst liberale og konservative, burde den slags ret beset ikke give anledning til hævede øjenbryn.  De ser ingen logik i, at dét, at én lønmodtager bliver belønnet, automatisk skal føre til tilsvarende stigende bistandshjælp til en anden person.

De fleste, der har studeret emnet, ved også, at det at fokusere på matematiske mål for ”ulighed” i virkeligheden intet siger om, hvor godt eller skidt folk har det, og i særdeleshed intet fortæller om fattigdom.  Bruger man indkomstspredning og sætter man lighedstegn mellem det og ”fattigdom”—som venstrefløjen så gerne vil—betyder det reelt, at hvis alle danskeres levestandard blev fordoblet i løbet af en periode, ville ”fattigdommen” være uændret.  Og hvis alles levestandard steg, men højindkomstgruppers steg mere end andres, ville ”fattigdommen” stige—selvom alle altså havde fået det bedre.  At bruge indkomstulighed som mål for fattigdom er derfor både meningsløst og skadeligt for fokus, hvis formålet er at forbedre forholdene for de dårligt stillede.  Det er ikke et videnskabeligt mål eller et objektivt begreb men alene et ideologisk redskab, der praktisk kan hives op af tasken til at slå modstandere i hovedet med og udstille dem som hjerteløse.

Netop derfor er det så interessant at læse interviewet med Sohn—der taler i tunger alt imens han opfører sig som en frø på en varmeplade.  For Sohn er fanget mellem Skylla og Karybdis.  Mellem det irriterende faktum, at hans egen plan vil øge den fordelingsmæssige ulighed, og så det forhold at han omvendt næppe vil skræmme vælgere og erhvervsliv væk.Men fanget i en sådan intellektuel krydsild, bliver Sohns socialisme til sort snak.  Når hans gamle partifæller i Enhedslisten klandrer S-SF for, at planen vil føre til mere ulighed, svarer han, at det en ”falsk måde at stille det op på” og afviser uligheds-matematikken med argumenter, der minder om dem brugt her, og som tidligere er fremført af Søren Pind, Eva Kjer Hansen, De Konservative, Liberal Alliance og CEPOS: ”Jeg har ikke noget imod, at folk tjener penge – og at nogen tjener mere end andre. Det gør, at de også bidrager noget mere til statskassen.”Det er ellers ikke så længe siden, at Sohn i et andet interview netop sådanne argumenter som ”I bedste fald er det udtryk for uvidenhed. I værste fald er det nogle meget kyniske synspunkter”.

Men når Informations journalist så konfronterer Sohn med dét, svarer han, at en rød regering bestemt vil mindske uligheden, ligesom han i et debatindlæg siger ”nej, en ny regering øger selvfølgelig ikke uligheden i Danmark”.  For lige at dække sig ind hos alle, får Sohn for en sikkerheds skyld sat lighedstegn mellem ”ulighed” og fattigdom, selvom han sekundet før har sagt, at det kan man ikke: ”Vi vil også mindske uligheden – eller snarere fattigdommen. Det er ikke godt for et samfund, at der er for stor forskel mellem høj og lav”.Adspurgt direkte om den fhv. formand for Danmarks Kommunistiske Parti så dermed har opgivet Marxismens klassekamp, giver Sohn dette ”Goddag Mand Økseskaft”-svar:

”Tilværelsen er jo dynamisk. Den forandrer sig – og det gør den uanset, om man står på sidelinjen eller er med i maskinrummet. Jeg tror, at man har størst mulighed for at påvirke disse forandringer, hvis man befinder sig i maskinrummet.”

På den måde er der hos Ole Sohn og S-SF’s plan lidt for alle.  Hvis man mener, at et virkelighedsfjernt, rent matematisk ulighedsmål er en god ting, kan man trygt stemme på rød blok—og hvis man ikke mener det, kan man trygt gøre det samme.  I begge tilfælde får man katten i sækken.

Måske Ole Sohn i virkeligheden stadig er marxist—måske kun lidt Marxist-Leninist, men en hel del Groucho Marxist.  Den store amerikanske komiker sagde som bekendt: ”Disse er mine principper, og hvis De ikke kan lide dem … så har jeg også nogle andre”.