Reagans værdikamp

Af Peter Kurrild-Klitgaard 27

”Mor, den er helt gal! Reagan er blevet valgt, så nu får vi nok verdenskrig”. Det var om morgenen, onsdag den 5. november 1980.  Republikaneren Ronald W. Reagan (1911-2004)—der søndag ville være fyldt 100 år—var netop blevet valgt til USA’s 40. præsident.

Ordene kom fra en 14-årig odenseansk skoleelev, der lige havde set en ekstra-udsendelse på det, der dengang var Danmarks eneste TV-kanal.  Og jeg var ikke glad: Den aldrende, skydegale cowboy, B-filmskuespilleren med de alt for højreorienterede holdninger, havde netop slået den Demokratiske præsident, den umiddelbart så sympatiske Jimmy Carter.Jeg var målløs.

Hvordan kunne det gå til?  Det burde da have været klart for enhver, der havde fulgt bare lidt med—i hvert fald via den danske statsradiofoni og en enkelt avis—at Carter ville være langt bedre, eller i hvert fald mindre slem.  Jeg cyklede i skole og var ikke sikker på, at verden ville eksistere, når jeg kom hjem igen.

Sådan kan tingene se anderledes ud i perspektiv.

I dag er Reagan så respekteret, at præsident Obama gerne vil sammenlignes med ham, og når man i dag hører Demokrater rose Reagan i anledning af 100 års fødselsdagen søndag, eller husker hvorledes f.eks. Socialdemokraternes Svend Auken priste Reagan i forbindelse med hans død, er det let at glemme, hvor upopulær og kontroversiel Reagan faktisk var, da han blev valgt i 1980—og i hvilken tone selv førende venstrefløjspolitikere omtalte ham.TIME forside med Reagan/Obama 

Den daværende statsminister, Anker Jørgensen (S), kaldte ham en ”gal hund”, Lasse Budtz beskrev ham i en kommunistisk avis som ”utilregnelig”, og Auken selv omtalte i 1981 præsidenten således:

“I USA tegner der sig i horisonten en afdanket filmskuespiller Ronald Reagan, denne 70-årige handelsrejsende i konservative banaliteter og uhyrligheder, som opfatter det internationale situation, som enhver anden cowboyfilm.”

Men uanset hvad man synes om Reagan—nu eller dengang i 1980erne—er det være svært at være uenig i, at han var en vigtig politiker og en anderledes præsident.  Så mange andre politikere, i USA og herhjemme, har som deres credo, at de vil fremstille sig selv som nogen, der afbøjer modsætningerne, og de gør det i virkeligheden ved at tilrettelægge deres personligheder og politikker som var de vejrhaner, der drejer sig efter, hvorledes folkeviljen måtte blæse.

Reagans efterfølger som præsident, George H.W. Bush, er der vist endnu ingen, der har fundet ud, hvad stod for.  Bill Clinton tilrettelagde alt efter fokusgrupper og ejer formodentlig ikke én eneste dyb overbevisning i livet.  George W. Bush—så kontroversiel som han ellers var—pumpede de offentlige udgifter i vejret i desperate forsøg på at købe sig popularitet og var godt tilfreds med apolitiske rygklappere som sine nærmeste rådgivere.  Og Barack Obama taler i luftige, postmoderne vendinger, der måske lyder godt men reelt er klichéer og tomme kalorier, som ingen rigtigt kan være uenige i.  Tag bare disse fire præsidenters indsættelsestaler, der alle—om end i varierende grad—har lydt som om, de var sat sammen af brudstykker af andres taler, i mere eller mindre anstrengte forsøg på at være noget for alle.

Reagans stil var den stik modsatte.  Over en næsten 30 årig politisk karriere stod Reagan urokkeligt fast på sine grundholdninger.  Hans mål var et så frit og velstående samfund som muligt.  Til det formål ønskede han en lille og begrænset, men stærk statsmagt, og så stor personlig og økonomisk frihed som praktisk foreneligt med lov, orden og et stærkt forsvar—især overfor den trussel som en aggressiv, totalitær verdenskommunisme udgjorde.

Reagan stod dér og kunne ikke andet—og så måtte folk ellers være enige eller uenige med ham, og han blev ved (og ved) at sige det samme, indtil hans tid ville komme.

Man ser det måske allerbedst i Reagans berømte indsættelsestale fra 20. januar 1981.  Næsten alle præsidenter bruger lejligheden til at søge ind mod den mindste fællesnævner hos vælgerne og forsøger at undgå at sige noget, der kan støde nogen.  Man skyer kontroverserne og vil være samlerne.

Reagan mente og sagde det samme, som han havde gjort i to årtier.  Han tog omvendt tyren ved hornene, filosofisk og realpolitisk, og mens der nok var pæne og høflige nik til amerikansk historie og alle dele af det politiske landskab, brugte han lejligheden til at tale et halvt århundredes politiske udvikling ret imod på en måde, så ingen kunne være i tvivl om, at en ny sherif var kommet til byen:

”I den nuværende krise er staten ikke løsningen på vore problemer; staten er problemet.  Fra tid til anden er vi blevet fristet til at tro, at samfundet er blevet for komplekst til at blive styret ved selvbestemmelse.  At en elites styring er at foretrække frem for en regering af og for folket.  Men hvis ingen af os er i stand til at bestemme over os selv, hvem iblandt os har da evnen til at bestemme over andre? […]

Vi er en nation, der har en stat—ikke det modsatte.  Og det gør os anderledes blandt Jordens nationer.  Vores stat har ingen magt bortset fra den, som folket har givet den.  Tiden er kommet til at begrænse og vende den vækst i statsmagten, som udviser tegn på at være gået udover borgernes samtykke. […]

Nuvel, så der ikke skal være nogen misforståelser: Det er ikke mit mål at afskaffe staten.  Det er snarere at få den i arbejde—arbejde med os, ikke over os; at stå ved vor side, ikke ride på vores ryg.  Statsmagten kan og skal skabe muligheder, ikke kvæle dem; understøtte produktivitet, ikke begrænse den.”

Udenrigspolitisk var Reagan—trods enkelte nederlag—bogstaveligt epokegørende.  Der er i dag formodentlig kun få, der ikke vil give ham hovedæren for at have været den kraft, der gennem pres førte til Sovjets nye linje, Østblokkens kollaps, murens fald og regimeforandringer, der i årene 1989-1991 bragte flere mennesker ind i demokrati end nogensinde før i verdenshistorien.  Det skete gennem Reagans vedvarende ideologiske konfrontation af Sovjetunionen, kombineret med en realpolitisk pragmatisme overfor Gorbatjov, på et tidspunkt, hvor imperiet knirkede i de økonomiske fuger.  Ingen Jimmy Carter eller Walter Mondale, ville han stillet sig op foran Berlin-muren og sagt til Sovjet-lederne: ”Tear down this wall!”.

Indenrigspolitisk var Reagan slet ikke den succes, som han var symbolsk og retorisk.  Det lykkedes ham ganske vist, som den første og eneste præsident i 100 år, at bremse væksten i de offentlige udgifter og sænke skatterne—men samtidigt var han med til at forøge de budgetunderskud og den statslige gældsætning, der havde været hans erklærede mål at bekæmpe.  Han bremsede den omsiggribende regulering—men slutresultat var alligevel et USA, der var mere statsstyret i 1989 end i 1981.Men de reformer, som han dog fik gennemført, resulterede i et markant økonomisk opsving, der samtidigt lagde grunden for de næste to-tre årtiers historisk lange vækstperiode, ligesom Reagans grundfilosofi med tiden kom til at være delt af et overvældende flertal af de amerikanske vælgere.  Som den måske eneste præsident i et halvt århundrede kunne man nemlig sige om Reagan, at han var en anfører snarere end en eftersjosker—”a voice, not an echo”, som hans ven og meningsfælle Barry Goldwater formulerede ambitionen i 1964.

Han turde tro på, at politikere faktisk kan påvirke andres værdier, gennem deres målsætninger og adfærd.

27 kommentarer RSS

  1. Af Erich Valdemar Lind

    -

    Jeg kan godt lide Ronald Reagan. Jeg kan godt lide ham som formidler, taler og eksponent for liberale værdier, men alt det andet, der påhæftes ham, er noget mærkeligt noget.

    Noget, jeg meget gerne ville se, er en mængde dokumentation for påstandene i dette blogindlæg. De fleste påstande er noget, jeg kan genkende, men der er stort set ingen, der nogensinde har dokumenteret noget af det, mens jeg vel at mærke har været vidne til. Påstandene virker som noget, der ville svare til at give Anders Fogh Rasmussen ansvaret for højkonjunkturen i Danmark og den ultrasunde økonomi, han overtog efter Schlueter og Nyrup, de uansvarlige røde svin.

    Det, jeg dog ved på et faktuelt plan, er, at Reagan har gældsat USA på en måde, som landet stadigvæk vist ikke er kommet ud af, næppe hjulpet særlig meget på vej af Bush jr’s ekspansive finanspolitik i højkonjunkturer og tordnende budgetunderskud, som fuldstændig udviskede den fremgang, der alligevel fandt sted efter Reagans afgang og især under demokratisk styre under den kære loverboy, Bill.

    @Claus T

    Det er fint, at du har dine holdning, og jeg er enig i, at man næppe kan give Reagan – så sød som han nu var – skylden for, at Sovjet på en masse måder var på vej til at implodere i slut-80′erne, men jeg må påpege, at perestrojka betyder genindretning, ombygning eller rent ud sagt reform, mens glasnost, betyder åbenhed, tydelighed, gennemsigtighed, osv.

    Tag min kommentar som information :-)

    Svar
  2. Af Adieu, adieu–igen, igen … | Erik Gahner Larsens reader

    -

    [...] på Berlingske, på min egen blog “Magt og Marked”–og dér lægger jeg dd. ud med en kommentar i anledning af Ronald Reagans 100 års fødselsdag søndag.  Jeg vil derudover også fast skrive [...]

    Svar
  3. Af Reagans "fusionisme" | Erik Gahner Larsens reader

    -

    [...] jeg har noteret andetsteds, ville Ronald Reagan forleden være fyldt 100 år. Jeg havde anledning til at markere det sammen [...]

    Svar
  4. Af Min nye Berlingske-blog, "Magt og Marked" | Erik Gahner Larsens reader

    -

    [...] på Berlingske, på min egen blog “Magt og Marked”–og dér lægger jeg ud med en kommentar i anledning af Ronald Reagans 100 års fødselsdag [...]

    Svar
  5. Af Hvordan undgår vi at kommunalpolitik kun er for offentligt ansatte? | Erik Gahner Larsens reader

    -

    [...] også Peter Kurrild-Klitgaards kommentar “Reagans værdikamp”, der også blev bragt i [...]

    Svar
  6. Af Hvordan undgår vi at kommunalpolitik kun er for offentligt ansatte? at Jarls blog

    -

    [...] også Peter Kurrild-Klitgaards kommentar “Reagans værdikamp”, der også blev bragt i [...]

    Svar
  7. Af Claus Sønderkøge

    -

    Tom Clarkud, 5. februar 2011 kl. 17:11

    Det er derfor der er et alvorligt troværdighedsproblem når ledere på vore institutioner misbruger disses troværdighed ved at maipulere information i stedet for at forsøge at bringe et så troværdigt billede som nu lader sig gøre. Det gælder ikke kun Klitgaard men også på Jyllandsposten hvor man har engageret sig med Peder Nedergaard.

    Det burde være grundlaget for al forskning af den slags at det er kun fragtmenter indtil disse personers samlede dokumenter er offentliggjort og bearbejdet. Vedr. Ronald Reagan bliver dokumenterne først frigivet om ca. 15 år. Indtil videre er kun offentliggjort dokumenter frem til Vietnamkrigens afslutning i 1973.

    Og selv da kan det vare mange år. Der kommer stadig ny viden frem om WW2 selv her 70 år efter afslutningen.

    Klitgaard burde og kunne have sagt at alle amerikanske præsidenter træffer modsætningsfyldte beslutninger hver dag, og det er lidt tilfældigt hvordan hele perioden falder ud. Tænk blot på Kennedy’s 3 år, han mestrede Cuba krisen perfekt, skabte momentum i Berlin men var også den som startede Vietnam-krigen.

    Svar
  8. Af Henning Andersen

    -

    Reagan var 1980′ernes støste terrorist.
    De terrorister der myrdede op mod 40.000 mennesker i Nicaragua, Contraerne, var betalt og trænet af Reagan.
    Han var værre end Osama Bin Laden.

    Svar
  9. Af Tom Clarkud

    -

    @Claus Sønderkøge
    Ja, der er også et længere interview med Chomsky på Democracy Now 2. december, hvor han går i dybden med baggrunden for USAs støtte til både seculær-nationalist diktaturer, som f.eks. Egypten ved Mubarak, og islamist stater som Saudi Arabien samt Pakistan i 1980′erne – styret af Zia-ul-haq- og støttet af Reagan og Saudi Arabien, hvilket var starten på madrasserne og de fundamentalist islamist bevægelser man nu ser i Pakistan, som vesten frygter.

    Svar
  10. Af Claus Sønderkøge

    -

    Noam Chomsky påpeger i en artikel i dag i The Guardian at Ronald Reagan støttede statsterrorisme og tortur i Pakistan gennem Saudi-Arabien. Ronald Reagan var en stor støtte af præsident Zhia-ul-Hag, som skulle være den værste islamistiske despot de har haft der indtil nu.

    Måske snart på tide at Københavns Universitet tager affære ikke kun overfor kriminelle men også går til angreb mod ukvalificerede ansatte.

    Svar
  11. Af Thomas Knudsen

    -

    Hvis man tænker på hvad Reagan har været med til

    Iran-Contra afæren: Salg af våben til præsterne i Iran, det var ikke smart dengang og er det stadig ikke.

    Støtte til Afganistan og Saddam, listen over tåbeligheder er lang.

    Det er næsten som den nuværende regering

    Svar
  12. Af Claus Sønderkøge

    -

    Mihail Larsen du kunne også nævne at den gode Ronald Reagan følger i et tæt fodspor af hans forargelige forgængere som støttede racisme. Ligesom hans forgængere støttede Ronald Reagan racehygiejne, det handlede om forskeren Roger Pearson.

    De som troede at det amerikanske racevanvid døde ud med nazisterne er forkert afmarcheret. Ronald Reagan støttede den slags. Efter min viden som den eneste efterkrigspræsident i USA.

    Svar
  13. Af Mihail Larsen

    -

    Klap nu lige hesten. Store personligheder i historien er som regel personer, der tilfældigvis er til stede på det rette tidspunkt. Man kan derfor ikke udlede almengyldige principper af deres tanker.

    Reagan har fået æren for koldkrigens afslutning, men hvad havde han været uden Gorbatjov? Hvad førte hans økonomiske politik til indenrigs ud over en kollosal gældsætning – som Bush junior plagierede? På hvilke vitale internationale områder førte hans præsidentskab til en forbedring af f.eks. menneskerettighederne? Hvor lang er listen over de diktatorer, han støttede? Hvordan kom han overhovedet til magten?

    Se, det sidste spørgsmål ignorerer Kurrild-Klitgaard, selv om det er veldokumenteret. Reagan samarbejdede forud for valget med de iranske myndigheder, der havde taget amerikanske soldater til fange. Samarbejdet bestod i, at iranerne skulle holde fangerne tilbage for at skade præsident Carters chance for genvalg, men straks efter valget løslade dem mod at få våben (ulovligt i forhold til amerikansk lovgivning) overført fra (den dengang amerikanske lydstat) Nicaragua. Alt sammen fuldkommen ulovligt.

    Da Reagan nogle år tidligere var guvernør i California, satte han nationalgarden og politiet ind mod studenterne på Berkeley i en række voldelige konfrontationer og var dermed med til at gøre studenterbevægelsen radikal.

    Endnu tidligere var han aktiv i McCarthyismen, der gjorde mange kunstnere arbejdsløse på grund af mistanke for kommunistiske sympatier. Et af ofrene for den -isme var Chaplin, der måtte forlade USA.

    Jeg ved godt, det er sådan i amerikansk politik, at man sommetider må påkalde sig fortidige, ‘store’ personligheder. Måske er Obama også underlagt denne vane. Men det skal ikke slette hukommelsen om, at Reagan har nogle fæle karakterer i historiens skudsmålsbog. Det er gået hen over hovedet på Kurrild-Klitgaard, der lalleglad tiljubler Reagan som en ‘stor personlighed’ – uden forbehold.

    Svar
  14. Af Stephan S. Frisendal

    -

    God lille artikel omkring Reagan.

    http://www.foreignpolicy.com/articles/2010/06/07/think_again_ronald_reagan

    Svar
  15. Af Bjorn Sorensen

    -

    Reagan var oprindeligt en “New Deal” Demokrat, som med alderen blev klogere, for han var ret belaest om realiteternes verden.
    Reagan blaeste saa meget til det kommunistiske korthus at det kollapsede uden at det kom til en konfrontation. Hans politiske mod og indsigt og forstaaelse for den menneskelige tilvaerelse gav ham en overbevisende styrke som alle kunne forstaa.
    Han sagde de rette ting paa det rette tidspunkt.

    Svar
  16. Af Mikael Fauslund

    -

    Glem ikke Reagans støtte til Mujahadinerne i Afghanistan. Hvad var Carters respons da Sovjet invaderede? Boycoy OL i Moskva! Reagans våbenhjælp og økonomiske og moralske støtte viste sig ganske vist at være et tveægget sværd, men det tilføjede USSR et ydmygende nederlag, som i meget høj grad var med til at ryste de sidste frugter ned fra træet.

    Svar
  17. Af Rasmus Knus

    -

    Åh ja – den store præsident Reagan der øjenbart vandt den kolde krig med højre hånd på ryggen og alzheimers ifølge sønnen o.a.

    Svar
  18. Af Claus Sønderkøge

    -

    Det er jo ren populisme Klitgaard her forsøger at præsentere. Ingen kan jo tage fra Reagan at han var der på det rigtige tidspunkt og sagde de rigtige ord.

    For det første havde Reagan en ganske svag governør periode i Californien bag sig. Militærindustrien er omdrejningspunktet for amerikansk økonomi, både dengang og i dag.

    Men den afgørende svaghed i analysen her er at det går ud fra at vi kan få det til at ske som vi vil have til at ske. Sådan er politik ikke, og det burde Klitgaard vide, da det jo skulle være hans fag. Afgørende personer og magtcentre havde afgørende betydning. Gorbatjov havde vist i mange år at han havde en demokratisk tilgang, derfor blev han først forbigået. Pave Karel Vojtyla styrede store dele af international politik dengang, og naturligvis vigtigst i det afgørende øst-land, det dybt konservative Polen og Solidarnosc. Uden general Jaruzelski og Willy Brandt havde muren ikke faldet.

    Svar
  19. Af Martin Christensen

    -

    Det der, som jeg ser det, gjorde Reagan til en af de største præsidenter i amerikansk historie, var at han i modsætning til så mange andre præsidenter, ikke blot var en glimrende retoriker, men udnyttede denne evne i sandhedens tjeneste.

    Når folk hørte Reagan kalde Sovjetunionen “ondskabens imperium” forstod de instinktivt, at Reagan talte sandt. De fleste elskede ham for det – nogle hadede ham for det.

    Men sandheden havde en fantastisk magt dengang og nu – altid faktisk. Det er en ting moderne politikere, med al deres latterlige spind, burde holde sig for øje.

    Det samme da Reagan stod foran Berlinmuren og råbte “mr. Gorbatjov.. tear down this wall” I det øjeblik forstod alle, på begge sider af muren, at kommunismen var færdig, at den havde lidt et moralsk nederlag og aldrig ville kunne overleve folkets vilje. Relativt kort tid efter, gik det østtyske folk på gaderne og råbte til hele verden “Wir sind das folk” – Vi er folket!

    Svar
  20. Af Adieu, adieu–igen, igen … @ Punditokraterne

    -

    [...] på Berlingske, på min egen blog “Magt og Marked”–og dér lægger jeg dd. ud med en kommentar i anledning af Ronald Reagans 100 års fødselsdag søndag.  Jeg vil derudover også fast skrive [...]

    Svar
  21. Af J B

    -

    The VSP-crowd should start listening to Paul Krugman

    ““This bill is the most important legislation for financial institutions in the last 50 years. It provides a long-term solution for troubled thrift institutions. … All in all, I think we hit the jackpot.” So declared Ronald Reagan in 1982, as he signed the Garn-St. Germain Depository Institutions Act.

    He was, as it happened, wrong about solving the problems of the thrifts. On the contrary, the bill turned the modest-sized troubles of savings-and-loan institutions into an utter catastrophe. But he was right about the legislation’s significance. And as for that jackpot — well, it finally came more than 25 years later, in the form of the worst economic crisis since the Great Depression.

    For the more one looks into the origins of the current disaster, the clearer it becomes that the key wrong turn — the turn that made crisis inevitable — took place in the early 1980s, during the Reagan years.

    Attacks on Reaganomics usually focus on rising inequality and fiscal irresponsibility. Indeed, Reagan ushered in an era in which a small minority grew vastly rich, while working families saw only meager gains. He also broke with longstanding rules of fiscal prudence.

    On the latter point: traditionally, the U.S. government ran significant budget deficits only in times of war or economic emergency. Federal debt as a percentage of G.D.P. fell steadily from the end of World War II until 1980. But indebtedness began rising under Reagan; it fell again in the Clinton years, but resumed its rise under the Bush administration, leaving us ill prepared for the emergency now upon us.

    The increase in public debt was, however, dwarfed by the rise in private debt, made possible by financial deregulation. The change in America’s financial rules was Reagan’s biggest legacy. And it’s the gift that keeps on taking.

    The immediate effect of Garn-St. Germain, as I said, was to turn the thrifts from a problem into a catastrophe. The S.& L. crisis has been written out of the Reagan hagiography, but the fact is that deregulation in effect gave the industry — whose deposits were federally insured — a license to gamble with taxpayers’ money, at best, or simply to loot it, at worst. By the time the government closed the books on the affair, taxpayers had lost $130 billion, back when that was a lot of money.

    But there was also a longer-term effect. Reagan-era legislative changes essentially ended New Deal restrictions on mortgage lending — restrictions that, in particular, limited the ability of families to buy homes without putting a significant amount of money down.

    These restrictions were put in place in the 1930s by political leaders who had just experienced a terrible financial crisis, and were trying to prevent another. But by 1980 the memory of the Depression had faded. Government, declared Reagan, is the problem, not the solution; the magic of the marketplace must be set free. And so the precautionary rules were scrapped.

    Together with looser lending standards for other kinds of consumer credit, this led to a radical change in American behavior.

    We weren’t always a nation of big debts and low savings: in the 1970s Americans saved almost 10 percent of their income, slightly more than in the 1960s. It was only after the Reagan deregulation that thrift gradually disappeared from the American way of life, culminating in the near-zero savings rate that prevailed on the eve of the great crisis. Household debt was only 60 percent of income when Reagan took office, about the same as it was during the Kennedy administration. By 2007 it was up to 119 percent.

    All this, we were assured, was a good thing: sure, Americans were piling up debt, and they weren’t putting aside any of their income, but their finances looked fine once you took into account the rising values of their houses and their stock portfolios. Oops.

    Now, the proximate causes of today’s economic crisis lie in events that took place long after Reagan left office — in the global savings glut created by surpluses in China and elsewhere, and in the giant housing bubble that savings glut helped inflate.

    But it was the explosion of debt over the previous quarter-century that made the U.S. economy so vulnerable. Overstretched borrowers were bound to start defaulting in large numbers once the housing bubble burst and unemployment began to rise.

    These defaults in turn wreaked havoc with a financial system that — also mainly thanks to Reagan-era deregulation — took on too much risk with too little capital.

    There’s plenty of blame to go around these days. But the prime villains behind the mess we’re in were Reagan and his circle of advisers — men who forgot the lessons of America’s last great financial crisis, and condemned the rest of us to repeat it. “

    Svar
  22. Af Jan Wammen Dam

    -

    Ronald Reagan var klart blandt USAs største præsidenter. Han formåede frem for alt at genskabe troen på USA som nation efter den svage præsident Carter, og har kørte et fint parløb med en anden stor international politiker – Margarat Thatcher ift. økonomien og international politik.

    Jan Wammen Dam
    Folketingskandidat (V)

    Svar
  23. Af Claus T.

    -

    @ Thomas Borgsmidt

    Sorry, du har ganske enkelt ikke ret i, at Reagan “ruinerede” Sovjet.
    Rustningsudgifterne var ikke usædvanligt høje under Reagan. De reale (dvs rensede for inflation) oliepriser var højere i 1989 end fx i 1971 osv. osv.

    Sovjet faldt fra hinanden af den simple grund, at kommunistisk planøkonomi var og er ineffektiv.

    Svar
  24. Af Bjarne Petersen

    -

    Reagan opbyggede vel USA tro på sig igen og hermed også Europa og NATO.
    Efter nogle fiaskoer i vietnam og iran, watergate ol. Kom den ” skydegale ” til.
    Han skal ikke have hele æren for kommunismes fald i europa, selvom våbenkapløbet hjalp til, bla som jeg huske det ” dobbeltbeslutningen “( som modvægt mod USSR’s opstilling af SS20 raketter i østeuropa) som IKKE var hans ide, vist nok Helmut Schmidt i Tyskland og NATO og Jimmy Carter.
    Man glemmer aldrig talen ” open this gate,tear down this wall, ” og så blev det Ungarn der åbnede grænse til Østrig og så begyndte folk at ” flygte ” den vej ud, indtil grænse mellem øst og vesttyskland og muren i Berling fald sammen kort tid efter.
    Så en stor del af æren burde vel tilfalde Ungarn.

    Svar
  25. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Claus T. her er jeg ikke enig!

    Sagen er, at Reagan anvendte penge som våben. At se hans økonomiske politik i isolation fra hans sikkerhedspolitik er – efter min opfattelse – en misforståelse.

    Reagan oprustede (man var faktisk kommet slemt bagud under Carter); men det egentlige våben var, at han ruinerede Sovjet.
    En ting var, at han påførte Sovjet enorme rustningsudgifter; men samtidig tvang han olieprisen ned, hvilket er den væsentligste russiske eksportvare.
    Det gjorde samtidig produktion i Kina økonomisk rentabel, så Kina blev afhængig af USA.

    Svar
  26. Af Lars Engelberth

    -

    Vi var så nogle stykker dengang i 1980, som var glade over Reagans valg. Nu skulle der andre boller på suppen i forhold til de stater, som kørte rundt med USA. Glem ikke at der på det tidspunkt sad amerikanske gidsler i Iran, glem ikke den amerikanske fiasko for at redde disse, glem ikke en relativ svag amerikanske præsident Carter. Reagan gav via sin politiske udmeldinger amerikanerne stoltheden tilbage over at være amerikaner. Så er det givet vis begrænset hvor meget Reagan reelt var med til at vælte Sovjetunionen – det klarede socialismen jo glimrende selv. Først i Polen og senere i resten af østeuropa.

    Svar
  27. Af Claus T.

    -

    “Der er i dag formodentlig kun få, der ikke vil give ham hovedæren for at have været den kraft, der gennem pres førte til Sovjets nye linje, Østblokkens kollaps, murens fald og regimeforandringer (…)”

    Øh, jo – der er da ganske mange, som ikke vil give Reagan æren for Sovjetunionens kollaps!
    Æren tilfalder – helt og ubeskåret – Sovjetunionen selv!
    Sovjetkommunismen var ganske enkelt den vestlige kapitalisme underlegen i alle henseender: økonomisk vækst og styrke, social velfærd, militært… ikke på ét eneste parameter overgik sovjetkommunismen sin vestlige modpart.
    Dét indså Sovjetunionens (og iøvrigt også Kinas) kommunistiske parti, og med Gorbatjov i spidsen begyndte man på en reformkurs. Ideen var, at man med åbenhed (Glasnost) og gennemsigtighed (Perestrojka) skulle kunne gennemføre politiske og sociale reformer, som igen skulle føre til økomisk fremgang.
    I modsætning til Kina (der begyndte med de økoomiske reformer og vist ikke har planer om politiske ditto!), lykkedes strategien ikke. USSR faldt fra hinanden.
    Siden har mange forsøgt at give Reagan æren for Sovjetunionens fald. Han indsats skulle angiveligt bestå i, at han via amerikansk oprustning skulle have tvunget USSR til at matche USA, hvilket igen skulle fremtvinge et økonomisk sammenbrud.
    Problemet er bare, at der ikke er hold i påstanden.
    For det første var der altså andre amerikanske præsidenter, der lagde større “oprustningspres” på USSR, fx Eisenhower og Kennedy.
    For det andet er militær oprustnng ikke nødvendigvis en dårlig ide, nationaløkonomisk set. Den kan meget vel føre til teknologiudvikling, som også kan gavne civile erhverv (fx NASA-programmet i USA). Og den virker generelt stimulerende for økonomien på samme måde som fx brobyggerierne var gavnlige for Danmark i mellemkrigstiden.

    Reagans bidrag til USSRS fald bestod ganske enkel i, at han var præsident, da det skete.
    Og hvis George H.W. Bush havde været præsident dengang, havde han selvfølgelig fået æren.
    Sådan er det. det er bedre for eftermælet at være præsident, når det sker noget godt, end når der sker noget skidt…

    Svar

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info